Læsetid: 8 min.

’Feminismen er blevet en tandløs og ligegyldig bevægelse’

De, der i dag hævder at være feminister, ønsker ikke at forandre samfundet – de forsøger ofte bare at markedsføre deres personlige brand. Det siger den amerikanske forfatter Jessa Crispin, som netop har udgivet bogen ’Why I Am Not a Feminist’
I forfatter Jessa Crispins optik er det et spørgsmål om ren markedsføring, når offentligt kendte og popstjerner som Taylor Swift kalder sig feminister. Hvis de reelt stod for nogle feministiske synspunkter eller forsøgte at leve deres liv efter et feministisk ideal, så ville det jo være decideret revolutionerende, mener hun

I forfatter Jessa Crispins optik er det et spørgsmål om ren markedsføring, når offentligt kendte og popstjerner som Taylor Swift kalder sig feminister. Hvis de reelt stod for nogle feministiske synspunkter eller forsøgte at leve deres liv efter et feministisk ideal, så ville det jo være decideret revolutionerende, mener hun

Darron Cummings

13. maj 2017

På femte side i Jessa Crispins nye bog, Why I Am Not a Feminist – A Feminist Manifesto, er der en liste med grunde til, at hun ikke er feminist. Første punkt lyder: »Feminismen er en narcissistisk refleksiv tankegang: Jeg definerer mig selv som feminist, så alt, jeg gør, er en feministisk handling, ligegyldigt hvor banal og regressiv den er – med andre ord er jeg en helt, uanset hvad jeg gør.«

Men Jessa Crispin er feminist. Hun gider bare ikke være en del af den nutidige feministiske bevægelse, som inkluderer popstjerner, politikere og alle dem, der kalder sig feminister uden at kæde det sammen med de valg, de træffer i deres liv.

I takt med at feminismen er blevet en universel bevægelse, som stort set alle kan tilslutte sig, er den også blevet tandløs og ligegyldig, mener hun.

»Hvis du læser ny feministisk litteratur og følger debatten online, er det oplagt at tro, at kvinders største udfordringer i dag er dårligt selvværd, frygt for ikke at føle sig berettiget til det, de har opnået, eller individuelle, personlige problemer. Til gengæld er der stort set ingen tanker eller overvejelser om det samfund, de er en del af. Hvis feminisme bare handler om dig selv, din identitet og din måde at udtrykke dig på, så stopper den ved din egen krop,« siger Jessa Crispin og bestiller en Old Fashioned på caféen i Brooklyn.

Hun er klædt i mørk skjorte og rød læbestift. Jessa Crispin har læst en stor del af de feministiske bøger, der er udkommet i USA de seneste ti år, for det har været hendes job at anmelde dem.

»Jeg blev langsomt mere og mere vred over det, jeg læste, fordi det var så elendigt og overfladisk. Mit indtryk var, at de personlige essays havde overtaget de intellektuelle overvejelser om feminismen, og samtidig havde de fuldstændig misset pointen om, hvad feminisme går ud på. Jeg følte, det blev værre, og til sidst besluttede jeg mig for selv at skrive en bog,« siger hun.

I bogens første kapitel beskriver Jessa Crispin, hvordan feminismen har ændret sig fra at bestå af en lille gruppe radikale kvinder, der fik gennemtvunget afgørende ændringer i samfundet, til i dag at være en bred og populær bevægelse.

Hendes egen generation har bevidst distanceret sig fra 1960’ernes og 1970’ernes feminister, fordi de blev opfattet som ekstreme, mener hun.

»Feministerne fra de tidligere generationer er blevet gjort til en form for monstre i form af ubarberede og unfuckable kvinder. Kvinderne i min generation besluttede sig for, at de gerne ville være elskelige og have penge, og derfor har der været en kampagne, som gik ud på at gøre feminismen mindre skræmmende.«

I den danske feminismedebat blev den tendens tydelig, da de såkaldte fjerdebølgefeminister i vinter tørnede sammen med journalist Mette Fugl og andre feminister fra tidligere generationer.

Forfejlet feminisme

Det er ikke nyt, at flertallet af kvinder distancerer sig fra de radikale feminister – uanset hvilken bølge, de repræsenterer. Det har de altid gjort, påpeger Jessa Crispin. Det nye er, at så mange er begyndt at kalde sig feminister.

»Det er ikke kun popstjerner og politikere, men også konservative kvinder, og selv antiabortbevægelser bruger det nu,« siger Jessa Crispin og fortæller om medlemmer af antiabortbevægelser, hun har set gå rundt i T-shirts med feministiske slogans.

»Mange kvinder, der stemte på Donald Trump, kalder sig også feminister, fordi der er opstået den her fejlagtige opfattelse af, at feminisme bare betyder, at kvinder gør lige præcis det, de vil. På den måde kan du sige, at det at stemme på Donald Trump er en feministisk handling, fordi du er kvinde, og fordi du har bestemt, at du vil gøre det. Men det har feminismen aldrig handlet om.«

Jessa Crispin mener, at feministerne for 30-40 år siden var langt bedre til at skabe alternativer til det patriarkalske og kapitalistiske samfund. I New York blev der oprettet en feministisk bank, der kun var ejet af kvinder, og der blev skabt nye former for fællesskaber som alternativ til kernefamilien.

»Feminismen i dag skal skabe nye måder at være forelsket på, nye måder at bo i byen på, og nye måder at have familie på, som ikke behøver at være kernefamilie. Hvis du forelsker dig, forventer samfundet, at du gifter dig og får børn, og i dag er det meget svært at leve uden for det romantiske paradigme.«

Jessa Crispin har selv truffet et valg om, at hun ikke vil være i et fast parforhold. Det fungerer ikke for hende, fordi hun ikke kan undgå at falde ind i de stereotype kønsroller, som et heteroseksuelt forhold inviterer til, forklarer hun. Siden er det gået op for hende, at det også vil betyde, at hun ikke kan få børn.

»I USA er det umuligt at være alenemor. Der er ingen institutionel støtte, ingen tilskud til børnepasning, og de fleste huse og lejligheder er indrettet til enkeltpersoner eller par. Du er nødt til at være i et forhold for at kunne få det til at hænge sammen.«

Feministerne bor i storbyen

Når retten til billig børnepasning ikke er en del af den nutidige feministiske debat, hænger det ifølge Jessa Crispin især sammen med, at de dominerende feministiske debattører er optaget af helt andre emner. I USA bor de fleste enten i New York City eller Los Angeles og tilhører den øverste og veluddannede middelklasse.

Deres udfordringer handler om individuelle mål og relaterer sig sjældent til kvinder i resten af landet, mener hun.

»I USA er alle, der ikke bor på kysterne, blevet glemt af den feministiske bevægelse. De fattige, som ikke har råd til uddannelse, eller kvinder, som arbejder på McDonald’s og derudover har to andre job og sover i deres bil. De kvinder har feminismen svigtet,« siger hun.

»Mange kvinder i USA oplever, at det er blevet meget sværere at være kvinde. Abortklinikker over hele landet lukker i øjeblikket med ekstrem fart, men de feministiske diskussioner handler i stedet om enkelte kvinders personlige problemer eller om, hvorfor tv-serien ’Buffy – Vampyrernes skræk’ har vist sig at være stærk feministisk kunst. Alene i den her uge har jeg læst fem forskellige artikler, der handler om Buffy som feministisk ikon, men hvorfor skal vi dog bruge tid og intellektuel energi på at diskutere og analysere en 20 år gammel tv-serie?« spørger hun.

Mens feminismen i den danske debat ofte er blevet beskrevet som en bevægelse for de mest privilegerede kvinder i samfundet, knytter der sig i USA også en racerelateret diskussion til emnet, siger Jessa Crispin.

»Der er en klar opfattelse af, at det kun er for hvide kvinder,« siger hun og begrunder det med en udbredt holdning om, at man ikke kan dele smerte eller problemer, hvis man ikke har samme baggrund.

»Ideen om, at jeg som en heteroseksuel hvid kvinde kun kan forholde mig til de problemer, som heteroseksuelle hvide kvinder har, og at jeg derfor ikke kan udtale mig om problemer for queer-kvinder eller sorte kvinder, gør det svært. Jeg kan sagtens forstå, at den hvide del af befolkningen gennem meget lang tid har fyldt for meget og tilranet sig rettigheden til at tale på vegne af andre grupper, de ikke selv tilhører, men jeg tvivler på, at det er særlig produktivt at afvise oprigtigt allierede. De andres problemer skal også være dine problemer.«

Jessa Crispin mener altså, at det er dumt at afvise allierede. Men omvendt virker det umiddelbart til at være præcis det, hun selv gør, når hun kritiserer kendte kvinder for at kalde sig feminister.

»Når jeg siger oprigtigt allierede, så mener jeg folk, som har en grundlæggende forståelse af problemstillingerne. Jeg ville ikke kalde en kendisfeminist for en oprigtig allieret. En oprigtig allieret er en politiker som f.eks. Bernie Sanders, som den feministiske bevægelse valgte at affeje nærmest alene af den grund, at han ikke var en kvinde. Hillary Clinton blev opfattet som en bedre feministisk kandidat, fordi hun er kvinde, selv om Bernie Sanders’ politik var meget mere progressiv og understøttende for kvinder generelt. Et af problemerne ved kendisfeminisme og mange mandlige feminister er, at de prøver at overtage bevægelsen. De bliver en del af bevægelsen for at få opmærksomhed eller magt, men de ender med at blive en distraktion,« siger hun.

’En af grundene til Brexit, Trumps sejr og de ​​ultranationalistiske højreorienterede kandidaters fremmarch over hele Europa er det forhold, at den globale økonomi har været rigtig god for store multinationale selskaber og på mange måder også har været en positiv ting for veluddannede mennesker, men der er millioner af mennesker i dette land og i hele verden, der er blevet ladt i stikken,’ siger Bernie Sanders.
Læs også

Målet er markedsføring

I Jessa Crispins optik er det et spørgsmål om ren markedsføring, når offentligt kendte kalder sig feminister.

»Folk fandt ud af, at de kunne sælge flere plader, hvis de gjorde det, og hele bølgen med self-empowerment for kvinder blev på et tidspunkt stor nok til, at man nu kunne begynde at sælge produkter ved at bruge udtrykket. Tidligere havde det begrænset dit marked, hvis du havde brugt ordet,« siger hun og sammenligner det med den begejstring, sportsfirmaet Nike i sidste måned blev mødt af, da de introducerede den første sportshijab til muslimske kvinder:

»Nike har bare fundet ud af, at muslimerne har penge, og at de muslimske miljøer nu er større end de racistiske miljøer. Det er det samme med feminisme. Nu sælger det plader, så lad os bare bruge ordet og lade som om, det ændrer noget.«

Men skulle det rent faktisk have en positiv effekt med så mange – kendte og ukendte – feminister, ville det kræve langt mere, mener Jessa Crispin.

»Hvis nu nogle af dem – som f.eks. Taylor Swift eller Hillary Clinton – reelt stod for nogle feministiske synspunkter eller forsøgte at leve deres liv efter et feministisk ideal, så ville det jo være decideret revolutionerende, hvis de brugte ordet. Men med politikere, der kalder sig feminister for at få flere stemmer, er man nødt til at se på den politik, de støtter. Clinton var en krigsmager og imod sociale velfærdsydelser. Hun har ikke gjort det lettere for kvinder,« siger hun.

»Hvis Taylor Swift holdt op med at være så cute, tog lidt på og stoppede med at instagramme sig selv hele tiden og i stedet begyndte at tale om behovet for ændringer i samfundet eller stiftede en forening, ville det jo være fantastisk. Men hvis hun bare tager en Stars and Stripes-bikinitop på og hopper op og ned foran ordet feminisme, så er det altså ikke fremskridt.«

I bogen bruger Jessa Crispin mere plads på at forklare, hvad feminisme ikke er, fremfor hvad det er – eller burde være. Det har hun også fået kritik for, siger hun.

»For mig handler det om at finde ud af, hvad der betyder mest for en, være bevidst om det og så leve  i tråd med de værdier. Det er let at sige, at man værdsætter fællesskab og medfølelse, mens man f.eks. samtidig går på arbejde hos Uber, der ødelægger livet for taxachauffører. Dine værdier skal afspejle det, du arbejder for,« siger hun og tilføjer, at hun selv siger nej til arbejdsopgaver, hun ikke tror på.

»Betyder det så, at jeg vil få et økonomisk tab? Ja. Det har jeg vænnet mig til. Jeg synes, folk skal ofre sig. Det gælder for stort set alle grupper, der på et tidspunkt har været marginaliseret, at når de endelig bliver inkluderet, løber de fleste fra deres principper for selv at få det bedste ud af samfundet i stedet for at forsøge at ændre det.«

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Mette Poulsen
Niels Duus Nielsen og Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Du behøver ikke være feminin for at være feminist, men omvendt er det ikke nødvendigvis en bagdel. Det kommer simpelthen an på om du har næse for det.

Nike Forsander Lorentsen

Hun har ret langt ad vejen. Men Bernie Sanders som spændte ben for Hillary Clinton og nu støtter en anti-abort mansling.

odd bjertnes

Business ... as usual : Ligeså feministiske som hine '68'er-generations kendisser alle var 'venstreorienterede' (undtagen - så vidt jeg erindrer - lige Per Stig, Søren Krarup og et lille religiøst 'ashram'-segment) .... og - da de ramte magtens aldre - overvældende liberale og internationale frontløbere.

Troels Brøgger

Jeg er ikke feminist. Jeg er ligestillings-dist
(Jeg har ikke selv fundet på det, jeg hørte det sagt i radioen sagt af en svensk feminist som havde den frækhed at mene at mænd også var mennesker).
Mit, nu tidligere, parti Enhedslisten er også begyndt at kalde sig et feministisk parti, det fik et mandligt medlem til spagfærdigt i et kort læserbrev i partibladet at gøre opmærksom på at man dermed diskriminerede halvdelen af partiets medlemmer. Jeg håber ikke har er til årsmødet medmindre han er stort og slagkraftig :)

Jørn Andersen, Morten Jespersen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

I takt med at klassekampen i Europa, under indtryk af bl.a. EU-udviklingen, forsvandt som dug for solen, blev kvindekampen en parodi. En sørgeligt sodomisk sællert for kreative kustoder, populistisk partikularisme og kapitalistisk selvcentrering.

René Skov, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Der er brug for den kvindelige dimension, der er ikke brug for kvinder, som efterligner mænd.

Jørn Andersen, René Skov, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Kan feministerne efterhånden selv finde hoved og hale på hvad der er feministisk....? Og hvilken "bølge eller generation " af feminismen vi lige befinder os i pt ? Jeg må indrømme, at jeg har tabt orienteringen....

Troels Brøgger

@Randi
Jeg er enig i at den kvindelige dimension er ønskelig. Den repræsenteres bare ikke altid af kvinder.
Balancen imellem de to dimensioner er ønskelig og kvinder ER altså ikke bedre mennesker end mænd.

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Lidt historie om Kvindernes Bank i USA – for eventuelt interesserede:

Baggrunden for behovet for banker specifikt for kvinder kunne findes i: 10 Things That American Women Could Not Do Before the 1970s:

"4. Get a credit card.
Until the Equal Credit Opportunity Act in 1974, women were not able to apply for credit. In 1975, the first women’s bank was opened."

Fra åbningen af den første filial i 1975: Never Fear—Livia's Here! And the New Women's Bank Is Opening Its Doors.

En beskrivelse af First Women's Bank in Manhattan og dens "skæbne", fortalt i anledningen af en tidligere direktør 1980-83, Judy Hendren Mellos død i 2003:

"The bank, a creation of the feminist movement, was established in April 1975. It was the first bank in the United States to be operated by women and for women, at a time when its founders said that women were given short shrift by other banks.

While she led the bank, it earned small profits, but its heyday passed as other banks moved to address concerns of women. Some time after she stepped down, a group of New York City businessmen acquired a controlling interest in the bank. Its name was changed and it subsequently failed."

Og fra Getty Images' arkiver. Billedteksten lyder:

"American businesswoman, politician, and activist Eileen Preiss talks with an unidentified colleague at Manhattan's First Women's Bank (111 East 57th Street), where she was vice president, New York, New York, October 1975. The poster in the foreground is an advertisement for the bank in the form of a dollar bill (with an image of the Mona Lisa in place of George Washington). The bank was sold and its name changed (to First New York Bank for Business) in 1989, before closing in 1992."

Yderligere oplysninger om banker for kvinder i USA: Women's Banks and Women's Access to Credit: Competition between Marketplace and Regulatory Solutions to Gender Discrimination. (PDF)

Niels Duus Nielsen, Troels Brøgger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Fra artiklen "Never Fear — Livia's Here!":

"The women have finally got it all together. The Mona Lisa billboard, masking the renovation of what was once Manhattan’s smart Le Pavilion restaurant, has come down. And even if the vault is still being installed in the wine cellar, the First Women’s Bank of New York will officially open this week for personal checking and savings accounts."

Som et kuriosum kan man hos Amazon.com. købe et foto fra ombygningen med omtalte "billboard", hvor George Washingtons kontrafej på en dollarseddel er udskiftet med Mona Lisas. Et motiv der altså også blev brugt som reklame for banken.