Den socialt konstruerede penis

Det var selvfølgelig Jacques Derrida selv, der havde overblik og empati nok til at bemærke det sørgeligste ved den såkaldte Sokal-affære tilbage i 1996, hvor han var blandt de anklagede for at bedrive postmodernisme og relativisme og alt muligt andet farligt.

»Det er trist, synes De ikke,« sagde Derrida i et interview om sagen, »at navnet Sokal nu for altid vil være forbundet med et bluffnummer?«

Derrida havde simpelthen ondt af Alan Sokal, der ellers lige var blevet berømt for at ’afsløre’, at man kunne få en artikel trykt i et socialvidenskabeligt tidsskrift, selv om den var fyldt med selvopfundne teorier og nonsens.

Sokal mente at have bevist, at humanvidenskaberne var fyldt med pseudovidenskab i modsætning til naturvidenskaben, hvor de fleste ifølge Sokal tror på, at »der eksisterer en uafhængig verden, hvis egenskaber er uafhængige af mennesker«, og som kan beskrives i objektive termer.

Hvis det var sørgeligt, at Sokals bidrag til menneskeheden var et bluffnummer, er det vel nærmest tragikomisk, at endnu to heltemodige hustlere, Peter Boghossian og James Lindsay, nu for evigt er blevet knyttet til Sokal-sagen gennem offentliggørelsen af artiklen: »The Conceptual Penis as a Social Construct« i tidsskriftet Cogent Social Sciences.

Bortset fra at denne nye afslørende publikation er en mere pubertær efterligning af sit forbillede, er dens væsentligste bidrag i virkeligheden, at den har bekræftet, hvor let er at publicere i dag, hvis man bare finder den rigtige vej. Artiklen blev i første omgang afvist af et seriøst tidsskrift, men senere antaget af et andet, hvor man blot skulle betale for publikationen.

En penis er en penis

Vittigheden om den socialt konstruerede penis har affødt en del reaktioner, der synes at dele et stærkt had til alt, hvad der lyder som postmodernisme, og specifikt til kønsstudier, som mange mener nu er blevet afsløret som politiserede og uvidenskabelige.

Men selv om der i sagen ligger en berettiget anklage mod akademiske markedsmekanismer og en påpegning af tendensen til nogle gange lidt for nemt at acceptere jargon, er det næsten chokerende, hvor primitiv en filosofisk position, der træder frem hos de indignerede videnskabsforsvarere. I et blogindlæg, hvor historien om den falske artikel afsløres, beretter forfatterne således om, hvor grotesk det er, at de slap afsted med at hævde, at en penis ikke er et anatomisk organ, men en »kønsperformativ, højst flydende, social konstruktion«.

Uagtet den pubertære begejstring ved at sige ’penis’ er det oplagt, at den sproglige naivitet bag denne forargelse er betragtelig. At der overhovedet skulle findes noget andet at sige om en penis, end at den er en penis, er tilsyneladende en så fantastisk tanke for forfatterne, at man næsten kan høre dem fnise som skoledrenge, der for første gang hører, at der er andre måder at tænke på sit organ end som en tissemand.

Kendsgerninger

Hvad vi finder i eksemplet med den falske artikel er således en filosofisk opfattelse, der antager, at der findes en virkelig, videnskabelig beskrivelse, der giver os verden, sådan som den entydigt er, uden at forvrænge eller vinkle den. Denne position er så naiv, at den overser sin egen mest grundlæggende gestus: nemlig det at beskrive verden i videnskabelige termer.

At beskrive kendsgerninger er at give verden en sproglig form. Selve ordet ’kends-gerning’ siger det egentlig allerede: Det er noget, der er gjort kendt. Ordet ’faktum’ stammer som bekendt også fra ’facere’, der betyder ’at gøre’.

Det vil sige, at en kendsgerning er noget, som nogen har skabt, formet, opsamlet, artikuleret, men aldrig noget, der ’af sig selv’ er blevet transplanteret direkte ind i f.eks. den menneskelige hjerne. Paradoksalt nok er den position, der insisterer på sin egen direkte adgang til sandheden om verden, således den, der bliver mest afhængig af det sprog, som tales lige præcis nu og lige præcis her. Den er ikke en realisme, men tværtimod en naiv eller ubevidst idealisme.

Naiv idealisme

Filosofien rummer mange forskellige måder at tænke forholdet mellem sprog og virkelighed, nogle mere sofistikerede end andre. Det spøjse er, at den naive idealisme, der påstår at være en empirisk, videnskabelig eller objektiv form for realisme, er den, der er længst væk fra realismen.

Ironisk nok er forestillingen om en ’konceptuel penis som en social konstruktion’ således næsten mere lovende som tilgang til at forstå, hvad en penis er, end den, der fornærmet holder fast i, at der findes én og kun én måde at beskrive, hvad der hænger mellem benene på en Sand Videnskabs Mand.