Læsetid: 4 min.

Christian Groes: ’Den puritanske måde at være venstreorienteret på kan jeg simpelthen ikke holde ud’

Kønsforsker Christian Groes fra Roskilde Universitet er vokset op i et marxistisk hjem, hvor han tidligt lærte at værdsætte arbejderklassens madkultur. I dag giver det ham en følelse af frihed at købe ikkeøkologisk mælk
20. maj 2017

– Fra 1-10 hvor venstreorienteret er du?

»8. Jeg har stemt Enhedslisten en hel del gange, men folk oplever mig også som lidt af en anarkist. Lige nu er jeg nok lidt politisk hjemløs, men jeg ligger langt ude på venstrefløjen.«

– Fra 1-10 hvor madglad er du?

»9. Jeg elsker mad. Kunne spise hele tiden, hvis det skulle være.«

– Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»Det må være 1. maj. Jeg spiser røde pølser og drikker fadøl sammen med sådan nogle gamle socialdemokrater i Fælledparken. Man kan høre Internationalen i baggrunden, og der er rigeligt med ketchup til pølserne.«

– Hvad finder man altid i dit køkken?

»Makrel i tomat. Det spiser jeg omtrent en gang om ugen og også tit med min søn. Vi har også altid gulerødder, lidt sund skal man jo være. Æg og bacon er også essentielt. Så har jeg også en særlig kinesisk chiliblanding, som jeg spiser på alt fra spejlæg til leverpostejsmad.«

– Hvad er din livret?

»Min livret er rød bøf med kartofler og bearnaisesovs. Selv om mine forældre var marxister, er det noget, jeg er opdraget med. Min far lærte mig at lave sovsen, næsten fra bunden. Man skal skaffe sig en god bearnaise-essens og så selv tilføre æggeblommerne. Mine forældre var meget venstreorienterede, men de var ikke bange for arbejderklassens madtraditioner, sådan som venstrefløjen er det i dag. Min hofret – altså den, jeg ofte laver – er til gengæld pasta alla norma med aubergine.«

– Hvad kunne du – af politiske årsager – aldrig finde på at spise?

»Rawfood. Den puritanske måde at være venstreorienteret på kan jeg simpelthen ikke holde ud. Sådan nogle trends som rawfood viser, hvordan venstrefløjens madkultur fuldkommen har fjernet sig fra arbejderklassens. Den venstreorienterede madkultur er blevet et elitært projekt, en religion, der har fjernet sig fra almindelige menneskers hverdag og liv. Den er blevet en meget rigid måde at forholde sig til livet på.«

– Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Der findes en særlig form for skamfølelse, der giver mig glæde, ved eksempelvis at gå ned i min økoorienterede Super Brugsen på Vesterbro og købe ikkeøkologisk mælk. Den frihedsfølelse, det giver at gøre noget andet end mine ligesindede, kan jeg godt lide, selv om jeg jo godt ved, at det hverken er rationelt eller særlig sejt at lade være med at købe økologisk mælk. I denne her butik ser man Vesterbros klasseskel tydeligt, kultureliten, hipsterne og så dem, der har boet der i årevis. Og for den sidstnævnte gruppe er indpakningen ikke så vigtig, og buræg er nu engang bare det billigste. Det kan jeg godt lade mig inspirere af.«

– Hvad gør du med rester?

»Dem gemmer jeg.«

– Hvor ofte spiser du kød?

»Det gør jeg hver dag. Alt lige fra shawarma til flæskesteg, frikadeller, leverpostej og chorizopølse i kantinen nede på RUC.«

– Har du en madpolitisk kæphest?

»Mit mantra er at være så usnobbet som muligt. Maden skal ikke gøres til et politisk slagsmål, for det ender med at blive en moderne venstreorienteret kamp mod arbejderklassen, hvor det handler om at opdrage arbejderklassen til at spise ordentligt. Den der med, at ’vi skal lære dem, der har dårlig smag at have god smag’. Der er ikke noget, jeg tager mere afstand fra, end det.«

– Hvor bevidst er du om at bruge mad aktivt som en identitetsmarkør?

»Jeg tænker ikke rigtigt over det, men når jeg gør, så prøver jeg at modarbejde det.«

– Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?

»Hummer indtaget på nordkysten af Sjælland.«

– Hvad er det bedste/værste, venstrefløjen har tilført madkulturen?

»Arbejderklassens simple køkken er det bedste. Det er godt at minde sig selv om, at der var en tid før rawfood og sushi.«

Christian Groes’ pasta alla norma med aubergine

Skær aubergine i tern på to gange to centimeter. Steg dem i rigeligt olie på alle sider, så olien kan trænge ind hele vejen ind til kernen. Vend dem med pincet. Læg aubergineternene i en skål foret med et viskestykke (der suger den overskydende olie).

Steg løg og hvidløg og tilføj herefter ansjoser. Lad ansjoserne smelte fuldkommen, tilføj eventuelt chiliflager, hvis du kan lide stærk mad. Tilføj flåede tomater og kapers og de stegte auberginetern, og lad det simre.

Kog pasta. Penne, eller hvad du holder mest af, dog ikke spaghetti.

Pynt med bredbladet persille, og strø rigeligt med parmesan.

Server med et glas rødvin: sardinsk Corash Riserva.

Joachim Sperling: Hvorfor ikke lidt hummer?

Jeg forstår ikke Christian Groes’ kritik af raw food, for det er ikke kun venstrefløjen, der skal stå på mål for den. Raw food er oprindelig en West Coast-hippietrend, som også har fået tag i en lille gruppe kropsbevidste byboere herhjemme. Men jeg er enig så langt, at de fleste slags kød og grøntsager smager bedre af at blive varmet op.

Hvis der er noget, der går igen i de rødes spisevaner, er det kærligheden til bøf bearnaise og forestillingen om, at hummer skulle være en luksusspise forbeholdt snobberne i Nordsjælland.

Hvorfor ikke droppe trangen til oksekød og spise lidt mere hummer? Det er en god dansk spise, som ovenikøbet er klimavenlig. Selv om den koster, kan jeg garantere en sanselig og lækker oplevelse, blot man koger dyret og rører en fuldfed mayo med tyndt skåret ristet formbrød.

Christian Groes’ livret er jeg o.k. med, bortset fra det med de flåede tomater. Dåseversionen til 2,95 kroner i Netto skal man holde sig fra. Lav tomatsaucen selv – det bliver langt mere lækkert.

Serie

De røde spiser

De Røde Spiser – Danmarks eneste venstreorienterede madmagasin – politiserer alt det, vi putter i munden. Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvem vil vi gerne være, når vi spiser? Et fornuftigt venstreorienteret menneske bør selvfølgelig spise venstreorienteret mad. Men hvad er det? Hvor ligger bælgfrugter på den politiske skala, og er hummeren egentligt rød eller blå?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Laursen

Jep, så lykkedes det for 3. gang i træk Information at finde en ureflekteret og uoplyst, pseudoventreorienteret akademiker, at interviewe om, ja, mad...
I sin kritik af hipsteren, fremstår Christian Groes få sætninger efter selv sygelig optaget af sin egen æstetik, og de signaler, han sender til omverdenen. I en substansløs provokation, vælger han at købe tremmemælk og buræg, frem for at løfte bare en lille smule af de etiske fordringer, der også ligger på hans skuldre.
Ydermere demonstrerer Christian Groes sin himmelråbende uvidenhed, når han omtaler svinekød som "arbejdermad". Dette DF-mad har intet at gøre med hverken arbejdermad eller dansk mad. Christian kunne læse lidt Martin Andersen Nexø, der bruger "en ram lugt af kål" som identifikation på arbejderklassen. Læs: kål, ikke svinekød!

Jeg er en socialgruppe-5 arbejder, der har haft sammenlagt 7 års skolegang. Tænk, at jeg skal bruge tid på at fortælle en akademiker(!) nogen banaliteter, han burde vide. Hvad pokker laver I akademikere på jeres studier? Tag jer dog for pokker sammen! Det mindste I kunne gøre, når I får gratis uddannelse betalt af os andre, er for pokker da at have bare en lille smule substantiel, almen viden om det samfund, I lever i; og ikke mindst, konsekvensen af jeres handlinger.
Det kan ikke passe, at en ressourcesvag arbejder, med autisme, som mig, skal løfte det samme etiske ansvar, som 10 ressourcestærke akademikere!