Læsetid: 11 min.

Fartelskeren, som blev miljøminister

Den tidligere tv-stjerne og nye franske miljøminister, Nicolas Hulot, er en moderne klimahelt, der gennem en dannelsesrejse mellem himmel og jord har indset klodens skrøbelighed. Nu skal han lægge arm med kolleger, der aldrig har bekymret sig det mindste om planetens tilstand
Hulot har set verden fra oven og konkluderet, at noget må gøres. Og han gør det på sin egen måde. Hans kvartale dokumentarudsendelser var de dyreste, der overhovedet er blevet produceret i Frankrig – til en million euro stykket.

Hulot har set verden fra oven og konkluderet, at noget må gøres. Og han gør det på sin egen måde. Hans kvartale dokumentarudsendelser var de dyreste, der overhovedet er blevet produceret i Frankrig – til en million euro stykket.

Laurent Zabulon

27. maj 2017

Allerede dagen efter at Macrons nye regering var udnævnt, var den tidligere premierminister Édouard Philippe i marken med sin nye minister for økologisk og solidarisk overgang, Nicolas Hulot.

De besøgte i fællesskab en virksomhed, hvor organisk materiale omdannes til gas og stillede med sikkerhedshjelme under armen op foran kameraerne. Mediestuntet skulle overbevise franskmænd om, at det ikke er spor svært for en atomkraftmodstander (Hulot) at arbejde sammen med en atomkraftforsvarer (Philippe).

Men kan to personer af så vidt forskellig politisk holdning virkelig være i regering sammen – og ovenikøbet som henholdsvis nummer ét og to i regeringshierarkiet?

Det satser Macron på.

Lille Philippe

Det var Édouard Philippe, som lagde ud med at forklare, hvordan virksomheden fungerede – den nye premierminister er uddannet fra Frankrigs fineste administrationsskole, ENA, og derfor lynhurtig til at sætte sig ind i et nyt felt. Og økologi er vitterlig et splinternyt felt for den tidligere republikaner, der end ikke har stemt for miljøbevarende love.

Men ret hurtigt tog Hulot over, mens Philippe beundrende så til. Det er Hulot, som er specialist i klimaproblemer. Problemer der – forklarede speakeren, da klippet blev vist på TF1 – aldrig har forhindret Édouard Philippe i at sove. Den høje 46-årige Édouard Philippe lignede ikke desto mindre nærmest en lille dreng, mens han kiggede ned på Hulot og andægtigt hørte efter, hvad tv-stjernen sagde.

Det er da heller ikke spor umuligt, at Philippe ligesom så mange andre raske drenge har beundret Hulots bedrifter på tv som lille. Dengang da han i firserne gennemtrawlede verden i en helikopter, mens han hang ud ad døren og råbte, var Philippe vel omkring ti år gammel.

Angela Merkel siger, at hun støtter Emmanuel Macrons plan om at reformulere grundlaget for det europæiske samarbejde. Macron kræver flere tyske investeringer og nye spilleregler for euroen til gengæld for franske arbejdsmarkedsreformer
Læs også

Mens Nicolas Hulot gennem et langt liv er nået frem til en ret radikal modstand mod atomkraft, forholder det sig stik modsat med den nyudnævnte premierminister, der i en temmelig nær fortid – fra 2007 til 2011 – var leder hos Areva, i mange år blomsten af atomkraftudvikling i Frankrig.

Philippe har ovenikøbet netop kaldt en af sine tidligere kollegaer fra Areva, Charles Hufnagel, ind for at arbejde sammen med ham i Matignonpalæet. Og Philippes ministersekretær, Benoît Ribadeau-Dumas, er tidligere højt placeret i CGG, en virksomhed med speciale i olieboringer.

Så hvem er denne Nicolas Hulot, der kaster sig ud i et så halsbrækkende politisk eventyr? Kan han hamle op med de mange andre kræfter i regeringen, som arbejder i modsat retning?

Sin egen herre

På journalisternes nysgerrige spørgsmål om det umage par kan arbejde sammen, svarede Hulot med overbevisning, »at hvis man skal vente på at stjernerne står præcis på linje, vil man aldrig skabe  forandring«.

Philippe nikkede ivrigt, og så vandrede de sammen om ikke mod solnedgangen så uden tvivl mod et samarbejde, der har alle muligheder for at bryde sammen.

Måske virkede stuntet. For er der nogen, franskmænd stoler på, er det den nu 62-årige tidligere tv-stjerne Nicolas Hulot. Det er ikke kun Édouard Philippe, der nærmest måber af beundring – i årevis har Hulot sammen med skuespillere, men også Simone Weil, Abbé Pierre eller commandant Cousteau ligget i toppen på listerne over mest populære franskmænd.

Læs også

Sin barndom har Hulot berettet om i en af sine mange bøger, den selvbiografiske Les chemins de traverse – Sidevejene fra 1990. Lyder navnet bekendt, er det, fordi Nicolas Hulots farfar vitterligt var inspirationskilden til Jacques Tatis uendeligt morsomme film Festlige feriedage fra 1953 – på fransk: Les vacances de monsiuer Hulot. Farfaren, der var arkitekt, boede i samme opgang som Tati og havde åbenbart så sjov en gangart, at han lignede en stumfilmskikkelse.

Resten af familiehistorien er langt mindre sjov. På mødrenes side nedstammer Hulot fra en rig industrifamilie, der skabte en formue ved at bygge vandkraftværker, men gik fallit ved krisen i 1929. Ikke desto mindre fortsatte familien med at være del af et snobbet bourgeoisi, som Hulot med foragt kalder loden-lacoste-segmentet. Selv som 62-årig gør Nicolas Hulot stædigt oprør mod den type snobberi. På billedet af Macrons nye regering er han den eneste, der ikke bærer slips. Det er en kendt sag, at man ikke får Nicolas Hulot til at gøre hvad som helst. Han er sin egen herre.

Sagt om Hulot

  • »Risikoen er, at det bare er et trofæ. Håbet er, at han med sin sin oprigtighed og gennemslagskraft formår at ændre de valg, den nuværende præsident tager.« – Cecile Dufflot, socialistisk miljøminister, der forlod sin post, da hun ikke kunne gennemføre sine projekter.
  • »Jeg griner højt! Hvad har vi dog ikke skulle høre, da vi gik ind for Macron. Nu har de økologiens pave i hælene.« – Daniel Cohn Bendit, tidligere europaparlamentsmedlem for De Grønne og leder af 68-oprøret i Paris.
  • »Når Nicolas Hulot engagerer sig i noget, så foretager han sig noget. Hvis han ser, at han ikke kan få gennemført sin politik, er han i stand til at vurdere det og beslutte at han intet har at gøre der.« – José Bové, EU-parlamentariker for De Grønne.
  • »Hvad er det for en galej, Nicolas Hulot er gået ombord i?« – pressemeddelelse fra det franske kommunistparti.

Brorens afskedssalut

Det blev Hulot så igennem en tragisk familiehistorie, ikke mindst med en eventyrlig far, som han mistede tidligt. Faren var tidligere guldgraver i Venezuela, der havde omvendt sig til bolsjefabrikant i Paris og forførte sig ind i moderens overklassefamilie. Et nyt forretningsforehavende i Nice, hvor han som en af de første i Frankrig ville sælge planter til private, gik konkurs, og faren blev nærmest frosset ud af familien.

Han forlod hjemmet, forældrene blev skilt, og faren havde stort set ikke kontakt med sine børn. Den unge Nicolas var den eneste, der fortsat så ham, men faren døde af kræft, da Nicolas Hulot var femten, uden at have forsonet sig med familien.

Men hermed var tragedien ikke slut. Som nittenårig fandt Nicolas en juleaften sin storebror Gonzague død i kælderen i den ejendom, hvor de boede, rullet ind i et tæppe. Broren havde begået selvmord. Gonazague var ellers officielt taget på en jordomrejse, man havde ikke hørt nyt fra ham og som sædvanlig var den slags ikke noget, man talte om i familien.

Nicolas skjulte selvmordet den aften, han kunne ikke bære, at fortælle moderen det. Han var blot gået ned i kælderen for at hente ekstra stole, mens moren ventede ovenpå med det tændte juletræ. Broren havde efterladt et afskedsbrev, hvor han skrev, at »livet ikke var værd at leve«. Hulot fortæller, at han læste beskeden hundredvis af gange.

Émmanuel Macrons svar på højrepopulismen er ikke at tale den ned, men at tale dens modsætning op. Franskheden ligger ikke i fortiden, men i friheden og fremtiden
Læs også

På mange måder er det brorens afskedssalut, Hulot satte sig for at modbevise. Men ikke i første omgang som klimaforsvarer. Hulot begyndte med stor kærlighed at dyrke motorcykler på de smalle bjergveje omkring Nice, samtidig med at han tog en række småjob for at hjælpe med at forsørge familien. Trods snobberiet var der aldrig penge nok i hjemmet.

Med en elendig studentereksamen i lommen drog han så fra Nice til Paris, men blev hverken advokat eller læge, som moren havde drømt om. Han forlod universitetet og købte i stedet et kamera – eller faktisk mange – som han havde hængende rundt om halsen. Han kastede sig over fotoreportage og blev i 1973 hyret af Göksin Sipahioglu – endnu en eventyrlig person, der har grundlagt presseagenturet Sipa.

Det var rejserne, som tiltrak ham. I 1976 dækkede Hulot jordskælvet i Guatamala. 20.000 døde. Samme år drog han til Sydafrika sammen med den populære franske skipper Eric Tabarly. Billederne af skipperen hentede pengene til turen hjem, men Hulot dokumenterede ikke mindst det daværende Sydafrika, apartheiden, sorte, der måtte vente i kø, fattigdommen. Samme år var han i Rhodesia under frihedskrigen og interviewede premierminister Ian Smith.

Tilbage i Paris kørte han byen tynd for at fotografere, men da han i 1979 som en af de første var til stede, da forbryderen Mesrine blev omringet og dræbt, veg han tilbage. Han nægtede at fotografere det lemlæstede lig af ’statens fjende nummer ét’, selv om det var et scoop. Han gik en anden vej.

Yuppiekapitalisme

I senfirserne – da yuppietiden var på sit højdepunkt, Reagan og Thatcher var ved magten og de franske socialistiske regeringer måtte bøje sig for markedsmekanismerne – slyngede Hulots karriere sig i bogstaveligste forstand op mod skyerne. Efter en tid som radioreporter og en tv-debut i børneafdelingen blev han et kendt ansigt i hele Frankrig med Ushuaïa, le magazine de l'extreme. En udsendelse om ekstremsport for adrenalinelskere, der hver uge fra 1987 og 1996 blev præsenteret af Hulot i aktion, i alverdens fartøjer mellem himmel og jord.

Gildet blev betalt af farmaceutgiganten Rhone-Poulenc – virksomheden, der blandt så meget andet producerer pesticider og lider under et dårligt image som forurener. Og Ushuaïa blev en kæmpe succes og et stærkt brand. Selv i den fjerneste udørk af det franske rige kan man stadig i dag købe bodyshampoo med forskellige eksotiske dufte af mærket Ushuaïa.

Samtidig fik Rhone-Poulenc pudset glorien ved parallelt at køre samme slogan som udsendelsen: Velkommen til en ny verden. En måde at omgå forbuddet mod reklame i det dengang statslige tv.

Rundt om de venstreorienterede middagsborde bliver Hulot et yndet hadeobjekt. Han repræsenter det værste i en hysterisk yuppiekapitalisme. Men den folkelige succes udebliver ikke.

Ushuaïas metamorfose sker da heller ikke som resulatet af intellektuel kritik i de rette dagblade, men via Nicolas Hulots egen selvkritik. I 1990 skaber han en fond, som han stadig i dag er leder af, og som gradvist bliver mere og mere økologisk, selv om vigtige partnere som EDF, l'Oreal og Tf1 fortsat er med i eventyret.

Programmet lukker ned i sin oprindelige form i 1996. Hulot fortsætter, men i en lavere kadence med andre programmer. Men i 1998 genopstår Ushuaïa, nu som Ushuaïa Natur og med et nyt motto: Betagelse er det første skridt mod respekt.

Programmet vises kun en gang i kvartalet, men Hulot hænger stadig mellem himmel og jord. Forskellen er, at de mystiske fartøjer, han bevæger sig rundt på, nu alle er drevet af vedvarende energi: vind, sol, hav. Hulot har set verden fra oven og konkluderet, at noget må gøres. Og han gør det på sin egen måde.

Dokumentarudsendelserne er de dyreste, der overhovedet produceres i Frankrig – til en million euro stykket – men Hulot har frie hænder. Pengene henter Tf1 fra Ushuaïa-mærkevarerne. Et helt særligt tv-økosystem opstår. Efter 48 episoder stopper programmet i 2011, da Hulots kontrakt udløber.

Politisk magtfaktor

Der er sket meget undervejs. Hulot har været gift tre gange og har to sønner – det er en i sig selv en lang historie, der naturligvis er blevet nøje fulgt i franske sladderblade.

Men ikke mindst er Hulot blevet en magtfaktor.

I 00'erne begynder han at optræde på den politiske scene. Hele fire franske præsidenter af vidt forskellig politisk observans bejler til ham. Den første er Jacques Chirac efter sejren mod Jean Marie le Pen i anden runde i 2002. Hulot takker nej. Og samme svar får Nicolas Sarkozy og François Hollande.

Det betyder ikke, at Hulot ikke har arbejdet politisk i disse år. Han får i 2005 en række økologiske grundbetingelser indlemmet i den franske konstitution, som ikke mindst udpeger de ansvarlige for miljøkatastrofer med mulighed for at tvinge dem til kassen. Og op til præsidentvalget i 2007 bruger han sin indflydelse til at lægge pres på samtlige præsidentkandidater – med truslen om selv at stille op. Hans popularitet er så stor, at han som kandidat kan få resultatet til at tippe, og han får fem af de vigtigste kandidater til at skrive under på en økologisk pagt.

Først ved valget i 2011 forsøger Nicolas Hulot for alvor selv at stille op. Katastrofen ved atomkraftværket i Fukushima har været udslagsgivende. Hulot er overbevist om, at Frankrig skal ud af afhængigheden af atomkraft. Men hans kandidatur for det fælles grønne parti Europe Ècologie Les Verts (EELV) er en fiasko. Trods sin favoritstatus taber han internt til Eva Joly, som bliver partiets kandidat.

Socialisten François Hollande vinder valget, og ved den allersidste regeringsrokade under Hollande inviteres Hulot atter indenfor og siger atter nej. Siger man ja til en præsident på vej ned ad bakken?

Tillid på kontoen

Hulot har også de seneste fem år gjort tingene på sin egen måde. Op mod COP21 i Paris udgav han en bog og ikke mindst en video for at skaffe underskrifter og lægge pres på statslederne. Videoen, hvor han især gjorde grin med sig selv og sin status, blev et kæmpe hit på nettet. I slutningen af videoen er Hulot smuttet. Det plejer han nemlig at gøre, når han synes, at folk bliver for kedelige.

Det er denne mand, premierminister Édouard Philippe med slet skjult beundring, lyttede til på regeringens første dag. Det er denne mand, det er lykkedes Macron omsider at få i regering. Samme dag faldt aktieværdien for samtlige atomkraftværkimplicerede selskaber på børsen. Spørgsmålene hober sig op: Hvilke løfter har Hulot fået for at gå med?

Der er mange betændte emner på en fransk miljøministers bord. Skal den nye lufthavn ved Nantes bygges eller opgives? Hvilken retning skal landbruget tage?

Nogle siger, at Hulot formentlig bare skrider igen, når tingene ikke går, som han vil.

Kan de store tunge kapitalistiske industriinteresser plejes samtidig med et reelt hensyn til planeten? Kan en egensindig mand gøre noget ved det?

Ved de venstreorienterede middagsborde grines der dog langt mindre af Hulot i dag end tidligere. Man kan da også roligt sige, at der ikke er sket de store fremskridt, siden Hulot var adrenalinjunkie og hang mellem himmel og jord. Ikke engang Hollande fik lukket så meget som det ældste atomkraftværk Fessenheim.

Ude på landet i Frankrig har Hulot også en vis portion tillid på kontoen.

’I det mindste er han en mand, som selv har foretaget sig noget praktisk,’ lyder det ved aperitifbordet i Champagne.

’Han er ikke kun fine teorier.’

If it takes one to know one er Hulot den rette mand. Selv ikke den største motorelsker kan hævde, at han ikke har been there, done that.

Kilder: Le Monde, Ouest-France, Le Point, www.fondation-nicolas-hulot.org/ og Hulots selvbiografi, Les chemins de traverse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu