Læsetid 6 min.

FCK’s maskine sætter fodbolden på repeat

En historisk kedelig Superliga er vundet af et historisk kedeligt mesterhold. Men heldigvis sker der ting og sager på Vestegnen
Alle de øvrige hold i Superligaen ved præcis, hvad de kan vente sig. Ståle Solbakken har ingen skjulte kort i ærmet. Han har ikke ændret sit system i årevis. Og alligevel lykkedes det uge efter uge for hans tropper at knokle modstanderne ned under græstæppet.

Alle de øvrige hold i Superligaen ved præcis, hvad de kan vente sig. Ståle Solbakken har ingen skjulte kort i ærmet. Han har ikke ændret sit system i årevis. Og alligevel lykkedes det uge efter uge for hans tropper at knokle modstanderne ned under græstæppet.

Jens Dresling
13. maj 2017

Nu, hvor Superliga-sæsonen så småt er begyndt at gå på hæld, melder to spørgsmål sig om de nyligt kårede guldvindere fra FCK: Hvornår har man sidst set et så overlegent mesterhold? Og hvornår har man sidst set så kedeligt et mesterhold?

Det første spørgsmål lader sig relativt let besvare. FCK har inden morgendagens kamp mod Brøndy IF 78 point efter 32 kampe. Det giver et pointgennemsnit på godt 2,4 point pr. kamp. Hvis de holder dette snit i de resterende kampe, ender løverne fra Østerbro med at have akkumuleret omkring 88 point efter 36 spillerunder.

Dermed vil de tangere Superligaens hidtidige high water mark sat af FCK’s mesterhold fra sæsonen 2010-2011. Holdet høstede dengang ’kun’ 81 point, men på en kortere sæson. Korrigerer man for det faktum, at Superligaen kun havde 33 spillerunder dengang, så fik guldholdet med Grønkjær, Dame N’Doye og Johan Wiland også lige godt 2,4 point i snit.

Hvis det nuværende FCK-hold formår at holde kadencen, vil de altså indskrive deres navn i Superligaens panteon helt oppe ved siden af deres klubfæller fra tidligere på årtiet. Ja, på en enkelt front kan de faktisk overgå dem.

Det nuværende mesterhold har nemlig stadig chancen for at blive det første hold siden Anden Verdenskrig, der går ubesejret gennem en hel sæson i landets bedste række.

En fornem plads i historiebøgerne venter altså Ståle & Co., hvis de kan holde snuden i sporet.

Strøm af indlæg

Hvorvidt FCK også er det kedeligste hold, der nogensinde har vundet mesterskabet, er sværere at svare på. Men de er helt sikkert en kandidat til prisen, for sjældent har man vel oplevet en guldvinder, der har spillet så maskinelt og forudsigeligt.

I bund og grund er det fodboldsystem, som Ståle Solbakken praktiserer med FCK, utrolig enkelt. Han spiller 4-4-2. Og ikke nok med det: Han spiller 4-4-2 på den mest traditionelle og skabelonprægede facon, man overhovedet kan tænke sig. Der er ikke indarbejdet nogen finurlige taktiske detaljer eller krummelurer. What you get is what you see.

Forsvaret består af en flad fire-back-kæde efter bedste britiske mønster. Og angrebet er bygget op omkring et par halvklodsede og forholdsvis ubevægelige targetmen, hvis primære styrke ligger i deres formidable springkraft og deres evne til at skubbe modstanderne væk og skabe rum til sig selv i feltet.

AaB i det traditionelle triumftog gennem Aalborg efter i 2014 at have vundet mesterskabet i Superligaen. En sejr er en sejr for hele byen.
Læs også

Dette gør i realiteten holdets backspillere til de absolutte nøglepersoner i FCK’s offensiv. Hele forudsætningen for københavnernes angrebsspil er nemlig, at der i hver eneste kamp bliver produceret en ubrudt strøm af indlæg til de lurende angribere inde i feltet.

Af samme grund arbejder de hvidklædte københavnere i deres opspil systematisk på at skabe overtalspositioner ude på kanterne, hvorved backerne kan få plads og rum til at smække kuglen ind i det farlige rum mellem modstandernes målmand og bagkæde – det sted, som englænderne kalder the corridor of uncertainty.

Kamp efter kamp, sekvens efter sekvens, gentager det samme mønster sig. De to backspillere – som oftest Ludwig Augustinsson og Peter Ankersen – kommer høvlende op ad sidelinjen, hvorefter midtbanespillerne cirkulerer bolden ud til dem, og efter lidt småspil, der har til formål at trække modstandernes defensive aktører ud af position, kommer det hårde, skruede indlæg med sigte på enten Federico Santander eller Andreas Cornelius’ brede pandebrasker.

Eventuelle nedfaldsbolde skal midtbanespillerne tage sig af.

Når man har set dette opspilssystem gentage sig tilstrækkeligt mange gange i samme kamp, begynder man at få en følelse af, at ens (fodbold)liv er sat på repeat. Det er kedeligt. Det er forudsigeligt. Men det er utvivlsomt også enormt effektivt.

Og netop det sidste – at en så enkel spilleform bliver ved med at producere så gode resultater – kan undre, når man tænker på, at systemet ikke rummer nogen form for overraskelse eller uforudsigelighed.

Alle og enhver er fuldstændig klar over, hvordan FCK har tænkt sig at gribe en kamp an. Alle de øvrige hold i Superligaen ved præcis, hvad de kan vente sig. Ståle Solbakken har ingen skjulte kort i ærmet. Han har ikke ændret sit system i årevis. Og alligevel lykkedes det uge efter uge for hans tropper at knokle modstanderne ned under græstæppet.

Ned under græstæppet

Det skyldes i overvejende grad to ting:

For det første er FCK utroligt gode til det, de gør. Københavnerne har Superligaens stærkeste og bredeste trup med udenlandske topnavne som Robin Olsen, Ludwig Augustinsson, Uros Matic og Erik Johansson samt danske Rasmus Falk, der vel er Superligaens mest talentfulde individualist.

Når disse typer først er skolet i Ståles disciplinerede spillesystem, er de i stand til at praktisere det med en effektivitet, som modstanderne simpelthen ikke kan hamle op med.

FCK er ikke et hold, der udspiller eller ydmyger de andre mandskaber i Superligaen. Snarere kan man sige, at de nykårede danske mestre tromler de hjemlige rivaler ned under græstæppet gennem taktisk disciplin, indarbejdede løbemønstre og et tungt fysisk pres. Kønt er det sjældent. Men effektivt? Ja, stort set altid.

Den anden årsag til københavnernes overlegenhed skal man finde hos løvernes rivaler i Superligaen. De er simpelthen ikke gode nok. Det understreges ved et blik på sammensætningen i Superligaens top-6 – det såkaldte mesterskabsspil.

Når relativt små provinshold som SønderjyskE, Lyngby og FC Nordsjælland kan lande en plads i Superligaens top, så fortæller det historien om et år, hvor alt for mange af de tilskuerstærke traditionsklubber har leveret præstationer klart under det forventede niveau.

Når regionale storhold som OB, AaB, AGF, Esbjerg og såmænd også FC Midtjylland alle vælger at stemple ud på samme tid, så er vejen banet for FCK. Deres suveræne mesterskab kan ikke kun tilskrives egen styrke.

Det er også et udslag af fraværet af enhver form for modstand fra de regionale landsdeles lokale fodboldbastioner.

Overfaldsfodbold

Kun ude på Vestegnen hos københavnernes primære rivaler fra Brøndby har man formået at holde fanen højt. Brøndby ligger lige nu med et pointgennemsnit pr. kamp på godt 1,9, hvilket faktisk er bedre end det gennemsnit, AaB præsterede, da de vandt guldet tilbage i 2014.

Og det blågule mandskab har da også fremstået som det eneste reelle sportslige lyspunkt i Superligaen i denne sæson.

Det er lykkedes for holdets tyske træner, Alexander Zorniger, i rekordfart at implementere sine tanker om en aggressiv spillestil med højbanepres og lynhurtigt fremspil i banens længderetning efter bolderobringer – det, som tyskerne kalder for Überfall-Fussball (overfaldsfodbold, red.).

Resultatet har været et mandskab, der efter årene med Thomas Franks endeløse boldtrilleri på midtbanen atter spiller seværdig fodbold.

Zorniger ankom ellers til Danmark med et blandet ry. Han havde haft succes i RB Leipzig, men gik ned med flaget i Stuttgart. Og der var mange, der tvivlede på, om et dansk fodboldhold ville være i stand til at praktisere hans krævende spillestil, der blandt andet hviler på et ønske om, at der skal finde en afslutning sted højest ti sekunder efter en bolderobring.

Kritikere mente, at spilleformen ville være grim og udmattende.

Men foreløbig tyder intet på, at Brøndbys spillere er kørt døde i opgaven. Og tilskuerne på Brøndby Stadion har vist moret sig udmærket i denne sæson.

Det bliver spændende at se, om Brøndby til næste år vil være i stand til at tage næste skridt og udfordre FCK i en direkte duel om guldet. Opgaven kan blive lettere af, at FCK mister nøglespillere som Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Ludwig Augustinsson og Andreas Cornelius i sommerpausen.

Det giver håb om større jævnbyrdighed til næste år. Vi gider ikke kede os gennem endnu en sæson med uantastet FCK-dominans.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Casper Fryd  Rækjær
Casper Fryd Rækjær

Det er ikke første gang, at der rettes kritik mod "de regionale storhold", som "alle vælger at stemple ud". Og det er ikke første gang, at kritikken ikke følges op af bare en smule substans.

Jeg skal ikke påberåbe mig stor ekspertise. Men i tilfældet FC Midtjylland er der tale om en lang række omstændigheder, som har gjort sæsonen til et mellemår. Jeg tror, de har en plan i klubben: I 2018/2019 spiller FCM med om guldet og en plads i CL.

Det skrev jeg om her, et par dage før FCK led sæsonens første nederlag - netop i Herning: http://raekjaer.dk/vi-skal-vaere-taalmodige-fcm/

Brugerbillede for Benno Hansen
Benno Hansen

Sjovt nok, FC Midtjylland kort efter denne artikel slog FCK.

Faktisk synes jeg, FCM og til dels FCN har ydet mere seriøs modstand end Brøndby. De spiller fodbold, og har for førstnævntes vedkommende flere strenge at spille på. Brøndby har derimod i årevis kun haft en plan imod FCK: Fysisk tonserbold over hele banen.

I seneste kamp lægger FCK ud med at kombinere sig tværs igennem Brøndbys forsvar flere gange - helt umuligt, hvis man skal tro skribenten bag denne artikel. Hvilket resulterede i flere 100% chancer men dog kun ét mål. At Brøndby så siden fik en god håndfuld afslutninger sammen som følge af vanvittige tilfældigheder og hårdt spil, er en anden historie. Men underholdende fodbold, synes jeg ikke, man kan kalde det med god samvittighed.

Den kamp, mange hyper og kalder "Derby", har længe interesseret mig væsentligt mindre end kampene mod bl.a. FCM.

Brugerbillede for Benno Hansen
Benno Hansen

Man skal passe på med at spå om fremtiden, men... jeg tror ikke, vi skal kategorisere Uros Matic blandt de "udenlandske topnavne", som skribenten gør her. Jeg tror, Uros Matic havde lidt success umiddelbart, fordi han minder om Thomas Delaney på enhver måde, og dumpede ned i en start-ellever, der var optimeret til at spille med en Thomas Delaney. Men Uros Matic er ikke Thomas Delaney. Der er en grund til, at Thomas Delaney nu spiller i Bundesligaen, og at Uros Matic kunne hentes fra Østrig. Det ville ikke bekymre mig det mindste, hvis han skiftede til Brøndby. Jeg tror, Uros Matic med tiden vil blive fortrængt af bedre spillere. Men jeg er ikke sikker. Vi får at se.