– Hvordan har i det med, at i morgen er jeres allersidste dag i folkeskolen?
Sofie: »Altså, jeg synes, det er vildt mærkeligt. Jeg kan ikke forholde mig til tanken. Vi har gået sammen i ti år, og det skal vi lige pludselig ikke mere. Det slutter bare.«
Tobias: »Jeg synes ikke, det er så skræmmende. Jeg glæder mig meget til at prøve noget nyt.«
Sebastian: »Man er ved at være lidt træt af folkeskolen.«
– Hvad er I trætte af?
Sebastian: »Alt. Bare det at møde op, synes jeg.«
Chili: »Man går ligesom op ad de samme mennesker hver evig eneste dag, så det bliver rart at komme ud og møde nogle andre.«
Tobias: »Ja, og cykle en anden vej til skole hver dag.«
– Er der noget ved folkeskolen, som I kommer til at savne?
Tobias: »Fællesskabet.«
Alle nikker.
Altina: »Det bedste er vennerne.«
Sofie: »Og de trygge rammer.«
– Er der nogle fag, I virkelig ikke kunne lide?
Tobias: »Tysk!«
Chili: »Matematik og Tysk.«
Sofie: »Tysk og geografi.«
– Hvad er der galt med Tysk?
Tobias: »Det er bare et rigtigt lortesprog. Totalt ubrugeligt.«
Alle nikker.
– Hvad tager I med jer fra folkeskolen?
Silja: »Altså vi har lært meget fagligt jo, men vi har også lært meget om at være sociale. Og om hvem vi egentlig er og sådan noget.«
Sofie: »Det har været med til at danne, hvem vi er i dag.«
Tobias: »Man har ligesom lært, hvordan man skal behandle andre – hvornår man går over folks grænser, og hvornår du når din egen.«
Sebastian: »Man bliver presset til at snakke sammen. Ved at sidde og lave gruppeting, tror jeg, man lærer at spørge ind til hinanden.«
Sofie: »Hvis jeg ikke havde gået i den her klasse, så havde jeg været meget mere stille. Det har fået mig til at åbne mig mere.«
– Synes I, at den måde, som I har gået i skole på, er den rigtige måde at gå i skole på?
Sebastian: »Jeg synes, vi har siddet for meget ned. Det er mange timer, hvor du bare sidder på din numse og skal lytte efter. Man kunne godt have lavet det på en anderledes måde, hvor du stadig får læring ind, men hvor du også får bevæget dig lidt, så du ikke sidder stille i fem-seks timer.«
Tobias: »Jeg synes også, det var svært, da vi fik den nye skolereform. Der gik det jo fra, at timerne var 45 minutter, til at de varede en time.«
Chili: »Og det er lang tid, når man bare sidder.«
Tobias: »Ja, det var rigtig svært i starten. I slutningen af alle timer var man helt færdig, men efterhånden er man blevet vant til det.«
– Hvad glæder I jer til, nu hvor i skal videre?
Sofie: »At møde nye mennesker.«
Chili: »På skolen kender alle lærerne en, så det bliver rart at komme et nyt sted hen, hvor de lærere, der er der, kan danne sig deres eget indtryk af en.«
Tobias: »At prøve noget, der passer mere til en fagligt, og som går mere hen imod det, man gerne vil.«
Sofie: »Folkeskolen er jo noget, man skal, hvorimod det, man gør efter folkeskolen, det er noget, man selv vælger.«
– Er der noget, der skræmmer jer ved fremtiden?
Sofie: »Jeg er fucking bange for terror.«
Tobias: »Ja, nu skete det der i Manchester i nat. Det er sygt gjort.«
Sebastian: »Det, der skræmmer mig, er, at de vidste jo godt, at det var en masse unge mennesker derinde.«
Tobias: »Og hun (Ariana Grande, red.) har lige været i Danmark, så der er lige så stor sandsynlighed for, at det kunne være sket her som i Manchester. Det var præcis den samme koncert jo.«
Sofie: »Jeg forstår bare ikke, hvordan de kan få sig selv til at gøre det.«
Chili: »Jeg tænker meget over, at så skal man gå og passe på med at gå sådan nogle steder hen.«
Sebastian: »Jeg gider bare heller ikke have, at det skal holde mig tilbage fra at tage sådan nogle steder hen, for så kan du lige så godt isolere dig og bare sidde inden i dit hus hele tiden. Det skal ikke stoppe en fra at tage ind til hendes andre koncerter.«
– Hvordan vil i beskrive den klasse, I nu tager afsked med?
Sofie: »Besværlig.«
Tobias: »Mange forskellige mennesker.«
Altina: »Skør.«
Sebastian: »Jeg synes ikke, det startede godt, men det er helt fint nu.«
Silja: »Ja, de mindre klasser var lidt kaos.«
Tobias: »Det var pigernes skyld.«
Sofie: »Vi havde pigemøder, fordi vi havde så mange pigeproblemer.«
Chili: »Men nu er det blevet bedre.«
Tobias: »Ja, da vi kom op i de større klasser, lærte vi at holde hinanden ud.«
Silja: »Vi er også blevet mere modne, ikke? Nu ved vi, hvordan vi skal være over for hinanden.«
9. R
Chili Larsen:
- Drømmer om at blive: Sygeplejerske
- Sidste Skoledagsudklædning: Indianer
Silja Hansen:
- Drømmer om at blive: Antropolog
- Sidste Skoledagsudklædning: En person fra 80’erne
Altina Amiti:
- Drømmer om at blive: Tøjdesigner
- Sidste Skoledagsudklædning: Vampyr
Tobias Becker:
- Drømmer om at blive: Bygningsarkitekt
- Sidste Skoledagsudklædning: Kvindelig fængselsfange
Sebastian Larsen:
- Drømmer om at blive: En form for ingeniør
- Sidste Skoledagsudklædning: Sexet kvindelig fængselsbetjent
Sofie Ramussen:
- Drømmer om at blive: Er helt lost.
- Sidste Skoledagsudklædning: En af Pink Ladies fra Grease