Læsetid: 3 min.

Information kårer Frankrigs ti vigtigste intellektuelle. Vi er nået til nr. 4 og 3

Hvem er Frankrigs største intellektuelle i dag? Følg Informations nedtælling
Hvem er Frankrigs største intellektuelle i dag? Følg Informations nedtælling
6. maj 2017

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale.

Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv.

Derfor har Informationfundet de franske intellektuelle, og vi kan garantere, at Frankrig stadig er en intellektuel stormagt.

På søndag vælger Frankrig deres næste præsident. De næste tre dage udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Élisabeth Badinter

Født i 1944 i Boulogne-Billancourt. 

Élisabeth Badinter trådte ind i den intellektuelle debat i i 1980 med det stærkt kontroversielle essay Kærlighed i tilgift om moderkærlighed som et kulturelt betinget fænomen. Hermed indskrev hun sig i en universalistisk tradition: Man fødes ikke kvinde, man bliver det. Og er kvindens natur ikke medfødt, er mandens det lige så lidt, forklarer hun i X Y eller: Hvad er en mand? Om mandens identitet. Til gengæld kan man arbejde på at skabe både lighed og frihed.

Badinter har skrevet om en række fremtrædende kvinder, ikke mindst om Voltaires elskerinde Émilie du Châtelet, der oversatte Newtons Principia Mathematica. Élisabeth Badinters navn associeres dog umiskendeligt med hendes 16 år ældre ægtemand, Robert Badinter, som afskaffede dødsstraffen i Frankrig. Ligesom Elisabeths far er Robert jøde. Sammen udgør de et ikonisk par på den franske venstrefløj.

Badinter er imod et forbud mod prostitution, taler mod »offergørelse« af kvinder, fordi det identificerer kvinden som »det svage køn«, og har taget radikal stilling i tørklædedebatten, hvad den franske skole angår, og hvor der ifølge hende ikke skal være så meget som antydningen af religiøse tegn. François Mitterrand mente, hun var intolerant, hvortil hun replicerede – ganske som Voltaire – at hun var intolerant over for intolerance.

Et værk, vi anbefaler:

Kærlighed i tilgift.

Et citat:

»Man skal være totalt uvidende om, hvad identitet er, hvis man tror, at en generation af mænd, der er vokset op efter den gamle model, pludselig kan lave en tredobbelt saltomortale: Sætte spørgsmålstegn ved en ældgammel form for virilitet, acceptere den så frygtede kvinde og samtidig finde på en ny maskulinitet, der passer til hende (... ) De kvinder, som betragter forvandlingen, holder vejret og venter kærligt.«

Politisk observans:

Badinter, den liberale socialist, har ikke afsløret, hvem hun stemmer på, men et kvalificeret gæt vil være Macron. I en familie med indgående kendskab til jødeforfølgelser, løber man ikke den mindste risiko for lade en fremmedhadsk kandidat komme til magten.

Fjenden:

Identitetstænkere af enhver art.

Caroline Fourest

Født i 1975 i Aix-en-Provence. 

Caroline Fourest er historiker og sociolog, dog bedst kendt som en ’enfante terrible’ i den franske medieoffentlighed. Fourest har trukket et spor af kontroverser efter sig, lige siden hun i 1990’erne brød igennem i offentligheden som undersøgende journalist, barsk polemiker, filmdokumentarist, engageret feminist og forkæmper for homoseksuelles rettigheder samt ikke mindst: kompromisløs forsvarer for laïcité – fransk sekularisme. Hun var initiativtager til et manifest, Nous sommes tous Danois, som støttede Danmark og ytringsfriheden under karikaturkrisen.

Fourest har bidraget til Charlie Hebdo, skrevet klummer for Le Monde og er nu tilknyttet det sekularistiske stridsskrift Marianne. I bogen Frère Tariq påviser hun, hvordan den islamiske reformtænker og bannerfører for den såkaldte euroislam Tariq Ramadan betjener sig af en tvetunget diskurs. I vestlig offentlighed er han fortaler for en modernistisk islam, der kan forenes med demokratiske frihedsværdier. Over for trosfæller lovpriser han reaktionær fundamentalisme.

Fourest har også ’demaskeret’ facadeblændværk hos Front National, der prøver at renskure sig selv som bredt appellerende folkeparti, men er lige så autoritært, chauvinstisk og fascistisk som altid »i bagbutikken«. Fourest er fascineret af den ukrainske feminist- og nøgenaktivistgruppe Femen.

Et værk, vi anbefaler:

La Tentation obscurantiste.

Et citat:

»At udvise tolerance over for de intolerante har aldrig svækket fundamentalisterne. Lige så lidt som integration, selv vellykket integration, kan beskytte os mod voldsgalninge.«

Politisk observans:

Fourest tilhører den libertære, antiautoritære, antifascistiske venstrefløj, som også Charlie Hebdo bekender sig til. Støtter Macron.

Fjenden:

Front National, totalitære islamister og deres ’forståere’ på venstrefløjen.

Serie

Frankrigs ti vigtigste intellektuelle

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale. Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv. Information har fundet de franske intellektuelle, og vi kan garantere, at Frankrig stadig er en intellektuel stormagt. På søndag vælger Frankrig deres næste præsident. De næste tre dage udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Tilmeld dig her og få besked, når vi løfter sløret for de næste på ranglisten.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu