Læsetid: 13 min.

I 100 år har drømmen om succes draget verdens rodløse til Hollywood. Men noget er under forandring

Rodløse, stræbsomme og drømmende mennesker fra hele verden har i 100 år rejst til Hollywood for at blive stjerner. Og det gør de stadig, selv om færre og færre film optages i Hollywood og flere og flere produktioner flytter til andre stater. Globalisering flytter produktionerne ud, mens udlandet flytter ind. Information har tilbragt to uger med nogle af de skuespillere, producere og agenter, der jager succes i en kriseramt filmby
Thomas La Barbera Christensen øver en scene i sin baghave. Ofte skal han med en dags varsel stille op til castings, så det kan være svært for den lille familie at lægge planer

Thomas La Barbera Christensen øver en scene i sin baghave. Ofte skal han med en dags varsel stille op til castings, så det kan være svært for den lille familie at lægge planer

Emily Berl

20. maj 2017

Efter svenske Carolina har fået sin næse opereret, ligner hun Angelina Jolie. Hun drømmer om at blive skuespiller, men lige om lidt kommer hun til at gå i seng med aftenens vært. Han ligner en ung Johnny Depp, før skilsmissen, og er dansk ejendomsmægler med en forkærlighed for medicinsk pot af mærket Ferrari. Røgsignalerne damper til vejrs over hans 25 mio. kroner dyre perlemorshvide mansion.

»Er I klar til at se mig spille et liderligt dovendyr i morgen?« spørger Elina Sundqvist sin veninde Carolina og de andre piger på terrassen.

I en måned har svenskerne læst skuespil sammen på UCLA aftenskole. På holdet går også en saudiarabisk pige på flugt fra sin mand og en peruviansk natklubejer, hvis far opdrætter haner til hanekamp. Skuespilensemblet tæller også en iransk psykolog, som er lam fra halsen og ned og har en affære med en lokal dj, samt en amerikansk instruktør, der engang blev forsøgt skuddræbt, og gerningsmanden er aldrig blevet fundet.

’La La Land’, som Los Angeles også kaldes, er magisk og mystisk, og i morgen ankommer det liderlige dovendyr. Pigerne griner og nikker og skåler.

Fra ejendomsmæglerens kongerige højt på Mulholland Drive, der slanger sig gennem Santa Monica-bjergene, og hvorfra man ifølge David Lynch mærker Hollywoods historie, glitrer The Valley endeløst under os. Længere oppe ad vejen bor Jack Nicholson, Madonna og Bruno Mars. De, der ikke klarer det, ender nede i dalen, hvor størstedelen af USA’s pornofilm bliver optaget.

I 100 år har drømmen om Hollywoods rigdom og succes draget verdens rodløse til Los Angeles. Men noget er under forandring. Filmindustrien befinder sig midt i den teknologiske malstrøm, som har forandret musik- og nyhedsbranchen for bestandigt. Streamingtjenester som Netflix har åbnet nye distributionsmuligheder, men lukket andre.

Som Information beskrev onsdag, har det ført til store protester ved den igangværende filmfestival i Cannes. Netflix vil gøre to film fra hovedkonkurrencen tilgængelige på streamingtjenesten umiddelbart efter verdenspremieren frem for at lade filmene køre i biograferne først. De franske filmdistributører er rasende, men i Los Angeles er revolutionen snart fuldendt. Amerikanerne går ikke længere i biografen, medmindre der er superhelte eller stjernekrigere på billetten.

»Hvad er der galt, älskling?« spørger ejendomsmægleren og aer Carolinas hår. Hun sidder på hans skød og græder.

En brise får palmerne og citrontræerne til at sitre i Mulhollands hængende haver.

Elina Alatalo (t.h.) øver en monolog. ’Jeg presser Elinas hænder for at give hende modstand og fremprovokere en anden kropsholdning og stemme. En kropsenergi, vi i klassen kalder potency,’ fortæller hendes danske klassekammerat.

Emily Berl

Ud af studierne

Globaliseringen finder også sted i Hollywood. Produktioner flytter væk fra Californien og ud i verden til lavere skatter og billigere arbejdskraft. Og filmene ændrer sig, fordi deres publikum er forandret. 

Efter Los Angeles’ filmindustri i årtier primært producerede film til det amerikanske hjemmemarked, kommer omtrent 70 pct. af en spillefilms indtjening nu fra udlandet, skriver Vanity Fair. Det tvinger studierne til at skabe karakterer, som både kinesere og latinamerikanere kan relatere til.

Samtidig har billigere og bedre kamerateknologi gjort det muligt at flytte filmproduktioner væk fra Los Angeles’ studier. Amerikanske delstater og europæiske lande konkurrerer benhårdt for at tiltrække filmproduktioner. Midlet er en blanding af filmfonde, skattefordele og gunstige lønforhold, målet er at booste lokaløkonomien og skaffe god reklame.

»Listen med skattefordele og fondsmidler er det første, jeg kigger på, når jeg skal i gang med en ny film,« forklarer Rachel Shane, præsident for produktionsselskabet OddLot Entertainment. Vi drikker kaffe på hendes hjørnekontor på 19. etage i Plaza Towers.

»Det er en af de mest markante ændringer i branchen, jeg har bemærket, siden jeg ankom til Los Angeles fra Canada for 15 år siden. Beslutningerne bliver stadig truffet her, men selve produktionen af film forlader Los Angeles.«

Fra 1996 til 2013 blev antallet af optagedage i byen halveret, skriver Variety. At vende udviklingen er en mærkesag for Los Angeles-borgmester Eric Garcetti, hvis valgkampagne i marts blev støttet af industrigiganter som Steven Spielberg.

Gennem store skatterabatter forsøger Garcetti at trække produktionen tilbage. Garcetti har også udpeget en ’filmzar’, der skal varetage industriens interesser, og i sidste måned erklærede han 25. april officiel ’La La Land’-dag til ære for den Oscar-vindende musical. Kostumeudklædte skuespillere dansede ballet i stålwirer over rådhusets facade, men producenterne valser fortsat ud af byen.

Kropspleje er i høj kurs i Los Angeles. Alle vegne lokker juicebars med helsekure og glutenfri produkter.

Emily Berl

Afvisning på afvisning

Dagen efter Mulholland-festen møder jeg Thomas La Barbera Christensen. Han er 41 år og ved at blive smuk på den modne, George Clooney-agtige måde. Efter en karriere som musiker og model i Danmark har han de seneste ni år jagtet drømmen i Hollywood. Det er et liv med afvisning på afvisning, men nu er vi på vej til to nye auditions.

»Jeg har været tæt på det store gennembrud to gange,« siger Barbera og glider fingrene gennem håret.

»Jeg havde fået en mindre rolle som soldat i en tv-serie af David Fincher (Fight Club, Seven). Det var drømmen, du ved – egen trailer med navn på døren, gode penge, Quentin Tarantino filmede lige ved siden af os i Hollywood Red Studios.«

David Fincher roste danskeren for hans skuespil, selv om det var for en lidt latterlig scene, hvor han lå helt stille og sov. Desværre kunne Fincher ikke blive enig med HBO om, ja, hvem ved, og tv-serien blev skrottet. Samtidig blev den milliondyre Cadillac-reklamefilm, Barbera medvirkede i, forkastet og kastet på filmrullernes kirkegård.

Thomas La Barbera Christensen holder sin søn, Liam.

Emily Berl
»Begge projekter blev afvist samme uge. Jeg var ødelagt. Los Angeles var en latterlig by, og jeg gad ikke spilde mit liv mere. On the flipside motiverer de to projekter mig helt vildt, for jeg ved, hvor tæt jeg har været på gennembruddet. Jeg kan næsten gribe fat om det, det glider som sand mellem fingrene,« forklarer han.

Vi drejer ind i en ombygget garage, hvor der afholdes auditions. Unge modeller og livstrætte castere står omringet af pensionister i T-shirts og blingbling-øreringe. De skal aflægge prøver til reklamer for HIV- og diabetesmedicin. Barbera går ind ad dør nr. tre for en audition til en GANT-reklamefilm i samarbejde med Netflix.

»Du skal føle dig død indeni. Se mine øjne: Mine øjne er ligeglade. Sådan skal du se ud, Thomas. Død,« instruerer den italienske fotograf. Han elsker Beppe Grillo og arbejder på 11. år som modefotograf i LA. Det her er bare en freelanceopgave, der betaler regningerne, siger han. Thomas La Barbera aftenarbejder som tjener i Bel-Air og synger på den lokale jazz dinner club.

»Sådan er det med alle i den her by. Du har otte sideprojekter, mens du arbejder for at opnå din drøm,« siger italieneren.

La Barbera nikker:

»Jeg har f.eks. startet mit eget one man show, hvor jeg spiller excentrisk life-coach. Der spirer en DIY-kultur, hvor mange af os skuespillere har opdaget, at vi lige så godt kan skabe vores egne roller. Måske er det vejen til succes i fremtidens Hollywood.«

Information fulgte Thomas La Barbera til casting på tv-serien Wild Hearts. Se en scene fra castingen her, hvor Thomas er taget til fange af sin 'ven' Bolo, efter en narkohandel er gået helt galt.

Duft af Colin

’La La Land’ blotter sig i glimt. En Uber-chauffør, der er sopran-operasanger. Et gammelt bindingsværkshus, der viser sig at være en plasticfacade. En tjener, der har skrevet en roman om en komiker, der er seriemorder. He kills on stage, but he actually kills too!

»Bag Hollywoods falske glimmer ligger den ægte glimmer,« sagde pianisten Oscar Levant. »Og jeg elsker begge dele.«

Soho House er en privat klub med afdelinger i metropoler som Berlin, Istanbul og her i West Hollywood. Et fuldt medlemskab koster 20.000 kroner om året, men du skal indstilles af to medlemmer for at komme i betragtning. Jeg glider ned i parkeringskælderen, forbi den diskrete forhal og skuespiller Colin Farrell, der holder elevatordøren for mig, og suser til tops.

Elevatoren er beklædt i blødt, mørklilla pudebetræk. Noget dufter eksotisk af moskus og jasmin – måske er det Colin? – og jeg skridter ud på SoHos panoramaaltan, hvor Kim Magnusson sidder. Han står bag film som Blinkende Lygter og De Grønne Slagtere, men er i USA mest kendt for sine prisvindende kortfilm Valgaften og Helium.

»Jeg bruger nok halvdelen af min tid i Los Angeles. Her har du 10.000 mennesker, du kan gå til for at finansiere dit filmprojekt. I Danmark har du ét sted, Det Danske Filminstitut, måske to, hvis du tæller en tv-station med. Derhjemme er vi underlagt fem menneskers smag, og desværre har de mange gange den samme smag. Hvis de ikke kan lide din idé, kan du lige så godt lægge dit projekt ned.«

Kritikken er ikke personligt ment, understreger Kim Magnusson. Han har selv siddet ni år i Producentforeningen, hvor han har mærket det politiske pres ovenfra. Men den ensrettede tænkning kvæler dansk kreativitet, mener Magnusson, der taler med to oscarstatuetter og i alt seks oscarnomineringer under bæltet. Det er vist nok flere end nogen anden ikkeamerikaner i historien, bemærker han.

»Herovre er det aldrig slut, hvis du får et nej – og det får du rigtig mange gange i den her branche, uanset hvor mange Oscars, du har vundet. Men i LA er der altid en ny dør, du kan banke på, og nye folk, du kan pitche din idé for. Det her er en by af glorificerede sælgere.«

Emily Berl

Glitter og glamour

Los Angeles er de seneste 100 år vokset fra 100.000 til 18 mio. indbyggere. Det er en nærmest uforståelig bedrift, der først og fremmest må tilskrives en flok jødiske immigranter fra Østeuropa. Velkendte navne som Goldwyn, Fox, Mayer og Warner kom til byen og byggede små filmselskaber i landsbyen Hollywood, opkaldt efter en kinesisk skovhugger, der, adspurgt hvad dalen hed, svarede »I holly wood«. I’m hauling wood. Første Verdenskrig smadrede Europas filmindustri, så i 1921, da movies var blevet et globalt marked i rivende vækst, blev 80 pct. af verdens film optaget i Hollywood. Resten er historie.

»Men hele romantikken om Hollywood er bullshit. Jeg er egentlig ligeglad med Los Angeles, vi er her kun, fordi filmbranchen er her. Hvis jøderne havde slået sig ned i Oregon, sad vi i Oregon nu,« siger Kim Magnusson og kigger ud over dalen fra Soho-altanen.

»Nu sidder vi her og kan kigge ud over det hele på én gang. Det er mærkeligt at tænke på, men du kigger på en af verdens grønneste byer, hvor der engang var ørken. Du kigger på bjerget nu, hvor Borte med Blæsten (1940) blev optaget. Derovre [Kim peger] kan du se Fox Studios, bag Beverly Hills Police Station, som du kender fra Frækkere end Politiet Tillader (1984). Og til venstre for det, det kantede tårn, er Nakatomi Plaza fra Die Hard (1988).«

– Det lyder meget romantisk?

»Jo, når nu Hollywood har lagt sig her, så elsker jeg den. Jeg elsker, at solen altid skinner, og den amerikanske livsstil, hvor der er højt til loftet. Los Angeles er en forfærdelig by med backstabbere, bagtalere, grådighed og penge. Men samtidig er det en euforisk by. Du kan skabe dig et navn her. Intet andet sted i verden omfavner så godt Den Amerikanske Drøm.«

Ligesom mange andre skuespillere dyrker Thomas La Barbera Christensen yoga for at finde ro og retning i en krævende branche.

Emily Berl

Godt for feminismen

Trods borgmesterens indsats kan Los Angeles endnu ikke konkurrere med vilkårene i andre delstater. En del af problemet er de stærke fagforeninger i Californien.

Rachel Shanes seneste tre film – Hell or High Water (2016), Divergent (2014) og Lawless (2012) – er således filmet i henholdsvis New Mexico, Illinois og Georgia. Hun gætter på, at to af de tre film var blevet filmet i Los Angeles for 15 år siden.

»På flere måder tror jeg, udviklingen er en god ting. Vi har et enormt ansvar som globale kulturproducenter, og økonomien har tvunget Hollywood til at åbne sig for omverdenen. Vi får øjnene op for udenlandske skuespillere og opdager nye måder at lave film på. Eksempelvis tænker jeg meget over vigtigheden af at have komplekse kvindelige karakterer i vores film,« siger Rachel Shane.

»Ikke fordi jeg vil snige en feministisk dagsorden ind. Men fordi det simpelthen er bedre og mere troværdig historiefortælling. Og det tror jeg er blevet nemmere i Hollywood anno 2017. Omvendt er det uomgængeligt, at der er tabt enormt mange amerikanske filmjob i Los Angeles. Mange i produktionsfagene har måttet finde andet at tage sig til.«

Også de store filmselskaber, stiftet af de jødiske migranter for 100 år siden, taber penge. Fra 2015 til 2016 faldt deres samlede overskud med 15 pct. ifølge LA Times – hovedsageligt på grund af ændrede forbrugervaner og større budgetkrav til blockbusterfilm. For nogle filmskabere er udviklingen ikke frigørende, men ødelæggende for kreativiteten.

»Den første Godfather kostede 6,5 mio. dollar, den anden kostede 11 eller 12 mio. Konverterer du det til nutidspenge, vil det kræve et stort filmselskab. Men de vil aldrig give det et OK, eller hvad de nu kalder et ’grønt lys’, i dag, medmindre det er en Marvel-film,« sagde Francis Ford Coppola til New York Tribeca Film Festival.

Billige i drift

Mod vest strækker Sunset Boulevard sig uendeligt mod Santa Monicas strande. Hollywoods mest ikoniske billboard står her. Det var en milepæl, da Vikings-skuespilleren Alex Høgh Andersen i vinter fik sit ansigt op på billboardet som den første dansker.

»Du kender ham kun fra en julekalender på TV 2, men han er en kæmpe stjerne,« fortæller Andersens agent, Lene Seested.

Som stifter af agentbureauet Panorama Agency har hun sparket Hollywoods døre op for skandinaviske skuespillere. Men da hun begyndte som den første i 1998, var de danske stjerner skeptiske.

»Da jeg sagde til Mads Mikkelsen, at jeg gerne ville repræsentere ham i USA, grinte han. Det var det sjoveste, han nogensinde havde hørt, for det lød helt usandsynligt. Sådan var stemningen i Danmark,« fortæller Seested.

Efter syv år med små fremskridt kom startskuddet med The Prince and Me, hvor fem danske skuespillere var med. Derfra gik det slag i slag, samtidig med at Hollywood ændrede sig. I dag er det ifølge Seested kun to ud af ti produktioner, der rent faktisk filmes i Los Angeles, og det har kun været en fordel for danskerne.

»Amerikanerne elsker at komme til Europa, og de kan ikke forstå, vi kan producere så høj kvalitet, så billigt. Et afsnit af en tv-serie i USA koster hurtigt tre-fire mio. dollar. Det kan du nærmest få en hel tv-serie for i Danmark. Arbejder du som skuespiller på en dansk tv-serie, får du gennemsnitligt en løn, der svarer til en folkeskolelærer eller politibetjent. Udgangspunktet er langt højere i USA,« siger hun.

Emily Berl

Er du model?

Gardinerne er rullet tæt for på Cochran Avenue, en søvnig sidevej, hvor skuespiller Thomas La Barbera og hans kæreste, Tiffany Johnson, bor i stueetagen af et lille byhus. Hun går rundt med deres tre uger gamle søn, Liam, på armen. Liam sover. Vi har ikke hørt noget fra GANT-reklamen eller den anden audition, en pilot til en tv-serie, der hedder Wild Hearts, hvor La Barbera skulle fingere at tæve sig selv til castingen.

Tiffany Johnson har arbejdet skuespiller, siden hun var fire år gammel. Men hun har givet op:

»Jeg arbejdede i The Playboy Mansion i håbet om at møde de rigtige mennesker, men jeg er blevet træt af networking-spillet. Du må forstå, at alle verdens mest attraktive og talentfulde mennesker kommer til Los Angeles, men her er de bare endnu et ansigt. Konkurrencen er benhård, og det handler ikke så meget om talent, men om hvem du kender. Hollywood har også en grim bagside – jeg taler om Casting Couch-fænomenet.«

Casting Couch er en af de ældste klicheer i pornoindustrien: Den magtfulde leder udnytter sin position til at få sex med den unge, aspirerende model. Og Hollywoods chefer har taget ved lære af kollegaerne i The Valley, kan man forstå på Tiffany Johnson.

»Jeg har veninder, som er blevet inviteret på fin middag og så med hjem på hotelværelset – og pludselig har de en audition eller en lille rolle på en stor produktion. Jeg er også blevet spurgt, men har sagt nej. Men mange kommer hertil og jager drømmen. For nogen er det vigtigere at sige, de klarede det, end at tage hjem som fiaskoer.«

– Er Thomas’ jagt efter Hollywood-drømmen blevet mere risikabel, nu I har fået et barn?

Tiffany Johnson er stille. Vender sig mod sin kæreste. »… Hvordan har du det med det?«

»Hvert halve år overvejer jeg, om jeg skal blive ved. Men det er, som om det at blive far har givet mig et laserskarpt fokus på, hvad jeg vil i mit liv. Og skuespillet er vigtigt for mig. For os,« svarer Thomas La Barbera.

Hun nikker. Han har været her i ni år nu.

Det liderlige dovendyr

»Kender du det, at man skal stress-skide lige inden?«

Eline Alatalo kigger på mig med opspilede øjne og bekymret mine. Vi har nået dyretimen.

– Ja, det gør hanløver altid, inden de skal kæmpe. Det er vist en naturlig biologisk reaktion.

»Okay, så. Fuck it

Alatalo går ud på gulvet foran de andre elever. Hun lægger sig på ryggen og skyder langsomt underlivet i vejret, mens hendes fingre glider ned over kroppen. Det liderlige dovendyr åbenbarer sig. Det finder en lus på maven og spiser den. Det brummer dybt, med lukkede øjne. ÅÅH ÅÅÅH. Guttural boblen.

Lærerinden ligner en mørkhåret Dolly Parton. Hun har indisk kjole på og fem slags neglelak på tæerne. Fra venstre til højre er det rød, blå, gul, guld og grøn. Hun klapper én gang i hænderne, og dovendyret forvandler sig til en klatøjet svensk pige.

»Hey man,« siger Eline. »Vil du ryge lidt på den her?«

Hun vender en fiktiv joint mod lærerinden.

»Gooodt, goodt. Bliv i dyret. Brug dyrets egenskaber i din karakter,« messer lærerinden.

Eline Alatalo brummer og vender sig langsomt på siden. Lærerinden klapper, og den svenske kvinde rejser sig. Hun drømmer om at blive standupkomiker. Pigerne griner og nikker og klapper af hendes optræden. Drømmen lever. Men er det nok til at klare den i Hollywood?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

De sidste 50 år har Hollywood stort set produceret det samme og det samme igen og igen, hvoraf 80% er rendyrket kilometer vare og propaganda for USA og amerikanske værdier og kultur, samt en pengemaskine. Snart kommer Top Gun 2 med massiv opbakning fra Pentagon efter selv samme har undergået filmen en gennemgribende censur. Af national sikkerhedsmæssige årsager. Naturligvis. Og hvem gider i øvrigt at gå i biografen, hvor man ikke kan se for dem foran i en indeklemt sal med tung luft og støj og larm frem for at se film med familien derhjemme på en 85 tommer fladskærm med et fremragende skarpt billede og lyd, som kan sættes på pause når man skal tisse og hjemmelavede økologiske popcorn, appelsiner og juice?

Der bliver i øvrigt produceret 1.000 vis af film verden over helt uden Hollywood og USA. Der gemmer sig sikkert mange filmskatte der, som vi slet ikke får kendskab til.

Torben K L Jensen

Holywood? Et lille frilandsmuseum for stumfilm - i forhold til Indien og Kinas gigantiske film-industri og HBO og Netflix.