EU’s flygtningepolitik skaber hård debat om medmenneskelighed i Italien

Flygtningekrisens tal er svimlende. 362.753 bådflygtninge ankom sidste år til Europa ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. I år er det foreløbig blevet til mere end 55.000.

Men betyder disse tal så også, at en vis dehumanisering af den enkelte flygtning er uundgåelig? At det er nødvendigt at lade nogle drukne i Middelhavet – i år foreløbig mindst 1.500 – for at overbevise andre om ikke at gøre forsøget?

Disse og en række beslægtede spørgsmål optager offentligheden i Italien, der på grund af sin geografiske placering er langt mere udsat end alle andre EU-lande med undtagelse af Grækenland.

Er det eksempelvis i orden at forhindre folk i at flygte fra Libyen, hvor systematiske overgreb mod flygtninge og migranter er veldokumenterede? Har forringelser af flygtninge og migranters vilkår en præventiv effekt? Kan de europæiske borgere, der insisterer på at hjælpe mennesker i nød, beskyldes for at være nyttige idioter, der forværrer et i forvejen uoverskueligt problem?

Sidste lørdag demonstrerede et menneskehav i Milano mod følgerne af EU-landenes praktiske tilgang til fænomenet og mod den tiltagende forråelse af den politiske debat om problematikken:

»Den brudlinje, som Milano (og i Milano hele Italien) markerede i går, er den, der adskiller det menneskelige fra det umenneskelige. Det er en ekstrem adskillelse mellem lys og skygge, på en måde endegyldig, der stiller samfundet over for de væsentligste spørgsmål: Er vi stadig i stand til at se os selv i de andre eller ej, til at se et Vi i den Anden.«

Sådan skriver historikeren Marco Revelli i venstrefløjsavisen Il Manifestos leder. Og han fortsætter:

»De, der gik på gaden i går, har ganske enkelt haft behov for at sige, at man vil ’forblive menneskelig’. At man ikke vil vende blikket væk fra billederne af en mand, der dør, af et barn, der drukner, eller af en kvinde, der føder på en strand og derefter udånder.«

Idealisternes skyld

Som følge af de seneste politiske tiltag har to temaer udkrystalliseret sig i debatten.

For det første er der spørgsmålet om de private redningsoperationer, som siden 2016 har forhindret stadig flere drukneulykker i farvandet mellem Libyen og Sicilien, samtidig med, at EU og den italienske regering har iværksat en række initiativer for at stoppe tilstrømningen af bådflygtninge.

Kystvagtens og flådens redningsfartøjer er blevet trukket længere tilbage mod de italienske kyster, en fælleseuropæisk flådeoperation forsøger at bekæmpe menneskesmuglerne, og den libyske kystvagt bliver uddannet og udstyret med speedbåde for at kunne forhindre bådflygtninge i at forlade det borgerkrigshærgede lands territorialfarvand.

Ifølge lederen af EU’s grænseagentur, franskmanden Fabrice Leggeri, handler det om at »undgå, at europæiske både samler migranter op stadig tættere på den libyske kyst og dermed yder de kriminelle netværk og menneskesmuglerne i Libyen støtte«.

Således bliver idealisterne på de private redningsskibe nu ofte beskyldt for at forpurre EU’s politik. Statsadvokaten i Catania, Carmelo Zuccaro, har hævdet, at redningsfolkene samarbejder med menneskesmuglerne og sågar kan være finansieret af kriminelle organisationer. Da Zuccaro blev bedt om at underbygge sine påstande, forklarede han, at der blot var tale om »en arbejdshypotese«. Alligevel har et bredt udsnit af det politiske spektrum ladet sig inspirere til forslag om indgreb mod de frivillige redningsfolk.

Senatets formand, Piero Grasso, kritiserer dog Zuccaro for at misbruge sin rolle og hævder, at de private redningsaktioner tværtimod har hjulpet EU med at leve op til sine »moralske, juridiske og internationale forpligtelser«.

Ubøjelig respekt

For det andet skaber ophobningen af flygtninge og migranter som følge af det seneste årtis massive tilstrømning og suspenderingen af Schengen-aftalen bekymringer for den offentlige orden i Italien. Derfor har et regeringsdekret nu indskrænket asylansøgeres klagemuligheder for at gøre det nemmere at foretage udvisninger.

Desuden kan landets kommuner nu forbyde personer, der udviser »upassende adfærd«, at opholde sig i bymidten. Nogle frygter, at det kan misbruges til systematisk at fjerne migranter fra turistområder:

»Vi er vidner til kriminaliseringen af mennesket som sådan – også når det af sult må rode i skraldespande for at tage, hvad andre har smidt væk,« skriver forfatteren Roberto Saviano i La Repubblica.

»At fjerne betyder ikke at løse, men at skjule.«

Blandt initiativtagerne til sidste weekends demonstration var medlemmer af regeringspartiet PD, hvilket fik flere aktivistgrupper til at udeblive i protest. Men ifølge Revelli var optoget gennem Milanos gader præget af »ubøjelighed i forhold til de afgørende spørgsmål om rettigheder og respekt for livet«.

»Man kan ikke reducere det nøgne liv til et spørgsmål om orden i byerne. Man kan ikke lave lynbehandling af udvisningssager uden de behørige ankeinstanser. Man kan ikke forhandle med slyngelstater og klaner om at lade dem, vi ikke vil se på vores strande, dø i ørkenen,« skriver han.

»Den, der gør det – gerne skjult bag det diplomatiske hykleris skærm – stiller sig på det umenneskeliges side.«