Brevkassen: Min datter skal ikke i kløerne på de kulturradikale

Jeg har en begavet og selvstændig datter, der inden længe skal videre fra folkeskolen. Hun er skarp, vidende, selvstændigt tænkende og meget optaget af individuelle frihedsrettigheder og retfærdighed, og hun er ikke bange for at sige sin mening og lægge argumenter bag.
Hvordan får jeg hende igennem gymnasiet og universitetet, uden hun bliver udsat for massiv diskrimination fra den herskende fascistiske mainstream af marxistiske socialkonstruktivister (ja, det er en kontradiktion!) og relativistiske kulturradikale og deres had til frihed og tænkning?
Det er svært at skulle lære forstillelsens kunst til et ungt menneske, der egentlig vil det sande.
Svar I:
Du er for sent ude. Hun har allerede mødt dem. De er alle vegne: på Facebook, i fjernsynet, på Youtube, i bussen, til familiefesterne … ja, selv hjemme på familiematriklen. Der sidder de og troner foran bogreolen i en kreation af Wegner og kalder sig hendes forældre. For vi er alle fascister, socialkonstruktivister og relativister. Mennesker. Og de er nogle kryb.
Det er din datter også – vil jeg tro – selv om hun lyder som en ophøjet skabning. Mon ikke hendes retfærdighed af og til er selvretfærdig … og derfra kan man hurtigt ende i nogle af de andre kategorier.
Så dit spørgsmål burde rettelig lyde: Hvordan holder man sine børn væk fra andre mennesker og fra sig selv? Fra selve livet? Svaret kan du finde i en Paul Auster-novelle. Jeg husker resultatet af anstrengelserne som nedslående.
I øvrigt: Hvis hun er så skarp og selvstændig, som hendes forældre forestiller sig, så klarer hun sig nok. Og hvis ikke, så kan far altid trøste med, at det er de andre, der er dumme … det hjælper en lille smule, et lille øjeblik …
– Susan Knorrenborg
Svar II:
Sådan som du formulerer dig, vil jeg anbefale dig at lade din datter selv finde ud af tilværelsens mysterier. Du skriver jo, at hun er skarp, vidende, selvstændigt tænkende osv. Mon så ikke også at hun snart finder ud af, at din ængstelse er temmelig søgt, og at hendes far ligger under for betonfunderede paratfordomme. Det er vist nogle dage siden, at fundamentalisttyper som Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og munkemarxisterne har haft bekymrende indflydelse på universitetet og i uddannelsessystemet.
Hvad angår relativistiske kulturradikales had til frihed og tænkning, vil jeg anbefale din datter at spørge, hvem du konkret sigter til, og om hvornår kulturradikalismen, hvad dén så er for én, har hadet frihed og tænkning?
Det hænder, at man som skribent er lige ved at lade ord som vrøvl og sludder flyde én i apparatet. Den frist er nærværende her. Lad os håbe, at du en dag kan blive bedre oplyst af din skarpe datter. Og lad hende nu være i fred, så hun kan danne sine egne forhåbentligt mere velfunderede anskuelser.
– Georg Metz
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Kan jeg droppe veninden, men holde fast i hendes mor?
14. december 2019Er det mærkeligt at hænge ud med sin eksbofælles mor, spørger en kvinde i starten af 20'erneBrevkassen: Min kæreste har været hos en prostitueret
14. december 2019Hvor rimeligt er det at føle afsky over, at ens kæreste engang har købt sig til sex, spørger en kvinde, født 1985Brevkassen: Mine ældre familiemedlemmer er skruk på mine vegne
7. december 2019Er der en god måde at blive fri for andres pres på ens æggestokke, spørger en kvinde i den fødedygtige alder
Mest læste
Anbefalinger
- Trond Meiring
- Flemming Berger
- Mikael Velschow-Rasmussen
- Jakob Lilliendahl
- Bjarne Bisgaard Jensen
- Runa Lystlund
- Benny Jensen
- Steffen Gliese
- Niels Duus Nielsen
- Vivi Rindom
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Sådan! Det er i min verden et par gode svar.
En noget konstrueret position, vil jeg nok mene. Ingen mennesker kan da være uvidende om, at det er venstrefløjen, der kæmper for friheden og den enkeltes ret, mens højrefløjen vil lægge menigmand under åg og spænde ham for ploven.
Hvad med at lade dit barn selv bestemme sin vej, har du givet det en sund opdragelse, skal det nok vælge fornuftigt videre frem. For ældre skal ikke styre og bestemme, de kan råde og vejlede, og håbe på det bedste.
Jeg tror, at brevkassen selv har konstrueret spørgsmålet. Kun venstreorienterede bruger ordet "fascisme" som skældsord, og kun højreorienterede ser marxister som fascister (bemærk, at jeg her modsagde mig selv!!!).
Okay, mennesker er meget forskellige, så der er da en teoretisk chance for, at der findes et sådant virkeligt menneske, men jeg tvivler.
Det forhindrer selvfølgelig ikke, at begge svarene er gode.
"mit barn er uendeligt klogt og vidende - i hvertfald lige indtil hun tager et standpunkt jeg ikke er enig i"
Er det ikke bare det?
Den enkeltes frihed i et stærkt solidarisk fællesskab.
Ja, venstreliberal. Måske vi lægger noget forskelligt i ordene, trods alt - eller også har du bare galt fat i det åg, borgerlighed lægger på almindelige mennesker.
Må jeg foreslå en tur på CBS, eller måske studier udi jura, økonomi eller statskundskab? Så skulle risikoen for at se lyset være til at overse for den unge dame. Ellers er der jo altid CEPOS-akademiet...
Det at være venstreorienteret er ikke ensbetydende med, at man abonnerer på hele pakken af kulturradikale, socialkonstruktivistiske, poststrukturalistiske mm. holdninger. Jeg synes, at det alt for ofte bliver taget for givet, at folks synspunkter hænger sammen i bundter, uden at man egentlig spekulerer over, om det skyldes en logisk sammenhæng i selve holdningerne, eller om der snarere er tale om tradition, forstået på den måde, at når vi skal tage stilling til et eller andet, så ser vi på, hvad de, vi plejer at være enige med, mener om den sag. Læg mærke til, at flere kommentatorer går ud fra, at den bekymrede mor står til højre politisk. Det nævner hun faktisk ikke noget om i sit indlæg! Hvis hun er borgerlig, så er jeg det også! Og jeg plejer ellers at stemme på Enhedslisten.
Det åg, du bærer rundt på, Michael Pedersen, kan jo være lettet af, at du har et arbejdsliv, der tilfredsstiller dine behov. Det er der desværre mange, der ikke har.
Joen Juel Jensen. Jeg har det på samme måde. Hele mit voksne liv har jeg stemt på SF og været modstander af EU. Hader kapitalens og finanssektorens dominans i vore dages politik. Savner mentaliteten fra forne tider, da det var mennesker og deres trivsel, politik drejede sig om. Nu hører man kun om, at de koster samfundet mange penge.
Men jeg kan ikke snuppe de kultur-radikales holdninger. De forsøger at omdefinere virkelighed og sandhed. Konstruere alting ud fra, hvordan de mener, det skal være. De lukker øjnene for mangt og meget, der ødelægger mennesker og deres liv.
For én gang skyld finder jeg spørgsmålet langt mere intelligent end svaret. Spørgeren forstår både det teoretisk paradoksale i at fæstne socialkonstruktivismen til den historiske materialisme (materialisme!) og forstår samtidig at tendensen gennemsyrer alle gymnasier og universiteter. Jeg blev selv færdig fra gymnasiet i '12 og kan kun bekræfte hendes forståelse af gymnasium og universitet.
Det to svar har travlt med at bortforklare eksistensen af et socialkontruktivistisk konsensus, der kvæler fri tanke: "Næææh, men vi er da alle mennesker og alle mennesker er socialkonstruktivister!" Jeg tror det første svar her berøvede mig et par IQ point.
Georg Metz' præsterer endda helt at misforstå spørgsmålet. Det er jo ikke munkemarxismen der angribes. Det er den teoretisk ufunderede alliance mellem anti-materialistisk kultur teori og hvad de såkaldte "marxister" selv tror er marxisme .. Blot minus den historiske materialisme.
Svar III: Du skal naturligvis sende din datter på Herlufsholm.
Svar IV: Du skal naturligvis sende din datter på college i USA. Men undgår Vermont. Der kommer kulturradikale Bernie Sanders fra. Ja, så skulle den vist være på plads.
Svar V: Du skal naturligvis sende din datter på EUC i frisør lærer eller hvad med køkkenassistent uddannelsen? På EUC finde ingen som helst kulturradikale.
Nu har det jo altid været sådan, at det er at vinde i lotteriet at møde undervisere, som virkelig kan tænke ud af boksen, og jeg kender ikke nogen uddannelsesinstitutioner, som nogensinde har levet op til ambitionen om at lære for livet. Det er klaustrofobiske opdragelsesanstalter, hvis formål er at levere veltrænede soldater til den herskende klasses produktionsapparat. Det er tortur for levende mennesker, som kun de få overlever med forstanden i behold, og giver en stor del af forklaringen på det herskende vanvid.
Det skulle da lige være de kreative uddannelser, men de blir jo holdt i kort snor af det monetær fascistiske system, som ikke tillader kunst for kunstens, fordybelsens og bevidsthedsudvidelsens skyld men kun bruger kunst til kapitalisering.
Det var dog alligevel en masse ord der findes for at beskrive det eviggyldige generationsoprør og her vil jeg citere den svenske socialdemokratiske statsminister Tage Erlander : "Ungdommen er ikke hvad den har været - og det har den sgu heller aldrig været"
1. Giv hende plads til at lave sine egne fejl og akkumulere sine egne erfaringer. Rådgivning er godt, men personlige erfaringer er bedre. Specielt når man senere er i en presset situation.
2. Læg vægt på fairness. Selvalgt (og ofte ensidig) fairness vinder på den lange bane, selv i omgivelser, der ikke tydeligt værdsætter fairness.
3. Læg vægt på arbejdsmoral. Hvis man er tilstrækkeligt intelligent og tilstrækkelig risikovillig, så bliver ens flid og selvdisciplin ofte den begrænsende faktor.
Hvorfor kommer et spørgsmål fra 17 op nu?
Er det fordi problematikken omkring de frelste på hver sin fløj stadig er aktuelt? eller drømmer forældre stadig om at børn bliver som forældre i holdninger og menneskesyn?
Jeg kan se jeg har blandet mig sidste år, så jeg skal vist lige læse mit vrøvl igen!