Læsetid: 8 min.

Vi har mest grund til at være bange for vores egen fascination af den frygt, som vi med rette kan føle

Vi skal holde op med at lade os styre af vores frygt. Det mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. I stedet for desperat at forsøge at skabe tryghed mener han, at vi skal vi få en mere realistisk forståelse af vores samfunds styrke og erkende, at usikkerheden i verden ikke er nogen ny tilstand
20. maj 2017

– I din bog stiller du det retoriske spørgsmål: ’Er freden forbi?’ Er den det?

»Freden er ikke forbi i den forstand, at den aldrig er begyndt. Selve forudsætningen for, at vi kan få rigtig fred, er, at vi erkender, at de ideer, vi har haft om, hvad der skulle til for at få fred, og som står så fint i FN-pagten, i virkeligheden ikke er der, hvor problemet ligger. Den fred kan vi sagtens få, for stater har ikke været i krig med hinanden siden Anden Verdenskrig. I hvert fald ikke på overfladen.«

»Men løfter man bare lidt op i det historiske gulvtæppe, så er der masser af konflikt nedenunder. Konflikterne har blot fundet sted i den tredje verden eller inden i stater i stedet for mellem stater. Vi glemmer også, at vi gik og sang lange bange sange under hele den kolde krig. Det er den erkendelse, vi bliver nødt til at have, før vi overhovedet kan begynde at tale om, hvordan vi får en mere fredelig verden. For ellers bilder vi os ind, at tingene egentlig går meget godt og betragter hver lille terrorhandling som et kæmpe brud på vores fredelige verden, når sandheden i virkeligheden er, at der hele tiden har været masser af krig og konflikt.«

– Du skriver, at Anden Verdenskrig ikke var slutningen på krige, men begyndelsen på en ny type krige. Hvordan adskiller den nye type sig fra den gamle?

»Vi har hængt fast i sådan en forståelse af krig og fred, der er formet af ideer, som kommer fra det 19. århundrede, og som ikke beskriver den politiske og teknologiske virkelighed, som findes i dag. Krig er ikke længere en konflikt mellem befolkninger, men blandt befolkninger. Nu handler det om at undertvinge sig en befolkning og forandre den, så den lever op til eksempelvis det kommunistiske manifest eller de demokratiske idealer.«

»Motivet for det kan være temmelig ondt, se Hitler, eller relativt godt, se George W. Bush, men resultatet kan være ganske frygteligt for dem, som det går ud over. Og den type krig kan ikke stoppes på samme måde som en konventionel krig, hvor du udkæmper et slag og ser, hvem der har vundet. For den her type krig kræver, at modstanderen bliver glad for at blive slået, fordi de ved at blive slået kan forandre sig og blive til noget andet.«

– Hvorfor er det et problem at vores forståelse af krig er forældet?

»Fordi vi prøver at lave en fred, som Immanuel Kant eller Jean-Jacques Rousseau ville blive glade for, men i virkeligheden skal vi jo lave en fred, som borgerne i Aleppo kan se sig selv i. Det har vi svært ved, og det skaber sådan et utilsigtet hykleri i vores omgang med krig og fred, fordi vi ikke kan se helt skarpt, hvad problemet er, fordi vi er så optaget af at se på de store ideer, som vi febrilsk leder efter i de her konflikter, men som ofte ikke er der. Vi kan sagtens sige: ’Ja, vi lever op til det FN-pagten bad os om’, men så bilder vi os ind, at vi har løst nogle problemer, som vi slet ikke har løst.«

Suppedasen

– Du fokuserer på, at FN-pagten har spillet fallit. Alligevel skriver du, at vi skal værne om de internationale institutioner, som blev født ud af erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Hvorfor skal vi det?

»Sagen er den, at FN-pagtens ambitioner er gode – vi vil gerne have fred i verden. Problemet er, at de her institutioner i stigende grad bliver udfordret, netop fordi de bliver set som nogle, der ikke kan levere. Så de her idealer undergraver deres manglende evne til at levere, og når de ikke kan levere på de små resultater, så kan de heller ikke levere på de store idealer, og så står vi i suppedasen.«

»Institutionerne bliver jo tydeligt udfordret for øjeblikket af alle fra Trump til brexitterne over Putin, som ikke mener, at vi kan bruge fælles institutioner til så meget, og at det må være de store magters ord, der er ret. Der er behov for nogen, som siger, at de her institutioner er mere værd, end vi går og tror. For der bliver sådan en underlig lethed omkring dem.«

»Vi kan alle sammen brokke os over bureaukratiet i EU og FN, og pludselig en dag har vi brokket os så meget, at de er væk, og så er det, vi opdager, hvad det var, vi skulle bruge dem til. Så jeg prøver i bogen at sige, at det kan da godt være, at I ikke kan lide de her institutioner, og jeg er med på, at der er nogle udfordringer, men hvad er det så lige, I vil sætte i stedet for, og hvordan vil det skabe en bedre verden? Det har jeg ekstremt svært ved at se. Det var også det spørgsmål, som Macron stillede Le Pen under den franske valgkamp, og som hun grundlæggende ikke kunne svare på.«

– Du skriver, at det er et problem, når politikere lover at skabe tryghed, fordi det er dømt til at gå galt, og derfor i sidste ende kun øger fornemmelsen af utryghed. Kan du komme med et eksempel på det?

»Det er jo blevet en del af den moderne virkelighed, at det kan være, at den lastbil, der kører forbi dig, pludselig drejer hårdt til højre. Det er da en frygtelig usikkerhed at få ind i sin hverdag, og det kan jeg godt forstå, at folk reagerer på. Men vi må samtidig erkende, at hvis vi laver en verden, som er indlejret efter den frygt, så er det også frygtens politik, som kommer til at regere den verden. Det er jo præcis det, vi har oplevet siden Anden Verdenskrig og frem.«

»Jeg tror, det er mere frugtbart og demokratisk at erkende frygten og forholde sig rationelt og nøgternt til den. Det betyder ikke, at man skal ignorere den, tværtimod tror jeg nogle gange, at man skal tage den rigtig alvorligt, sådan at man ikke bare sætter nogle betonklodser på tværs af strøget, hvis magt består i at skrabe små børns knæ, men at man rent faktisk sætter nogle solide stålpiller op, så en lastbil ikke kan køre igennem.«

Blink til frygten

– Hvis man forholder sig nøgtern og rationelt til frygten, hvor meget grund til panik er der så for tiden?

»Jeg tror, vi har mest grund til at være bange for vores egen fascination af den frygt, som vi med rette kan føle. Det er ikke, fordi der ikke er grund til at være bange for terrorisme, eller Rusland, eller for en krig mellem USA og Kina. Men til gengæld er der også så mange redskaber, hvor Danmark, vores allierede og de internationale organisationer både kan forme verden, men også gribe ind mod konkrete tilfælde og sige ’nu stopper det altså’. Ser man for eksempel på terrorisme, så falder vi i et hul, hvor vi på den ene side opfører os totalt magtesløse og på den anden side overreagerer totalt, fordi vi har set os blinde på udfordringerne og helt glemt alle de muligheder, vi har til rådighed til at løse dem.«

– Hvilke muligheder tænker du på her?

»Nu diskuterer man jo de danske forsvarsbudgetters størrelse for øjeblikket. Vi har mulighed for at investere 1, 2, 3 eller 4 procent af vores bruttonationalprodukt. Bare det, at vi har valget, er luksus. Det havde man ikke i april 1940. Der er masser af ressourcer i vores samfund til at tage os af både de store og de små trusler. Så skal vi bare vide, hvornår det er vigtigt, og hvornår det ikke er vigtigt, og der vil jeg da sige, at Rusland er en vigtig udfordring. Men der er mange forskellige strenge, vi kan spille på. Vi er ikke bare overladt til, hvad Putin end måtte synes.«

– Du skriver til sidst i din bog, at vi skal se frygten i øjnene og blinke selvsikkert til den, hvad mener du konkret med det?

»Et samfunds selvsikkerhed afspejler dets ressourcer og dets politiske modenhed til at tackle konflikter. Der synes jeg, at vores samfund og vores offentlige debat i høj grad er præget af usikkerhed og frygt ­­– du kan bare åbne Facebook en tilfældig eftermiddag.«

»Og så er min pointe med at blinke, at vi også skal have en smule ironisk distance til vores problemer og til os selv, for hvis vi ikke kan se vores problemer i et større historisk perspektiv, så kan vi heller ikke forstå, hvor de er på en frygtskala – hvor bange skal vi f.eks. være for terrorister? Der er ikke nær så mange terrortilfælde i Europa i dag, som der var i 70’erne og 80’erne. Vi er nødt til at have perspektiv på det, vi ser, for hvis vi er perspektivløse, så er vi også løsningsløse.«

Sådan undgår vi at lade frygten styre os

Det kan nogen gange virke, som om verden er ved at falde fra hinanden. Men ifølge professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen er det ikke tilfældet: Verden har alle dage været konfliktfyldt, men i dag er vores samfund bedre rustet til at modstå truslerne. Her er Mikkel Vedby Rasmussens bud på, hvordan vi undgår at lade os styre af frygtens politik.

1. Erkend, at efterkrigstiden er en illusion. Forestillingen om, at der har været fred siden 2. Verdenskrig, er ikke bare forkert, den er også ukonstruktiv. De vestlige lande har været mere eller mindre permanent i krig siden Murens Fald og i hvert fald siden 2001. De har bare kaldt det noget andet så som interventioner eller fredsskabende missioner.

2. Drop ambitionen om tryghed. Når politikere lover, at de ved at bygge en mur eller hæve ulandsbistanden kan skabe sikkerhed, og der så alligevel kommer et terrorangreb, bekræfter det fornemmelsen af utryghed. Den totale sikkerhedspolitiske tryghed findes ikke, og det må politikere såvel som borgere indse.

3. Find realismen frem. I stedet for at søge tryghed bør vi se realistisk på situationen. Realistisk set er Vestens institutioner stærke og dens militære styrke knusende overlegen i forhold til stort set alle modstandere. Fx er stort set alle terrorgrupperne fra 1980’erne for længst bekæmpet.

4. Genskab staten som udbyder af sikkerhed. FN har ikke været i stand til at sikre fred, derfor må staten nu genopfinde sig selv som udbyder af sikkerhed. Ved at poste flere penge i statens magtapparat vil man kunne nedkæmpe terrorister og afskrække stormagter som Kina og Rusland.

5. Værn om de internationale institutioner. Vi må dog ikke glemme fortiden i forsøget på et quick fix af nutidens problemer. Derfor skal vi samtidig stå fast på de internationale institutioner og ideer, der blev skabt på baggrund af læren fra verdenskrigene

6. Se frygten i øjnene. Det handler om at erkende, hvad man kan, og gøre, hvad man må. Vi skal se frygten i øjnene - og blinke selvsikkert til den. 

Serie

Moderne Ideer

I Informations nye bogserie Moderne Ideer beder vi forskere komme med svar på tidens svære spørgsmål.

Hver gang vi udgiver en bog i serien, præsenterer vi nogle af dens tanker her i Moderne Tider.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu