Læsetid: 4 min.

Simone Veil er Frankrigs 7. vigtigste intellektuelle

Information kårer Frankrigs ti vigtigste intellektuelle. Vi er nået til nr. 7 til 5.
Information kårede for nylig Simone Veil til at være en af Frankrigs vigtigste intellektuelle

Sofie Holm Larsen

5. maj 2017

Vi er nået til anden etape i Informations kåring af Frankrigs vigtigste intellektuelle. 

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale.

Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv. 

På søndag vælger Frankrig Den Femte Republiks næste præsident. Frem mod valget udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Simone Veil

Politikeren Simone Veil er født i Nice i 1927.

Franske intellektuelle kvinder har klart sværere ved at slå igennem i offentligheden end mænd. For mange sker det først, når de er oppe i alderen og har fået børn. Det gælder også Simone Veil, der uddannede sig til advokat efter at have overlevet Auschwitz og Birkenau.

Hun blev gift, fik tre sønner og gjorde karriere. Siden har Veil tre gange været minister under højreregeringer. I 1979 blev hun den første formand for Europarådet, og i en alder af 81 år blev hun medlem af det Det Franske Akademi, hvis medlemmer omtales som »de udødelige« – en term, der i høj grad synes at passe på netop Veil.

Simone Veil er ikke kendt for et stort teoretisk værk eller polemisk optræden. Hun står knivskarpt i franskmænds bevidsthed på grund af en lov, der var usædvanlig svær at gennemføre. Og også lidt for et par tårer, der faldt en sen nattetime. Det var i den periode på tre novemberdage og -nætter i 1974, at Simone Veil som sundhedsminister forsvarede loven om fri abort, der stadig bærer hendes navn.

Værst var det til sidst, da et parlamentsmedlem sammenlignede Veil med nazistiske læger, »der vil kaste fostre i krematorieovne«. Det var her, Simone Veil bøjede sig over sine papirer og hastigt tørrede en tåre bort

Et værk, vi anbefaler:

Une vie. Udgivet på forlaget Stock i 2007.

Et citat:

»Vi kommer fra alle kontinenter, troende og ikketroende og bebor den samme planet og tilhører et menneskeligt fællesskab. Vi skal være påpasselige og ikke alene forsvare os mod de naturkræfter som truer os, men især mod menneskers galskab.«

Politisk observans:

Veil har været yderst kritisk over for centrumpolitikeren Bayrou, der har sluttet sig til Macron. Til gengæld har hun ført en livslang kamp mod det ekstreme højre.

Fjenden:

Alle de, der sætter spørgsmålstegn ved kvindens ret til at bestemme over egen krop.

Michel Onfray

Michel Onfray er født i 1959 i Argentan, en flække i Normandiet, som søn af fattige landarbejdere, der satte ham på en katolsk kostskole.

Onfray overkommer både at være markant mediekommentator og at skrive filosofiske værker i enorme mængder.

Værklisten afspejler med over 100 udgivelser en balzacsk hyperproduktivitet, og Onfray er et særsyn på Frankrigs filosofiske scene ved ikke at have gået i nogen af de eliteskoler, som normalt er forudsætningen for intellektuel stjernestatus. 

Han er fortaler for et hedonistisk og ateistisk verdenssyn. Inspirationskilder er Nietzsche, Epikur, kynikerne, fransk materialisme og individualistisk anarkisme.

Størst gennemslagskraft har Onfray haft med Traité d’Athéologie (2005), der blev en international bestseller og placerede ham som Frankrigs modstykke til Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens. 

Onfrays projekt er et ’antiplatonisk’ opgør med den idealistisk-spirituelle jødisk-kristne arv og en rehabilitering af materialistisk-sensualistisk tænkning. Han vil formulere en etisk hedonisme, hvor filosofi får utilitaristiske roller i kunst, politik og hverdagsliv. Onfray har grundlagt et folkeuniversitet, der skal popularisere filosofi som indsigt og metode. Han er i gang med at skrive hele filosofihistorien om i nibindsværket Contre-historie de la philosophie og videoblogger hver dag om aktuelle spørgsmål.

Et værk, vi anbefaler:

Traité d’athéologi (norsk udgave: Vi trenger ikke Gud udgivet i 2007).

Et citat:

»Socialisterne synes, jeg er for venstreorienteret. Trotskisterne, at jeg ikke er venstreorienteret nok. De grønne hader mig, fordi jeg elsker foie gras og forsvarer atomkraft og GM-afgrøder. For feministerne er jeg ikke kvinde nok, og anarkisterne synes, jeg er en småborger, der har solgt ud, fordi jeg stadig går ind for universel stemmeret.«

Politisk observans:

Onfray er anarkist og libertær socialist. Han har peget på kommunistiske kandidater ved tidligere præsidentvalg, men håner Mélenchon for hans Castro-begejstring. Stemmer blankt og »foragter hele den politiske klasse«. Over for islamistisk terrorisme er hans position pacifistisk.

Fjenden:

Organiseret religion, især monoteistisk, og magtkoncentrationer

Éric Zemmour

Født i 1958 i Montreuil, en vestlig forstad til Paris.

Zemmour, hvis familie stammer fra Algeriet og er jødisk, har enorm betydning på den franske intellektuelle scene.

Han er pokkers dygtig, også selv om han to gange ikke bestod optagelsesprøven til ENA, der er den institution, som uddanner toppen af fransk administrations elite – kort sagt: politikere.

Zemmour har fundet andre måder, hvorpå han kan optræde med sit ekstremt skarpe intellekt og polemiske talent. I 1996 blev han del af den borgerlige avis Le Figaros lederkollegie. Fra 2003 og frem blev han et fast indslag i tv-udsendelser – blandt andre Ça se dispute, hvorfra han i 2014 blev fyret på grund af antimuslimske udtalelser.

Hvis Zemmour har en filosofi, handler den om maskulinitetens deroute. Zemmour tegner i sine analyser et nærmest apokalyptisk billede af et Nedturseuropa med mindelser om, hvad filosoffen Otto Weininger skrev i værket Køn og karakter i 1903 (et værk, der inspirerede nazismen): Kvinderne begærer ikke mændene længere. Mændene er efter skilsmisserne flygtet fra hjemmene og deres faderrolle. Kvinderne får ikke børn nok, og så må vi hente ’de fremmede’.

Et værk, vi anbefaler:

Le Suicide français.

Et citat:

»Alt tyder på, at de franske og europæiske mænd efter at have lagt fallos fra sig, hverken kan eller vil befrugte deres tilbageholdende kvinder. Det hele foregår, som om Frankrig og Europa har erklæret sig som åbent land og blot venter på at blive befrugtet af en virilitet, der kommer udefra.«

Politisk observans:

Stærkt kritisk over for Le Pen, hvis niveau han finder underlødigt. Zemmour ser dog på nuværende tidspunkt ikke nogen anden mulighed for at hævde Frankrigs nationalsuverænitet. Kalder sig selv antiliberal og reaktionær bonapartist.

Fjenden:

Alt, hvad der bevæger sig på venstrefløjen.

Serie

Frankrigs ti vigtigste intellektuelle

Man siger, at franskmændene ikke længere har forfattere og tænkere som Jean-Paul Sartre og Michel Foucault, som hæver niveauet for den offentlige samtale. Men myten om de intellektuelles død er lige så gammel som dem selv. Information har fundet de franske intellektuelle, og vi kan garantere, at Frankrig stadig er en intellektuel stormagt. På søndag vælger Frankrig deres næste præsident. De næste tre dage udvælger vi Frankrigs ti største intellektuelle.

Tilmeld dig her og få besked, når vi løfter sløret for de næste på ranglisten.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg kan umuligt være den eneste der allerede har gættet at Informations frankofile trekløver deler de øverste pladser mellem sig: Nummer 3 bliver Nicolai Ivanowitch Laurent, nummer to tager Rédacteur en chef Lettre du Mount Heureuse sig af for elegant at overgive førstepladsen til Etienne Burlesque. Nede på fjerdepladsen finder vi importen fra nabolandet - Penne et Macaroni - der ganske vidst er meget i medierne for tiden, men er alt for praktisk anlagte til en topplacering.

Touhami Bennour

Changer la vie, sagde Arthur Rimbaud. Som K,Marx efter han har læst Feuerbach: filosofferne har hiddtil fortolket verden, men det gælder om at forandre den. Vi ser kun franske intellectuelle som giver Frankrig op og taler om erxtreme fronter og Islam. Jeg hælder gerne til Macron som den bedste franske intellctuelle nu.