Læsetid: 4 min.

Bliver Macron enden på usikkerhedens og lidelsernes EU?

Det kræver sit at kæmpe de demokratiske og politiske reformer af eurozonen igennem, så Europa kan undslippe den spændetrøje, som tyskerne har pålagt kontinentets økonomi
Hvis Macron mener sit europæiske reformprogram alvorligt, så vil han kunne finde opbakning hos Sydeuropa og den franske venstrefløj. Spørgsmålet er dog om kansler Merkel er villig til at lade dette reformprogram realisere uden først at være blevet kørt igennem et kvælende tysk filter.

Hvis Macron mener sit europæiske reformprogram alvorligt, så vil han kunne finde opbakning hos Sydeuropa og den franske venstrefløj. Spørgsmålet er dog om kansler Merkel er villig til at lade dette reformprogram realisere uden først at være blevet kørt igennem et kvælende tysk filter.

Markus Schreiber

13. maj 2017

Europa kunne ånde lettet op, da de franske vælgere i sidste uge kårede centristen Emmanuel Macron som præsident for Den Femte Franske Republik og med et overbevisende stemmetal forkastede Marine Le Pen og hendes neofascistiske og EU-fjendtlige parti, Front National.

Macron er blandt andet blevet valgt på sin appel til idéen om Europa: et løfte om at genopfinde og puste nyt liv i efterkrigstidens europæiske fredsprojekt.

Den oprindelige hensigt med EU var at pacificere Tyskland. Midlet hertil var at binde Europas største nation og økonomi ind i en overnational institutionel ramme, så Tysklands interesser ikke længere var at dominere Europa, men at gøre dets europæiske naboers frihed og velstand til en forudsætning for tyskernes ditto og vice versa.

Ikke blot var franskmænd arkitekter bag dette europæiske fredsprojekt; Den Franske Revolution er også det idégrundlag, som EU er rodfæstet i – omend gennem et tysk filter.

Det kunne aldrig være anderledes. Revolutionens universalistiske idealer om frihed, lighed og solidaritet, som den franske filosof Jean-Jaques Rousseau var den centrale idémand bag, udgør reelt de normative kernebestanddele i selve den moderne moralske bevidsthed.

Men lige siden Oplysningstiden har de smukke idealer sameksisteret med en langt mere brutal virkelighed for dem, som ikke har været inkluderet i det gode selskab. Borgerskabets frihed blev realiseret på ryggen af en dominans og udbytning af den brede befolknings arbejde og en trælbinding af de europæiske imperiers kolonier.

Læs også

Selv efter demokratiseringen af de europæiske samfund og afkoloniseringen af den Tredje Verden har velstand og frihed i Europa været grundlagt i asymmetriske magtrelationer til Europas omverden.

Moralsk imperativ

Få steder er denne konflikt mellem idé og virkelighed tydeligere end i den tyske filosof Immanuel Kants oplysningsfilosofi. Kant arvede Rousseaus ideal om autonomi – om frihed som selvbestemmelse – men hos Kant blev Rousseaus demokratiske vision internaliseret i det enkelte individ som et moralsk imperativ i den moralske bevidsthed: Hos Kant er frihed ikke et udvortes ideal om kollektiv selvbestemmelse, men om indvortes moralsk motivation, om den rationelle persons efterlevelse af moralloven.

Samtidig var Kant dog én af de afgørende filosofiske ophavsmænd til den køns- og racelære, der i århundreder legitimerede mandlig dominans af kvinder og europæisk dominans af resten af verden.

Hos Kant bliver Rousseaus ideal om demokratisk selvbestemmelse ligeledes afløst af en mere klassisk republikansk version af frihed som en uangribelig retstilstand, og reelt blev det denne statiske version af Den Franske Revolutions idealer, der fandt vej ind i EU’s traktater, fremfor Rousseaus mere radikale, dynamiske og demokratiske fortolkning af autonomiidealet.

I det EU og den Økonomiske og Monetære Union, vi kender, er det statiske autonomiideal om en uangribelig retstilstand blevet realiseret i en ordoliberal version i form af overnationale økonomiske forskrifter, som medlemsstaterne skal efterleve, og som er hævet over de folkevalgte nationale parlamenters kontrol.

Resultatet er den sparepolitik, som er en af drivkræfterne bag de EU-skeptiske højrepopulisters succes.

Grænseoverskridende

Den europæiske idé sameksisterer i dag med et realiseret europæisk projekt, som for millioner af sydeuropæere og arbejderbefolkningen i nord kun opleves som en kilde til usikkerhed og lidelse.

Når Macron påkalder sig den smukke europæiske idé, så er han sig den brutale europæiske virkelighed bevidst. I sit kampskrift, Revolution, der netop er udgivet i en dansk oversættelse på Informations Forlag, vedkender Macron sig, at folkesuverænitet i dag må tænkes i en grænseoverskridende form, hvis den skal gøre sig håb om reel og effektiv kontrol med den europæiske sociale virkelighed.

Émmanuel Macrons svar på højrepopulismen er ikke at tale den ned, men at tale dens modsætning op. Franskheden ligger ikke i fortiden, men i friheden og fremtiden
Læs også

Macron fremsætter i sin bog en række lovende forslag: EU skal forankres i en fælles demokratisk samtale og i demokratiske konventer i medlemslandene om unionens fremtid; eurozonen skal underlægges en fælles økonomisk politik under en europæisk finansmister, der skal stå til ansvar over for Europa-Parlamentet eller i et nyt eurozoneparlament; tyskerne skal overtales til at investere mere i den europæiske økonomi – at åbne op for en massiv økonomisk stimulering, der kan genoprette væksten i eurozonen.

Macrons bebudede reformer af den franske økonomi – især hans liberalisering af det franske arbejdsmarked, som kan få brutale konsekvenser for den franske arbejderklasse – har blandt andet til hensigt at vinde tyskernes tillid, så de overordnede forslag om en demokratisk forankret politisk overbygning i eurozonen kan realiseres.

Det ene helt store spørgsmål i de kommende år bliver, om Macron reelt har viljen og styrken til at kæmpe de demokratiske og politiske reformer af eurozonen igennem, så Europa kan undslippe den kvælende ordoliberale spændetrøje, som tyskerne har pålagt kontinentets økonomi, og som har skabt et usikkerhedens og lidelsernes EU, fremfor et frihedens og velstandens EU.

Hvis han mener sit europæiske reformprogram alvorligt, så vil han kunne finde opbakning hos Sydeuropa og den franske venstrefløj. Det andet helt store spørgsmål bliver, om tyskerne er villige til at lade dette reformprogram realisere uden først at være blevet kørt igennem et kvælende tysk filter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tyskland vs. Frankrig.
Den tyske økonomiminister afgør altså, i hvilken udstrækning præsident M. Macron får succes med sin økonomiske politik og de andre brutaliteter, han har varslet – det skal desværre nok gå godt for de sociale grusomheders kondensationskerne - fordampningsresten EU … ;-)