Læsetid: 8 min.

Ideernes kamp i den politiske snekugle

De konservative og The Labour Party har udsendt nye politiske manifester, som understreger, at det britiske valg også er en kamp mellem to politiske ideer: konservatisme over for socialdemokratisme. Information har læst med
Ideologisk set lægger Theresa Mays konservative manifest sig i slipstrømmen af tidsånden med forsøget på at tale til »globaliseringens tabere« og løftet om at begrænse den årlige indvandring. Med andre ord har May rykket de konservative til venstre på økonomien og til højre på værdipolitikken.

Ideologisk set lægger Theresa Mays konservative manifest sig i slipstrømmen af tidsånden med forsøget på at tale til »globaliseringens tabere« og løftet om at begrænse den årlige indvandring. Med andre ord har May rykket de konservative til venstre på økonomien og til højre på værdipolitikken.

Frank Augstein

27. maj 2017

Den 8. juni går briterne til valg. Det britiske parlament er stadig altovervejende domineret af to partier, de konservative (også kaldt The Tories) og Labour, og de britiske vælgere kan denne gang vælge mellem den siddende konservative premierminister, Theresa May, og lederen af Labour, Jeremy Corbyn.

I en vis forstand er alting altså, som det plejer.

Men under overfladen er intet, som det plejer i britisk politik. Efter et flertal af briterne stemte for Leave i sidste års folkeafstemning om at forlade Den Europæiske Union, har britisk politik befundet sig i en tilstand, der nok bedst kan sammenlignes med følgende: Forestil dig, at du befinder sig inden i en snekugle – en af de dér klassiske souvenirs med en miniature af Big Ben eller London Bridge og en masse små snefnug omsluttet af en glaskugle – som et barn har rystet lidt for entusiastisk og i lidt for lang tid og netop sat på bordet for at betragte med forventningsfuld fascination.

Alt er med andre ord et voldsomt, kvalmende kaos, og hvis nogen inden i den kugle påstår, de har en sikker fornemmelse for, hvad der er op og ned, så er det eneste, du kan være sikker på, at vedkommende lider af en kritisk mangel på selvindsigt.

En måde at forsøge at finde orienteringen på i britisk politik er dog at kaste et blik på de valgmanifester, som begge partier udsendte i forrige uge. Betydningen af partiernes valgmanifester skal ikke overdrives, da det nok er de færreste vælgere, der får læst sig igennem de henholdsvis 88 og 126 sider, som de konservative og Labours manifester byder på. Men omvendt kan et valgmanifest være med til at definere stemningen omkring et parlamentsvalg – som da Gerald Kaufman beskrev sit eget partis manifest før Michael Foots katastrofale valgnederlag til Margaret Thatcher i 1983 som »the longest suicide note in history«.

Frem for alt kan valgmanifesterne dog fortælle os noget om, hvordan henholdsvis Theresa Mays konservative og Jeremy Corbyns Labour forstår sig selv: I de to partilederes grundværdier, politisk-ideologiske selviscenesættelse og vision for den britiske samfundsorden og Storbritanniens rolle i verden kan vi ikke blot finde nogle holdepunkter for en forståelse af aktuel britisk politik, men også for en mere grundlæggende lodning af, hvor britisk konservatisme og socialdemokratisme bevæger sig hen i disse skæbnesvangre år.

Kollektiv panik

Og her byder de to manifester overordnet set på lidt af en overraskelse – i det mindste for undertegnede. Mens den gængse opfattelse er, at Corbyn er den af de to partiledere, der mest radikalt bryder med sit partis umiddelbare politiske fortid, så tegner der sig ved nærmere bekendtskab et noget andet billede.

Da Corbyn blev valgt til leder af Labour-partiet i 2015, gik partiets magtelite i kollektiv panik. Og lige siden har de manisk messet remsen om, at den på papiret stærkt venstredrejede leder er »unelectable«, primært på grund af hans angivelige venstreradikalitets afskrækkende effekt på middelklassen.

Selv om Labour er et traditionsrigt arbejderparti med en lang parlamentarisk historie, så er det faktisk kun lykkedes tre Labour-ledere at vinde valget til premierministerstolen i Downing Street 10 i spidsen for en flertalsregering: Clement Attlee i 1945 (og igen i 1950), Harold Wilson i 1964 (og igen i 1974) og ikke mindst Tony Blair med jordskredssejren i 1997 (og igen i 2001 og 2005).

Mens Attlee anses for at være den britiske velfærdsstats grundlægger og hovedarkitekt, og Wilson ofte vurderes som lidt af en fiasko, står Tony Blair i dag som symbol på såvel Labour-partiets berusende genfødsel som partiets moralske og politiske forfald.

Attlee og Blair er de to ideologiske kontrastfigurer i partiets efterkrigstidshistorie: Mens Attlee oprettede det forgudede britiske sundhedsvæsen, NHS, nationaliserede strategiske industrier og infrastruktur samt opretholdt fuldt beskæftigelse gennem statslig styring af økonomien under indflydelse af den britiske økonom John Maynard Keynes’ tænkning, så var Blairs vej til magten grundlagt i et principielt opgør med Labours traditionelle politiske målsætning om en stadigt større stat på bekostning af markedet – og et specifikt opgør med målsætningen i partiprogrammets Artikel IV om en nationalisering af produktionsmidlerne. Den blev afløst af et storstilet politisk partnerskab med det private erhvervsliv.

Man glemmer let, hvor elektrisk stemningen var omkring Blair i 1997, da Irak-krigen var en fjern og endnu ikke fastlagt fremtid, og britpoppen og den unge karismatiske premierminister var selve inkarnationen af et mere moderne, strømlinet og ’Cool Britannia’. Blair iscenesatte sig selv som ikke blot lederen af New Labour, men også som repræsentant for en ny form for politik hinsides det traditionelle højre-venstre-skel.

Som det blev udtrykt i New Labours valgmanifest fra 1997:

»The old left would have sought state control of industry. The Conservative right is content to leave all to the market. We reject both approaches. Government and industry must work together to achieve key objectives aimed at enhancing the dynamism of the market, not undermining it.«

Løftet

Tyve år efter Blairs jordskredssejr har hans kontroversielle politiske arv splittet det gamle arbejderparti i to lejre, der truer med at rive partiet itu: På den ene side det hovedsageligt Blair-tro Parlamentariske Labour, der består af parlamentsmedlemmerne og partiets magtelite fra Blairs og Gordon Browns regeringstid. På den anden side den mere græsrods-, aktivist-, og fagforeningsprægede partiorganisation.

Det var især sidstnævnte, der sammen med et stort indtog af nye medlemmer bar Corbyn til partiformandsposten i 2015 – blandt andet på baggrund af hans løfte om en tilbagevenden til fortidens målsætninger om nationalisering af strategiske industrier og infrastruktur og større statslig indgriben i økonomien. Med andre ord: Ud med Blair, ind med Attlee.

Dette løfte er da også i nogen grad at genfinde i Labour-manifestet, For the Many, Not for the Few. Corbyn fastholder sin målsætning om at nationalisere togdriften og vandindustrien. Han vil investere massivt i den offentlige infrastruktur, sundhedssektoren, skolevæsenet, og den almene boligsektor. Han vil afskaffe egenbetalingen på videregående uddannelser, der er steget voldsomt under David Camerons konservative regering. Og han vil forhøje skatten for borgere med de 5 procent højeste indkomster.

Men alligevel er det, som om at det venstreradikale gespenst, vi efterhånden alle kender fra såvel The Blairites såvel som de konservative tabloidmediers konsekvente fremstilling af Corbyn – som den nærmest munkemarxistiske antitese til Blairs moderne, markedsvenlige New Labour – aldrig træder frem på scenen.

Målsætningen om nationalisering er begrænset til enkelte strategiske sektorer, som stadig er på offentlige hænder i lande som Danmark, og manifestets røde tråd er snarere en storstilet investeringsplan for den offentlige sektor af samme karakter som den hedengangne S-SF-alliances Fair Løsning fra 2010.

Frem for et aggressivt statssocialistisk program fremstår manifestet i det store hele som en lidt mere ambitiøs udgave af det valgprogram, partiets forrige leder, Ed Milliband, gik til valg (og tabte) på i 2015.

Manifestets mest nytænkende element er tilskyndelsen til en dekoncentration af kapitalejerskab gennem en større udbredelse af medarbejderaktier, hvilket kan ses som Labours forsøg på at indoptage elementer af ideen om et såkaldt property-owning democracy.

Denne idé, som går tilbage til den britiske økonom James Meade, men som også har fundet støtte hos den socialliberale amerikanske filosof John Rawls, går i alt sin enkelthed ud på at sprede ejerskabet af kapital i så lige grad som muligt ud over befolkningen som helhed, så hele befolkningen kan få gavn af den vækst i forholdet mellem kapital og nationalindkomst. Altså det forhold, som den franske økonom Thomas Piketty udpeger som hovedårsagen til den stigende ulighed i Vesten i sit skelsættende værk Kapitalen i det 21. århundrede.

Havde man forventet en radikalt alternativ samfundsvision eller en principiel tilbagevenden til Attlees og Foots Old Labour, så er det nye Labour-manifest altså lidt af en skuffelse. Er man tværtimod tiltrukket af en mainstreamskandinavisk socialdemokratisme, der måske ligger en anelse til venstre for Millibands program, burde det give ganske mange grunde til begejstring.

’The nasty party’

Vender vi os i stedet mod de konservatives valgmanifest, Forward, Together, tegner der sig et ganske andet billede. May har siden 2005 talt for et opgør med billedet af de konservative som »the nasty party« (hendes egne ord). Altså et opgør med opfattelsen af, at The Tories er et parti blottet for social samvittighed, men til gengæld optændt af et brændende had mod homoseksuelle, minoriteter, osv.

Denne ambition udtrykkes på programmatisk vis i Mays valgmanifest:

»Because Conservatism is not and never has been the philosophy described by caricaturists. We do not believe in untrammelled free markets. We reject the cult of selfish individualism. We abhor social division, injustice, unfairness and inequality. We see rigid dogma and ideology not just as needless but dangerous. True Conservatism means a commitment to country and community; a belief not just in society but in the good that government can do; a respect for the local and national institutions that bind us together; an insight that change is inevitable and change can be good, but that change should be shaped, through strong leadership and clear principles, for the common good

Denne bekendelse kan måske fremstå ganske affabel for en dansk konservativ, men for enhver britisk konservativ repræsenterer den et tydeligt ideologisk opgør med Margarat Thatchers tøjleløse frimarkedskonservatisme og formaning om, at »there’s no such thing as society, there are individual men and women and there are families«. Eller David Camerons idé om, at »there is such a thing as society; it’s just not the same thing as the state«.

Det er et bemærkelsesværdigt ideologisk træk, at May så åbent bekender sig til en stærkere rolle for staten i det britiske samfund.

Ideologisk set lægger Mays manifest sig i slipstrømmen af tidsånden med forsøget på at tale til »globaliseringens tabere«, samtidig med hun radikalt vil begrænse den årlige indvandring fra 273.000 til »tens of thousands«. Med andre ord har May rykket de konservative til venstre på økonomien og til højre på værdipolitikken.

Sounds familiar?

Det mest bemærkelsesværdige ved Mays manifest er dog ikke et detaljeret politikprogram. Manifestet består af overordnede og generelt formulerede svar på fem »giant challenges«, og modsat Labour har de Konservative ikke besværet sig med at give bud på finansieringen af deres politik.

Men alle steder er der referencer til behovet for »strong and stable leadership«, der selvfølgelig skal ses i lyset af Brexit.

Og så er vi tilbage ved snekuglen.

I Mays konstante refræn om stærkt og stabilt lederskab spejler der sig måske en særlig form for britisk autoritarisme: Nemlig den strenge, men retfærdige moder, der med sikker hånd kan styre den umyndige og angste befolkning gennem de rørte vande. Mays egentlige valgprogram er givetvis ikke så meget at finde i hendes manifest som i den sound bite, der for tiden kommer ud af munden på alle britiske konservative med få og kalkulerede sekunders mellemrum: »Strong and stable leadership.«

I snekuglens orienteringsløse kaos er indholdet af partiernes politiske programmer måske sekundært. Måske står dysten først og fremmest om, hvem der bedst kan præsentere sig som den almoderlige leder, befolkningen trygt kan give sig hen til, mens de mørke skyer trækker sig sammen over den Engelske Kanal, og trosserne kappes mellem De Britiske Øer og det Europæiske Kontinent.

Og her er May utvivlsomt foran på point.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu