Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan skal vi tale om selvmord?

Vi hører ofte, at selvmord er tabu – og jeg vil gerne være åben – men hvornår er man som barn mon klar til at høre den slags?
27. maj 2017

En far til nogle af vores bekendte har begået selvmord. Jeg er selv far til to børn, på 9 og 16 år, som kender manden og familien.

Vi hører ofte, at selvmord er tabu – og jeg vil gerne være åben – men hvornår er man som barn mon klar til at høre den slags? Og hvad skal jeg sige?

Svar I:

Der er handlinger, der er værre end selvmord som f.eks. massedrab på diskoteker, i skoler og ved koncerter som den aktuelle i Manchester. Alt det kan børn ikke undgå at se på tv og på deres mobiltelefoner. De bliver tidligt fortrolige med, at der sker forfærdelige ting i verden, og det skal de også være. (Det skal nødigt komme som en stor overraskelse for dem senere i livet).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Svensgaard

Du skal sige sandheden i det omfang som du kender den.
Børn begynder fra en tidlig alder at spørge ind til de 2 centrale emner, død og tilblivelse, og jo mere man affejer emnet jo værre bliver forestillingerne om det.
Og ingen går igennem livet uden at støde på begge dele.
Dine børn ser og læser også fks nyheder - og undrer sig.... Og det giver jo anledning til nogle glimrende aftensmad samtaler - blandt andet selvmord og hvad der kan drive et menneske til at ønske døden (jeg havde den så sent som sidste weekend her i huset med min datter på 10)
Hvor vi også fik rundet aktiv dødshjælp kontra livs forlængende behandling, medlidenhedsdrab og direkte selvmord og konsekvenserne af det.

Jeg tror at er sundt at reflektere over det, min datter blev i hvert fald klogere uden at hun ser emnet som noget spræng farligt eller forbudt.