Læsetid 3 min.

Brevkassen: Skal jeg bare ignorere min far?

Den ældste
13. maj 2017

For et halvt år siden valgte mine yngre søskende og jeg i fællesskab at afbryde kontakten til vores far. Uden at gå i detaljer er det en beslutning, der kommer efter mange års chancer og efterfølgende skuffelser. Vi sendte ham et brev med det ultimatum, at enten valgte han at være en far for sine børn, eller også måtte han lade os være i fred. Han svarede aldrig, hvilket vi tog som rigeligt svar. Og dog. For han ringer og skriver fortsat ved højtider, som om intet var sket – og selv om vi ikke svarer ham. Her kommer mit dilemma. Jeg savner ham ikke i mit liv, men provokeres af, at han bliver ved med at tage kontakt, og indimellem bliver jeg i tvivl om, hvorvidt han overhovedet har læst brevet. Skal jeg og mine søskende blive ved med at ignorere ham og håbe, at han fatter budskabet til sidst? Eller skal jeg tage ansvaret på mig som den ældste og ringe til ham og skære det ud i pap, at han skal holde sig væk?

Svar I:

Du vil ikke gå i detaljer, men en ofte benyttet sætning er, at sandheden ligger i detaljen. Der er noget usagt i dit brev, årsagen til, at han holder sig væk. Har han gjort noget utilgiveligt mod jeres mor, som så har forbudt ham at se jer? Et eller andet, som har gjort, at han har haft svært ved at finde sin rolle og sin plads i jeres liv. Har hun budt ham indenfor? Nuvel, en kvinde kan klare sig uden en mand og børn uden en far, men nogle børn er glade for den kontakt, de trods alt kan have. Der er børn, der, når de bliver voksne, opsøger den far, de ikke har set i hele deres barndom. Det laves der tv-programmer om. Blod er tykkere end vand. I stedet for at du alene ringer til ham, bør hele ’børnebanden’, du og dine søskende, opsøge ham sammen og få tingene udredt. Hvad forestiller han sig? En samlet henvendelse fra jer, ansigt til ansigt, kan han ikke sidde overhørig. Men hvis han ganske enkelt er en skiderik, der bare tænker på sig selv, som du mere end antyder, kan I ikke være grove nok. Cut!

– Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Jeg siger ikke det følgende for at så den mindste tvivl om jeres beslutning, som jeg tænker er gennemtænkt og rimelig og naturligvis ikke skyldes, at han kaldte jeres mor noget nederen i 1987 eller ikke respekterer jeres sukkerpolitik i forhold til børnebørnene. Tag det som en refleksion, som du er velkommen til at fnyse hånligt af eller feje bort med en hårdhændet baghånd, fordi du klog af smerte ved bedre. 

Men. Der er noget sært symbolsk over, at jeres far bliver ved med at gøre sig gældende i jeres tilværelse, på trods af I følte, at I tog kontrollen og smed ham ud. Er det muligt at få en forælder ud af systemet? Ville din relation til din far ikke leve i dig, tale til dig og smerte dig, selv om du ikke så ham? 

Som kloge Tine Bryld udtalte her i avisen for næsten ti år siden: »Du tror, du bliver fri, når du bryder med dine forældre, men det er det, du ikke gør. Det vil fortsat have negativ indflydelse på dit liv.«

De konkrete kontaktforsøg skal I nok få sat en stopper for, hvis I taler med tydelige nok bogstaver, og det skylder I selvfølgelig (come on, menneske!) manden at gøre. Din far er muligvis verdens største røvhul, men måske er han et røvhul, der har fortrængt, at han har mistet sine børn og vælger illusion frem for smerte.

– Eva Eistrup

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu