Læsetid: 13 min.

’Gøgl er ikke det samme, som da jeg var barn. Nu er det business’

Dot Wessman er chef for 40 ansatte, seks forlystelser og Bakkens Hvile. En 140 år gammel kulturinstitution, som måske ikke bliver der for evigt
Dot Wessman er 59 år og arbejder med alle detaljer af biksen på Bakkens Hvile og de forskellige forlystelser. Hendes favorit er Rodeobanen, fordi man ikke bare kan trykke på en knap, og så kører det.

Dot Wessman er 59 år og arbejder med alle detaljer af biksen på Bakkens Hvile og de forskellige forlystelser. Hendes favorit er Rodeobanen, fordi man ikke bare kan trykke på en knap, og så kører det.

Sille Veilmark

13. maj 2017

Dot Wessman er en travl kvinde. Det tager et par forsøg at få en aftale med hende, inden vi mødes foran Bakkens Hvile, som onsdag den 17. maj smækker dørene op til sit 140 års jubilæum.

Hun er fjerde generation af bakkedynastiet Stefansen, og som chef for familiebiksen står hun både for ’Hvilen’ og seks forlystelser. En af dem er hestevæddeløbet, og der mangler flere præmier til vinderne.

Så Dot Wessman stopper en bamselastvogn fyldt med tøjbamser og dimser. Straks begynder hun at forhandle med sælgeren om tøjsommerfugle og pingviner, mens hun med de højhælede støvler og elegante broderier på den figursyede jakke kravler længere ind i lastbilen og roder i papkasserne.

»Jeg skal have noget til piger, noget i plys.«

Hun nægter at give 6.50 kroner pr. plyspingvin i denne omgang og vælger i stedet et par kasser med politibiler og små sværd.

Dot Wessman er 59 år og hands on med alle detaljer i virksomheden.

Hun har 40 ansatte, og på kontoret arrangerer hun hver dag et sirligt vagtskema, mens eksmanden Tommy Wessman går forbi. De driver det hele sammen og bor side om side.

»Ellers ville det slet ikke fungere,« fortæller hun, mens hun går sin daglige runde fra forlystelse til forlystelse og hilser på alle på vejen.

»Vi er en landsby herude. Morten Dahl, som vi lige sagde hej til, har den gamle hestekarrusel. Min mor legede med hans mor, jeg har leget med ham, og vi har fulgt hinanden gennem livet.«

Men Bakken har forandret sig. Det er ikke længere en vild aftenpark, men er i stedet blevet mere og mere en familiepark. Og mens Bakkens Hvile er omgivet af stegt flæsk og persillesovs ad libitum, er der ingen garantier for, at nye generationer vil blive ved med at smide penge i de traditioner.

Fremtiden for Bakkens Hvile skal kæmpes for hver eneste dag, og bakkesangerinderne øver til sent ud på aftenen frem til premieren den 17 maj.

Sille Veilmark

Det er ikke bare gøgl, men business, og der skal arbejdes fra morgen til aften, for Bakkens Hvile får ikke statstilskud. Så selv når Dot Wessman sidder på scenen under et show med bakkesangerinderne, holder hun øje med, »at alle har fået noget at drikke, og om der nu er slået nok Irish Coffee ind.«

Sådan er det at være boss. Men familiens firma og Bakkens Hvile er værd at kæmpe for, når man er »100 procent fuldblodsgøgler« og gerne vil vise både sine døtre og kvinder i alle aldre, at livet ikke behøver at blive kedeligt med alderen, hvis man kæmper for albuerum til flirt, romantik og pikanteri.

En anden tid

Traditionen med syngepiger og storslåede kostumer begyndte allerede på D’Angleterre i 1823, og der har været masser af syngepavilloner i København. Men det blev for meget for det fine borgerskab med så meget hud og seksuelle undertoner.

Så i 1914 var Bakken syngepigernes sidste bastion, hvilket ’Hvilen’ lever videre på og sælger som en stemning af nostalgi, arbejderromantik og folkelighed. For eksempel ved at genfortælle historien om, hvordan politimesteren i København krævede et gitter ved scenekanten for at vogte både gæster og sangerindernes dyd, når stemningen går højt. Det står der endnu.

»Syngepigerne har været nogle af de allermest udskældte. Det var lavstatus, at man viste mere end en ankel,« fortæller Dot Wessman, mens vi sidder i hendes stue i hjemmet lige bagved Bakkens Hvile.

Der er udsigt til galopbanen fra den solbeskinnede terrasse, og i åbningen står en hvid karruselhest.

»Den blev lavet dengang, vi havde fabrikker, der stadig lavede ting af træ. I dag laver man alt af glasfiber. Jeg gemmer alt det gamle.«

Hun har været tjener og sanger på bakken, siden hun var 18 år og kom hjem fra kostskole i weekenderne. Som tjener lærte hun alle sangene udenad, og da man »aldrig siger nej« i bakkebranchen, røg hun på scenen en aften, hvor de manglede en syngepige.

»Det var forfærdeligt,« griner hun.

I dag har Dot Wessman det som en hest, der skal på græs, op til premieren. Hun læste ellers jura, og planen var at starte advokatfirmaet ’Wessman og Melchior’ med en veninde, men under studierne tog hun i stedet valget om at føre morfaderens arv videre i Bakkens Hvile. Valget blev taget uden pres, siger hun, for »man kan ikke leve det her liv, hvis man ikke har sjælen til det.«

I 1977 var der mange diskoteker og dansesteder på Bakken. Der var servering, og sangen var et supplement. Nu er det mere skovteater – underholdning med servering – og gæsterne går mere op i, om de kan se scenen tydeligt, hvorfor Dot Wessman har sat håndværkere i gang med at forbedre forholdene i den gamle pavillon.

»Gøgl er ikke det samme, som da jeg var barn. Nu er det business.«

Hvis hun skal forklare, hvorfor Bakkens Hvile er en særlig kulturinstitution, handler det for hende om at være helt tæt på og konstant kommunikere med publikum.

»Man kan se publikum, det er ikke som teatret. Men så er der også kontant afregning. En gang råbte én: ’Vi vil ikke høre dig, vi vil høre hende i den blå kjole’. Så satte jeg mig ned. Man sidder hele tiden på scenen, så man kan ikke bare løbe væk og gemme sig.«

Dot Wessman fortæller med begejstring om dengang, man kom på Bakken for at se ’den tykke dame’ eller en mand, der slugte fisk og frøer levende. Hendes egen yndlingsforlystelse er Rodeobanen, hvor man kører om kap i de gule, røde og grønne biler rundt i en ring.

»Jeg har stor kærlighed til den, fordi man ikke bare kan trykke på en knap, og så kører det. Folk skal selv gøre noget, man skal kommentere det i speakeren, og der skal så også flere til at passe den.«

Hun afspritter bilerne og peger på en svalerede i loftet. Svalerne følger sæsonen hvert år, og personalet sørger derfor altid for at holde en skodde åben, når de lukker resten af forlystelsen, så alle svaleunger er sikre på at kunne komme ud.

Folkeligt pikanteri

Det store projekt for Dot Wessman har i flere år været at få Bakkens Hvile »tilbage på skinner«. Det vil sige tilbage til de mere aktuelle revyjokes og de voluminøse kostumer, som led en midlertidig død under tidsånden i 1960’erne og 70’erne. Derfor øver de aften efter aften under streng direktion af Susanne Breuning.

Kostumerne bliver bl.a. lavet af bakkesangerinden Tina Grunwald, som Dot Wessman har arbejdet sammen med i 30 år. De er veninder, og til prøverne senere på dagen laver de grimasser og griner til hinanden. De joker om at flirte med pianisten og om at huske de nye dansetrin.

»Du har jo kun haft ti minutter mellem mænd,« prikker Dot til Tina, der svarer med et: »Og det var de mest forfærdelige ti minutter af mit liv!«

Samme drilleri kunne havet fundet sted på scenen, men lige nu øver de blot og driller hinanden i de små pauser. De øver sangene igen og igen og har først pause, da Dot Wessmans politikerkæreste Morten Messerschmidt (DF) trisser hurtigt ind og ud igen i strømpesokker med en hjemmelavet svinemørbrad med flag i – fordi sangerinden Sara Gadborg har fødselsdag. Messerschmidt har fået fuldskæg.

»Man kan ikke spille bakkesangerinde. Du er dig selv,« forklarer Dot Wessman i pausen.

Hun griner, da jeg spørger til, om der også i dag er reaktioner imod syngepigerne – om det bliver for meget med strømpebånd, nedringede kjoler med slids og et hujende publikum, mens der synges »Skal vi sove eller hvad?« og »Kys den bløde mand farvel, vær et mandfolk!«?

»Ooork jo. Men det var mere før i tiden. Og det er jo det, kulturen er, i det her begrænsede rum. At vi ser ud, som vi gør. Det er skønt! Vi får lov til at klæde os på til fest hver eneste dag.«

Både instruktøren, de andre sangerinder og Dot Wessman selv taler meget om, at det hele skal være »pikant«. Og det bliver hurtigt tydeligt, at det pikante betyder meget for hende.

»Det handler om at dyrke forskellen på mand og kvinde. På den gammeldags manér. Jeg kan da sagtens bore med en boremaskine,« siger hun med armen smidt ud til siden, og man er ikke i tvivl om, at det kan Dot Wessman sagtens.

»Men jeg vil da hellere se på en mand gøre det!«

Kostumerne på Bakkens Hvile bliver bl.a. lavet af bakkesangerinden Tina Grunwald, som Dot Wessman har arbejdet sammen med i 30 år og er tætte veninder med.

Sille Veilmark

– Hvad er forskellen på, hvornår noget er vulgært og pikant?

»Vulgært er, når man bare smider alle kortene på bordet med det samme. Et strømpebånd er pikant. Undertøj kan være pikant. Det skal være charmerende, det skal være … noget, fantasien kan bygge videre på.«

Det pikante er ifølge Dot Wessman vigtigt, fordi vi har det med at lukke os af fra hinanden i det offentlige rum i dag.

»Jeg ser tit par, der skælder hinanden ud, eller publikum, der siger: ’Du må godt få ham’, hvis vi taler med manden oppe fra scenen. Hvorfor ikke sige: ’Ja, er han ikke vidunderlig?’. Eller par, der siger: ’Neeej, vi kysser ikke mere’. Folk går ikke rundt og flirter i det offentlige rum mere. Det er en skam, selv om de andre piger griner af mig, når jeg taler om romantikken og den store kærlighed,« griner hun.

For Dot Wessman handler det om at blive ved med at flirte, også når man bliver 60 år. Og selv om det fine borgerskab ikke længere prøver at lukke sangpavillonen, fordi den er en hån mod finkulturen, handler det stadig om at bryde grænser.

Alle størrelser og aldre

De grænser handler ikke kun om at få mænd og kvinder til at kysse mere med hinanden. De handler også om alder.

»Der bliver talt meget om kvindelige skuespillere, der ikke kan få roller efter en vis alder. Men man kan stadig være lækker i 60’erne, man kan stadig flirte og dyrke romantikken. Det handler ikke om at være smuk. Det handler om at tro på sig selv.«

Hun nævner et par programmer i tv, som ikke længere vil have bakkesangerinderne ind, fordi de er for gamle.

– Har de sagt det?

»Ja, det har de. Men hvis man kommer ind på Bakkens Hvile, ser man kvinder i alle størrelser og aldre sidde på stolene og synge. Måske kigger nogle op og tænker: ’Hvis de tør tage det på, så vil jeg sgu også være ligeglad med appelsinhud’.«

Vi taler lidt om den seneste tids debat om sexchikane og sexisme i byråd rundt omkring i Danmark, hvor mange kvinder oplever mænd på arbejdspladsen, der overskrider deres grænser.

»Man skal ikke slå nogen bag i,« slår Dot Wessman fast.

Man må sige fra, når det bliver for meget. Som når en medarbejder på Bakken kalder bakkesangerinderne for ’skat’. Så får de smidt et »Don’t you dear me« tilbage fra Tina, Lone eller Dot.

»Mænd er ikke idioter, de fleste forstår det godt,« siger hun – der skal bare samtidig være plads til flirten i stedet for at lukke den helt ned:

»For mig er det jo det, der er livet! Jeg kan godt leve uden en mand, men man skal også give sig selv lov til at tro på noget, for tiden er hård. Folk er hårde ved hinanden. Måske er det de sociale medier. Jeg siger altid til mine medarbejdere, at de ikke skal melde sig syge over SMS, de skal ringe. Der skal være en kontakt.«

Et eksempel for sine døtre

Dot Wessman taler sjældent om bare én ting af gangen og fletter hurtigt tråde og historier ind og ud af hinanden, mens hun næsten konsekvent vender tilbage til det samme: sine døtre.

Hendes to voksne børn, der er vokset op som ’bakkebørn’ i garderoben til Bakkens Hvile med mormoderen i huset ved siden af, lange åbningstider og en konstant snak om nye dæk til forlystelser og anden forretning.

Den yngste datter, Johanne, kørte som 21-årig ind i et træ og slog hovedet meget alvorligt for to år siden.

»Det har påvirket hele min måde at se livet på. Når man har to piger med hele livet foran sig, og sådan noget sker …«

Dot Wessman fik beskeden om ulykken, mens hun var sammen med Morten Messerschmidt i Bruxelles, og hastede hjem til datteren. Siden har det været hårdt konstant at kæmpe med Gentofte kommune om bevillinger og hjælp til datteren, men som med alt andet har Dot Wessman truffet et valg om, at det skal stås igennem. At hun må blive ved med at være positiv, så hendes døtre kan se, at der er masser at leve for.

»De skal spejle sig i noget …«

Hun holder en lang pause.

»Hvis ikke jeg selv lever, har jeg på en måde taget livet fra dem. Man kunne grave sig ned. Men det ville være for min egen skyld, ikke for deres.«

Selv om hun taler en del om ’de gode gamle dage’, som går igen i sangene på Bakkens Hvile, afviser Dot Wessman, at hun romantiserer det og ser fremtiden som værre. Igen henviser hun til datteren:

»I dag kan man få chips i hjernen, der kan få lamme til at løfte armen. Eller kørestole, der virker langt mere fleksible. Det sætter jeg mig meget ind i. Jeg er ikke teknologiforskrækket, men ser muligheder.«

Hun tænker langt ind i fremtiden for datteren, men når samtalen falder på fremtiden for hende selv, er det anderledes.

»Jeg har ingen drømme mere,« siger hun resolut.

»Jeg forholder mig realistisk til det. Tanken om at holde ferie og dase ved en swimmingpool kan jeg slet ikke have, hvis ikke Johanne kan være med.«

En fremtid for Bakkens Hvile

Dot Wessman lægger ikke skjul på, at fremtiden for en kulturinstitution som Bakkens Hvile er en udfordring. En syngepavillon, som ikke nødvendigvis vil blive holdt oppe af fremtidens publikum, og en familiearv, som hun føler sig ansvarlig for at tage vare på.

Den ældste datter, Josephine, hjælper til ved siden af sit job i SAS, men det var særligt Dots yngste datter – hun læste på CBS før ulykken – som arbejdede på bakken.

Og det er ikke hvem som helst, der kan overtage chefrollen, gøglerånden og viljen til selv at tage fat og gøre alting selv. Man skal have det i sig. Teltholderfamilierne er en uddøende race.

»Rigtig meget herude bliver kørt con amore. Jeg er tit nødt til at lægge mig fladt ned og sige: ’Vil du hjælpe’. Det handler ikke om, at Bakkens Hvile er ved at gå ned. Men man ved aldrig, om folk vil blive ved med at besøge det.«

Til sammenligning nævner hun cirkus. Hun elsker cirkusartister, de rejsende kunstnere, der har brugt et liv på at lære særlige kunstner med deres kroppe. I et glasskab i stuen har hun et billede af sin cirkusfarmor, der går i split foran farfaren, og da vi taler om fremtiden, nævner hun Diana Benneweis’ udmelding om at holde pause i 2016.

»Hun gjorde noget smart. Hun sagde: ’Vi tager lige orlov’, og de er ikke gået i gang igen. Men hun slap for at blive udråbt til den, der har ’svigtet sin fars arv’. Det er da også noget, jeg tænker over. Det er jo svært at vide, om folk bliver ved med at komme, eller om det bare er os herude, der har en romantisk idé om det her univers.«

Sille Veilmark

Dot Wessman påpeger, at ingen siger: »Vi må absolut have Benneweis igen, vi savner det så meget,« og det er en skam, mener hun.

»Jeg er ked af, det forsvinder. Det er hurtigheden i dag, hvor vi ikke skriver breve, men mails, og kan se fantastiske ting på tv. Der er ingen garanti for, at den traditionelle ånd i Bakkens Hvile er noget, folk vil købe billetter til, og vi kan ikke blive mere højteknologiske uden at miste den kulturhistorie, der følger med. Hvis nu folk valfartede til stedet, fordi Bakkens Hvile bare var noget, man skulle se som en del af ens kulturhistorie, var det noget andet. Men sådan er det ikke, og vi har ikke midler til at køre kæmpekampagner rundt på busserne.«

I stedet må der knofedt til, og tilbage foran scenen vil hun ikke sætte noget tidspunkt for, hvornår hun stopper som bakkesangerinde. Hun peger på Tina Grunewald og de andre oppe på scenen, der øver med tamboriner og fjerboaer.

»Jeg ved i hvert fald, at man ikke bare kan starte forfra uden de samme mennesker. Det her team er fuldstændig afgørende.«

Udenfor Bakkens Hvile kan man høre skrigene fra børn og unge i forlystelserne. Dot Wessmans seneste nyanskaffelse er Tornadoen, der kostede 42 millioner at bygge. Bakken er blevet en familiepark. Der var engang, hvor de fine gik i tivoli og spadserede.

I dag er det i højere grad de samme familier, der kommer begge steder. Men på Bakken er naturen, omgivelserne og duften af candyfloss og stegt flæsk stadig essentiel dansk kulturarv for Dot Wessman. Og syngepigerne er blevet ved med at hive fulde huse i 140 år.

»Det er en folkelig park. Der er ingen entré, og der er stor frihed. Bakken er gøglernes paradis,« siger Dot Wessman, inden hun efter den korte pause øver videre med resten af sangerinderne til sent ud på aftenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

Gøgleri var et fag, en disciplin - noget som fandt sted fordi gøgleren havde lyst og ønskede at skabe noget originalt, mens det gav et mindre levebrød. Som oftest.

I en tid hvor alle fag trædes under fode af økonomisk og juridisk styring, således at forretningerne kan blomstre, må gøgl også undgælde. Alt må undgælde.