Læsetid: 7 min.

Erik Jørgen Hansen afslørede velfærdssamfundet som et klassesamfund

Erik Jørgen Hansen var et barn af det 20. århundrede og et forbillede for det 21. århundredes samfundsforskere og intellektuelle. Det er ikke hans skyld, at vi har et klassesamfund, men det er hans fortjeneste, at vi kan gennemskue det
Der er i Erik Jørgen Hansens arbejde en forbindelse mellem social indignation og videnskabelige undersøgelser. Hans livsforløb blev formet af et dobbelt engagement: for den frie forskning og imod social uretfærdighed

Der er i Erik Jørgen Hansens arbejde en forbindelse mellem social indignation og videnskabelige undersøgelser. Hans livsforløb blev formet af et dobbelt engagement: for den frie forskning og imod social uretfærdighed

Sille Veilmark

20. maj 2017

Det største svindelnummer, djævlen nogensinde har lavet, er ifølge en berømt replik i en klassisk amerikansk film, at han har overbevist verden om, at han ikke findes.

Man kunne sige noget tilsvarende om de danske overklasser: Deres definitive triumf er, at resten af samfundet er blevet overbevist om, at klassesamfundet ikke findes.

Det passer bare ikke, Danmark er stadig et klassesamfund. Velfærdsstaten har afviklet meget store dele af fattigdommen, og den har hævet levestandarden for langt de fleste. Men uligheden er groft sagt den samme som altid, den er bare rykket opad.

Det ved vi, fordi det over et halvt århundrede er blevet undersøgt systematisk og dokumenteret omhyggeligt af socialforskeren Erik Jørgen Hansen.

Erik Jørgen Hansen, som døde forrige torsdag, 81 år gammel af et hjertestop, har leveret et formidabelt bidrag til vores fælles viden om samfundet. Han vil blive savnet af sine nærmeste, men for os andre står hans indsigter og forskning tilbage, som noget vi vil blive ved med at se samfundet igennem, når vi analyserer det.

De fine og de mindre fine

Det var for tre, fire årtier siden vanskeligt at gennemskue velfærdssamfundet som et klassesamfund, fordi vi havde forkerte forestillinger om klassekampen, og fordi vi ikke havde tilstrækkelig empirisk viden om det Danmark, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig og udviklet gennem 1960’erne og 1970’erne. Det var det Danmark, Erik Jørgen Hansen voksede op i. Og allerede som dreng iagttog han forskelle mellem mennesker, uden at vide at det også var uligheder mellem sociale klasser.

Som han skriver i sine erindringer, Mit 1900-tal, fra 2006:

»Ikke at jeg i barndommen kendte til begrebet social klasse, men jeg kunne konstatere, at nogle mennesker i byen blev omtalt som ’de fine’, mens andre helt klart ikke tilhørte de kredse. Og ’de fine’ kunne som de ’mindre fine’ blandt mange andre ting kendes på, hvor i byen de boede. Bag inddelingen efter ’finhed’ lå en social klassestruktur, som tydeligt var afspejlet i byens opdeling i kvarterer.«

Erik Jørgen Hansen døde natten til torsdag. Han blev 81 år gammel.
Læs også

Vi voksne mennesker i det 21. århundrede kan indimellem minde om Erik Jørgen Hansen som dreng i Bramminge: Det sprog, vi bruger, når vi forstår og taler om vores fælles verden, er præget af bevidstheden om, at nogle er de ansvarlige, og andre er de uansvarlige, og at nogle er de smarte, og andre er de pinlige. Og når vi bevæger os rundt i byerne og mellem byerne, ved vi godt, at vi også bevæger os mellem kvarterer for dem, som kan gøre, hvad de vil, og boligområder for dem, som må tage, hvad de kan få.

Men vores iagttagelser og vores sprog er ikke knyttet til en forståelse af, at det handler om sociale klasser. Medmindre vi altså har læst Erik Jørgen Hansen eller nogle af de mange intellektuelle, forskere og forfattere, som er vokset op med hans analyser. 

Fri og anvendt forskning

Der er i Erik Jørgen Hansens arbejde en forbindelse mellem social indignation og videnskabelige undersøgelser. Hans livsforløb blev formet af et dobbelt engagement: for den frie forskning og imod social uretfærdighed. Han var længe en ledende skikkelse på Socialforskningsinstituttet, og han blandede sig gennem et halvt århundrede i den offentlige debat om uddannelse og forskning.

Sin sidste bog, Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed igen?, der udkom få uger før hans død, afslutter han med en påmindelse, som også er en programerklæring:

»Jeg må konkludere, at vil vi vide, hvordan samfundet udvikler sig, er det en dårlig idé at lade politikerne blande sig i, hvilke undersøgelser der skal laves.«

Det store spørgsmål er ifølge Hansen ikke, om forskningen skal være anvendt eller ej. Det er, hvem der skal anvende den, og hvad de skal anvende den til. Og hvis politikerne definerer anvendelsen, vil samfundsforskningen ikke på samme måde kunne bruges til kritik og afdækning af maskerede klassekampe og magtstrategier.

Der er for eksempel stor forskel på, om man giver penge til studier af socialgrupper eller af sociale klasser. Og Hansen var af den opfattelse, at den rigtige beskrivelse af forskellen på de fine og de mindre fine har social og politisk betydning.

»Jeg hørte til dem, der mener, at uligheden er større, end den behøver at være,« skrev han et sted.

»Og samtidig mener jeg, at der er en chance for, at denne sociale ulighed kan blive mindre, hvis der hele tiden skaffes materiale til veje, så man kan påvise, hvilke skævheder der findes, hvor de findes og helst også noget om, hvordan de opstår.«

Postulatet om, at klassesamfundet ikke findes, er således en del af klassekampen oppefra, og for Hansen blev afdækningen af klassesamfundet til en betingelse for kampen nedefra.

Den maskerede klassekamp

Erik Jørgen Hansen leverede i sit forfatterskab begreber til at afdække de nye sociale klasser og omfattende empiriske undersøgelser af velfærdssamfundet. Han forklarer i Den maskerede klassekamp fra 1990, hvordan den venstreorienterede samfundskritisk var fortabt i Karl Marx’ forståelse af klassesamfundet, som går ud fra, at der er »et og kun ét klasseskel, nemlig mellem borgerskabet og proletariatet, mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne«.

Ideen er, at arbejdstagerne skulle slutte sig sammen om røde faner og kæmpe nedefra imod arbejdsgiverne. Det var klassekampen, og den skulle afgøre, hvordan samfundet udviklede sig. Man har altså ledt efter klassesamfundet som et fællesskab med en udbytterklasse og en udbyttet klasse.

Og hvis man ikke kunne finde de to klasser, måtte man erkende, at klassesamfundet var ophævet, og klassekampen var slut.

Men Hansen foreslog med inspiration fra den amerikanske sociolog Erik Olin Wright en anden forståelse af klassesamfundet: Der er tre overklasser i det moderne samfund. En overklasse, som har pengene, en anden overklasse, som har ledelsesretten, og en tredje, som har det, han kalder »kundskabsmagten«. Han beskriver det også som tre former for magt: kapitalmagten, ledelsesmagten og uddannelsesmagten. Kapitalmagten er den økonomiske overklasse, ledelsesmagten er administratorerne og departementscheferne, og uddannelsesmagten ligger hos dem, der bestemmer pensum og gør deres egne meritter til kvalifikationer for alle.

Marxisterne mente, at klassekampen nedefra bestemte historiens udvikling, men Hansen viser, at det er en kamp mellem overklasserne, der bestemmer samfundets udvikling i dag:

»Selv om klassekampen, uanset hvad den kaldes, således fortsat vil være en af de kræfter, der driver samfundsudviklingen, er det dog svært at forestille sig, at den i de kommende årtier ligefrem bliver den drivende kraft,« anfører han mod slutningen af Den maskerede klassekamp og konkluderer:

»Mobiliseringen nedefra mangler simpelthen.«

Den korte sætning er en hård erkendelse: Der findes ikke længere en venstreorienteret kritik og bevægelse, som kan forene en teori om klassesamfundet med en appel til de nederste klassers fornemmelse af uretfærdighed og krav om sociale fremskridt.

En generation blev voksen

Erik Jørgen Hansen voksede op under Anden Verdenskrig, og han husker, hvordan han som dreng hørte de »skrigende i’er« i Hitler og Himmlers navne som signaler om, at de var vanvittige forbrydere. Han så velfærdssamfundet blive til, og som socialforsker dokumenterede han, hvordan livsforholdene forandrede sig. Han var forskningsleder af den store forløbsundersøgelse, som blev indledt i 1968 med interview med 3.000 elever i syvende klasse. De vendte flere gange tilbage og geninterviewede samme mennesker, og undersøgelsen blev afsluttet i 1992 med udgivelsen af rapporten En generation blev voksen.

En af konklusionerne var, at forskellene på mænd og kvinders position og ressourcer er så store, at man ikke kan bruge gennemsnitstallene som afspejling af borgernes fælles vilkår i Danmark:

»Til ugunst for kvinderne på de fleste områder,« bemærkede Erik Jørgen Hansen, »ikke mindst når det gælder arbejdsmiljø, indkomst og arbejdsløshed.«

En anden konklusion var, at det danske uddannelsessystem ikke udlignede ulighed, men fortsatte den på et højere niveau.

Sat på spidsen var det afgørende for de unges uddannelseniveau, ikke hvor begavede de selv var, men hvilken social klasse de kom fra. Statens Uddannelsesstøtte skulle således ifølge Hansen ikke ses som en rettighed, der skabte større lighed, men derimod som omfordeling fra de mindre privilegerede til de mere privilegerede. Og han foreslog SU’en lavet om til et lån, man kunne betale tilbage, hvis man fik tilstrækkelig høj indkomst.

Forslaget var karakteristisk for Erik Jørgen Hansen. Han var socialt indigneret, men han spillede ikke med på alle tangenter på venstrefløjens automatiske klaviatur. Han havde klare holdninger, men han var fordomsfri i sin forskning, og han var fri som offentlig intellektuel.

Det er ikke hans skyld, at vi stadig lever i et klassesamfund. Det er derimod hans fortjeneste, at vi ved, det forholder sig sådan. Og at klassesamfundet forandrer sig, så man skal blive ved med at undersøge, hvordan djævlen bliver ved med at overbevise os om, at han ikke findes.

Erik Jørgen Hansen fandt ikke djævlen én gang for alle, for sådan er klassesamfundet ikke. Men han viste, hvordan man skal lede, og han er et forbillede for den fortsatte undersøgelse af den sociale virkelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jørgen djørup
  • Runa Lystlund
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Torben Skov
  • Poul Sørensen
  • Henrik Rude Hvid
  • Lise Lotte Rahbek
jørgen djørup, Runa Lystlund, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Torben Skov, Poul Sørensen, Henrik Rude Hvid og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

For tre-fire årtier siden havde vi et velfærdssamfund, der kompenserede for klasseforskelle, det er siden systematisk blevet undergravet af den overklasse, man aldrig i tilstrækkeligt omfang fik stækket, fordi ØD strandede, og pensionsordningerne fik en anden udformning, end det var tænkt fra Socialdemokratiets og fagbevægelsens side.

Egon Stich, Kim Houmøller, Torben Skov og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Interresant - men klassekampen er slet ikke overstået. I USA kan man lytte på forskellige progressive nyhedskanaler som TheYoungTyrks (TYT) og The Jimmi Dore show, der ligesom Bernie Sanders taler til et amerikanske proletariat. Et proletariat der eksistere som proletariatet i det tyvende århunderede gjore. Ikke nok med at proletariat eksistere men herrermændene i form de store koncerner eksistere også og de føre netop herrermændenes politik om; at puge penge sammen, en politik der fastholder hele det amerikanske samfund i det tyvende århunderede - helt typisk har de kristne amerikanske vælgere valgt det de opfatter som den gode herrermand (omtalt i biblen) som deres beskytter i form af Trump.
Den amerikanske pengepugnings politik er også smittet af på Danmark, hvor vi er gået bort for den socialdemokratiske politik der bestod af at investere i samfundet og dermed mente man vitterligt hele samfundet både de uudannende, dem der bor ved vandkanten og alle andre steder. Den store ide med den socialdemokratiske politik var; at alt kunne blive rentabelt med investringer og ikke mindst investeringer i uddannelse.... alt hvad vi har i Danmark af stort og småt har vi på grund af investering i udddannelse .....men det er stort set kun enhedslisten der for alvor står fast på dette syn på samfundet, som med den rigtige politik ville kunne lykkes.
- Eksempelvis kunne man øge tilskudet til aftenskoler og man kunne være mere fleksibel med hvad man ville give tilskud til. Det udløste i sin tid et rammaskrig at der blevet givet tilskud til et aftenskole med ølbrygning på programmet, men udviklingen har vist, at ølbrygning har været et af de helt store områder med innovation, så måske man ikke skulle have været så snæversynet. At bringe aftenskolerne tilbage i udlkanten villle kunne skabe netværk, der ville gøre det interessant at bo i provisen. - Ingen ønsker at bo et sted, hvor folk bare sidder og råber af fjernsynet imens de kæmper med deres snæversyn ikke skal ramme dem selv.

Kaj Julin, Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Emil Eiberg-Jensen

Citat:

''Der er tre overklasser i det moderne samfund.
En overklasse, som har pengene,
en anden overklasse, som har ledelsesretten,
og en tredje, som har det, han kalder »kundskabsmagten«.
Han beskriver det også som tre former for magt: kapitalmagten, ledelsesmagten og uddannelsesmagten.
Kapitalmagten er den økonomiske overklasse,
ledelsesmagten er administratorerne og departementscheferne, og
uddannelsesmagten ligger hos dem, der bestemmer pensum og gør deres egne meritter til kvalifikationer for alle.''

Da Erik Jørgen Hansen udgav 'Den maskerede klassekamp' i 1990,
- fik han ikke præsenteret den fjerde magt, (som Rune Lykkeberg tilhører), nemlig:
Mediemagten,
- som altid har sat præmisserne og dagsordenen for den demokratiske debat.

Siden 2007 har Internettet har så sat Mediemagten på porten,
og er ved at evaluere præstationerne af de 3 andre,
hvilket i vesten banet vejen for de dagsordener som fx Brexit og Trump har formuleret via de nye medier:

Citat:

''I 1981 var 213 computere fra forskellige universiteter bundet sammen – 10 år efter var tallet mere end 300.000. I 1996 brugte 12 procent af danskerne internet i gennemsnit to timer om ugen. 88 procent brugte ikke internet. I juli 2007 havde 83 procent af den danske befolkning ifølge Danmarks Statistik adgang til internettet fra hjemmet. I 2010 viste en undersøgelse af ovenstående firma, at hele 91 procent af den danske befolkning, havde adgang til internet i deres husstand.''

Internet historie i Wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/Internet

Steffen Gliese

Men det sidste er noget vås: alle kan sikre sig adgang og deltage i den magt, der ligger i at bestemme fagindhold - Erik Jørgen Hansen er selv et eksempel på det. Hvis ikke administratorklassen havde stjålet universitetet - og alle andres faglighed også - havde demokratiet hersket.
Der er kun to herskende klasser: ejerskab og ledelse.

Curt Sørensen

En noget Rune Lykkebergsk fortolkning af både Erik Jørgen Hansen og Marx..Endnu en gang afslører Lykkeberg ,at det der egentlig ligger ham mest på sinde i grunden er at promovere sig selv.Og det skal gå hurtigt. Der er ikke tid til intellektuel fordybelse eller nunaceringer. Jeg har megen respekt for Erik Jørgen Hansen, som også var en af mine ungdoms helte . Men Rune Lykkebergs forsøg på at fremstille ham som blot en harmløs kritker af de intellektuelle og det samtigige forsøg på at destruere Marx ved at gøre ham til økonomisk determinist er både fejlagtigt og iøvrigt ikke spor originalt. Tværtimod hører den manøvre til Marx kritikkens konventionelle visdom. Er man virkelig på en 'intellektuel avis' som Information ikke kommet længere her? Marx skal selvfølgelig diskuteres og kritiseres som enhver anden. Men Rune Lykkebergs fejende armbevægelser bidrager ikke til en sådan diskussion og hans tilskæring af Erik Jørgen Hansen så denne kommer til at stå som en forløber for 'jeg har altid ret' Rune er direkte pinlig..

Palle Yndal-Olsen, Kaj Julin, jørgen djørup og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Johannes Lennar

Sålænge der sidder en lille elite og styrer og bestemmer er det et klassesamfund. Det burde ikke komme bag på nogen for dem der interesserer sig for klasseteori.

Staten vil aldrig kunne blive en del af folket og må derfor have en klasse som allierede. Sommetider er det en politisk klasse som i USSR, til andre tider en økonomisk klasse som i kapitalismen.

Ergo skulle man være i tvivl om vi har et klassesamfund så bare check om vi har en stat.

Johannes Lennar

Man kan også se på det historisk:

Det hele startede med den anden internationale der hovedsagligt bestod af revolutionære socialister, demokratiske socialister og revisionistiske socialister. Den anden internationale brød dog sammen ved 1. verdenskrig da arbejderne ikke kunne blive enige om at lave en revolution i stedet for at lave en krig som socialisterne gerne ville have. Pga det mistede de revolutionære socialister fodfæste internationalt set og de revisionistiske socialister vandt frem.

Revisionistisk socialisme går ud på at i stedet for at arbejderne og kapitalisterne er hinandens klassefjender arbejder man i stedet sammen for at forbedre livsbetingelserne. Det er dog ikke særlig smart da det skaber et slags arbejderaristokrat (reaktionære fagforeninger og reaktionært politisk parti).

Den revisionistisk socialisme er så det der er blevet til socialdemokratisme i dag. Men det siger sig selv når arbejderne og kapitalisterne ikke ser hinanden som klassefjender så er klassesamfundet her stadig.

Steffen Gliese

Et klassesamfund behøver jo ikke at være hierarkisk i sin opbygning - eller: det kan favorisere de mange på delvis bekostning af de få.
Af mange grund mener jeg, at produktion - så længe den baserer sig på arbejdskraft - er nødt til at være privat, grundlæggende. Det er ikke af hensyn til kapitalisterne, men af hensyn til det store flertal af lønmodtagere, der skal kunne forlade sig på en stat, der ikke sætter materielt begær over borgernes rettigheder.
Man kan have medarbejdereje og medarbejderindflydelse - men man kan ikke have centralisme, som vi ser det i tidens alliance mellem kapital og politikere: det sker på bekostning af borgernes frihed.

Peter Sterling

I Berlingske står der bl.a: "Den offentlige sektor kan ikke forbedres med flere ressourcer". Resten af befolkningen har dog erkendt, at der er en sammenhæng mellem nedskæringerne i Skat, og de massive skandaler som er opstået deraf, bare ikke f. eks. Cepos og Joakim B. Olsen. Ammitzbøll: "Det er falsk og dybt skadeligt at påstå, at ulighed er et problem".

Skiftende regeringer, dvs. Socialdemokraterne i koalition med virksomhederne, har solgt en lang række offentlige selskaber. Politikerne har travlt med at skære ind til benet med såkaldte reformer og festlighederne fortsætter på 1. klasse, alt i mens Moderniseringsstyrelsen sikrer mere kontrol, tvang og sanktion udliciteret til virksomhederne.

Hvordan smadrer man et samfund? Det lyder som et manifest fra en terorgruppe. Hvorfor bruger vi så mange resurser på terrorbekæmpelse når vil har Cepos, Venstre og Vismændene? Cepos er nu fast del af Vismændene.

Cepos kritiserer den måde, man bruger milliarder af kroner på i de sociale boligbyggerier. "Personlig synes jeg, at vi omfordeler alt for meget". Cepos mener, at politikerne skal helt ud af styringen af den offentlige sektor, dvs. at de ønsker Total Privateje.

Politikerne er under pres fra bl.a. lobbyvirksomheden Cepos, som arbejder for at hæve arbejdstiden, helst til en faldende løn. Dels for at hæve pensionsalderen, forringe pensionsydelser og begrænse adgangen til efterløn og førtidspension, dels ved at forsøge at skubbe flere personer på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet – selv syge mennesker. Kapitalisme og kannibalisme er tidens ånd.

Rådet for Socialt Udsatte har foretaget nye beregninger på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Fra 2010 til 2011 sparede kommunerne ca. ni milliarder kroner på de kommunale serviceudgifter. Af dem er ca. 7 procent blevet sparet på tilbud til de socialt mest udsatte borgere såsom sindslidende og misbrugere. En gruppe, der ellers kun tegner sig for tre procent af de samlede udgifter på serviceområdet. Socialt udsatte mærker i højere grad end resten af befolkningen kommunernes budgetbesparelser. Hvor de samlede kommunale budgetter i gennemsnit er blevet barberet ca. 4 procent, er der i gennemsnit skåret 8,2 procent af udgifterne til de socialt udsatte.

Vi har et demokrati som bevidst skaber fattigdom. I alt vurderer Eurostat, at 18 procent af den danske befolkning befinder sig i risikozonen for at ryge ud i fattigdom eller bliver socialt ekskluderet. Det er dog ikke et problem for eksperterne som tjener en høj løn på at negligere uligheden. De har ingen FØLING med dem nedskæringerne rammer, og de kender tydeligvis ingen af dem.

Det handler om den samme magtkamp om samfundets penge som har eksisteret til alle tider.

Peter Sterling

Privatiseringen af sundhedsvæsenet har overført milliarder til private virksomheder. Cepos siger: "Det handler ikke om at ansætte flere sygeplejersker lærere eller pædagoger". Sygeplejerskerne knokler nu 140% og stressen ødelægger helbredet.

Blinde politikere med sociale skyklapper på bestemmer, at de rigeste fortsat fortærer stadigt større dele af samfundskagen, dette virker ondt, umoralsk, ulogisk og ødselt, de danske politikere har formået at monopolisere den politiske dagsorden til fordel for virksomhederne og en privilegeret klasse.

Det massive pengedræn i bunden af samfundet er nu et problem for over en million danskere som typisk ikke har adgang til samfundsgoderne. Specielt ser et stigende antal ældre danskere fraværet af penge som et problem. For dem er det besværligt at få hverdagen til at fungere, efterhånden som finanserne rykker længere og længere væk.

Hvis du vil vide hvordan lobbyorganisationer/virksomheder manipulerer, så se dokumentaren "Merchants of Doubt", som er en meget underholdende dokumentar om de korrupte klimabenægtere, der er samtidigt en historisk gennemgang af hvordan The Tobaco Industry betalte lobbyister for at forvrænge den offentlige debat angående om cigaretter medførte cancer, sjovt nok var det ofte de samme personer som var gennemgående benægtere.

Hvor mange penge er der i lobbyorganisationer herhjemme? Debatten om ulighed minder meget om ovenstående, der er mange betalte ulighedsbenægtere, samt aktive højtbetalte spindoktorer som placerer artikler i medierne udelukket med det formål at der skæres yderligere ned i bunden af samfundet.

Ordet Økonomisk Demokrati får en hel ny betydning: De rige betaler for at lobbyvirksomheder fører krig imod velfærdsstaten. Kan man ud fra fordelingen af pengene ved politikernes tiltag udregne "Værdien af en stemme", eller rettere "Værdien af en vælger". Hvad er dagens kurs for en stemme og afhænger den af samfundsværdien af en vælger?

Glem alt om politikernes såkaldte gode hensigter, lyt ikke til deres løgne og nedskæringspropaganda, de arbejder målrettet på at fjerne livsgrundlaget for den ene samfundsgruppe efter den anden, som bliver ofre for denne syge form for liberalkannibalisme. Den moderne politiske magtstruktur har sine rødder i den skjulte manipulation og akkumulation af rigdom til de rigeste.

Omfordelingen fra fattig til rig gavner desuden husejerne, de højtlønnede, virksomhedsejerne og aktionærene som holder Århundredes Fest. Dette handler ikke kun om de 44.141 danskere som tvinges under fattigdomsgrænsen, men også om de hundrede tusinde som i de sidste 20 år er ramt af nedskæringer, samt over en million danskere som år for år får reduceret deres indkomst i forhold til inflationen.

De fleste ved ikke hvilke ekstreme penge beløb de rige poster i lobbyfirmaer, og hvor meget propaganda vi alle bliver udsat for i medierne, men oftest betaler skatteborgerne regningen gennem fradrag på skattebilletten. Antallet af lobbyfirmaer er steget markant i de seneste 20 år og det er nu en storindustri.

Poul Sørensen

Peter Sterling
Ikke nok med det, men definitionen på at være menneske er ved at blive ændret til at være lig med at være det perfekt redskab til at lave penge med.
Menneske = perfekt redskab til at lave penge.
Menneske = perfekt redskab til at lave penge.
Menneske = perfekt redskab til at lave penge.
Menneske = perfekt redskab til at lave penge.
Skoler det perfekte redskab til, at gøre mennesker til redskaber for penge.
Skoler det perfekte redskab til, at gøre mennesker til redskaber for penge.
Skoler det perfekte redskab til, at gøre mennesker til redskaber for penge.
Medier = det perfekte redskab til at huske mennesker på, at menneskers primære funktion er at være et redskab til at tjene penge.
Medier = det perfekte redskab til at huske mennesker på, at menneskers primære funktion er at være et redskab til at tjene penge.
Medier = det perfekte redskab til at huske mennesker på, at menneskers primære funktion er at være et redskab til at tjene penge.