Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Pressefotografen, der ikke ville tage billeder af krig

Mogens Holmberg fik som pressefotograf et travlt og begivenhedsrigt liv. Han dækkede mest sport, for krig og konflikter var ikke noget for ham. Han havde konservative holdninger, var autoriteternes mand og måske lidt mere anarkistisk, end han selv ville indrømme
Mogens Holmberg fik som pressefotograf et travlt og begivenhedsrigt liv. Han dækkede mest sport, for krig og konflikter var ikke noget for ham. Han havde konservative holdninger, var autoriteternes mand og måske lidt mere anarkistisk, end han selv ville indrømme

Privatfoto

13. maj 2017

En sommerdag i 1967 var Mogens Holmberg på vej med sin familie til deres ødegård i Sverige. De nåede kun lige at ankomme til huset, da naboen kom med et telegram til hr. Holmberg med beskeden om, at han skulle vende tilbage til København omgående for at flyve til Tel Aviv.

Seksdageskrigen var brudt ud, og Mogens Holmberg skulle dække den som pressefotograf. Næste dag møvede han sig ind på en militærbase og hoppede på en helikopter, der fløj ham ud til fronten sammen med israelske soldater.

Med øjet gennem linsen var det, som om han ikke selv var der. På et tidspunkt blev gruppen af soldater angrebet. En af dem nåede lige at hive Mogens Holmberg med ned, inden kuglen ramte. Næste dag tog han helikopteren ud med soldaterne igen til en landsby, hvor civile var blevet slået ihjel.

Her så han en dreng i 12-årsalderen, der lå død i vejkanten. Drengen mindede Mogens Holmberg om hans egen søn på samme alder, og så blev krigen pludselig mere virkelig. Da han kom tilbage til basen, ringede han til sin chef for at meddele, at han var færdig med at dække krig.

Chefen godtog hans beslutning, og fra den dag fotograferede han primært politiske begivenheder og sport. 

En ubehagelig spænding

Det var ellers ikke første gang, at Mogens Holmberg havde stiftet bekendtskab med krig. Han blev født i 1923 i København, og som dreng voksede han op i Nyboder og senere på Østerbro. Han begyndte på Christianshavns Gymnasium i 1940, og tre dage efter, at Danmark blev besat, meldte han sig til modstandskampen gennem Det Danske Spejderkorps. 

Mogens Holmberg gjorde det for fædrelandet og ikke for spændingens skyld. Han blev nervøs, hver gang han tog toget til Klampenborg og vandrede turen fra stationen til den hemmelige sommerhusadresse, hvor modstandsgruppen holdt til.

Han kunne ikke lide knuden i maven og den svedige fornemmelse i fingrene. Andre blev opstemt og skulle have brændevin og øl. Mogens Holmberg havde mest lyst til at drikke en kop te og gå hjem bagefter.

Da han blev færdig i gymnasiet, meldte han sig til marinen, hvor han var i tre måneder, inden han blev træt af befalingsfolkene. I stedet fik han job på Berlingske Tidendes analyseafdeling.

Da deres billedbureau, Nordisk Pressefoto, manglede en elev, søgte Mogens Holmberg jobbet og fik det. Det viste sig, at han havde talent for at tage billeder.

Autoriteternes mand

Det var også i 1940’erne, at Mogens Holmberg mødte sin hustru. Der var tredagesbal i Forum, og han havde fået billetter af sin chef til at deltage i festlighederne. Den første balaften havde han inviteret en pige med, som han havde et godt øje til.

I løbet af aftenen begyndte hun at danse med en anden mand, forlod festen og lod Mogens Holmberg alene tilbage. Han blev så sur, at han satte sig for at gøre det samme mod en anden pige om lørdagen. Han udsete sig et offer: den norske pige Boghild, som han havde mødt på Nyboder danseskole. Men inden aftenen var omme, havde han forelsket sig i hende.

De blev gift og fik tre børn sammen.

Mogens Holmberg elskede, når hele hans familie var samlet, og han sad ved bordenden og kiggede ud over sin flok. Det var ikke kun derhjemme, at han kunne lide at være overhovedet. Allerede i 1951 blev han cheffotograf for Associated Press i Danmark.

Det var også i 1950’erne, at han blev divisionschef for spejderne i Nyboder, og fra 1967 til 1976 var han formand for pressefotograferne. I løbet af sin formandstid fik han lanceret Årets Pressefoto, der havde sin første udstilling i Fyns Forum i 1975.

Mogens Holmberg var ikke politisk, men han sagde engang, at hvis han skulle melde sig ind i et parti, var det Centrum-Demokraterne. Familien var flyttet i et stort hus på Amager, og Erhard Jakobsens kamp for bolig- og bilejerne passede ham godt.

Han kunne ikke lide at betale skat, og det var også en af grundene til, at han ikke ønskede, at Boghild skulle arbejde: Det ville nemlig betyde, at ægtefællefradraget ville forsvinde. Samtidig kunne han også godt lide tanken om, at han var familiens forsørger. Det var prestigefuldt. 

De sidste svære år

De sidste ti år i Mogens Holmbergs liv var svære. Først mistede han sit barnebarn, der blev skudt på Christiania. Cirka ti måneder efter døde hans søn – faren til barnebarnet – der drak sig ihjel af sorg. Mogens Holmberg holdt efter sin søns død en tale, hvor han sagde: »Man bør ikke miste sine børn, før man selv dør.«

Herefter døde Boghild.

Samtidig begyndte hans eget helbred at skrante. Han var igennem en hofteoperation, fik flere blodpropper, der resulterede i, at han blev lam i den ene side af ansigtet og fik svært ved at tale. Samtidig havde han alvorlige rygerlunger.

Mogens Holmberg brød sig ikke om at være i en tilstand af afhængighed. Selv om han aldrig indrømmede det, blev han ensom til sidst. Hans søn healede ham igennem mange år for at forsøge at holde ham frisk, men til sidst gav Mogens Holmberg op.

Han ville hellere dø end at ende som en grøntsag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu