Læsetid: 7 min.

’Årene siden 2001 er de værste i arabernes historie’

Det fejlslagne arabiske forår og krigen mod terror har ødelagt en verdensdel, mener professor Eugene Rogan, leder af Mellemøstcentret på Oxford Universitet. De arabiske folk har mistet kontrollen med deres egne skæbner, fanget i et krydspres mellem regionale stormagter og et fjendtligt indstillet verdenssamfund. Kun små sprækker af lys trænger ind
I stedet for at søge tilbage i den islamistiske histories favntag bør børnene af Det Arabiske Forår kigge mod Tunesien, siger Eugene Rogan, leder af Mellemøstcentret på Oxford Universitet.

I stedet for at søge tilbage i den islamistiske histories favntag bør børnene af Det Arabiske Forår kigge mod Tunesien, siger Eugene Rogan, leder af Mellemøstcentret på Oxford Universitet.

Lærke Posselt

6. maj 2017

I disse år gennemlever de arabiske folkeslag et helvede, hvis lige ikke er set i historien. Det er den dystre virkelighed ifølge den anerkendte professor Eugene Rogan, der er chef for Mellemøstcentret på Oxford Universitet.

I sin bog Arabernes Historie, der netop er udkommet på dansk, optegner han den arabiske historie. Fra imperium over nationalisme og til den aktuelle krisetid.

– Du skriver, at årene siden 2001 er de mest smertefulde i moderne arabisk historie. Hvorfor?

»I størstedelen af de seneste 200 år har araberne kæmpet for uafhængighed fra fremmede magter. Men efter 11. september 2001 mistede den arabiske verden for alvor kontrollen med sin egen skæbne. USA søgte at genskabe global ærefrygt for Amerika gennem den verdensomspændende krig mod terror. Den første udgave af min bog var en reaktion på Bush-administrationens politik, og jeg afsluttede den med det håb, Barack Obamas tale i Cairo indgød i 2009. I stedet for terrorisme og konfrontation talte han om gensidige interesser og pragmatisme. Den arabiske verden var lamslået af talen og det symbolske i, at Obama besøgte Egypten, før han besøgte Israel. Det var en stor ting. De fornemmede, at et seismisk ryk var undervejs.«

– Men det skete ikke?

»Nej. Obama viste sig at være en svag præsident. Hans tilgang til Israel-Palæstina-fredsprocessen var virkningsløs – Benjamin Netanyahu kunne uden problemer afvise Obamas politik. Og det forværrede forhold mellem USA og Israel forbedrede på ingen måde forholdene til den arabiske verden. I 2011 ønskede Irak ikke at forny mandatet til det amerikanske militær, og jeg tror også, Obama på det tidspunkt var dybt frustreret. Han fik en undskyldning for at trække USA ud af den arabiske verden, men dermed efterlod han regionen mere skrøbelig end nogensinde før.«

»Men der var stadig håb. Det Arabiske Forår i 2011 var et år med fantastisk optimisme og entusiasme. Gennem folkelig opstand så det ud til, at folk kunne trække frygten ud af politik. Et finanskriseramt Vesten så måbende til, mens regeringer blev væltet i Tunesien, Egypten, Bahrain, Yemen og Syrien. Og fordi Europa og Obama ikke reagerede, efterlod de et magtvakuum, som ikke blev udfyldt af mænd med idéer, men af mænd med våben. Det er et tomrum, der nu kæmpes om mellem militser og de stridende regionale stormagter: Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet.«

– Hvor efterlader det araberne i dag?

»I en region, der er flået i stykker indefra, fanget i proxykrige mellem regionale magter, mens et fjendtligt indstillet verdenssamfund ikke ønsker at blande sig – Ruslands engagement i Syrien er undtagelsen. Det har udløst en kakofoni af konflikter, der breder sig over Irak, Syrien, Libyen og Yemen. Dette er den mest voldelige periode i moderne arabisk historie med historisk mange flygtninge og den værste ødelæggelse af infrastruktur og kulturhistorie. I dette krydsfelt mellem det Arabiske Forår og krigen mod terror er det ikke overdrevet at sige, at det 21. århundrede foreløbig har været den værste epoke at være araber i.«

Blå bog: Eugene Rogan

  • Født 1960. Voksede op i Beirut og Cairo.
  • Professor i arabisk historie og leder af St. Antony's College Middle East Centre på Oxford Universitet.
  • Har skrevet en lang række bøger om mellemøstlige forhold, herunder Arabernes Historie og Osmannerrigets Fald, der begge er udgivet på dansk.
  • Taler flere sprog, herunder arabisk og tyrkisk. Benytter sig kun af arabiske primærkilder i sin historieskrivning, såsom retsprotokoller, krøniker og arkivdokumenter.

Arabisk berøringsangst

Hvor Eugene Rogan tidligere fandt håb i Barack Obama og Det Arabiske Forår, søger han nu håbet i den arabiske historie. Her er rig mulighed for et opgør med de tabuer, der i for høj grad fastlåser arabisk politik i dag, mener han.

»Araberne har for meget respekt for historien, og de har aldrig været i stand til kritisk at eksaminere deres egen fortælling af frygt for konsekvenserne. Når jeg debatterer med folk i Europa, handler det udelukkede om terrorisme. Europæerne spørger: Hvornår lærer I at slappe lidt af? Hvornår vil I tillade folk på universiteterne at sige noget negativt om jeres gamle ledere? Hvorfor skal I altid skrive hagiografi (helgenskriter, red.) om jeres afdøde statsmænd?«

– Det virker, som om der for nogle arabere hersker en ’Make Arabia Great Again!’-forestilling, en søgen tilbage til fordums storhed. I hvilken grad spiller idéen om Kalifatet og det arabiske imperiums historie en rolle for arabisk pannationalisme, for terrorbevægelser og for de enkelte nationalstater?

»Islamister forsøger i disse år at dominere det historiske narrativ, og det er vævet sammen med én af to transnationale tendenser. Den ene ser araberne fra Marokko til Yemen som ét folk, der bør genskabes, mens den anden fløj også inkluderer hele Sydøstasien, Pakistan og Indien. Idéen er den samme: ’Kun gennem Ummaen (det muslimske fællesskab, red.) kan vi herske!’«

»Men det er svag tendens, som mestendels appellerer til en særlig gruppe marginaliserede, globale muslimer, som har et horn i siden på Vesten. Det er dem, som fascineres af Abu Bakr Al-Baghdadis (lederen af Islamisk Stat, red.) kald om et nyt Kalifat. Siden Kemal Atatürk opløste Kalifatet i 1923, har flere forsøgt at påberåbe sig titlen som kalif, men det har ingen politisk klangbund. Du kan se, at ingen af de øvrige arabiske lande anerkender det. I den brede arabiske offentlighed er det ikke en appellerende fortælling.«

– Hvad er det så for et opgør, araberne mangler at tage med i historien?

»Der er i den arabiske verden en stærk fornemmelse af, at perioden efter kalifatet, den sekulære nationalstats æra, har været fastlåst. Den har ikke formået at levere et bedre liv, men der er intet rum for at evaluere den nationale politiske historie kritisk. Jeg har oplevet at få afvist udgivelse af mine historiebøger i Jordan, fordi jeg beskriver et massedrab mellem to lokale stammer for 120 år siden. Det er for følsomt. Og i stedet for den konstruktive debat, der kan skabe nødvendige reformer af staten, vinder et andet narrativ frem: At araberne har mistet deres værdier og kultur ved at overimitere Vesten. At islam skal gennemsyre loven og det politiske system, som ikke har leveret. At den islamiske revolution i Iran er forbilledet.«

En tyrkisk revolution?

Kampen om historien spiller også en nøglerolle i Tyrkiet. Op til forfatningsvalget i april gjorde præsident Erdogan stor brug af osmannisk symbolik. Tv-reklamerne trak lige linjer fra Seljuk-dynastiets sultaner til Kemal Atatürk og videre til Erdogan selv, fortæller Eugene Rogan.

»Erdogan benytter en masse feje tricks for at minimere den sekulære historie i Tyrkiet og kulturelt appropriere Atatürk, men jeg tror, han har forpasset chancen for at føre en neo-osmannisk, imperialistisk politik. I 2011 flirtede Erdogan med tanken om et Tyrkiet, der dominerede Mellemøsten. Han rejste rundt i De Arabiske Forårs lande og blev modtaget som en rockstjerne. Den egyptiske presse skrev: ’Giv os Erdogan i tre måneder, så er alle vores problemer løst!’, men det var dengang.«

– Hvad er forskellen på Erdogan anno 2011 og Erdogan anno 2017?

»Han har fået så rigeligt at se til indenrigspolitisk. Han har med succes spillet på terrorismen fra Syrien og den kurdiske konflikt til at splitte befolkningen, men dermed har han også skabt dybt ustabile forhold i Tyrkiet. Det vil ramme dem hårdt økonomisk og give Erdogan problemer. Vi så, at halvdelen af Tyrkiet stemte imod ham under forfatningen – og det var endda efter sandsynlig valgsvindel. Han tabte de store byer – Istanbul, Ankara, Ismir – og når jeg taler med lokale tyrkere, bruger de øgenavnet ’Sultan Erdogan’ som noget nedgørende og dybt gammeldags. Han får svært ved at projicere magt uden for landets grænser. Som jeg ser det, pågår en kamp om Tyrkiets sjæl. Erdogan og valget var et kapitel i den kamp, men det var ikke afslutningen.«

Lyset trænger ind

Araberne står i de kommende år ved en skillevej. Efter århundreder under skiftende fremmede herskere har diktatoriske, sekulære nationalstater heller ikke formået at producere politiske løsninger på arabernes problemer. Men i stedet for at søge tilbage i den islamistiske histories favntag bør børnene af Det Arabiske Forår kigge mod Tunesien, siger Eugene Rogan.

»Tunesien er det eneste land efter Det Arabiske Forår, der har formået at skabe en ny grundlov uden indblanding fra fremmede magter. Det var en hård kamp mellem islamisterne og de sekulære nationalister, men det lykkedes at opbygge konsensus og skabe en grundlov, der sikrer borgernes rettigheder, religiøs frihed og skaber muligheden for fredelig overdragelse af magten. Tunesien er en vision om, at arabiske stater kan beskytte borgerne mod deres ledere og trække frygten ud af politik. At de kan afskedige regeringer uden revolutioner eller fremmede magter. At de kan gøre det selv med fredelige midler. Det er arven for Det Arabiske Forår – og heri ligger håbet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

"En fjendligt indstillet verdens samfund" siger forfatteren. Det er uforsåeligt. Men det er ikke noget sund fornuft der driver men misundelse fordi nogle arabisk lande bisidder olie rigdom. Jeg har mødt konstant, her i blogg, angreb på araber og og de nævner specielt olie. Det middelmådigt og banalt, men det viser at det veslige samfund deler den imperialistisk verdens syn med over klassen i deres egne lande.- Det er en kolossale byrde at løfte arabere har. Den fjenskab fra "verden samfund" begyndte ikke nødvendigvis i 2001 men før. Jeg nævner Algeriet krig, og Suez Krig, hvor en sammensværge mellem Israel, Frankrig og England angreb Egypten. Hvad har Frankrig eller Israel med Suez? Ja det var på grund af Algeriet og Egypten for Israel. Altså så længe er et arabisk land er der et problem, Det skal destrueres alle sammen. Det er forklaringen på hysteriet i "Det såkaldte verden samfund. man rejser kun når det er grund til hysteri, aldrig for at støtte ,hellere ikke for "det arabisk forår". De venter på at alle "muslimer" smider deres profet Mohamed på losseplads"ud. De må vente tusind år. Araberne har kamel tåmodighed.

Touhami Bennour

Mr Rogan hvis han læser hvad det sker i andre arabiske lande, vil han ser at næsten alle var berørt og har kigget til Tunesien, Det behøves ikke nævne Syrien, som begyndte også det opstand, men hvor var verden samfund. det var skrækslagen for Putin, og helst lade Syrere lide end skabe problemer med Putin. Algeriet var bange for at åbne det har oplevet med "FIS" i halvfimserne, Marocco har åbnet sig meget, men kongen er bange for sin trone. og Egypten var der også opstand, det gik galt, fordi alle har begået fejl, men det er ikke færdig i Egypten. I golfområdet var der også bevægelse der, den afdøde kong har faktisk "købte" folket uden at han var i fare; han brugte 125 milliarder dollars til folket. I Tunesien var mere end behov for demokrati. regimet var meget korrupt. Og ingen vil have det mere.

Touhami Bennour

Jeg har lige læst en artikel om Tunesien. Politiker opfører sig ikke forskelligt fra politiker i Europa eller i det president valg i Frankrig. Ingen taler om mohamed eller Islam, man hører fra politikere. Det man høre får en at tro at det er en skjult dagsorden, og det kan kun være penge og magt. Jeg forstår virkelig ikke den reduktion af alt til religion skift fra Mr Rogan. Det er tusende af mennesker der vil tilbyde deres arbejds kraft, ikke andet og de får det ikke. Dette forstår jeg heller ikke.

Viggo Okholm

Touhami:
Som helt almindelig dansker uden dyb kendskab til de arabiske lane med hver deres særpræg, synes jeg at det indlæg her trods alt er langt mere nuanceret og dybdegående end andre indlæg. Jeg har valgt at dele den på face book for at nogen måske vil læse og reflektere lidt.
For mig er det vigtigt at vi som mennesker her vil forsøge at lære at leve med mangfoldigheden og de forskelige religiøse og kulturelle opfattelser af det liv vi har og måske lære at se det som interessant fremfor en "krigserklæring"

Touhami Bennour

Jeg har læst noget, især introduktion og epilog og jeg har ikke fundet det som skreves om i "arabernes historie". Jeg, han er enestående og rigtig gjort at kende historie før han skrive den. Arabere har kempet i 200 år og har opnået meget og anderkendelse fra den internationale samfund: "Egypter er i Sinai" siger de, og olie knaphed,og embargo mod USA, hvem kan det undtagen arabere. Den 21 år hundred er arabere år hundred siger han. Men mange her læser"arabernes historie" som fanden læser biblen.

Touhami Bennour

Jeg har læst noget, især introduktion og epilog og jeg har ikke fundet det som skreves om i "arabernes historie". Jeg, han er enestående og rigtig gjort at kende historie før han skrive den. Arabere har kempet i 200 år og har opnået meget og anderkendelse fra den internationale samfund: "Egypter er i Sinai" siger de, og olie knaphed,og embargo mod USA, hvem kan det undtagen arabere. Den 21 år hundred er arabere år hundred siger han. Men mange her læser"arabernes historie" som fanden læser biblen.