Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan skal vi tale om selvmord?

Vi hører ofte, at selvmord er tabu – og jeg vil gerne være åben – men hvornår er man som barn mon klar til at høre den slags?
27. maj 2017

En far til nogle af vores bekendte har begået selvmord. Jeg er selv far til to børn, på 9 og 16 år, som kender manden og familien.

Vi hører ofte, at selvmord er tabu – og jeg vil gerne være åben – men hvornår er man som barn mon klar til at høre den slags? Og hvad skal jeg sige?

Svar I:

Der er handlinger, der er værre end selvmord som f.eks. massedrab på diskoteker, i skoler og ved koncerter som den aktuelle i Manchester. Alt det kan børn ikke undgå at se på tv og på deres mobiltelefoner. De bliver tidligt fortrolige med, at der sker forfærdelige ting i verden, og det skal de også være. (Det skal nødigt komme som en stor overraskelse for dem senere i livet).

Selv kan jeg huske, at jeg allerede i førskolealderen var meget optaget af fotos fra kz-lejrene, som vi havde i en bog om Besættelsen. Selvmord er endemålet på en personlig tragedie. Mon ikke børn på ni og 16 allerede ved, hvad det er? Ordet forklarer sig selv, men når det kommer tæt på, skal man selvfølgelig snakke med børnene om det. Hvorfor skete det for netop ham? Var han alvorligt syg, led han af depressioner, eller var han fallit og træt af livet? Snak lidt rundt om det, læg vægt på, at det sker i uhyre sjældne tilfælde, og sig så, at de skal være til stede for de ramte børn og ikke søge at undgå dem, som det nogle gange ses.

– Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Dine børn er store og skal have besked om, hvordan deres bekendtes far er død. Det får de sikkert uanset hvad, det er bare bedst, at de får det at vide af deres forældre. De skal kunne stole på, at I ikke censurerer verden for dem. De skulle nødig få anledning til at spekulere over, om der er andre dystre realiteter, der bliver fortiet.

Jeg kender jo ikke til de nærmere detaljer, men jeg ville nok (især over for i den niårige) fremstille beslutningen om selvmord som en tvangstanke, han er bukket under for, og ikke som et frit og rationelt valg. I en alder af 35 nægter jeg at anerkende det som andet, når en familiefar gør sådan. Det er ekstraordinært sørgeligt, det må dine børn godt få at vide.

Når den sørgelige nyhed er fortalt, skal I tale om, hvordan man bedst opfører sig over for folk, der har mistet deres far på den måde. Det er de efterladte, der bestemmer, hvordan der skal tales om det. Lær dine børn at sige: »Jeg er ked af, at du har mistet din far«, og mind dem om, at man skal opføre sig ekstra ordentligt over for folk, der er kede af det.

– Lone Nikolajsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Svensgaard

Du skal sige sandheden i det omfang som du kender den.
Børn begynder fra en tidlig alder at spørge ind til de 2 centrale emner, død og tilblivelse, og jo mere man affejer emnet jo værre bliver forestillingerne om det.
Og ingen går igennem livet uden at støde på begge dele.
Dine børn ser og læser også fks nyheder - og undrer sig.... Og det giver jo anledning til nogle glimrende aftensmad samtaler - blandt andet selvmord og hvad der kan drive et menneske til at ønske døden (jeg havde den så sent som sidste weekend her i huset med min datter på 10)
Hvor vi også fik rundet aktiv dødshjælp kontra livs forlængende behandling, medlidenhedsdrab og direkte selvmord og konsekvenserne af det.

Jeg tror at er sundt at reflektere over det, min datter blev i hvert fald klogere uden at hun ser emnet som noget spræng farligt eller forbudt.