Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min søster spiller dum, når hun er sammen med kæresten

Kvinde, 37
Moderne Tider
10. juni 2017

Min søster og jeg har for nylig arvet et sommerhus, og vi har lige været der i fem dage med mine børn og begge vores kærester. Jeg holder utroligt meget af min søster, men det går mig også på, at hun bliver en helt anden, når hun er sammen med sin kæreste. (De har været sammen i to år). Hun spiller dummere, end hun er, klistrer sig til ham og gider ikke rigtig lave noget sammen med mine unger eller mig, når han er der.

Jeg ved godt, at min kæreste og jeg ikke har patent på den rigtige måde at være kærester på, men kan jeg sige til hende, at jeg synes, hun skal rette sit fokus lidt mere mod fællesskabet og lidt mindre mod kæresten, når vi er sammen? Vi skal snart i sommerhus sammen igen.

Svar I:

Vi påtager os alle forskellige roller i forskellige sociale sammenhænge. Måske er den søster, du er vant til at se, i virkeligheden bare den rolle, som hun påtager sig for at leve op til de standarder og forventninger, hun tror, du har. Og måske er den søster, du oplever, når hun er sammen med sin kæreste, i virkeligheden sådan hun er, når hun er mest sig selv.

Hvis hun gerne vil spille lidt »dum« og koket over for sin kæreste, så fred da være med det. Det lyder, som om de har det sjovt sammen, og måske er du i virkeligheden selv misundelig, fordi de stadig flirter og ’klistrer’ sig til hinanden efter to års parforhold. Er det mon dér, skoen trykker?

Jeg kan til gengæld godt forstå, at du gerne vil have hende til at tage del i familiens fællesskab. Også når hun har kæresten på slæb. Men prøv at se dem som et par i stedet for at fokusere på din søster. Inddrag dem sammen, og lad dem være med på deres egne præmisser.

– Sebastian Abrahamsen

Svar II:

Nu ved jeg jo ikke, hvor tæt jeres forhold er, og om I plejer at kunne sige tingene råt for usødet til hinanden. Men min dyrtkøbte erfaring er, at det er svært – nærmest umuligt – at komme godt igennem kritik af søskende eller veninders kærester. Det svarer til at blande sig i andre folks børneopdragelse: Resultatet bliver som regel sårede følelser og en defensiv reaktion.

Mit råd er derfor enten at bide tænderne sammen eller at bruge mindre sommerhustid sammen med hende og kæresten, hvis det går dig for meget på. Tag afsted med andre i din omgangskreds, som gerne vil fællesskabet, og nyd din søsters selskab på andre måder.

– Line Vaaben

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Din søster er en ægte kvinde - og agerer som sådan. Hendes kæreste er en meget heldig mand. Hurra for det!