Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Ingen tid at spilde

Der skulle for alt i verden være indhold i tilværelsen for Göran Raimo Åkesson Ahlbom. Som krigsbarn i Finland havde han lært, at tid ikke er en evig ressource
Der skulle for alt i verden være indhold i tilværelsen for Göran Raimo Åkesson Ahlbom. Som krigsbarn i Finland havde han lært, at tid ikke er en evig ressource
Moderne Tider
27. maj 2017

Den nat, Göran Raimo Åkesson Ahlbom døde, skålede hans familie for ham i gin og tonic. Få dage forinden havde sygeplejersken på hospicet spurgt ham, hvad han havde allermest lyst til at drikke. Görans nyrer kunne ikke udskille væske, så han måtte vælge hver en dråbe med omhu. Gin og tonic mindede ham om de mange ferier, han havde holdt med sin store familie, hvor de efter en lang dag på løjperne eller ved havet plejede at samles for at fortælle røverhistorier over en kold drink.

Tidsspilde var det værste, Göran vidste. Skarpt forfulgt af elguitarer, som han virkelig heller ikke kunne lide. Han gav ikke noget for X Factor, ugeblade og Ekstra Bladets nyheder. Han krævede indhold. Også af sine samtaler. Når han i en af sine utallige diskussioner havde fået sin samtalepartner tilpas ophidset, klappede han gerne vedkommende på hånden som tegn på, at han værdsatte deres passion og argumentationsevner. Selv om han sjældent lod sig overbevise.

Krigsbarn i Finland

Göran blev født i Helsinki som en del af det svensktalende mindretal. Han var to år, da Vinterkrigen brød ud. Russerne bombede byen massivt, og som det mellemste barn var det Görans egen opgave at få bukserne på, når de pludselig skulle ned i kælderen midt om natten. I 1944 evakuerede Røde Kors en række finske børn og bragte dem i sikkerhed i Sverige. Göran var en af dem.

Efter ankomsten til Sverige kom børnene i sauna, bagefter blev de svøbt i pelsfrakker og båret over i sovesalen. Mindet om at ligge trygt i en svensk soldats arme og lytte til den knirkende sne stod knivskarpt i hans erindring. Hans oplevelser som krigsbarn gav ham et humanistisk livssyn, og han græmmede sig over den uværdige måde, som han mente, at flygtninge bliver behandlet på i dag.

I 1960 kom han til Danmark for at læse medicin. På grund af lægemangel i Finland var der indgået en aftale med Aarhus Universitet om, at finske studerende kunne komme til Danmark. Kort efter sin ankomst til Aarhus forelskede Göran sig i den smukke, nordjyske lægesekretær Ellen. Bryllup og barn fulgte kort efter.

Som nyuddannet læge flyttede Göran, Ellen og deres lille datter til Finland, men efter tre år fik Ellen hjemve, og de tog tilbage til Danmark. Her slog de sig ned i Aalborg med deres nu fire børn. Göran elskede sit arbejde som lungemediciner og betragtede sig selv som patienternes læge. Hans kone gik hjemme og passede børnene, mens han arbejdede hårdt og meget. En af hans arbejdsskader var, at han ikke kunne udstå hoste, der ikke var alvorlig. Når hans egne børn havde lidt kriller i halsen, fik de besked om, at det pjat kunne de godt droppe.

Göran, der selv havde efterladt sin familie i Finland, havde behov for at have sine børn og børnebørn tæt på sig. Da hans ældste barnebarn fortalte, at hun ville flytte til København for at studere, tog han hende straks på en guidet tur gennem Aalborg for at vise hende byens fantastiske studiemiljø. I virkeligheden handlede det om, at han gerne ville have, at hun blev i nærheden.

Göran Raimo Åkesson Ahlbom

  • Født 5. marts i 1937 i Helsinki
  • Speciallæge i lunge- og internmedicin
  • Efterlader sig en kone, fire børn, 10 børnebørn og et oldebarn.
  • Død 9. marts 2017

Familiemennesket

Den foragt for tidsspilde, som Göran nærede, gjaldt også hans egen alderdom. Han elskede at rejse, og det frustrerede ham, da han ikke længere kunne tage på spontane operarejser eller skiferier.

Det var også snarere eventyrlysten end fornuften, der rådede, da Göran og hustruen Ellen bookede billetter til Grækenland sidste sommer. Parret havde før besøgt de græske øer, men denne gang havde de på fornemmelsen, at deres børn ikke ville bifalde rejseplanerne. Gören var hjertepatient, og varme kunne udløse hans hjerteflimmer. Derfor ventede de med at fortælle familien om rejseplanerne, til det var for sent at standse dem. Det skulle vise sig, at blive den sidste af mange rejser.

Kort efter fik Göran nyresvigt og måtte i dialyse flere gange om ugen. Det voldte ham store smerter, og efter et par måneder valgte han at stoppe behandlingerne. Velvidende at han dermed ville dø. Göran gad ikke hutle sig igennem tilværelsen, derfor tog han konsekvensen og flyttede på hospice.

Ved siden af sengen hang hans yndlingsbillede. På det ser man hans tyve børn, børnebørn og svigerbørn, der smiler ind i kameraet en sommerdag. Længst til venstre står Göran. Som den eneste ser han ikke ind i kameraet, i stedet skuer han ud over flokken.

Familien betød alt for ham, og da døden nærmede sig, fik Ellen sat en seng op ved siden af hans. På den anden side lå hans ældste datter, og i naboværelset de tre andre børn. Da hans vejrtrækning en nat blev langsommere, var alle omkring ham. Da han var sovet ind, klædte de ham fint på, skænkede en drink og skålede. Naturligvis i gin og tonic.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her