Læsetid: 4 min.

Jacob Holdt har konfronteret os med det, vi har allermindst lyst til at vide

Hvordan tager man et billede af strukturel racisme?
Hvordan tager man et billede af strukturel racisme?

iBureauet/Mia Mottelson

6. maj 2017

I filmen Smoke fra 1995 bladrer Paul (William Hurt) på et tidspunkt, lidt forvirret, igennem Auggies (Harvey Keitel) enorme samling af fotografier, der er sirligt dateret og sat op i album efter album. Hvert eneste billede har nøjagtig det samme motiv: Hjørnet af Third Street og Seventh Avenue i New York, hvor Auggies tobaksforretning ligger. De er alle taget kl. 8 om morgenen. Et billede pr. dag, mere end 4000 dage i træk.

»Du vil aldrig forstå det, hvis du ikke sætter farten ned, min ven,« siger Auggie.

»Du ser næsten ikke på billederne.«

»Men de er jo alle ens?«

»De er alle ens, men hvert billede er også forskelligt fra ethvert andet. Du har dine lyse morgener og dine mørke morgener. Du har dit sommerlys og dit efterårslys. Nogle gange de samme mennesker, nogle gange forskellige. Og nogle gange bliver de forskellige de samme, og de samme forsvinder.«

Paul accepterer Auggies påbud og sætter farten ned, og efterhånden ser han det. Først ved den langsomme gentagelse fremmanes lighederne, forskellene og livet, der summer forbi forretningen.

Amerikanske billeder

Måske er denne scene fra Paul Auster og Wayne Wangs film den bedste indgang til at forstå det gigantiske projekt, som Jacob Holdt afsluttede sidste lørdag med sit foredrag ’Amerikanske Billeder’ i Dagmar Biografen i København efter 40 års turné.

I første omgang er det slående, som Holdts projekt ligner Auggies: Der må tages en enorm mængde billeder for at bringe os til at se det, som foregår lige for snuden af os. Mens Auggie ville dokumentere hverdagens skønhed, fastholde en stille meningsfuldhed, der ellers ville gå upåagtet hen, handlede Holdts projekt om at fastholde og konfrontere os med det, som vi allermest havde lyst til slet ikke at vide.

Det fire timer lange lysbilledshow om racismen i det amerikanske samfund fremviste, med fotografens messende stemme som akkompagnement, billede efter billede af forslåede og udpinte og ydmygede sorte amerikanere, side om side med reklamer og avisudklip og billeder af uvidende hvide undertrykkere i luksuriøse omgivelser.

Projektet var tydeligt og eksplicit båret af kærlighed – selvfølgelig til ofrene, til Holdts venner og kampfæller. Men ikke mindst til racisterne i eksempelvis Ku Klux Klan, der i Holdts øjne led under den kulde og afstumpethed, de selv havde mødt i deres liv. Og også til det sagesløse publikum, der måtte tvinges til at se det, de ikke ville se ved sig selv.

»I forstår det ikke, hvis I ikke sætter farten ned,« kunne han have sagt.

Han ville ikke bebrejde konkrete individer deres handlinger, men fotografisk fremkalde den ubevidste eller strukturelle racisme.

Kærlighed og vold

Man kan sige det på den måde, at Holdt forsøger at vise en sandhed, »hvis observatør aldrig kunne eksistere« for at bruge et udtryk fra den franske videnskabssociolog Bruno Latour.

Latour beskrev i en artikel fra 1995, hvordan et hold af geologer og botanikere formåede at fremskrive en jordbundsprofil på savannen i Brasilien ved at foretage en serie af transformationer af prøvetagninger, fra klumper af jord gravet op efter et simpelt koordinatsystem, over reolsystemer med små kasser af prøver ved siden af hinanden, til kvantificeringer og komplicerede beregninger og til sidst en figur, der beskrev selve jordbundsprofilen – en profil, som bogstaveligt talt ikke kan ses andre steder end i den artikel, det videnskabelige arbejde endte med.

Man må minutiøst bearbejde sit materiale, omforme det radikalt, hvis man vil producere sandheden om det. Der skal vold til, ganske enkelt. Det, som Latour beskriver, er en voldelig destruktion af noget konkret materie, et stykke jord i Brasilien, som gennemgår så mange processer, at det til sidst blot er blæk på papir – og en videnskabelig sandhed.

Der er en lignende vold i Holdts projekt, båret frem, som det er, af kærlighed. Blot må kærlighed forstås som hos Lacan: »Jeg elsker dig, men fordi jeg elsker noget i dig mere end dig, må jeg ødelægge dig.«

Holdt rev de konkrete, levede liv ud af deres sammenhænge og placerede dem ved siden af hinanden, i serier, for at vise det, som man ikke havde kunnet se ved at betragte dem hver for sig. Hvor mange gange har fotografen i et ophedet moment ikke måttet samle sig kynisk og sige: »Jeg bliver nødt til at tage et billede af det her«?

Det storslåede ved Holdts projekt er måske netop, at han ikke veg tilbage for den vold, der skulle til, for at fremmane det fælles i alle de talløse, forskellige situationer, han har bevidnet – og at han heller ikke viste nåde over for sit publikum, der blev tvunget til at forlade det trygge og velkendte for at betragte en sandhed, som vi endnu ikke har fået gjort op med.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Duus Nielsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Tak for den artikel. Nu ved jeg hvor jeg havde det fra, det år hvor jeg boede i Grønland og fotograferede den samme udsigt til fjorden og bjergene hver dag. Jeg havde en forestilling om at projektet ville være skide interessant at se på bagefter. Men det viste at det var processen der var interessant. Dvs. det at tage sig (have) tid til at gøre det. Har ikke engang billederne mere. Hvad skulle jeg med dem - de viser alle sammen den samme udsigt, godt nok i forskelligt vejrlig. Men det er ikke meget anderledes en hvis man fx. cykler den samme vej på arbejdet hver dag. Forskellen er bare at man som regel ikke lægger mærke til de små forskelle fra dag til dag. Og det behøver man sådan set heller ikke. Det kan jo være man har andet at tænke på.