Læsetid: 3 min.

Den italienske venstrefløjs identitet afhænger af, hvem der har ret til at identificere sig med Gramsci

For 80 år siden døde Antonio Gramsci, efter at Benito Mussolini i årevis havde forsøgt at stoppe hans tankevirksomhed. Han er blevet mere aktuel med tiden
6. maj 2017

Ved daggry torsdag i sidste uge opstod der et skænderi ved et gravsted i Rom.

Matteo Orfini, konstitueret formand i Partito Democratico (PD), var mødt op på den protestantiske kirkegård – blandt romere kaldet Cimitero degli Inglesi, englændernes kirkegård – i arbejderbydelen Testaccio for at markere, at filosoffen og kommunisten Antonio Gramsci udåndede for præcis 80 år siden.

Men ikke alle mener, at den aktuelle ledelse i regeringspartiet PD kan gøre krav på den politisk-filosofiske arv efter Gramsci, der døde som blot 46-årig efter et årti i fascisternes fængsler:

»Lad Gramsci hvile i fred,« råbte en vred, ung mand til PD’s delegation, »han må vende sig i sin grav.«

Uenigheden handler om mindst 25 års udvikling på Italiens venstrefløj. Og Gramsci, der i 1921 var blandt grundlæggerne af Italiens kommunistparti, PCI, er et omstridt klenodie. Efter Berlinmurens fald blev PCI først til Partito Democratico di Sinistra, så til Democratici di Sinistra og for 10 år siden til PD, mens et mindretal stædigt har fastholdt henvisningen til den kommunistiske idé i Rifondazione Comunista.

I lyset af sovjetkommunismens totalitære udvikling og det fascistiske regime i Italien anviste Gramsci i sine berømte fængselsoptegnelser, der blev skrevet under ekstreme omstændigheder, en anden vej til kommunismen – ikke gennem en voldelig opstand, men ved at organisere et alternativ til industriborgerskabets og kirkens kulturelle hegemoni. Men hvad kan venstrefløjen bruge det til i dag? Det er emnet for bøger, udstillinger og debatter i forbindelse med årsdagen for Gramscis død:

»Det virker næsten, som om hyldesten af Gramsci i år ikke kun handler om at fejre mindet om, hvad han var for næsten 100 år siden,« skriver PD’s partiorgan, L’Unità, der blev grundlagt som en uafhængig avis af Gramsci i 1924, »men om at søge, nærmest fremmane, en afklaring af nutiden.«

Det nye, endnu ufødte

Et par dage efter skænderiet på kirkegården blev der afholdt primærvalg i PD. Siden dannelsen af partiet, der opstod som en fusion mellem tidligere kommunister og tidligere kristendemokrater, har den italienske venstrefløj fået stadig sværere ved at formulere et politisk alternativ til partierne på højrefløjen:

»Krisen består netop i, at det gamle er ved at dø, og at det nye ikke kan blive født,« som Gramsci i sin tid diagnosticerede.

Eksperimentet med PD handlede om at skabe et postkommunistisk, socialdemokratisk venstrefløjsparti, der kunne regere og forandre et traditionelt højredrejet land som Italien. Men i stedet har den kristendemokratiske ånd sejret i PD, der nu snarere er et centrum-højre-parti. Den linje blev bekræftet ved primærvalget, hvor den tidligere ministerpræsident Matteo Renzi vandt med 70 procent af stemmerne.

Med en markant lavere valgdeltagelse end ved de første primærvalg i PD tyder meget også på, at mange venstrefløjsvælgere nu helt har opgivet projektet. Det betyder, at Renzi i bedste fald kan gøre sig håb om at regere i samarbejde med højrefløjen, på bankernes og kirkens nåde.

Forinden var en række af partiets tidligere topfolk med rødder i den kommunistiske tradition brudt ud for at danne et nyt venstrefløjsparti, Articolo 1. Deres chancer for at kunne konkurrere med PD er knyttet til kampen om Gramsci.

Den gramscianske tænknings kustoder i Fondazione Istituto Gramsci støttede PD’s ledelse i diskussionen om forfatningsændringer sidste år. Men efter Renzis nederlag ved folkeafstemningen om reformen i december er bestræbelserne på at fravriste partiet Gramsci intensiveret:

»Det parti, der hævder at repræsentere en gramsciansk tradition, har simpelthen skiftet side,« mener idéhistorikeren Angelo d’Orsi, som netop har udgivet Gramsci. Uno nuova biografia om sammenhængen mellem filosoffens svære skæbne og hans usædvanlige intellektuelle præstation.

En anden socialisme

D’Orsi påpeger, at Gramscis betydning først blev fuldt åbenbaret efter Berlinmurens fald – som en påmindelse om, at en anden socialisme er mulig, og at revolutionen er en proces. Det er også Gramsci, der har hjulpet mange moderne tænkere til at forstå neoliberalismen som et kulturelt hegemoni. Og der løber mange tråde fra Gramscis overvejelser over Syditaliens bremsede udvikling til postkolonialisme og moderne udviklingsstudier – Italien er altså et paradigmatisk land.

På Københavns Universitet blev der torsdag i sidste uge afholdt en konference om Gramscis aktualitet, hvor danske og udenlandske forskere i lyset af hans tænkning diskuterede neoliberalisme, flygtningekrise, det spanske venstrefløjsparti Podemos, Alternativet i Danmark og meget andet.

Desuden har den danske oversætter af Gramscis fængselsoptegnelser, Gert Sørensen, sammen med politologen Carsten Jensen for nylig udgivet en glimrende introduktion til forfatterskabet, dets tilblivelse og receptionshistorie i DJØF Forlags serie om statskundskabens klassikere.

Få andre er så omdiskuterede som Gramsci 80 år efter deres begravelse:

»Du er jo bare kommet for at lave et show på en kirkegård,« sagde Orsini fra PD til den vrede student ved graven.

»Nej, vi er kommet for at læse Gramsci.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu