Læsetid 6 min.

Corbyn har vundet et vigtigt slag i kampen mod de neoliberale eliter

Den italienske marxist Antonio Gramsci forstod, at før venstrefløjen kan gribe magten, må den først gøre op med alle etablerede forestillinger om ’den sunde fornuft’. Netop det gjorde Labour ved at trodse skeptikernes kritik af Corbyn
Det øjeblik, da Labours manifest blev lækket – og den folkelige støtte steg – var det øjeblik, hvor skyttegraven blev indtaget. Labours højrefløj søgte tilflugt i næste skyttegravsrække – man gav afkald på valgsejr og så frem til en ny ledelse efter et forventeligt, forsmædeligt nederlag. Det gik heller ikke så godt

Det øjeblik, da Labours manifest blev lækket – og den folkelige støtte steg – var det øjeblik, hvor skyttegraven blev indtaget. Labours højrefløj søgte tilflugt i næste skyttegravsrække – man gav afkald på valgsejr og så frem til en ny ledelse efter et forventeligt, forsmædeligt nederlag. Det gik heller ikke så godt

Alastair Grant

17. juni 2017

For at stoppe Jeremy Corbyn er den britiske elite nu parat til at opgive Brexit – først i den hårde udgave og siden helt og aldeles, hvis det ikke kan være anderledes. Det er logikken bag de manøvrer, smigrende floskler og skyldbekendelser, som vi ser politikere og journalister optræde med i disse dage. 

Og den logik giver glimrende mening. Det var planen, at resultatet af Brexit-afstemningen skulle have udløst thatcherisme i version 2.0 – selskabsskatter på irsk niveau, svækkelse af menneskerettighedslovgivning og et vedvarende modstykke til Falklandskrigen – denne gang blot med Bruxelles som den ydre fjende og alle modstandere af en hård Brexit som den indre.

Men med Corbyn som premierminister kan ingen variant af thatcherisme gennemføres og derfor den febrilske jagt på en ny retrætestrategi. De, som følte sig frastødt af Mays krasse nationalisme, vil nu se den stænket gavmildt til med en ny kompromisviljes parfume.

Jeremy Corbyn fik et kanonvalg, fordi de studerende stemte på Labour i store tal, og fordi en stor del af UKIP’s vælgere stemte på Labour i stedet for de konservative
Læs også

Labour forsøgte at holde Karl Marx ude af valgkampen, hvilket kan være rimeligt nok. Det er dog en marxist, hvis tænkning giver os en nøgle til forståelse af de seneste begivenheder. Antonio Gramsci, den italienske kommunistleder, som døde i fascistisk fængsel i 1937, ville ikke have haft svært ved at forstå Corbyns gennembrud og Labours fremgang. Gramsci havde nemlig en klar forståelse af, hvilken kamp venstrefløjen må kæmpe i et etableret demokrati – og hvordan den kan vindes.

Trodser ’sund fornuft’

Lad os se på forløbet i de seneste seks uger. Labour lagde ud med en tilslutning på 25 procent i meningsmålingerne, men endte med at score 40 procent af stemmerne. Partiets udkast til et politisk manifest blev lækket, hvad der fik kritikere til at drage partiets kompetencer i tvivl, men effekten blev en øjeblikkelig styrkelse af Corbyns popularitet.

Så blev Storbritannien angrebet af terrorister, men det var toryernes popularitet, der tog et dyk. Og selv om de etablerede Labour-kandidater førte kampagne ud fra overbevisningen, at Corbyn ikke kunne vinde, styrkede hans tilstedeværelse flertallet i deres valgkredse med 10 procent.

Læs også

Det var ikke meningen, at noget af dette skulle ske. Det strider imod enhver ’sund fornuft’. Gramsci var den første til at forstå, at for arbejderklassen og venstrefløjen må næsten hele kampen i denne fase gå ud på at ’disrupte’ og trodse den sunde fornuft. Han forstod, at det er den accepterede sunde fornuft – ikke sikkerhedstjenester og generaler – der i virkeligheden holder eliten ved magten.

Først når vi har indset dette, kan vi begribe, hvor stor Corbyns bedrift er. Selv om han ikke vandt, har han smadret neoliberalismens logik og offentlige dominans – og tvunget de nationalistiske økonomers xenofobe idelogi på tilbagetog.

La remontada

Brexit var en uønsket gave til Storbritanniens erhvervsliv. Selv i sin blødeste form ville Brexit betyde 10 års disruption, inflation, højere renter og et uoverskueligt dræn på de offentlige budgetter. Brexit ville fjerne udbuddet af billig arbejdskraft og truede med at efterlade Storbritannien som en økonomi uden et marked.

Men den herskende britiske elite og det britiske erhvervsliv har forskellige interesser. Den britiske elite har reelt helt afkoblet sig selv fra ethvert interessefællesskab med de mennesker, der driver virksomhed i landet. Den har i stedet gjort sig til mellemmand for globale hedgefondforvaltere, ejendomsspekulanter, kleptokrater, oilesheiker og andre gangsterkapitalister. Det var for at tjene sidstnævntes interesser, at Theresa May forvandlede sit konservative parti fra liberale globalister til hårde brexiteers.

Emmanuel Macron står til en totalsejr efter Frankrigs anden valgrunde af parlamentsvalget søndag. 
Læs også

Alliancen blev skabt i to trin. Først illustrerede Corbyn i et omhyggeligt gennemregnet program – det første fra Labour i tyve år – hvor fremragende det vil kunne fungere for det store flertal, hvis sparepolitik og privatiseringsbølger afvikles, og staten begynder at tage centrale fællesskabsopgaver tilbage fra private spillere og spekulanter.

I valgkampens sidste uge fulgte så en taktik, der på spansk kendes som la remontada ­– comebacket. I stedet for at repræsentere partiet talte han nu som en mand, der ville repræsentere hele nationen. Dag for dag skabte han en storslået fornemmelse af, at mulighedsrummet pludselig havde ændret sig.

Lækket manifest

De ideologiske resultater af dette er væsentligere end al parlamentarisk mandataritmetik. Gramsci lærte os, at den herskende klasse ikke regerer gennem staten. Staten, sagde Gramsci, er kun dens sidste bastion. For at vippe magteliten af pinden, er man først nødt til at indtage de rækker af skyttegrave, den har etableret til sit forsvar.

Sidste sommer, under Labours andet formandsvalg, stod det klart, at elitemagtens mest fremskudte skyttegrav skærer gennem midten af Labour-partiet. Labours højrefløj kæmpede forbitret for at genvinde kontrollen over partiet med påstande om, at eliten aldrig ville tillade partiet at regere med en ledelse og et program, der var så venstreradikalt.

Det øjeblik, da Labours manifest blev lækket – og den folkelige støtte steg – var det øjeblik, hvor skyttegraven blev indtaget. Labours højrefløj søgte tilflugt i næste skyttegravsrække – man gav afkald på valgsejr og så frem til en ny ledelse efter et forventeligt, forsmædeligt nederlag. Det gik heller ikke så godt.

Lige så lidt bevendt var tredje skyttegravsrække: tabloidpressen og dens ekkokammer i de øvrige medier. Over 12 millioner mennesker stemte på et parti, som blev stigmatiseret som en »støttepille for Storbritanniens fjender«, der var blød over for terror og havde »blod på sine hænder«. 

Også grundene til dette ville Gramsci have forstået. Hvor de fleste socialister dengang opfattede arbejderklassen som en slags hvepsebo, hvor alle medlemmer var forhåndsprogrammet til at udfylde deres historiske roller, sagde Gramsci, at »alle er intellektuelle«. Selv når mennesker på deres arbejdspladser behandles som »dresserede aber«, er enhver i sine ledige stunder »en filosof, en kunstner, en mand af smag … og handler efter funderede moralske overvejelser«, som han skriver et sted i sine Quaderni del carcere (Notesbøger fra fængslet).

Ud fra den præmis var Gramscis budskab til 1930’ernes socialister, at de skulle opgive deres besættelse af at erobre statsmagten – og i første omgang føre en langvarig og tålmodig skyttegravskrig imod den herskende elites ideologi.

Lang kulturkamp

80 år senere kampbetingelserne forandret. I dag behøver man ikke at komme op af minen, tage et brusebad, stavre hjem til lejekasernen og læse Daily Worker, før man kan begynde at tænke politisk. Som jeg hævder i min bog Postkapitalisme er arbejderklassen ved at blive udskiftet som historisk og politisk aktør med det netværksforbundne individ: Mennesker med kun svage bånd til hinanden og institutionerne, men som er i besiddelse af stærk individualitet, rationalitet og ny handlekraft.

Læren af sidste uges britiske parlamentsvalg er, hvor let netværksforbundne og oplyste mennesker kan gennemskue det politiske nonsens. Hvor let de kan organisere sig gennem onlinefælleskaber for taktisk stemmeafgivning, og hvor hurtigt de kan samles om at bakke et nyt sæt grundværdier op, når en lederskikkelse som Corbyn fremlægger dem med velvilje og munterhed.

De fortsat høje stemmetal til de konservative og enkelte symptomatiske nederlag i Labourkredse, hvor fremmedhadet har forskanset sig hos arbejderklassen, fortæller os, at dette kan blive en lang kulturkamp – en stillingskrig snarere end en manøvrekrig, som Gramsci ville have udtrykt det.

Læs også

Men i den krig er et vigtigt slag nu vundet. Toryerne tabte og må nu gemme sig bag reaktionære Belfast-protestanters orange skjold. Venstrefløjens næste skridt må være ikke at forfalde til hybris. Vi må ikke ligge under for den illusion, at vi ved et enkelt lynangreb kan løbe den herskende klasses fæstninger over ende og indsætte en venstreradikal regering.

Det første gennemførlige mål må være at tvinge toryerne tilbage til en position, hvor de opgiver at trække Storbritannien ud af det indre marked, fastholder EU-domstolens jurisdiktion og åbner Brexit-forhandlingerne for tværpolitisk deltagelse. Det store overordnede mål må være at tvinge dem til at opgive sparepolitikkerne.

Et toryparti, som vil blive tunget til at udkæmpe det næste valg på et program om højere skatter, øget offentligt forbrug, højere lønninger og højere offentlige investeringer, vil være et signal om, i hvor høj grad Corbyn har ændret på spillereglerne.

Sker det ikke, fordi de konservative igen vil foretrække at binde sig til klassen af globale kleptokrater i stedet for at tjene det britiske folks og erhvervslivs bedste interesser, vil vejen ligge åben for, at Corbyn kan indtage Downing Street.

Uanset hvad der sker, er æraen med de seneste 30 års ’sunde fornuft’ forbi.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Henrik Leffers
    Henrik Leffers
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Palle Yndal-Olsen
    Palle Yndal-Olsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
  • Brugerbillede for Ole Henriksen
    Ole Henriksen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Henrik Leffers, Steffen Gliese, Curt Sørensen, Palle Yndal-Olsen, Torben K L Jensen, Anders Graae, Jørn Vilvig, Ole Henriksen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Virkelig interessant artikel, jeg håber den spår sandt om fremtiden.

Poul Solrart Sørensen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

I England bliver det "in" at stemme og at stemme på Jeremy Corbyn med hans "Labour Pure"

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Mange har formodentlig undladt at stemme Corbyn, fordi de ikke troede, han havde en chance. De har nu fået demonstreret, at det har han - at de måske endog er årsagen til, at May vandt med et par tusind stemmer i udvalgte valgkredse.
Visse analytikere mener, at han måske bliver PM uden nyvalg og vil kunne gennemføre store dele af sin politik, fordi det simpelthen vil være døden for selv Tory-kandidater at stemme nej til mange af forslagene.

Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Hold da op, hvor Mason toner frem med lønlige håb og formodninger.
Og hvor jeg små klukler over de første ... betagende indlæg fra de håbefulde.

Marx har sat dig ved sit bord i British Library og fornyer sine digte værker.

Alt imens Macron viser vejen ad hvilken ...

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Man kan ikke leve på en opsummering af sine tanker heller ikke selvom man syntes, at det virker som sund fornuft, der skal være plads til aktivisme og handling. Da solvognen i sin tid uddelte gratis julegaver, så tror jeg ikke at det har været en opsummering af tanker der lå til grund, men et behov for at gøre noget nyt og anderledes, der kunne få folk ud af deres vanetænkning ..... noget frisk intelligent aktivisme, der først og fremmest netop aktivere tankerne - der kom et helt ny lys over den jul og julegaver som ikke vil blive helt glemt så længe der folk der behøver aktivisme for ikke at gå til i vores samfund - der vil i hvertfald gå nogen år...
- Sharnberg en aktivistisk socialist er fuldstændig så autentisk i dag som da han skrev sine digte - dybeste set ved vi godt at vanetænkning, som den vi så i "Borgen" og ser på Chistiansborg aldrig vil skabe forandringer, men blot administere, det som milliardærene mener kan tilkomme de 99% af befolkningen.
Den forandrende kraft,

folkelig magt og vælde,

fødes, lever og styrkes bedst blandt de uofficielle.

Den der ikke tør vælge ad hvilken vej han vil gå,

ender som sten i den trappe,

som de stærke træder på.

Det nye sker,

når den,

der er tiltænkt tilskuerens rolle,

begynder at blande sig!

Lur dem,

der ordrigt fortæller,

hvilken indflydelse, vi kan få,

hvis blot vi altid bøjer os for det, de vedtar,

vi ikke må!

Udsendt af 'uofficielle synspunkter' (1968-1995). Eftertryk ses gerne!

Læs mere om 'uofficielle synspunkter'
http://www.carlscharnbergsuofficiellefond.dk/uofficielle-synspunkter/dig...

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Poul Solrart Sørensen, jeg er bange for det..
Macron lover så meget, men jeg tror ikke han har fat i arbejderne.

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Hvad mener du med "arbejderne", Eva Schwanenflügel?
Frankrig er et moderne samfund, der har nedlagt deres kulminer, stålværker og meget andet, der ikke forrentede sig.

Som vi har nedlagt Lindø-skibsværftet og omdannet til til at producere ting til grøn energi.

Macron har et problem med atomkraftværker, som bør omdannes til samme grønne energi. Som Tyskland er i gang med på grund af problemer med lagring af affald mv.

Det er lidt interessant, at Macron har fået næsten enevældig magt efter valget i går. Forhåbentlig lægger han sine lovforslag ud i Nationalforsamlingen og sikrer sig, at andre partier får mulighed for at være med til de kæmpereformer, han har annonceret i valgkampen.

Tænk hvis Macron havde været fra den yderste venstrefløj - så havde du og Poul næppe snakket om "the living death" - så ville de små røde flag med hammer & segl komme på gaden ;-)