Læsetid: 8 min.

Hvorfor ringede Trumps yndlingsgeneral til russerne? Og hvorfor løj han om det?

Det store spørgsmål efter en absurd uge i amerikansk politik er, om Trump-lejren direkte har samarbejdet med den russiske regering om hacking og misinformation under den amerikanske valgkamp. Og nu retter Washington blikket mod én person: den detroniserede toprådgiver Michael Flynn
Michael Flynn nåede kun at være Trumps nationale sikkerhedsrådgiver i sølle 24 dage, før han ramte jorden i en sky af telefonaflytninger, løgn og russiske forbindelser.

Michael Flynn nåede kun at være Trumps nationale sikkerhedsrådgiver i sølle 24 dage, før han ramte jorden i en sky af telefonaflytninger, løgn og russiske forbindelser.

Andrew Harnik

13. maj 2017

»Engang under mine lunefulde dage som ung radikal kom en Rhode Island-politibetjent ned til foden af den bro, jeg netop var sprunget ud fra.«

Sådan skriver Michael Flynn – den trestjernede general og detroniserede toprådgiver for Donald Trump – i sin bog The Field of Fight.

»Mens jeg svømmede ind til bredden, fortalte betjenten, at en forbipasserende bilist havde set en person springe ud, som han troede begik selvmord. Ikke så underligt: Den bro var ret høj – sikkert 23 meter. Betjenten sagde, at jeg skulle holde op og tage hjem.«

Den nu 58-årige general, der er blevet en central karakter i sagen om russisk hacking under den amerikanske valgkamp, har altid levet livet farligt. Som ung »skateboardede han i tomme swimmingpools og surfede i orkaner og vinterstorme«, som The New Yorker skriver. Som hærchef skrev han »This is bullshit!« i marginen på hemmeligstemplede rapporter, når han ikke kunne lide teksten.

»Flynn brød de regler, han syntes var åndsvage,« konkluderer The New Yorker.

Men Flynn har måttet sande, at der findes regler, som ikke kan brydes.

Han nåede kun at være Trumps nationale sikkerhedsrådgiver i sølle 24 dage, før han ramte jorden i en sky af telefonaflytninger, løgn og russiske forbindelser. Lige siden har han været hovedperson i skandalen om russisk hacking under den amerikanske valgkamp, som onsdag tog endnu en bizar drejning.

Tirsdag blev FBI-cheffen James Comey fyret, beslutningen for dette involverer Trump, en justitsminister og en tidligere sikkerhedsrådgiver
Læs også

Trump fyrede FBI-chef, James Comey, mens han stod midt i afdækningen af de mulige forbindelser mellem Trumps folk og den russiske regering. Det fik mange til at spørge: Forsøger Trump virkelig at sabotere FBI’s undersøgelse af Trump selv?

Det ligger efterhånden fast, at det var russere, som hackede det demokratiske parti og Hillary Clintons kampagnechef under valgkampen – det har både FBI, CIA og NSA konkluderet.

De hackede e-mails og dokumenter endte hos WikiLeaks, som løbende lækkede dem for at skade Clinton og styrke Trump. Men ét stort spørgsmål står tilbage: Samarbejdede Trump-lejren direkte med Kreml?

Lige inden han blev fyret, bad Comey justitsministeren om ekstra mandskab til at undersøge netop det. Og onsdag sendte den undersøgelseskommission i Senatet, som lige nu gennemtrawler den russiske hackersag, en stævning til Flynn, for at få fingrene i alle e-mails, kontoudtog og telefonopkald, som knytter ham til russerne. Den trestjernede dare devil-general har nemlig haft direkte kontakt til den russiske regering.

Et opkald til Kreml

Flynn-sagen begyndte for alvor en tidlig morgen den 26. januar 2017, hvor daværende justitsminister, Sally Yates, ringede til Trumps toprådgiver i Det Hvide Hus, Don McGahn.

»Jeg havde et meget følsomt emne, jeg gerne ville diskutere med ham,« forklarede Yates mandag i en tre timer lang afhøring i Senatet, der skulle gennemgå hele miseren om Ruslands indblanding i det amerikanske valg.

De mødtes på Don McGahns kontor, hvor Yates overbragte en chokerende besked: Michael Flynn – Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, som deltog i alle præsidentens tophemmelige morgenbriefinger – løj. Både over for offentligheden og over for vicepræsident Mike Pence, som nu stod på CNN og MSNBC og gentog løgnen.

Sagen var den, at Obama den 29. december havde udvist 35 russiske diplomater fra USA som straf for russernes hackingangreb under valgkampen. Men samme dag havde Flynn ringet og SMS’et til den russiske ambassadør i Washington, Sergej I. Kisljak. Mange gange endda.

Hvorfor ringede Trumps tætte rådgiver til Kreml samme dag, som Obama indførte sanktioner?

Til alles store overraskelse meddelte Vladimir Putin dagen efter, at han ikke havde har tænkt sig at gøre gengæld. Trump hyldede den russiske præsident på Twitter: »Jeg har altid vidst, han var meget klog!«

Washington Post spekulerede:

»Opkaldet er ikke nødvendigvis den rygende pistol eller det ultimative ’bevis’ på, at der var en quid pro quo (noget for noget, red.): ’Du hjælper os med valget, vi hjælper dig med at løfte sanktioner.’ Men det ser godt nok ud, som om det kunne være det.«

Men nej, nej, nej, lovede Trumps pressechef, Sean Spicer. Flynn og Kisljak var bare gamle venner, og deres samtaler »berørte aldrig sanktionerne«.

Bag de lukkede døre i Det Hvide Hus forsikrede Flynn vicepræsident Mike Pence om det samme, og Pence gik fra det ene TV-studie til det næste og forklarede befolkningen, at samtalerne »intet« havde med sanktionerne at gøre. »Overhovedet.« Men det var løgn.

Chef i hæren

Flynn ligner en levende karikaturtegning af en amerikansk militærmand: glatbarberet og maskinklippet med smalle nedadvendte læber, en romersk næse og kantet kæbe. Hans ryg er så rank, at det næsten er for meget, og hans Twitter-konto har et foto af ham selv i våddragt med et surfbræt under armen.

Han voksede op i en lille by i staten Rhode Island nord for New York som en ud af ni søskende. Faderen var sergent i hæren og kæmpede i både Anden Verdenskrig og Koreakrigen. Moderen var skolelærer.

Flynn giftede sig med sin gymnasiekæreste, og i 1981 fik han job i militæret, hvor han var med til at invadere Grenada, Haiti, Afghanistan og Irak. Han steg hurtigt i graderne og var blandt andet vicechef i den eliteoperation, der opsnusede og dræbte den berygtede al-Qaeda-leder Abu Musab al-Zarqawi.

Flynn blev forfremmet og forfremmet, og i 2012 udnævnte Obama ham til chef for forsvarets efterretningstjeneste, DIA.

Men den vilde soldat passede dårligt som embedsmand. Han rodede rundt i den 17.000 mand-store organisation, og medarbejderne opfandt begrebet ’Flynn facts’ om »ting, han kunne finde på at sige, som ikke var sande. Såsom da han hævdede, at tre fjerdedele af alle nye mobiltelefoner blev købt af afrikanere. Eller senere: At Iran havde dræbt flere amerikanere end al-Qaeda«. Det skriver The New Yorker.

I 2014 – efter kun 18 måneder som chef for DIA – fyrede Obama Michael Flynn.

18 dage senere …

Løgnen om den russiske ambassadør holdt ikke længe. FBI aflytter rutinemæssigt den russiske ambassadørs telefon (naturligvis), så Flynn-samtalen var endt på bånd – og det fortalte en noget anden historie:

»Flynn opfordrede ivrigt Rusland til ikke at overreagere på de sanktioner, præsident Barack Obama satte i værk, og gjorde det klart, at de to parter kunne gennemgå sagen, når Trump var blevet svoret ind som præsident,« afslørede Washington Post senere.

Men det var ikke det værste, fortalte Yates under senatshøringen mandag.

Donald Trump med chefstrateg Steve Bannon og den nu fyrede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.
Læs også

»Russerne vidste også, hvad General Flynn havde gjort (…) og de havde sandsynligvis beviser.«

Kunne russerne så bare »ringe til præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver og sige: ’Du skal gøre det her for os, ellers afslører vi dig over for alle, og så er din karriere forbi’?« ville den demokratiske senator Sheldon Whitehouse vide.

Yates nikkede.

»Det er korrekt.«

Donald Trump fik alt at vide den 26. januar – om opkaldene, om løgnene og om den klemme, russerne nu havde på Flynn. Men han fyrede ikke Flynn. Først 18 dage senere, da Washington Post fik fat i den hemmelige telefonudskrift og rullede den ud på forsiden sammen med ni anonyme efterretningskilder, der bekræftede, at Flynn løj, gav Trump ham sparket.

Fortærskede konspirationsteorier

Da Obama fyrede ham i 2014, var Flynn sikker på, at præsidenten ville lukke munden på ham. Han var den eneste, der turde sige sandheden: At USA »ikke var lige så sikkert, som vi var for få år siden«. Det skriver han i ’The Field of Fight’.

Flynn slog sig ned som selvstændig konsulent og kommentator, og fra Fox News til MSNBC udbasunerede han sit voksende had til Obama, talte dunder imod atomaftalen med Iran, strategien imod IS og islam generelt. Den vej ledte ham til Trump.

New York Times og CNN citerer amerikanske efterretningskilder for, at Trumps kampagnehold var i jævnlig kontakt med russiske efterretningsagenter under præsidentvalgkampen – dette har Trump og hans medarbejdere hidtil blankt afvist
Læs også

De to mødtes første gang i august 2015, hvor Flynn troppede op i Trump Tower til et møde, der var skemalagt til 30 minutter, men som endte med at vare 90 minutter.

Han blev en af Trumps første og største støtter og blev for alvor kendt i offentligheden under det republikanske partikonvent i juli 2016. Han stod på scenen med bekymret blik og glinsende slips og opfordrede publikum til at gentage kampråbet: »Lock her up! Lock her up!« – altså, smid Hillary i fængsel.

»Lige præcis. Bur hende inde!« sagde Flynn og klappede.

»Hvis jeg gjorde en tiendedel – en tiendedel – af det, hun har gjort, ville jeg sidde i fængsel i dag.«

Publikum jublede.

Hans tweets blev også mere rabiate.

»Det er RATIONELT at frygte muslimer,« har han skrevet.

Og umiddelbart inden valgdagen, skrev han »U decide« sammen med et link til en fake news-artikel med overskriften »NYPD Blows Whistle on New Hillary Emails: Money Laundering, Sex Crimes w/Children, etc.  . . .  MUST READ!«

Som journalist Dana Priest, der har beskæftiget sig indgående med Flynn, har formuleret det i The New Yorker:

»Den gamle efterretningsofficer, som engang værdsatte tips opsnuset af reportere, er blevet en ivrig tweeter af fortærskede konspirationsteorier.«

Tyrkiet først

Der er efterhånden mange pletter på Flynns renommé. I november 2015 tog han imod en invitation og en check på 45.000 dollars fra det russiske stats-tv Russia Today, som fløj ham til Moskva og indlogerede ham på et hotel ved Den Røde Plads. Her holdt han en tale og sad ved siden af Vladimir Putin til en festmiddag i anledning af tv-stationens 10-års fødselsdag.

I forrige måned kom det frem, at Flynn i august blev hyret af den tyrkiske regering som lobbyist. 90 dages arbejde for 530.000 dollars, som blev afregnet via mellemmænd i Holland. Mens Trump rejste rundt og sagde ’America First’, blev hans tætte rådgiver altså betalt for at sige ’Tyrkiet først’.

Flynn leverede blandt andet et debatindlæg i Washington-avisen The Hill, hvor han kaldte Tyrkiet »vores stærkeste allierede« og Erdogans dødsfjende Fethullah Gülen for en »suspekt islamisk mullah«.

Nu er Flynn i seriøse problemer. Det var sandsynligvis ulovligt, da han forsøgte at underløbe Obamas udenrigspolitik ved at ringe til den russiske ambassadør (han var ikke udnævnt til sikkerhedsrådgiver endnu, og det er ulovligt for privatpersoner at tage diplomatisk kontakt til andre stater). Måske har han løjet om sagen til FBI, hvilket også er ulovligt, og nu bliver hans forbindelser til Rusland og Tyrkiet også undersøgt.

Flynn har hidtil nægtet at samarbejde med undersøgelseskommissionen i Senatet, medmindre han får immunitet – hvilket i øvrigt er tragikomisk, da han tidligere har sagt om Hillary Clinton: »Hvis man får immunitet, betyder det sandsynligvis, at man har begået en forbrydelse«.

Da nyheden om Flynns samtaler med den russiske ambassadør kom frem, forsøgte Trump at tale historien ned.

»Den virkelige historie handler om, hvorfor der kommer så mange ulovlige lækager ud af Washington,« tweetede han.

Men det er de færreste enige i. Den virkelig historie er snarere, at Trumps tætte rådgiver – en trestjernet dare devil-general med dubiøse forbindelser til både Erdogan og Putin – havde direkte kontakt med den russiske regering om hacking og sanktioner. Og den seneste uges kaos i Washington har kun gjort den historie endnu mere væsentlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Martin Rytzel
  • Dorte Sørensen
Mihail Larsen, Martin Rytzel og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

- Det ligger efterhånden fast, at det var russere, som hackede det demokratiske parti og Hillary Clintons kampagnechef under valgkampen – det har både FBI, CIA og NSA konkluderet.

Hvis der hermed tænkes på den rapport, der kom for nogle måneder siden, så var der ingen beviser i den.
Derimod fyldte henvisninger til udsendelser på RT en meget stor del. En af disse henvisninger var til en udsendelse om fracking, som blev anset som et angreb på den amerikanske olieindustri.

Dagmar Christiandottir, Peter Hansen, Niels Møller-Larsson, Lars Brok og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Steen Sohn, hvordan kommer du ind og kommenterer på denne side, når den ikke har været bragt på Information.dk engnu?

Jeg skrev en kommentar til den på en anden igangværende streng. Den gentager jeg her :

Jeg vil starte med at betvivle, at "det ligger efterhånden fast", at var russerne, som hackede det demokratiske parti og Hillary Clintons kampagnechef under valgkampen - "det har både FBI, CIA og NSA konkluderet" skriver Bennike. Jeg mener endnu ikke at have hørt om nogen beviser i den sag.
Obama udviste alligevel 35 russiske diplomater for gerningen.
Det var i den anledning, at Flynn - formentlig bl. a. - ringede til den russiske ambassadør i Washington, Kiseljak. Her skal Flynn have sagt, at der ikke var grund til at overreagere fra russisk side på udvisningerne, for en ny administration ville snart kunne gennemgå sagen igen.
Den melding lyder ikke mærkelig i mine ører. Det dumme var selvfølgelig, at Flynn derefter nægtede, at de overhovedet havde talt om udvisningerne. FBI havde taget samtalerne på bånd, og lækket det til pressen, og så blev Flynn fyret. Grund: - ikke det Flynn havde snakket med Kiseljak om, men at han havde villet holde det hemmeligt.
Ok fyring, synes jeg. Men jeg kan ikke forstå iveren efter at fortsætte jagten på Flynn. Efter min mening er hele sagen præget af overdreven russofobi, og det har vi ingen som helst brug for her i verden

Michael Kongstad Nielsen - du skal bare gå ind på 'Dagens avis,' der finder man alle artiklerne.

At Julian Assange faktisk har udtalt at kilden slet ikke var russer, men fra det britiske efteretningsmiljø, skøjter vi da bare henover. Dertil er det vist en forholdsvis ny idé, blot at tage efterretningstjeners påstande for pålydende, som var man ikke klar over, at disses job netop er at "dressere" sandheden, eller selv skabe den.

Dagmar Christiandottir og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

var det ikke noget med at følge pengestømmen som en dygtig journalist i historien om Stein Bakker!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! gjorde

Dagmar Christiandottir og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar