Læsetid: 9 min.

’Venstrefløjen skal vænne sig til at tabe’

Ikke siden 1960’erne har den amerikanske venstrefløj været så aktiv i demonstrationer og protestbevægelser som i dag. Mange af kampene er tabt på forhånd, men mobiliseringen kan komme til at ændre magtforholdet i amerikansk politik, siger forfatter L.A. Kauffman, som netop har udgivet en bog om USA’s protestbevægelser
Den amerikanske aktivist og journalist L.A. Kauffman fremhæver ’Kvindernes march’ i Washington D.C. i januar som et af højdepunkterne i den protestbevægelse, hun mener er ved at blive mobiliseret. ’Det interessante var, at det opstod af sig selv. Det begyndte med et opslag på Facebook, og så var der nogle professionelle organisatorer, som tidligt i processen begyndte at hjælpe,« siger hun.

Den amerikanske aktivist og journalist L.A. Kauffman fremhæver ’Kvindernes march’ i Washington D.C. i januar som et af højdepunkterne i den protestbevægelse, hun mener er ved at blive mobiliseret. ’Det interessante var, at det opstod af sig selv. Det begyndte med et opslag på Facebook, og så var der nogle professionelle organisatorer, som tidligt i processen begyndte at hjælpe,« siger hun.

Carolyn Cole

29. april 2017

15. februar 2003 var millioner af mennesker i omkring 60 lande verden over på gaden for at protestere imod en amerikansk invasion af Irak. Aktivist og journalist L.A. Kauffman deltog i en demonstration i New York og havde forinden fået trykt en stak plakater med teksten »Verden siger nej til krig«.

En af dem hænger stadig i hendes kælderlejlighed i Brooklyn, da Information møder hende.

»Folk var meget engagerede i at få standset krigen, og den dag i dag står protestdagen stadig tilbage som den største i verdenshistorien. Men protesterne havde absolut ingen effekt. Da præsident George W. Bush blev bedt om at forholde sig til dem, svarede han, at det ville svare til at træffe en beslutning på baggrund af en enkelt fokusgruppe, hvis han valgte at lytte til den slags protester,« siger Kauffman og sætter sig ved et spisebord i stuen foran et stort akvarium.

’Skildpadder siger nej til WTO, 1999’ står der på en plakat på væggen. Kauffman er iført olivengrøn skjorte, olivengrønne briller og en olivengrøn hat på toppen af sit røde hår.

Hun har været aktiv på den amerikanske venstrefløj og i græsrodsbevægelser, siden hun som 16-årig arbejdede for at forbedre kvinders rettigheder i en lokal organisation tæt på sit barndomshjem i Milwaukee, Wisconsin. I februar udkom hendes bog Direct Action, som beskriver de største protestbevægelser i USA’s historie siden 1960’erne og bygger på hendes research som aktivist og journalist gennem 30 år.

Bogen består af interview med en række af bevægelsernes hovedpersoner og giver et indblik i deres taktik og arbejdsmetoder. Kauffman begynder med den nu næsten glemte Mayday-blokade imod Vietnamkrigen i Washington D.C. i 1971, som resulterede i den største masseanholdelse i USA’s historie, og slutter med bevægelserne for sortes rettigheder, der især voksede sig store efter drabet på 18-årige Michael Brown, som blev skudt af en politimand i Ferguson i 2014.

Med det usædvanligt høje antal demonstrationer imod Donald Trumps regering, som ugentligt finder sted i mange amerikanske byer, kunne bogens timing ikke være bedre. ’Kvindernes march’ i Washington D.C. den 21. januar blev med sine tre-fire millioner deltagere den største protestdag i USA’s historie, og antallet af protester har også slået rekord.

Tabte kampe

Sociologiprofessor og forfatter til bogen The Politics of Protest, David Meyer fra University of California udtalte i anledning af ’Not My President’-protestdagen 20. februar, at protester mod nyindsatte præsidenter slet ikke er usædvanlige, men at det ekstraordinære ved de nuværende protester er hastigheden, størrelsen og antallet af emner, som Trump bliver udfordret på:

»Det at have så mange og vedvarende protester hver weekend og stort set hver anden dag med så forskellige emner – jeg har aldrig oplevet noget lignende,« sagde professoren til CNN.

Kauffman er enig:

»Vi befinder os igen i en periode, hvor vi stiller os frem og siger nej til nogle ting, som vi ikke kan stoppe, og det mener jeg stadig, er vigtigt at gøre. Nogle gange handler det om at udtrykke, at man er uenig i en beslutning – også selv om der ikke bliver lyttet til en,« siger hun.

Kauffman mener, at venstrefløjen i USA skal indstille sig på at lide store nederlag de kommende år:

»Vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske, og om høringerne om Ruslands indblanding i valget eksempelvis kan vise sig at få konsekvenser, men hvis Trumps administration formår at holde sig ved magten i fire år, kan vi forvente at tabe meget. Der kommer til at være mange kampe, som vi absolut ikke får en chance for at vinde. Republikanerne kontrollerer jo både Repræsentanternes Hus og Senatet, så der er meget lovgivning, som kan blive gennemført, uden at vi vil have mulighed for at modarbejde det. Det bliver generelt en periode, hvor vi ikke kommer til at se særlig mange fremskridt, og hvor meget af det, vi har opnået, vil blive rullet tilbage. Meget af det, venstrefløjen tidligere har kæmpet for, skal vi nu kæmpe for igen,« siger hun og nævner rettigheder for homoseksuelle, lesbiske og transpersoner som et eksempel:

»De rettigheder er opnået takket være de græsrodsbevægelser, der engagerede sig i sagen og fik gennemført ændringer ved hjælp af ikkevoldelige protester. Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange forskellige initiativer til ny lovgivning, der har handlet om, at man gerne ville fratage homoseksuelle rettigheder igen, og det kommer også til at ske nu.«

Kauffman tilføjer, at den slags kampe altid vil gå frem og tilbage:

»I en periode vinder man noget, og så kommer der et tilbageslag, som man gør modstand imod, og så får man måske opbakning igen. Men selv om vi kommer til at tabe, skal vi finde på en måde at fortsætte med at udtrykke modstand og bevare en tro på, at de værdier, der handler om retfærdighed og lighed, vil sejre på den lange bane.«

Hun fremhæver ’Kvindernes march’ i Washington D.C. som et af højdepunkterne i den protestbevægelse, hun mener er ved at blive mobiliseret.

»Det interessante var, at det opstod af sig selv. Det begyndte med et opslag på Facebook, og så var der nogle professionelle organisatorer, som tidligt i processen begyndte at hjælpe. Jeg tror ikke, jeg har været til en protest med så mange hjemmelavede skilte og så få repræsentanter fra professionelle organisationer. Efter marchen blev der holdt omkring 5.000 mindre møder, hvor folk mødtes for at diskutere, hvordan man skal arbejde videre. Det blev en kickstart på en ny bevægelse.«

Hun mener dog, at det er for tidligt at sige, hvordan protestdagen vil få betydning på længere sigt:

»Kvindernes march havde ikke et specifikt strategisk mål, så den skal heller ikke vurderes efter det parameter. Protester kan have vidt forskellige formål. Nogle handler om at skabe opmærksomhed på et bestemt emne, andre kan have et formål om at gøre folk klogere og andre igen kan handle om at lægge pres på et bestemt politikområde for at få det ændret. Nogle gange kan det bare handle om at vise, at man er et opmærksomt menneske,« siger hun.

Nyt samarbejde

Der er ved at opstå et skifte i den måde, græsrodsbevægelserne på den amerikanske venstrefløj arbejder på, mener Kauffman. Traditionelt har de været ’outsider’-bevægelser, som har defineret sig selv i kontrast til Det Demokratiske Parti og placeret sig uden for den lovgivende proces. Det er ved at ændre sig nu. Mange af græsrodsbevægelserne vil gerne tættere på den politiske proces for at kunne opnå størst mulig indflydelse:

»Det handler især om, at der er akut behov for at overtage det demokratiske parti fra Clinton-fløjen, og det har sat bevægelser i gang på venstrefløjen. Samtidig er der mange mennesker, der ikke tidligere har været involveret i politik, der nu også engagerer sig. Så lige nu handler det om, hvordan den blanding af mennesker, som favner et ret bredt udsnit af det politiske spektrum og aldrig før har samarbejdet, bedst kan gøre det. Det er en interessant tid,« siger hun og tilføjer, at det allerede er en hård kamp, som foregår mod den nuværende ledelse i Det Demokratiske Parti, og som især bliver ført an af tilhængere af den uafhængige Vermont-senator Bernie Sanders.

»Partiets ledelse er fuldstændig uinteresseret i at udfordre dagsordenen. Du kan bare se på, hvor passivt de forholder sig nu, og på hvor lidt partiet generelt har gjort for at mobilisere en opposition til Trump. Ledelsen har slet ikke lært noget af nederlaget i november. De fokuserer på tal og vælgerstatistikker i stedet for at organisere græsrodsbevægelserne og aktivere partiets base,« siger Kaufmann.

Hun mener til gengæld, det er opmuntrende, at mange medlemmer af partiet i langt højere grad engagerer sig i de lokale partiforeninger og dukker op til møder på rådhuse rundt om i landet.

»Men det sker på trods af partiets manglende indsats,« siger hun.

Ingen protester under Obama

Den kritik, som dele af venstrefløjen har rejst af Det Demokratiske Parti efter Trumps sejr, er på mange områder den samme, som Barack Obamas administration blev mødt af. Det handler bl.a. om stigende økonomisk ulighed, et manglende opgør med det politiske system i Washington D.C. og genforhandlinger af internationale handelsaftaler, som Obama allerede talte for under primærvalgkampen i 2008. Alligevel har protesterne under Obamas regeringstid været stort set fraværende.

»Folk var meget lidt organiserede i Obama-årene – med undtagelse af Black Lives Matter og protesterne imod rørledningen i North Dakota. Du kan bruge en hel dag på at tale om, hvorfor det forholdt sig sådan, og hvorfor det havde været bedre, hvis det var anderledes, men det var nu engang sådan, det var. Og nu arbejder vi med det, vi har – folk, som er aktive nu – og det hjælper ikke noget at sige: ’Hvor var du sidste år?’ til folk,« siger Kauffman.

Hun erkender, at der i dele af Obamas politik er paralleller til den politik, Trumps nye regering står for. I Obamas regeringsperiode blev et rekord højt antal immigranter sendt ud af landet, amerikanske droner slog flere hundrede mennesker ihjel, og internationale handelsaftaler blev udvidet trods løfter om, at de skulle ændres, så de i højere grad ville komme arbejderklassen til gode.

»Der har tidligere været eksempler på bevægelser, som er gået imod demokratiske præsidenter, men det var Obama-årene ikke et eksempel på. Det faktum, at han var den første sorte præsident og blev mødt af så megen racisme i hele den periode, han var præsident, er en af grundene til, at folk var mere tilbageholdende i forhold til at protestere imod ham – på godt og på ondt. Der er ikke nogen tvivl om, at dele af den politik, folk reagerer voldsomt imod nu, er en fortsættelse af en tidligere ført politik, som folk bare ikke fik øje på i første omgang,« siger hun.

I øjeblikket er der ugentligt nye protester imod Trumps administration. I sidste weekend deltog tusindvis af demonstranter i en ’March for Science’ i Washington og 100 andre amerikanske byer, i dag er der ’People’s Climate March’ i protest mod Trumps miljø- og klimapolitik, og 1. maj er der planlagt protester over hele landet som reaktion på indvandrerpolitikken. Kauffman medgiver, at det muligvis ville kunne få en endnu større effekt, hvis nogle af arrangørerne slog sig sammen.

»Det ville måske være strategisk klogere, hvis nogle af dem gik sammen, men generelt synes jeg, det er positivt med så meget aktivitet. Det er positivt, at der er så mange, der engagerer sig. Mange af de lokale protester handler især om at få opbygget eller styrket de lokale grupperinger, og jeg synes, det sender et meget stærkt signal, at der har været protester stort set nonstop, siden Trump blev indsat.«

Kauffman har ingen forventning om, at protesterne vil ændre amerikansk politik, så længe Trump er præsident. Alligevel håber hun, at de vil fortsætte.

»Én måde at bevare håbet på er at se tilbage på historien og de sejre, som bevægelser tidligere i historien har opnået efter hårde perioder med tilbageslag og modreaktioner. Mange af de kampe, hvis resultater vi nu sætter stor pris på, har ikke været særlig lette,« siger Kauffman og tilføjer:

»Den gamle sætning om, at ’buen i det moralske univers spænder langt, men bøjer mod retfærdighed’ holder ikke altid – og slet ikke per automatik. Men uanset om det er sandt eller ej, så må det være med til at holde modet oppe i den her tid, som ser ud til at blive virkelig hård.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kvindernes march i januar 2017 havde et socialliberalt perspektiv, ikke et venstreorienteret.

Det er påfaldende, men ikke overraskende, som socialliberale aktiviteter i stigende grad betegnes som venstreorienterede, når de ikke er det - fordi de ikke taler for grundlæggende systemforandringer, men blot partielle korrektioner til den bestående liberale, kapitalistiske verdensorden. På denne måde transformeres den offentlige opinion om ... og over tid også befolkningernes politisk-ideologiske udsyn til ... venstreorientering, som derpå kan indgå i primitive fingermalerier om blå og røde meningsvulgariteter indenfor den eksisterende systemramme, hvormed ikke blot den historiske, revolutionære venstreorientering, men også den historiske, stærkt reformistiske ditto, ekskommunikeres. Hermed kan både historieløshed og populistiske fraser om ideologiske kampe råde, og dermed er også de eksisterende magtforhold sikrede.

Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar