Læsetid: 4 min.

EU’s flygtningepolitik skaber hård debat om medmenneskelighed i Italien

Tilstrømningen af bådflygtninge til Italien har skabt en skarp brudlinje i den offentlige debat. Nogle hævder, at den førte politik er uundgåelig, mens andre mener, at den undergraver fundamentale humanitære principper
Journalist og forfatter Roberto Saviano er blandt dem, der på den seneste har blandet sig i den ophedede italienske fylgtningedebat. ’Vi er vidner til kriminaliseringen af mennesket som sådan – også når det af sult må rode i skraldespande for at tage, hvad andre har smidt væk,’ skriver han i La Repubblica.

Journalist og forfatter Roberto Saviano er blandt dem, der på den seneste har blandet sig i den ophedede italienske fylgtningedebat. ’Vi er vidner til kriminaliseringen af mennesket som sådan – også når det af sult må rode i skraldespande for at tage, hvad andre har smidt væk,’ skriver han i La Repubblica.

Francesco Anselmi

27. maj 2017

Flygtningekrisens tal er svimlende. 362.753 bådflygtninge ankom sidste år til Europa ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. I år er det foreløbig blevet til mere end 55.000.

Men betyder disse tal så også, at en vis dehumanisering af den enkelte flygtning er uundgåelig? At det er nødvendigt at lade nogle drukne i Middelhavet – i år foreløbig mindst 1.500 – for at overbevise andre om ikke at gøre forsøget?

Disse og en række beslægtede spørgsmål optager offentligheden i Italien, der på grund af sin geografiske placering er langt mere udsat end alle andre EU-lande med undtagelse af Grækenland.

Er det eksempelvis i orden at forhindre folk i at flygte fra Libyen, hvor systematiske overgreb mod flygtninge og migranter er veldokumenterede? Har forringelser af flygtninge og migranters vilkår en præventiv effekt? Kan de europæiske borgere, der insisterer på at hjælpe mennesker i nød, beskyldes for at være nyttige idioter, der forværrer et i forvejen uoverskueligt problem?

Tusinder flygtninge ankommer hver eneste uge til Italien over havet, der tager langt flere liv end turen fra Tyrkiet. Mindst 800 er druknet eller meldt savnet bare i 2017.
Læs også

Sidste lørdag demonstrerede et menneskehav i Milano mod følgerne af EU-landenes praktiske tilgang til fænomenet og mod den tiltagende forråelse af den politiske debat om problematikken:

»Den brudlinje, som Milano (og i Milano hele Italien) markerede i går, er den, der adskiller det menneskelige fra det umenneskelige. Det er en ekstrem adskillelse mellem lys og skygge, på en måde endegyldig, der stiller samfundet over for de væsentligste spørgsmål: Er vi stadig i stand til at se os selv i de andre eller ej, til at se et Vi i den Anden.«

Sådan skriver historikeren Marco Revelli i venstrefløjsavisen Il Manifestos leder. Og han fortsætter:

»De, der gik på gaden i går, har ganske enkelt haft behov for at sige, at man vil ’forblive menneskelig’. At man ikke vil vende blikket væk fra billederne af en mand, der dør, af et barn, der drukner, eller af en kvinde, der føder på en strand og derefter udånder.«

Idealisternes skyld

Som følge af de seneste politiske tiltag har to temaer udkrystalliseret sig i debatten.

For det første er der spørgsmålet om de private redningsoperationer, som siden 2016 har forhindret stadig flere drukneulykker i farvandet mellem Libyen og Sicilien, samtidig med, at EU og den italienske regering har iværksat en række initiativer for at stoppe tilstrømningen af bådflygtninge.

Kystvagtens og flådens redningsfartøjer er blevet trukket længere tilbage mod de italienske kyster, en fælleseuropæisk flådeoperation forsøger at bekæmpe menneskesmuglerne, og den libyske kystvagt bliver uddannet og udstyret med speedbåde for at kunne forhindre bådflygtninge i at forlade det borgerkrigshærgede lands territorialfarvand.

Italiensk politi anholder venstrefløjsaktivist under protester mod skolereform. Generelt har den italienske venstrefløj vanskeligt ved at organisere sig til en samlet modstand, siger eksperter, når de skal forklare, hvorfor landet ikke har en stærkere venstrefløj end tilfældet er i dag.
Læs også

Ifølge lederen af EU’s grænseagentur, franskmanden Fabrice Leggeri, handler det om at »undgå, at europæiske både samler migranter op stadig tættere på den libyske kyst og dermed yder de kriminelle netværk og menneskesmuglerne i Libyen støtte«.

Således bliver idealisterne på de private redningsskibe nu ofte beskyldt for at forpurre EU’s politik. Statsadvokaten i Catania, Carmelo Zuccaro, har hævdet, at redningsfolkene samarbejder med menneskesmuglerne og sågar kan være finansieret af kriminelle organisationer. Da Zuccaro blev bedt om at underbygge sine påstande, forklarede han, at der blot var tale om »en arbejdshypotese«. Alligevel har et bredt udsnit af det politiske spektrum ladet sig inspirere til forslag om indgreb mod de frivillige redningsfolk.

Senatets formand, Piero Grasso, kritiserer dog Zuccaro for at misbruge sin rolle og hævder, at de private redningsaktioner tværtimod har hjulpet EU med at leve op til sine »moralske, juridiske og internationale forpligtelser«.

Ubøjelig respekt

For det andet skaber ophobningen af flygtninge og migranter som følge af det seneste årtis massive tilstrømning og suspenderingen af Schengen-aftalen bekymringer for den offentlige orden i Italien. Derfor har et regeringsdekret nu indskrænket asylansøgeres klagemuligheder for at gøre det nemmere at foretage udvisninger.

Desuden kan landets kommuner nu forbyde personer, der udviser »upassende adfærd«, at opholde sig i bymidten. Nogle frygter, at det kan misbruges til systematisk at fjerne migranter fra turistområder:

»Vi er vidner til kriminaliseringen af mennesket som sådan – også når det af sult må rode i skraldespande for at tage, hvad andre har smidt væk,« skriver forfatteren Roberto Saviano i La Repubblica.

»At fjerne betyder ikke at løse, men at skjule.«

Læs også

Blandt initiativtagerne til sidste weekends demonstration var medlemmer af regeringspartiet PD, hvilket fik flere aktivistgrupper til at udeblive i protest. Men ifølge Revelli var optoget gennem Milanos gader præget af »ubøjelighed i forhold til de afgørende spørgsmål om rettigheder og respekt for livet«.

»Man kan ikke reducere det nøgne liv til et spørgsmål om orden i byerne. Man kan ikke lave lynbehandling af udvisningssager uden de behørige ankeinstanser. Man kan ikke forhandle med slyngelstater og klaner om at lade dem, vi ikke vil se på vores strande, dø i ørkenen,« skriver han.

»Den, der gør det – gerne skjult bag det diplomatiske hykleris skærm – stiller sig på det umenneskeliges side.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter hansen

Jo, den førte førte politik er uundgåelig, og jo den undergraver fundamentale humanitære principper.

Morten Pedersen, Bjarne Frederiksen og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar

Mht. det desværre centrale eller i det mindste forståelige spørgsmål, om "det er nødvendigt at lade nogle drukne i Middelhavet .... for at overbevise andre om ikke gøre forsøget", har jeg hørt nogle tal i italiensk radio, og læst tilsvarende i pressen (jeg har ikke haft anledning til at kontrollere dem) :

Siden ophøret af Mare Nostrum-operationen, som sørgede for at samle bådflygtninge op i åbent hav, er antallet af disse faldet med (beskedne) 7 % - mens antallet af druknede er steget med det dobbelte: 15 %. Hvis tallene er rigtige - og jeg har ikke grund til at formode andet - taler de vel for sig selv, desværre: der er ikke meget vi kan gøre for at at afskrække desparate afrikanere og andre fra at sætte livet på spil over Middelhavet. Derimod nok noget der kan gøres for at redde dem, med alle de problemer der så følger efter.

Ikke opmuntrende, hverken for kynikere eller altruister.

Finn Thøgersen

Nu er der jo mange vinkler på den sag.
Det har før været fremme at der dør dobbelt så mange på turen gennem Sahara som i Middelhavet, det får bare ikke nær samme omtale...

Men selvfølgelig kunne man stoppe traffikken hvis viljen var der, det kræver blot at ALLE bliver returneret med minimal forsinkelse og at det bliver meldt tydeligt ud.

Rapporter fra dem der HAR klaret skærene er en væsentlig pull factor.
Når "succesraten" kommer ned under 1% or so, så styrtdykker interessen for at sætte formue og liv/helbred på spil fordi der ikke længere er en realistisk udsigt til nogen gevinst

Niels Duus Nielsen

Det er vigtigere at min levestandard ikke forringes, end det er at nogle tusinde flygtninge dør i forsøget på at forbedre deres. Nu har vi møjsommeligt kunnet leve højt på at købe udviklingslandenes produkter til spotpris, så de ikke selv har kunnet udvikle bæredygtige økonomier, hvorfor dog lave om på det?

De skal blive hjemme, hvor de kommer fra, skal de, og trække sig selv op ved hårene, skal de. Ikke tale om, at vi vil afgive vores materielle goder blot for at en flok tabere skal gå og fise den af for vores penge, som vi helt lovligt - det var nemlig os, der skrev loven - har tjent ved at udbytte folk, som ikke er så smarte som os.

Og i øvrigt var det os, der opfandt tricket med at sætte kanoner på skibe, så vi kunne rejse ud i verden og skyde enhver modstand i sænk, det skal vi vel også have noget for? Det er skam ikke billigt at undertrykke fremmede folkeslag.

;-(