Baggrund
Læsetid: 6 min.

Hvis man kan skifte køn, hvorfor kan man så ikke skifte race?

Filosoffen Rebecca Tuvel har i en artikel argumenteret for, at vi bør acceptere, at folk ’skifter race’, ligesom vi accepterer, at folk selv bestemmer deres kønsidentitet. Kritikere kalder det en hån mod både transpersoner og racegjorte og kræver artiklen fjernet
Da det kom fra, at borgerretsaktivisten Rachel Dolezal, der havde præsenteret sig som sort i årevis, faktisk havde hvide forældre, blev hun anklaget for racisme og svindel. Hvorfor accepterer vi ikke raceskifte, når vi accepterer kønsskifte, spørger amerikansk filosof.

Da det kom fra, at borgerretsaktivisten Rachel Dolezal, der havde præsenteret sig som sort i årevis, faktisk havde hvide forældre, blev hun anklaget for racisme og svindel. Hvorfor accepterer vi ikke raceskifte, når vi accepterer kønsskifte, spørger amerikansk filosof.

Colin Mulvany

Moderne Tider
27. maj 2017

Da den tidligere amerikanske OL-vinder i tikamp for mænd Caitlyn Jenner for to år siden sprang ud som kvinde, blev hun hyldet på forsiden af Vanity Fair og fik rekordmange følgere.

Samme år kom det frem, at borgerretsaktivisten Rachel Dolezal, der havde præsenteret sig som sort i årevis, faktisk havde hvide forældre. Hun blev anklaget for racisme og svindel.

Det er disse eksempler, som den amerikanske filosof Rebecca Tuvel bruger til at præsentere et argument, som har vist sig stærkt kontroversielt. Når vi anerkender »transkønnede personers beslutning om at skifte køn«, skriver hun i en artikel i det feministiske filosofitidsskrift Hypatia fra marts, »bør vi også acceptere transraciale personers beslutning om at skifte race«.

For det meste går det upåagtet hen, hvilke ideer der bliver fremført i akademiske filosofitidsskrifter, men i dette tilfælde har det igangsat en bølge af kritik af både forfatteren og det akademiske miljø generelt.

At en persons racegjorte tilhørsforhold skulle være op til vedkommende selv at afgøre, virker umiddelbart absurd, netop fordi ’race’ er navnet på det sociale mærkat, man ufrivilligt påføres af sine omgivelser. Og at sammenligne Dolezals ’raceskifte’, der af mange er blevet opfattet som bedrageri, med en persons ret til selv at angive sin kønsidentitet kan fremstå som en hån mod transkønnedes hårdt tilkæmpede og stadig usikre sociale anerkendelse.

Men ifølge Tuvel findes der ikke nogen holdbare argumenter imod ’raceskifte’, der ikke samtidig logisk medfører en afvisning af kønstransition, som hun for nemheds skyld reducerer til binære transitioner, dvs. mand-kvinde og kvinde-mand. Og derfor bør vi ifølge hende også acceptere raceskifte.

Fire indvendinger

Tuvel opsætter i artiklen fire mulige indvendinger mod sit forslag. Og hun gendriver alle fire:

Den første indvending er, at det synes uacceptabelt at anerkende en person som Dolezal som sort, når hun mangler »den eneste ting, der binder sorte mennesker sammen, nemlig erfaringer med racisme«, idet hun i størstedelen af sit liv er blevet ’læst’ som hvid af omverdenen.

Men, påpeger Tuvel, svarer det ikke til at sige at en person, der blev tildelt kønnet mand ved fødslen ikke kan tillade sig at springe ud som kvinde, fordi hun inden sin transition ikke har været udsat for sexisme?

Den anden indvending imod raceskifte bygger på de aktuelle samfundsnormer. Selv om der ikke er biologisk belæg for det, spiller genetisk ophav i USA en afgørende rolle i opfattelsen af menneskers racetilhørsforhold. Hvorimod køn anses som en sag, der udelukkende vedrører det pågældende individs krop, er det en almindelig opfattelse, at race både er et spørgsmål om en selv og ens herkomst.

Men at henvise til hvordan »racekategorier fungerer i vores samfund, som det er nu«, skriver Tuvel, er »et meget dårligt svar at give til en person, der spørger hvordan racekategorisering burde fungere«. Vores opfattelse af, hvad ’race’ er, kan meget vel forandre sig, på samme måde som andre kategorier som køn og seksualitet gør det.

For det tredje kan man pege på de skadelige konsekvenser, når en hvid person påtager sig en identitet som sort, bl.a. det fænomen, man kender som blackfacing, som også Dolezal er blevet anklaget for. Men vi bør ifølge Tuvel skelne mellem en person, der faktisk identificerer sig som sort, og en der bare »giver sig ud for at være sort med det formål at latterliggøre og styrke raciale stereotyper«.

Endelig kan det være »en moralsk forkert udøvelse af hvidhedsprivilegium«, hvis en person går fra hvid til sort identitet, da vedkommende altid vil bibeholde muligheden for at vende tilbage til sin oprindelige fordelagtige position. Tuvel bemærker, »at det samme argument på problematisk vis ville kunne anvendes til en male-to-female (mtf) transperson, som ville kunne vende tilbage til sit mandeprivilegium, måske især hvis denne person ikke har været igennem kønskirurgi«.

Epistemisk vold

Artiklen har udløst massiv kritik på blogs og sociale medier. Tuvel, der selv er hvid og ciskønnet (dvs. identificerer sig med det køn, hun fik tildelt ved fødslen), anklages især for at bidrage til en fagkultur, der traditionen tro kun tager hvides og kønskonforme personers arbejde alvorligt.

I et åbent brev, der begyndte at cirkulere den 29. april, anmodes Hypatias redaktion om at trække artiklen tilbage samt udsende en officiel undskyldning.

Kritikpunkterne kan overordnet set opdeles i to:

Det første handler om problematisk sprogbrug, såsom deadnaming, hvilket henviser til, at Tuvel nævner Caitlyn Jenners tidligere navn. For det andet er der fraværet af relevant akademisk litteratur af især racegjorte kvinder.

Med udgivelsen sender »det mest respekterede tidsskrift i feministisk filosofi« ifølge underskriverne et signal om, at »hvide cisakademikere udmærket kan engagere sig i spekulative diskussioner af disse emner uden i nævneværdig grad at forholde sig til de teoretikere, hvis liv er direkte påvirket af transfobi og racisme«.

Nora Berenstain, der er adjunkt i filosofi på University of Tennessee, skriver, at »artiklen indeholder en ekstrem grad af liberal hvid ignorance og transmisogynistisk vold« og henviser til Tuvels brug af udtryk som ’biologisk køn’ og fokus på operation.

Berenstain anklager Tuvel for at udøve såkaldt »epistemisk vold mod transpersoner og racegjorte«. En tendens, hun mener er særligt udbredt blandt hvide ciskvinder.

Tidsskriftets første reaktion var nøgternt at konstatere at artiklen havde »sat gang i en dialog«. Derefter udtrykte en række af Hypatias redaktører deres »dybeste undskyldning« og kaldte kritikken for både »forventelig og velbegrundet«.

Det »at sammenligne transpersoners levede erfaring (fra et tydeligt eksternt perspektiv) med ét enkeltstående eksempel på en hvid person, der påstår at have taget sort identitet til sig«, ligestiller på en uheldig og skadelig måde transpersoner med den historisk tyngede appropriering af sort kultur, skriver de.

Udmeldingen måtte dog ifølge Hypatias ledende redaktør, Sally Scholz, stå for underskrivernes egen regning. Hun bekendtgjorde nogle dage senere, at hun fortsat støttede Tuvel, og at der ikke kunne være tale om at trække en godkendt fagfællebedømte artikel tilbage.

Heksejagt eller symptom?

Kønsforsker Suzanna Danuta Walters har undret sig over, at en fagartikel af alle ting kan få folk til »at hyperventilere i vrede«. Hun skriver i ærgrelse, at »både angrebet og undskyldningen passer ind i højrefløjens diskurs om det venstreorienterede tankepoliti – på et tidspunkt, hvor vi dårligt har råd til det«.

Flere er efterfølgende kommet Tuvel til forsvar. Ifølge José Luis Bermudéz, der er filosofiprofessor på Texas A&M University, er det først og fremmest Tuvel og hendes karriereudsigter, der har lidt skade, idet det er hende »hvis akademiske omdømme er blevet trukket igennem mudderet i fuld offentlighed, og som er blevet personligt hængt ud«.

Journalist Jesse Singal mener, at der er tale om »en heksejagt« og gennemgår i New York Magazine noget af den »store mængde fejlinformation« om indholdet i Tuvels artikel, der ifølge ham florerer på internettet og har forårsaget en urimelig reaktion.

Et tilbagevendende spørgsmål i diskussionen er, hvorvidt en forskers sociale udsigelsesposition er relevant for bedømmelsen af det videnskabelige arbejdes sandhedsværdi.

Kelly Oliver, filosofiprofessor ved Vanderbilt University, beklager, at »nogle åbenbart føler, at de er de eneste, som legitimt har ret til at tale om bestemte emner«, hvilket fører til »en slags akademisk selfiekultur«. Hendes kollega, Lisa Guenther, mener imidlertid, at al for meget feminisme er blind over for de magtdynamikker, der er på spil, når tanker udformes.

Ifølge redaktør på det feministiske tidsskrift philoSOPHIA, Shannon Winubst, havde Tuvel faktisk modtaget kritisk feedback fra racestudie- og transstudieforskere, som tilsyneladende er blevet overset i reviewprocessen. Flere peger på, at kritikerne burde rette skytset mod Hypatia og det belastede akademiske miljø snarere end Tuvel.

Ifølge Winubst er det »suspekt«, at så mange folk, der aldrig før har interesseret sig for feministisk filosofi, pludselig råber op om censur og ytringsfrihed.

»Den overvældende sexistiske, mandsdominerede og hvide disciplin har, endnu en gang, anråbt feministerne som irrationelle, hysteriske og umoralske,« skriver hun.

Tuvel skrev 1. maj, at hendes artikel var et forsøg på udvide vores normkritiske horisont, og at »det sidste sted, man forventer at finde krav om censur, er blandt filosoffer«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Når Rachel Dolezal blev anklaget for svindel, var det til dels fordi hun havde forfalsket racistiske overgreb på sig selv, og dermed både direkte og indirekte skadet det sorte samfund, hun påstod at tilhøre og være forkæmper for. Det er også en del af forklaringen på at trans-aktivister er så MEGET LIDT fornøjede ved at blive påduttet, at Dolezal skulle være lige som dem.

Desuden er der også det lille problem, at transkønnede tæller mange, mange tusinder af mennesker, mens folk der prøver på at skifte race i stil med Dolezal tæller ...Dolezal. Derimod er "transracial" faktisk et eksisterende begreb, der betegner folk der som børn er blevet adopeteret på tværs af race-skel. Det kunne have været meget fint, hvis Tuvel havde haft den krølle med.

En del af kritikken om at Tuvel ikke har taget højde for transkønnede, er ikke bare at hun ignorerer deres liv og interesser, men i høj grad også at hun ignorerer en ganske betragtelig mængde akademisk arbejde på området, der blandt andet er lavet af faktiske forskere som for en dels vedkommende er transkønnede, og i stedet lader som om hun er ude i helt uudforskede territorier. At ignorere relevant og tilgængeligt materiale er en pænt stor no-no i de fleste akademiske discipliner.

Esben Holck

Der går en fortælling om at under 2.Verdenskrig hævdede min "ariske" farfar at han var jøde. Gad vide om nogen blev fornærmet. Jeg har ingen beviser for fortællingens ægthed.

Finn Thøgersen

@Troels Ken Pedersen

Nu kan du selvfølgelig definere "skifte race i stil med..." så snævert at der kun er en tilbage, men set mere bredt er det ikke noget ukendt fænomen.

Der er masser af historier (inkl avis artikler og retsdokumenter) i USA mindst 200 år tilbage om "lyshudede" sorte der udgav sig for hvide, der er sågar et ord for det: Passing

Og fra nyere politik har vi fx historien om Elizabeth Warrens påståede indianske herkomst...

Men vi kommer givetvis til a se mange varianter ingen af os pt har fantasi til...

Når fx køn og race ikke er skarpt opdelte kasser men noget man over tid kan ændre på får det nogen utilsigtede konsekvenser i et samfund der oprindeligt er indrettet med en indbygget inddeling i fx mand/kvinde.

Kan man overhovedet kombinere kønsskifte (pre-operativt) med kønskvotering ?
Eller ender du i besynderlige slagsmål om hvem der er tilstrækkeligt meget kvinde/mand/... til at opfylde kvotaen ?
Man kunne selvfølgelig gøre som i de oprindelige olympiske lege hvor en af dommernes (Hellanodikai) opgaver var at afgøre om deltagerne var græske nok til at være med, men....

Ligeledes får de særlige kvindelige sportsgrene før eller siden et problem.
Pt løser den organiserede sport det ved diverse tests af kønsorganer og kønshormoner, men det er kun et spørgsmål om tid før en domstol tager den process under kærlig behandling.

Finn Thøgersen

Damn, det skulle være "(især pre-operativt)" i starten af næstsidste paragraf

Rettefunktion ønskes, tak

Troels Ken Pedersen

@Finn Thøgersen: At folk med nok afrikansk blod til at falde for "the one drop rule" har prøvet at undslippe diskrimination ved at prøve at "passe", joh. Men det har jo alt overvejende handlet om netop at undslippe den kategori, hvor man bliver betragtet og behandlet som undermenneske -- ikke just det, vi ellers taler om her.

Den der med "en af mine oldeforældre var Cherokee" er et bedre bud, men det er mig bekendt ikke rigtig en ting, at folk på baggrund af sådan en udtalelse seriøst forsøger at slutte sig til stammen og "passe" som Cherokee (eller hvad det nu måtte være, men Cherokee er vist den mest populære).

Når man hænger sit argument op på Dolezals eksempel, ville det være et umådeligt meget stærkere argument, hvis ikke hendes tilfælde (som altså stadig pretty much er det ene raceskift-tilfælde, man kan kalkere så tæt over på transkønnethed) var så ensomt i sin kategori. De andre tilfælde understøtter sammenligningen meget dårligere.

Du har i øvrigt overvejende ret MHT sport. Der er en masse konkrete argumenter om kønsskifte og sportskategorier, hvor det praktisk relevante (for så vidt det er praktisk relevant) som regel mere er om man har været i hormonterapi i årevis eller ej, mere end om man har fået foretaget ændringer i de faktiske kønsdele -- hormonerne påvirker hele kroppen, mens det er de færreste sportsgrene hvor kønsdelene i sig selv er direkte i brug.