’Der er fint plads til danskerne i en europæisk republik’

»Først ignorerer de dig. Så griner de af dig. Så bekæmper de dig. Men til sidst vinder du. (Mahatma Ghandi).«

Mailen ryger ind kort efter den hurtige afsked. Frokosttallerkenerne står der endnu, da mobilen brummer på cafebordet ved siden af bogen Den nye borgerkrig − det åbne Europa og dets fjender.

Netop den bog har den fransk-tyske politologiprofessor Ulrike Guérot talt om i de lovede 90 minutter − i et så rasende tempo, at cafeen og Berlin er som forduftet om ørerne på os.

»I begyndelsen var der mange, der grinede af mit europæiske projekt, og jeg blev persona non grata i visse kredse. Men nu ruller bølgerne. Det store flertal vil ikke have det nuværende EU, men de vil heller ikke have intet EU. De vil have et andet EU,« siger Ulrike Guérot halvanden time tidligere.

»Én valuta, ét marked, ét demokrati. Hallo! Europa skulle være et politisk projekt. Vi har ét marked og én valuta. Vi er to tredjedele af vejen, vi mangler bare demokratiet. Folk er ved at fatte, at marked, valuta, arbejdsmarked og stat uløseligt hører sammen. Ellers ender vi med at blive regeret af markedet.«

Ulrike Guérot lægger sine solbriller på bordet ved siden af sin salat.

»Et nyt Europa. Jeg hører det i alle lag, hver dag. Jeg rejser på kryds og tværs af det her kontinent.«

Det er ikke helt overdrevet. Med både tysk og fransk som modersmål synes Ulrike Guérot for tiden at være overalt i den centraleuropæiske offentlighed – i interviews, foredrag, talkshows og debatter. Selv de tyske medier er vilde med at høre hende rive EU og euroen fra hinanden og gnide salt i den europæiske konstruktions åbne rifter.

Men selv om Den nye borgerkrig er blevet omtalt indgående i en række store tyske aviser og magasiner, bliver dens provokerende grundpointe holdt i strakt arm: ideen om en europæisk republik.

Regionernes Europa

Trumps distance til både klimaaftaler, NATO og G7 tegner til at smede Europa tættere sammen. Merkels berømte udsagn om, at de tider er forbi, hvor vi blindt kunne stole på andre – underforstået på USA – ser Guérot da også som et enormt boost af hendes europæiske mission: Det gamle Vesten er dødt, europæerne skal stå på egne ben og må derfor stoppe med de små lappeløsninger og i stedet gå hele vejen, så Europa kan holde fast i sine værdier og samtidig tage de globale udfordringer op.

»Det, som Merkel sagde i det bayerske øltelt, betyder jo ikke andet end at tage hul på en grundlæggende, fælleseuropæisk reform. Nu da det er åbenlyst, kan vi ikke bare fortsætte som hidtil,« skrev hun med slet skjult glæde på Facebook efter kanslerens tale.

»Vi er tvunget til at tænke modigt fremad. At overveje, hvordan Europa rent konkret kan drives fremad og overvinde den nuværende spaltning,« siger Guérot, der i sin kritik af det nuværende EU ikke er bange for at stå side om side med populister og kritikere fra både det yderste højre og det yderste venstre.

»Habermas, Piketty, Streeck – der er masser af glimrende analyser af problemerne, af sparepolitikkens, af euroens splittende effekt, af den hyperventilerende neoliberalisme. Men jeg vil ud over deres handlingslammelse.«

Guérots model for en europæisk republik bygger her på et regionernes Europa. F.eks. Danmark, Hessen eller Bretagne kan udgøre en slags delstater med en stor grad af autonomi i en samlet europæisk republik med en decideret præsident og et demokratisk valgt parlament, hvor der f.eks. vælges én parlamentariker pr. én mio. indbygger.

At den idé og suverænitetsafgivelse skulle ligge verdener fra blandt andet den danske selvopfattelse om Danmark i tusind år og det danske folkestyre, rører ikke Guérot.

»Så gammel er jeres nationalstat jo heller ikke. Og der er fint plads til danskerne i en europæisk republik. Ligesom dem fra Skotland og Bayern og Calabrien er danskerne bare en del af en større politisk enhed, nemlig Europa. I skal ved Gud holde fast i jeres nationale identitet og jeres kongehus for den sags skyld. Vi europæere må endelig tage subsidiaritetsprincippet alvorligt. Men vi må også holde op med at bilde os selv ind, at vores nationale parlamenter hver for sig kan gøre en afgørende forskel i transnationale spørgsmål.«

Fra kold fred til borgerkrig

For Ulrike Guérot er hverken Brexit eller de stærkt EU-kritiske strømninger i lande som Frankrig, Holland eller Østrig overraskende – hun ser ligefrem en slags ’kold fred’ i Europa, som bl.a. er udløst af en fælles valuta uden fælles social- og fiskalpolitik. Men hendes frygt for en europæisk borgerkrig handler ikke så meget om nationalstat mod nationalstat i EU eller efter en opløsning af EU.

»Borgerkrigsbegrebet er en tilspidsning. Jeg mener ikke krig som i Syrien eller Ukraine, men nærmere en fastlåst krise – en stasis – i filosoffen Agambens forstand, hvor staten falder fra hinanden i uforenelige fraktioner. Brexiters mod remainers, Macron mod Le Pen, Pulse of Europe mod Pegida osv. Ingen af de her fraktioner kan med rette hævde at tale for folket,« siger Ulrike Guérot.

»AfD, FPÖ, Geert Wilders, Le Pen – de fleste bevægelser ligger omkring 20-30 procent. Ja, PiS blev i Polen valgt med 38 procent, men kun ved godt 50 procent valgdeltagelse. Det er altså ikke flertallet af det polske folk, der står bag PiS. De her partier taler ikke for folket, selv om de hævder det. Desuden renationaliseres de europæiske lande ikke, som højrepopulisterne håber. De spaltes internt og på tværs af de nationale grænser. By mod land, ung mod gammel, arbejde mod kapital, veluddannet mod uuddannet. En dansk storbybo har mere tilfælles med en fransk storbybo end med en dansker fra den yderste provins, og jeg har mere til fælles med en polsk demonstrant mod PiS-regeringen end med en tysk Pegida-tilhænger,« siger politologiprofessoren.

»Den politiske sortering bliver vigtigere end den nationale sortering. Det er endnu praj om, at vi bør tænke det politiske fundament på tværs af de nuværende landeskel. Og især at vi skal sørge for rimelige chancer for alle europæere.«

Suverænen – det er os

Den måske vigtigste del af løsningen er her en europæisk socialpolitik med en europæisk arbejdsløshedsforsikring og langt større solidaritet og udligning i EU, mener Guérot.

»Jeg bliver ofte udlagt som en tosse, der bare vil have Tyskland til at betale festen. Men kritikerne kan eller vil ikke se mekanismerne bag den europæiske velstand. Derfor har jeg i øvrigt også valgt at lave et stridsskrift, så vi endelig kan komme i gang med at skændes rigtigt om Europa og ikke bare om overfladefænomener. Selv inden for EU-systemet kører det hele i en selvopholdende institutionslogik, hvor den politiske kamp og argumenterne er gået tabt. Her reagerer EU-borgerne forståeligt nok med at sige nej tak.«

– Men står dit radikale løsningsforslag med en republik ikke i vejen for, at din kritik bliver taget alvorligt. Eller er det bare et blikfang?

»Stop engang,« lyder det prompte fra Guérot.

»Jeg synes ikke, det er radikalt. Jeg foreslår såmænd bare at anvende det samme på det europæiske demokrati, som enhver idiot ved er nødvendigt for nationalstaternes demokratier: magtdeling, lighed for loven, demokratisk repræsentation osv.«

»EU er jo kørt af sporet demokratisk. Når borgerne afgiver suverænitet til en regering, skal regeringen ikke bare regere folket, den skal også underkastes parlamentarisk kontrol. I EU er der ingen regering, men kun en kommission, som ikke kan væltes eller fravælges. Her kræver jeg et rigtigt parlament med initiativret og reelle afstemninger, one person, one vote.«

Ulrike Guérot spiser en bid salat, men fortryder åbenlyst talepausen, før hun har tygget færdig. Hun banker på sin bog på bordet.

»EU er nok en statsunion, men – verdammt – ikke en borgerunion. De fleste og vigtigste beslutninger bliver jo taget i Det Europæiske Råd. Men borgere er suveræne, ikke stater. Derfor er det her først og fremmest et opråb til borgerne: Vi skal påberåbe os vores ret til at være suverænen. Omvendt og emotionelt udtrykt: Lad os skabe et Europa, der forener mennesker og ikke bare harmoniserer stater.«

Retsstat på udsalg

Ligesom i sin bog glider Ulrike Guérot i sin talestrøm umærkeligt mellem økonomiske, historiske, sociologiske og filosofiske argumenter. Som samlingspunkt står kritikken af de selvovervurderende enkelte nationer i Europa, som i Guérots øjne kigger alt for meget på kortsigtede økonomiske faktorer.

»Presset pressefrihed i Østeuropa, brune tendenser i den tyske forbundshær, fransk udtagelsestilstand og lempelse af våbenloven, selvgestaltede polske borgerværn, ukoordineret oprustning af de europæiske lande,« siger Ulrike Guérot uden at trække vejret.

»Det er tidens egentlige farer, for her viser det store udsalg af demokrati, retsstatslighed og frihed sig – de europæiske kerneværdier. Det er en snigende proces. Parallelt løber det økonomiske spor. Den europæiske opløsning ville blive uendeligt meget dyrere end at gå hele vejen i Europa. Alternativerne til et samlet Europa kan man bare ikke putte ind i et regneark og få konkrete tal ud på. Det, som jeg er fortaler for, nemlig en europæisk arbejdsløshedsforsikring, en europæisk finanskapacitet osv. – det kan man regne på og sige: ’Det koster 47 mia. euro om året’. Så skriver alle, at, uha, det er for dyrt, og det er der jo ingen, der vil betale, da slet ikke tyskerne. Men her må vi ikke bare se på forskellen mellem pris og en ubetalelig værdi, men også på den splittelse, som allerede er et faktum, og som i sig selv bliver dyr. Rigtig, rigtig dyr. Vi har rigtig meget at tabe i Europa: frihed, demokrati, fred, velstand. Derfor er Europa så ængsteligt.«

Historiens subjekt

Den angst har i Ulrike Guérots øjne gnavet sig langt ind på den europæiske venstrefløj, som i vid udstrækning har valgt at gå defensivt i ly af nationalstaten. Guérot end ikke prøver at skjule sin dybe skuffelse over »sin fløj«, som hun kalder den.

»Wolfgang Streeck og Chantal Mouffe sætter jo fingeren på såret og har ret i, at EU er alt for økonomisk tænkt. Men hvis den europæiske venstrefløj ikke har andet at byde på end ’tilbage til min nation’ som bolværket mod den globale kapitalisme, så er jeg ude af den historie. Undskyld, men det er en ynkelig og defensiv logik, som er gået grueligt galt i det 20. århundrede.«

– Det ser lidt tyndt ud med opbakningen til et Europas forenede stater. Hvem skal være subjektet for den her transformation ud over dig?

»Ha. Jeg er sgu ikke historiens subjekt. Jeg iagttager bare, hvad der sker derude. Folk er faktisk bekymrede for, at EU går i opløsning. Der er et enormt civilsamfund, som ønsker et anderledes Europa, der ikke bare er marked, marked, marked. Så spørgsmålet er, hvordan vi får et europæisk demokrati op at stå. Det tavse flertal, nej, det overvejende tavse flertal, mere end 70 procent ønsker faktisk ikke nationalisme og en tilbageskuende politisk tænkning.«

– Det betyder ikke just, at utilfredsheden vil transformeres til europæisk progression, til en bevægelse hen mod en europæisk republik på et kontinent med så mange sprog og uden en samlet offentlighed ...

»Der er en bevægelse i gang. Måske ikke i den brede politiske midte, men det bevæger sig. En dag vil nationalstaterne atter forsvinde. Selv det tyske selvbedrag med, at man kan score gevinsten og lade omkostningerne ligge, vil forsvinde. Vi har fået en voldsom velstand i kraft af Europa. Den kommer vi til at betale for med en vis suverænitetsafgivelse og udligning.«

Efter en række ekskurser om tysk handelspolitik, franske strukturreformer og euroens vaklende fundament skeler Ulrike Guérot til mobilen. Salaten er spist op, og det næste interview venter.

– Du virker som en europæisk énkvindehær ...

»Nej. Det var jeg måske for fem år siden. Men nu er vi mange. Det vil tage årtier, men vi må kæmpe videre.«

Ulrike Guérot tager afsked med et fransk kindkys og et tysk »tschüss«. Allerede på vej hen ad fortovet hiver hun mobilen frem og begynder at skrive noget. Måske et Ghandi-citat.