Læsetid: 3 min.

Frankrigs to største intellektuelle er Houellebecq og Piketty - i den rækkefølge

Information kårer Frankrigs ti vigtigste intellektuelle. Vi er nået til finalen
Information kårer Frankrigs ti vigtigste intellektuelle. Vi er nået til finalen
6. maj 2017

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale.

Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv.

Derfor har Informationfundet de franske intellektuelle, og vi kan garantere, at Frankrig stadig er en intellektuel stormagt.

På søndag vælger Frankrig deres næste præsident. De næste tre dage udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Thomas Piketty

Født i 1971 i Clichy.

Der er et før og et efter Thomas Piketty i den globale debat om kapitalisme og ulighed. Han inspirerer radikale kapitalismekritikere, han har præget fagøkonomernes forskning i kapitalisme og ulighed, og hans kritik bliver taget alvorligt af verdens demokratiske ledere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Møllgaard
Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, jeg synes, Houellebecq er tegn på, hvad der er røget helt af sporet i vestlig intellektualisme.

Torben K L Jensen, Michael Kongstad Nielsen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Jeg synes det er lidt barnligt at rangordne et helt lands intellektuelle lag i nogle der er 'store', andre der err 'små'.

Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Om det er barnligt at rangordne de franske intellektuelle i store og små – og de allerstørste, ved jeg ikke.

Men det må vel i alle tilfælde være et udtryk for et bagvedliggende sæt af kriterier, som det kunne være rart at få lagt klart frem.

Hvad er kriterierne for at være de største intellektuelle? Og hvordan måler man sig frem til – og der må jo være tale om en måling - at den ene er større end den anden?

Kriterierne kunne jo være eksempelvis akademisk dybde, faglig bredde, offentlig gennemslagskraft (de der hæver niveauet for den offentlige samtale, som det formuleres), politisk-socialt engagement og meget bedre. Samt formodentlig hvem Informations triumvirat nu tilfældigvis er bekendt med i de franske debatter, og måske hvor disse så ellers står politisk?

Tilsvarende er det ganske uklart, hvorfor Frankrigs to største intellektuelle skulle være Houellebecq og Piketty - i den rækkefølge.

Den manglende fremlæggelse af kriterier er så meget desto mere påfaldende, som de ”néo-réacs” (ny-reaktionære) tænkere har fået en så forholdsvis stor vægt på Informations liste. Ny-reaktionære tænkere, der ikke åbenlyst støtter Le Pen og hendes Nationale Front, men som flirter med synspunkter i nærheden af dennes (eksempelvis Zenmour - se http://www.liberation.fr/france/2017/05/03/l-appel-au-vote-pour-marine-l...).

Det er i øvrigt værd at henvise til den fransk-uddannede israelske historiker Shlomo Sand, der sidste år udgav La fin de l’intellectuel français ? De Zola à Houellebecq (Den franske intellektuelles endeligt – fra Zola til Houllebecq) La Découverte, 2016.

Sand påpeger parallellerne mellem den franske antisemitismes historie, de intellektuelles rolle og nutidige debatter:

“Just as the rise of French intellectuals began in the fin-de-siècle explosion of “judéophobia,” their decline and fall is tied to the growth of Islamophobia. (Sand suggests that the doctrinal intolerance of the French Republic’s attitude to the presence of the Islamic veil is the mirror image of the Islamic Republic of Iran’s attitude toward its absence.) Intellectuals have not been exempt from this burgeoning Islamophobia. Indeed, the anti-Muslim sentiments of leading thinkers are even more dismal than the anti-Semitism of prominent intellectuals like Brasillach and Drieu, Céline and Maurras.

Due, in part, to the omnipresence of the electronic screen, figures like Houellebecq, Finkielkraut, and Zemmour are less “intellectuals” in the traditional mold than what Pierre Bourdieu described as “fast-thinkers who offer cultural ‘fast food.’” And Sand argues that what they are serving is not just fast, but also poisonous. On Houellebecq’s best-selling novel Soumission, Sand wonders what the public and critical reaction would have been if, in place of an Islamic government coming to power in France, it had instead been a Jewish government that imposed privileges and handicaps based on religious law. (Such a book was, in fact, a best seller in the late 19th century: Édouard Drumont’s La France juive) As for the Zemmour and Finkielkraut essays, Sand argues that while they differ in style, they share the same diagnosis of what has made France suicidal — to wit, “the massive immigration that will lead to Muslim domination.” Both writers, Sand notes, tirelessly bemoan the intellectual and cultural decline of France. “That their books, despite their mediocrity, have been so successful,” he quips, “proves that this claim is not entirely false.””
(https://lareviewofbooks.org/article/plague-within-us-shlomo-sand-france-...)

Sand analyserer således rækken af franske intellektuelle – fra Voltaire, Rousseau og Diderot over Zola – og frem til Bourdieu og Foucault - der alle har udmærket sig ved at stå på de magtesløses side. I dag står vi med en Houllebecq, der kritiserer myndighederne for slaphed overfor terrorismen og deres utilstrækkelige ”militarisme”. Hermed inkarnerer Houllebecq i Sands optik dette intellektuelle forfald. Sand fremlægger sine synspunkter i dette interview:

http://www.versobooks.com/blogs/2818-shlomo-sand-there-s-no-more-great-t...

Michael Kongstad Nielsen

Når Rune Lykkeberg, Niels Ivar Larsen og Tine Byrckel vil rangordne franske intellektuelle i store og små er det formentlig fordi de er præget af konkurrence.

Henrik Plaschke

Michael Kongstad Nielsen

Måske har du ret i, at Informations triumvirat er præget af konkurrence- og en konkurrencementalitet. Jeg ved det ikke.

I alle tilfælde er det jo stadig relevant at spørge ind til præmisserne for konkurrencen. Hvad konkurreres der om? Hvordan vægtes de enkelte elementer, konkurrencedeltagerne formodentlig bedømmes på? Osv. Triumviratet har vel ikke blot slået plat og krone? Eller har det?

Mig forekommer det i alle tilfælde højst besynderligt at udnævne Houllebecq til Frankrigs største intellektuelle. Og en række af de øvrige udnævnte tænkere må primært betragtes som “fast-thinkers who offer cultural ‘fast food.’” (jf. mit indlæg ovenfor). Vi skal vel heller ikke udnævne Henrik Dahl eller Ralf Pittelkow til Danmarks største intellektuelle – eller skal vi?

Søren Kristensen

Jeg skulle sige fra Sherlock Holmes at man kan også gå den anden vej, og ud fra det faktiske valg udlede hvad der må have været de væsentligste kriterier - i tilfældig rækkefølge:

1. Samtidighed - altså nogen som i skrift og/eller tale rammer tidsånden - talk of town.
2. Kvalitativ omsætning - altså at de publicerer og bliver læst af deres konkurrenter og et passende antal redaktører - og selvfølgelig læsere i det hele taget.
3. Originalitet - altså at de skiller sig ud og gør sig bemærket (gør en forskel). Måske provokerer de ligefrem.
4. Relevans - altså at de beskæftiger sig med emner der er aktuelle og samfundsrelevante.
5. At de har den fornødne X-faktor - altså evne til at komme ud over rampen og blive lagt mærke til.

Lige nu er det Houellebecq og Piketty og det behøver man næsten ikke engang at være intellektuel for at vide.