Læsetid: 3 min.

Frankrigs to største intellektuelle er Houellebecq og Piketty – i den rækkefølge

Information kårer Frankrigs ti vigtigste intellektuelle. Vi er nået til finalen
Information kårer Frankrigs ti vigtigste intellektuelle. Vi er nået til finalen
6. maj 2017

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale.

Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv.

Derfor har Informationfundet de franske intellektuelle, og vi kan garantere, at Frankrig stadig er en intellektuel stormagt.

På søndag vælger Frankrig deres næste præsident. De næste tre dage udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Thomas Piketty

Født i 1971 i Clichy.

Der er et før og et efter Thomas Piketty i den globale debat om kapitalisme og ulighed. Han inspirerer radikale kapitalismekritikere, han har præget fagøkonomernes forskning i kapitalisme og ulighed, og hans kritik bliver taget alvorligt af verdens demokratiske ledere.

Han udgav i 2013 på fransk en 700 sider lang bog om kapitalismens udvikling gennem 200 år, og den var baseret på et enestående stort datamateriale og afdækkede ulighedens kilder. Bogen blev en overraskende global bestseller, da den udkom på engelsk i 2014.

Piketty formåede for det første at vise, hvordan de rigeste i dag ofte ikke bygger deres formuer på præstationer, men på afkastet af deres formuer. De tjener flere penge på at have penge end på at arbejde. Det førte for det andet til en fælles erkendelse af, at kapitalismen kan underminere det borgerlige samfund. Piketty kritiserede ikke kapitalismen ud fra utopiske ideer om et nyt samfund, men ud fra de principper, som ligger til grund for det liberale demokrati.

Han præsterede for det tredje at oversætte komplicerede økonomiske indsigter til et fælles sprog, så kapitalismen blev genstand for en intellektuel og politisk samtale.

Et værk, vi anbefaler:

Kapitalen i det 21.århundrede.

Et citat:

»Økonomiske spørgsmål er alt for vigtige til, at vi kan overlade dem til økonomer. Det er kernen i vores demokrati, at vi kan tale om, hvordan vi vil fordele udgifter og indtægter imellem os.«

Politisk observans:

Thomas Piketty støttede socialisten Benoît Hamon i første runde af det franske præsidentvalg. Han har annonceret, at hans stemme på Émmanuel Macron i anden runde er en stemme imod Le Pen og Front National og ikke for Macrons liberalisme.

Fjenden:

Financial Times gjorde i 2014 en stor indsats for at afsløre fejl og bias i Pikettys datamateriale, men han afviste systematisk kritikken fra den britiske avis.

Michel Houellebecq

Født i 1958 på øen Réunion.

Forfatteren Michel Houellebecq er den perfekte franske intellektuelle: Han skriver skandaløse romaner om den vestlige kulturs sammenbrud. Han er forhadt af de intellektuelle, men han hader sig selv endnu mere. Han er blevet trukket i retten, fordi han kaldte islam for den dummeste religion, og han har sagsøgt den dannede avis Le Monde, fordi han mente, den krænkede hans privatliv.

Det, han siger offentligt, er som regel både vanvittigt og sandt. Hans romaner forener overbevisende sociologiske og filosofiske analyser med gribende fortællinger om ensomme intellektuelle mænd, som har opgivet kærligheden, men stadig er liderlige nok til sex og onani.

Hans seneste roman, Underkastelse, beskriver et scenario, hvor den islamistiske kandidat besejrer Front Nationals kandidat, Marine Le Pen, i anden runde af præsidentvalget i 2022. Bogen udkom samme dag som angrebet på Charlie Hebdo, hvor en af Houellebecqs venner blev skudt.

Michel Houellebecq skriver imod hele den europæiske dannelsestradition, men han er sin tids store europæiske forfatter. Mange kan ikke udholde hans livssyn, men de kan heller ikke holde sig fra hans litteratur.

Et værk, vi anbefaler:

Elementarpartikler.

Et citat:

»Det var sådan den vestlige verden lakkede mod enden, tænkte jeg bittert ved mig selv: Påny i færd med at tilbede store pikke, som bavianerne Hamadryas.«

Politisk observans:

Houellebecq er modstander af kapitalisme og kommunisme, hippierne og yuppierne, den seksuelle frigørelse og islam. Han har ikke afsløret, om han vil stemme på Le Pen eller Macron, men har kaldt sidstnævnte for en veltalende mutant.

Fjenden:

Michel Houellebecq har mange fjender, men den største er utvivlsomt hans mor, som han har kaldt en »gammel billig tøs«. Hun var en hippie, som ikke selv ville opdrage sin dreng, men overlod ham til bedsteforældrene, da han var fem.

Serie

Frankrigs ti vigtigste intellektuelle

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale. Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv. Information har fundet de franske intellektuelle, og vi kan garantere, at Frankrig stadig er en intellektuel stormagt. På søndag vælger Frankrig deres næste præsident. De næste tre dage udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Tilmeld dig her og få besked, når vi løfter sløret for de næste på ranglisten.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Møllgaard
Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, jeg synes, Houellebecq er tegn på, hvad der er røget helt af sporet i vestlig intellektualisme.

Torben K L Jensen, Michael Kongstad Nielsen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Jeg synes det er lidt barnligt at rangordne et helt lands intellektuelle lag i nogle der er 'store', andre der err 'små'.

Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Om det er barnligt at rangordne de franske intellektuelle i store og små – og de allerstørste, ved jeg ikke.

Men det må vel i alle tilfælde være et udtryk for et bagvedliggende sæt af kriterier, som det kunne være rart at få lagt klart frem.

Hvad er kriterierne for at være de største intellektuelle? Og hvordan måler man sig frem til – og der må jo være tale om en måling - at den ene er større end den anden?

Kriterierne kunne jo være eksempelvis akademisk dybde, faglig bredde, offentlig gennemslagskraft (de der hæver niveauet for den offentlige samtale, som det formuleres), politisk-socialt engagement og meget bedre. Samt formodentlig hvem Informations triumvirat nu tilfældigvis er bekendt med i de franske debatter, og måske hvor disse så ellers står politisk?

Tilsvarende er det ganske uklart, hvorfor Frankrigs to største intellektuelle skulle være Houellebecq og Piketty - i den rækkefølge.

Den manglende fremlæggelse af kriterier er så meget desto mere påfaldende, som de ”néo-réacs” (ny-reaktionære) tænkere har fået en så forholdsvis stor vægt på Informations liste. Ny-reaktionære tænkere, der ikke åbenlyst støtter Le Pen og hendes Nationale Front, men som flirter med synspunkter i nærheden af dennes (eksempelvis Zenmour - se http://www.liberation.fr/france/2017/05/03/l-appel-au-vote-pour-marine-l...).

Det er i øvrigt værd at henvise til den fransk-uddannede israelske historiker Shlomo Sand, der sidste år udgav La fin de l’intellectuel français ? De Zola à Houellebecq (Den franske intellektuelles endeligt – fra Zola til Houllebecq) La Découverte, 2016.

Sand påpeger parallellerne mellem den franske antisemitismes historie, de intellektuelles rolle og nutidige debatter:

“Just as the rise of French intellectuals began in the fin-de-siècle explosion of “judéophobia,” their decline and fall is tied to the growth of Islamophobia. (Sand suggests that the doctrinal intolerance of the French Republic’s attitude to the presence of the Islamic veil is the mirror image of the Islamic Republic of Iran’s attitude toward its absence.) Intellectuals have not been exempt from this burgeoning Islamophobia. Indeed, the anti-Muslim sentiments of leading thinkers are even more dismal than the anti-Semitism of prominent intellectuals like Brasillach and Drieu, Céline and Maurras.

Due, in part, to the omnipresence of the electronic screen, figures like Houellebecq, Finkielkraut, and Zemmour are less “intellectuals” in the traditional mold than what Pierre Bourdieu described as “fast-thinkers who offer cultural ‘fast food.’” And Sand argues that what they are serving is not just fast, but also poisonous. On Houellebecq’s best-selling novel Soumission, Sand wonders what the public and critical reaction would have been if, in place of an Islamic government coming to power in France, it had instead been a Jewish government that imposed privileges and handicaps based on religious law. (Such a book was, in fact, a best seller in the late 19th century: Édouard Drumont’s La France juive) As for the Zemmour and Finkielkraut essays, Sand argues that while they differ in style, they share the same diagnosis of what has made France suicidal — to wit, “the massive immigration that will lead to Muslim domination.” Both writers, Sand notes, tirelessly bemoan the intellectual and cultural decline of France. “That their books, despite their mediocrity, have been so successful,” he quips, “proves that this claim is not entirely false.””
(https://lareviewofbooks.org/article/plague-within-us-shlomo-sand-france-...)

Sand analyserer således rækken af franske intellektuelle – fra Voltaire, Rousseau og Diderot over Zola – og frem til Bourdieu og Foucault - der alle har udmærket sig ved at stå på de magtesløses side. I dag står vi med en Houllebecq, der kritiserer myndighederne for slaphed overfor terrorismen og deres utilstrækkelige ”militarisme”. Hermed inkarnerer Houllebecq i Sands optik dette intellektuelle forfald. Sand fremlægger sine synspunkter i dette interview:

http://www.versobooks.com/blogs/2818-shlomo-sand-there-s-no-more-great-t...

Michael Kongstad Nielsen

Når Rune Lykkeberg, Niels Ivar Larsen og Tine Byrckel vil rangordne franske intellektuelle i store og små er det formentlig fordi de er præget af konkurrence.

Henrik Plaschke

Michael Kongstad Nielsen

Måske har du ret i, at Informations triumvirat er præget af konkurrence- og en konkurrencementalitet. Jeg ved det ikke.

I alle tilfælde er det jo stadig relevant at spørge ind til præmisserne for konkurrencen. Hvad konkurreres der om? Hvordan vægtes de enkelte elementer, konkurrencedeltagerne formodentlig bedømmes på? Osv. Triumviratet har vel ikke blot slået plat og krone? Eller har det?

Mig forekommer det i alle tilfælde højst besynderligt at udnævne Houllebecq til Frankrigs største intellektuelle. Og en række af de øvrige udnævnte tænkere må primært betragtes som “fast-thinkers who offer cultural ‘fast food.’” (jf. mit indlæg ovenfor). Vi skal vel heller ikke udnævne Henrik Dahl eller Ralf Pittelkow til Danmarks største intellektuelle – eller skal vi?

Søren Kristensen

Jeg skulle sige fra Sherlock Holmes at man kan også gå den anden vej, og ud fra det faktiske valg udlede hvad der må have været de væsentligste kriterier - i tilfældig rækkefølge:

1. Samtidighed - altså nogen som i skrift og/eller tale rammer tidsånden - talk of town.
2. Kvalitativ omsætning - altså at de publicerer og bliver læst af deres konkurrenter og et passende antal redaktører - og selvfølgelig læsere i det hele taget.
3. Originalitet - altså at de skiller sig ud og gør sig bemærket (gør en forskel). Måske provokerer de ligefrem.
4. Relevans - altså at de beskæftiger sig med emner der er aktuelle og samfundsrelevante.
5. At de har den fornødne X-faktor - altså evne til at komme ud over rampen og blive lagt mærke til.

Lige nu er det Houellebecq og Piketty og det behøver man næsten ikke engang at være intellektuel for at vide.