Læsetid: 11 min.

Nu diskuterer Præstedanmark homoseksualitet igen

Nærmest præcist på femåret for homovielser er homoseksualitet igen blevet et stort konfliktpunkt i Præstedanmark – særligt i Tidehverv. Information er dykket ned i debatten og har talt med to homoseksuelle præster fra to generationer om Folkekirkens skiftende forhold til homoseksualitet
45-årige Andreas Thom er sognepræst i Østervangkirken i Glostrup og møder stadig modstand mod sin homoseksualitet

45-årige Andreas Thom er sognepræst i Østervangkirken i Glostrup og møder stadig modstand mod sin homoseksualitet

Jakob Dall

10. juni 2017

Andreas Thom træder et skridt ind ad døren til det runde kirkerum og viser det frem med syngende orgelpiber i baggrunden, før han viser vej til sit kontor på den anden side af gangen, hvor der er dækket op med kaffe og croissanter. Han er sognepræst i Østervangkirken i Glostrup. Og homoseksuel. En kombination, som tidligere ikke blev tolereret, men som i dag er accepteret i store dele af Folkekirken.

»Jeg tilhører nok en lidt forkælet generation,« konstaterer han.

»Kampene er blevet taget, og på overfladen er der ingen problemer – og så måske lidt alligevel.«

De kampe, den 45-årige præst taler om, handler om Folkekirkens syn på homoseksualitet og gradvise accept. Og selv om folk som Andreas Thom i dag godt kan forene præsteembedet med deres homoseksualitet, er kampen endnu ikke vundet, og debatten om, hvorvidt homoseksualitet er en synd eller ej, fortsætter og er netop nu blusset op igen.

En række præster omkring Tidehvervs-bevægelsen er kommet op at skændes, og debatten trækker tråde langt ud i Kirkedanmark. I øvrigt samtidig med, at det netop i denne uge er fem år siden, at daværende kirkeminister Manu Sareen (R) fik vedtaget et lovforslag om at tillade vielser af homoseksuelle i Folkekirken.

Det kunne ellers virke, som om slaget var overstået. Tabuet om homoseksualitet er fjernet, og i dag er der mange præster, der står åbent og afslappet frem som bøsser og lesbiske.

Alligevel møder Andreas Thom stadig modstand mod sin homoseksualitet, om end modstanden i dag er meget mere vag og subtil end tidligere.

»Det er nok ikke så meget, hvad jeg er – homoseksuel –  som hvad jeg ikke er. Før jeg fik denne stilling, oplevede jeg, at min seksualitet var den udslagsgivende faktor i et par tilfælde, når jeg var til samtale. Jeg kan huske en gang, da menighedsformanden spurgte til min familie, og jeg fortalte, at jeg var homoseksuel. Det var, som om lyset bare slukkedes i hans øjne,« siger Andreas Thom.

»Man får det jo ikke direkte at vide, fordi det netop er ulovligt at sortere ansøgere fra på det grundlag. Og på en måde kan jeg godt forstå det. Menighedsrådet har sat en præstebolig i stand for mange penge og vil gerne have en familie, som kan fylde noget i lokalsamfundet. Og det kan jeg ikke tilbyde,« konstaterer han.

»Jeg oplever det ikke som et problem at være homoseksuel her. Men jeg må indrømme, at jeg heller ikke skilter med det. Jeg ønsker ikke, at det skal fylde for meget, selv om de fleste givetvis ved det. Måske ville det være anderledes, hvis jeg havde en partner.«

Hvad bilder du dig ind?

Så ukontroversielt har det ikke altid været at være bøsse i Folkekirken. Hans Krab Koed husker, da han i begyndelsen af 1980’erne dimitterede fra teologi i Aarhus og begyndte at søge præstestillinger. I sin studietid var han åbent homoseksuel og bl.a. en del af aktivistgruppen Bøssernes Befrielsesfront, men da de to identiteter – homoseksuel og præst – skulle kædes sammen, viste det sig at være mere vanskeligt end som så.

»I begyndelsen var det jo fuldstændig uacceptabelt at være bøsse som præst. Men efterhånden blev det tolereret, hvis man bare holdt det skjult. Jeg vidste på en måde godt, at jeg ikke ville blive præst, hvis jeg sprang ud,« forklarer han.

»Jeg søgte over 100 stillinger og kom til én samtale. Det var til en stilling på Nørrebro, og det gik rigtig godt. Til sidst spurgte menighedsrådsformanden, om vi ikke skulle gå på værtshus, så det gjorde vi. På et tidspunkt begyndte han at spørge ind til mit privatliv, og jeg sagde, at jeg havde ’en ven’. Så var det ligesom forbi. Men jeg fik ikke noget svar i de følgende uger, så til sidst ringede jeg og spurgte, hvorfor jeg ikke fik at vide, om jeg havde fået jobbet eller ej. Så fik jeg skældud af biskoppen. Han spurgte, hvad jeg ’bildte mig ind’. ’Sådan noget snakker man ikke om’, sagde han. Senere fik jeg at vide, at biskoppen i Aarhus refererede til mig som ’ham den homofile’,« siger han.

Præsteforeningen rådede ham til at tage en anden uddannelse. I sidste ende endte han med at følge deres råd og i stedet blive underviser i religion – uden at forlade hverken Folkekirken eller den kristne tro.

Ét sted han imidlertid fandt et frirum til både at bøsse og kristen, var i Tidehverv, det tidsskrift og ’arbejdsfællesskab’, som siden 1926 havde fungeret som et sted, hvor Luthers tanker kunne diskuteres. Tidehverv var kendt for at have højt til loftet og for at være i stand til at løsrive troen fra moralske normer, som samfundet pressede ned over kirken, og missionsbevægelsens puritanisme og fromhedsdyrkelse.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg hørte hjemme i det grundtvigsk-tidehvervske. Der var der plads til mig. Der var en spændende, udfordrende teologi. Jeg kan huske, at jeg flere gange kørte til Ribe for at høre Søren Krarup. Han talte så sandelig ikke om sex i sine prædikener. Han var både skarp, kritisk og befriende apolitisk,« skrev Hans Krab Koed for nylig i maj måned et indlæg i Kristelig Dagblad under overskriften »Jeg er en Tidehvervsbøsse«.

Bandbulle af fordømmelser

Anledningen er en debat, der i de seneste uger har kørt i særligt Kristelig Dagblads og Jyllands-Postens spalter. I sidstnævnte fortalte den markante Tidehvervspræst Marie Høegh, at hun har ændret holdning i forhold til spørgsmålet om homovielser, som hun nu gerne ville foretage efter tidligere at have været modstander.

Udtalelsen har udløst en bandbulle af fordømmelser fra andre markante præster og teologer omkring Tidehvervsbevægelsen, der bestemt ikke er tilhængere af homovielserne, og en diskussion om, hvor bogstaveligt man bør læse Biblen og Luthers ord. Men også om, hvor frisindet Tidehverv og Folkekirken i det hele taget er. En diskussion, der hurtigt er kommet til at omfatte andre etiske og moralske spørgsmål, og som med Krarup-døtrene Agnete Raahauge og Katrine Winkel Holm som centrale kombattanter har antaget en mere værdipolitisk karakter.

Sidstnævnte har bl.a. udtalt, at folkene i Tidehvervsbevægelsen har »fælles oplevelse af, at ægteskabet er et grundluthersk ærinde, som er blevet forsømt« – heteroægteskabet vel at mærke – mens sognepræsten Merete Bøye i et andet indlæg har sat debatten ind i en større forfaldsfortælling:

»Den fremherskende moralske tendens i den vestlige verden i dag synes at være, at man ’bare skal følge sin mavefornemmelse’, og at, ’hvis man føler for det, så er det rigtigt’. Denne holdning har resulteret i stor kreativitet og mange glæder, men også i et vist moralsk forfald, hvor vi er ved at være så afstumpede, at vi dårligt nok kan mærke, når vi gør andre mennesker ondt i vores grænseløse selvudfoldelse – ikke mindst på det seksuelle område,« skriver hun i Kristelig Dagblad.

Negativt kulturbegreb

Diskussionen er ikke kommet bag på Benedicte Hammer Præstholm, der er lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. For et par år siden skrev hun ph.d’en Kønfrontation? Køn, kultur og forandring i nyere dansk teologi, som blandt andet handler om, hvordan homoseksualitet gribes an i Folkekirken.

Hun konstaterer, at homoseksualitet er et spørgsmål, der er kommet til at fylde mere og mere for Tidehverv gennem de senere år, og at udmeldingerne fra blandt andet Krarup-døtrene følger linjen.

»Tidehverv er over årene blevet mere moralistiske og biblicistiske – altså: De beskriver på baggrund af Bibelen bestemte, konkrete livsformer, som er mere kristne end andre – og her er de kommet til at ligne den kirkelige højrefløj, der altid har gjort sådan, f.eks. med hensyn til vielse af fraskilte,« mener hun.

»Det hænger helt klart sammen med den mere overordnede samfundsdebat og med kulturbegrebet i teologien. Tidehverv har et negativt kulturbegreb – verden er falden, syndig og under dom; der kan ikke komme noget godt fra verden. Derfor må verden heller ikke få indflydelse eller inspirere kirken. Det er derfor, den tidehvervske forfaldstese er så stærk: Samfundsrelateret kirkelig forandring er teologisk forfald,« forklarer hun.

Her er homoseksualitet blevet en helt central værdimarkør.

»Tidehverv har i mange år iscenesat det homoseksuelle partnerskab og ægteskab som et symptom på forfald. Som en måde, hvorpå det autonome, syndige menneske sætter sig op mod guds vilje og forandrer verden mere og mere væk fra Guds vilje og skaber verden i sit eget billede. Der er mange andre eksempler på dette forfald i den vestlige verden. Men at verden er falden og ond, er en gammel tidehvervssandhed og kritikken af ’migkulturen’ er berettiget set fra et luthersk synspunkt,« konstaterer hun.

»Problemet opstår, som jeg ser det, når det kobles meget konkret til homoseksualitetsdebatten, så fremstiller man det sådan, at homoseksuelle pr. definition er mere syndige mennesker end heteroseksuelle. Som om homoseksuelle med deres seksualitet gør andre så meget mere ondt end heteroseksuelle kan gøre med deres,« siger forskeren.

Hun mener selv – ligesom kritikerne af Tidehverv – at de tekster, der refereres til, lader et større fortolkningsperspektiv tilbage, end tidehvervsfolkene og andre modstandere af homovielser hævder, og at den nu frafaldne tidehvervspræst Marie Høgh har sine teologiske argumenter i orden, når hun argumenterer for vielserne.

»Hun fremhæver en anden lovforståelse – nemlig den forståelse, som Luther også fremhæver under betegnelsen ’den naturlige lov’: At Guds lov er ’kærlighedens lov’. Imod Guds vilje for menneskers liv er altså alt det, der går imod kærligheden, og det er ikke så lidt. Men denne lov skal – så abstrakt, som den er – altid konkretiseres på ny, og derfor afhænger den også af konteksten. Det vil sige, hvad der på Bibelens tid blev betragtet som værende mod kærligheden, skal ikke nødvendigvis betragtes sådan i dag. Vi kan altså ikke bare henvise til, at noget er påbudt eller forbudt i Bibelen – vi bliver nødt til at engagere os i ethvert spørgsmål for at prøve at vurdere, hvad der i dag bedre end andet stemmer overens med kærlighedens lov.«

Et guddommeligt opdrag

Indtil videre rummer Folkekirken begge synspunkter. Ikke bare i de jyske egne, hvor Indre Mission står stærkt, eller i de sogn, hvor det er en Tidehvervspræst, der holder søndagsprædikenen, men også i Glostrup og endda i den samme kirke, hvor Andreas Thom holder sine prædikener.

Her spurgte lokalmediet Folkebladet for fem år siden, da homovielser blev vedtaget i Folketinget, sognets præster, hvad de syntes om ændringen, blandt andet Andreas Thoms kollega Esper Silkjær.

Svaret var dengang, at »vielser af homoseksuelle er forkert«, og at det ville blive »et stort samfundsmæssigt problem«. Han udtalte, at det gjorde ondt på ham at skulle gennemføre det, og at han i øvrigt var overbevist om, at store dele af menigheden havde det samme måde.

I dag, fem år senere, har han ikke ændret holdning.

»Jeg har ikke ændret mit syn på det. Jeg har ikke set noget belæg for det i Bibelen eller et overbevisende argument for vielser af homoseksuelle, det må jeg sige« siger han venligt, efter at pinsens stramme program er overstået, og der atter er overskud til at tale om et emne, der åbenlyst ligger ham på sinde.

»Gud skabte manden og kvinden i sit eget billede, og ægteskabet er et guddommeligt opdrag fra før syndefaldet,« konstaterer han og henviser til den såkaldte ordningsteologi, der efter Luther definerer en række institutioner, der er indstiftet af Gud, bl.a. ægteskabet.

»Der er noget utroligt betryggende i, at der findes ordninger, som man kan finde ro i. Hvem er jeg, hvad skal jeg? – der er noget, der er givet på forhånd, som er forudbestemt. Unge mennesker eksperimenterer for at finde ud af, hvem de er, og jeg er bange for, at der er nogen, der bliver tabt i eksperimentets overdrev. De får brug for hjælp til at finde deres identitet,« siger han.

– Men der er vel også tale om folk, der har fundet deres identitet og nu bare gerne vil have den med ind i kirken? Homoseksualitet findes jo allerede derude.

»Der findes mange ting i samfundet, som vi ikke bare skal legitimere og velsigne. For mig er det meget svært at sige, at det er velbehageligt for Gud. Jeg må slå fem knuder på mig selv,« siger han – og derfor foretager han da heller ikke vielser af homoseksuelle.

Også fortællingen om den vestlige verdens moralske forfald, som den udlægges af Tidehvervspræsten Merete Bøye, kan han nikke genkendende til.

»Jeg er fuldstændig enig,« konstaterer han og pointerer samtidig, at kirken bør spille en mere aktiv rolle i forsvaret for de værdier, han ser forsvinde:

»Kirken må gerne være en modrøst til den verden, der løber efter sine lyster. Gud vil os det godt med sine ordninger. De har en klar funktion,« siger han.

»I dag kan du blive skilt med et klik på din computer og dit nem-ID ved hånden, og der sker en spaltning af befolkningen ud i atomisering med dens individualisering og jagen efter umiddelbar tilfredsstillelse. Jeg tror, at kirken kunne være et fyrtårn, hvis den talte med lidt mere samlet røst. Men det er ikke det, der sker. I mit sogn kan jeg se de stærke unge forsvinde ud i valgmenigheder og frikirker, fordi Folkekirken ikke har et stærkt nok budskab – og den mere traditionelle tolkning kan de finde der.«

Strækker bagud

De to forskellige standpunkter er ikke noget, der giver sammenstød, når de to præster mødes i den buede gang rundt om Østervang-kirken. Esper Silkjær har ikke problemer med at omgås homoseksuelle, selv om de har »et kors at bære«, som han skriver i sit indlæg, og Andreas Thom oplever heller ikke det anderledes udgangspunkt som et problem.

»Vi har en fin arbejdsrelation, og jeg værdsætter ham højt som kollega,« siger han.

Og på en måde kan Andreas Thom godt forstå kollegaen og andres synspunkt.

»Jeg kan jo se det på sociale medier og fra især nogle bestemte yngre teologer, at der en ånd i tiden, hvor man strækker bagud, og at der indimellem er en lidt hård retorik. Og på nogle måder er kirken måske også blevet så blød og omfavnende, at den er blevet lidt konturløs, og så er det, at der kommer en modreaktion,« siger han.

»Man rykker sammen om de nære fællesskaber, om familien, bygger borg om dem, ophøjer familien til noget helligt. Det stivner og bliver til et bolværk mod noget andet, mod de vilde horder. Og det bliver ekstra tydeligt med de homoseksuelle. Men familien er altså ikke noget helligt i sig selv, man kan også godt etablere gode og meningsfyldte fællesskaber, der ikke knyttes sammen af familiebåndet, og det er også muligt at bestræbe sig på at være en god kristen uden for familiens rammer« siger han uden at virke urolig over fremtiden eller skele til udviklingen i andre lande.

»Så længe, vi har Folkekirken, tror jeg ikke, det tager overhånd. Det er mest understrømme. For mig og min generation handler det om det lange seje træk. Dem, der kom før os, sørgede for, at vi lovgivningsmæssigt fik, hvad vi skulle have. Nu skal vi have en mentalitetsændring, og den får vi ikke nødvendigvis ved at stille os op og kræve vores ret. Den får vi måske snarere ved at vise vores værdi for samfundet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ulla enevoldsen

Hvor er jeg træt af at høre til og om Tidehverv og al dens væsen, hvorfor er det den eneste kirkelige retning, som medierne interesserer sig for? Folkekirkeligt udgør fløjen endnu færre procent end andelen af homoseksuelle. Kunne man overveje at sætte fokus på alt det andet, der findes i folkekirken? Det her er jo en minoritet, men i følge medierne skulle man ikke tro, at der ikke var andet end variationer over denne fløj i kirken, kan være fordi de råber så højt og altid markerer sig, det medgiver jeg. De tilhører fortiden, nu har de haft ubegrænset taletid i medierne siden 2001, er det mon på tide at få øje på noget andet? Noget nyt er ved at tage form politisk, nu er det også på tide at se i andre retninger i øvrigt. Venlig hilsen en folkekirkepræst.

Per Klüver, David Zennaro, Janus Agerbo, Karsten Aaen, Carsten Wienholtz, Anne Albinus, Bjarne Bisgaard Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg kan simpelthen ikke forstå den teologi, der unødigt komplicerer et meget enkelt syn på verden.

Allan Stampe Kristiansen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Kunne overskriften ikke lige så godt være: Nu diskuterer homodanmark præsteseksualitet igen. Gab!

Bjarne Frederiksen, Benny Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

I naturen, som kristendommen så latterligt og meningsløst forsøger at bekæmpe, forekommer alle former for seksualitet som det mest selvfølgelige, fordi naturen nu engang er så uendeligt meget klogere og ikke har en eller anden menneskevikar, en gud skabt i menneskets billede for så lige at blive vendt om, til at indtage alle mulige undertrykkende, idiotiske "standpunkter" (læs: diskrimination). Det er grotesk, at folk skal finde sig i diskrimination på den måde. Nedlæg folkekirken nu. Fejr friheden i stedet for.

Curt Sørensen

Hvorfor skal det være så interessant hvad denne lille kreds af religiøse fundamentalister og fanatikere tror og mener? Hvorfor dyrkes de , som ulla enevoldsen helt berettiget spørger, så meget i medierne?
Hvorfor er en så dårlig tænker som Søren Krarup og hans krapyl af formørkdede døtre blevet så promoveret gennem de sidste mange år? Igen en dokumentation af mediernes enorme begunstigelse af den politiske og kulturpolitiske højrefløj

Allan Stampe Kristiansen, David Zennaro, Hans Larsen, Tino Rozzo, Christel Gruner-Olesen, Arne Lund, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Nu synes jeg måske "frelstheden" med et andet fortegn toner frem her. Vores samfund uanset om vi kan lide det eller ej er bygget på den kristne moral og tro,og næsten uanset hvor vi står både psykisk og fysisk viser de kristne symboler sig foran os. Hele hysteriet mod Islam bygger vel også på en frygt for at miste den "kristne" kultur. Tidehverv er vist ikke så lille en bevægelse: Den "rene" kristendom baseret på nåden uden falbelader og menneskets politiske sjæl pakket langt væk i forhold til det, derfor kunne Krarup passende dele sin autoritære højrefløjspolitik med sin kristne tro. Så det her er så et forsvar for den moralske diskussion i forhold til normer og kristendom. Jeg har selv forladt kirken for et lille års tid siden i en alder af 71, og i stedet valgt buddhismen uden at nogen har forholdt mig min tilknytning til kirken samtidig i en del år. hele vores gamle kulturkristendom er i øvrigt klart et emne i den buddhistiske debat og forståelse.

Frank Hansen

Hvad vil de homoseksuelle egentlig i kirken? Det er da ret tydeligt, at biblen ikke bryder sig om dem.

Men det skal måske forstås på den måde, at alting kan fortolkes efter forgodtbefindende og efter tidsånden. Det ser vi tit. Når der fx i grundloven står, at Kongen gør dit og dat, så kan det læses som at Dronningen gør dit og dat, hvis vi har en dronning og ikke en konge. Det er jo meget fleksibelt. Men der står også i grundloven, at kongen slår mønt. Det skal efter Højesterets fortolkning forstås helt bogstaveligt, som at kongen slår mønt men ikke trykker sedler. Det sidste kan derfor godt overlades til Den europæiske Centralbank, hvis Danmark en dag melder sig ind i euro-zonen.

Jens Hansen, Benny Jensen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Frank Hansen, Bibelen er ikke Gud.

Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Erik Karlsen, Jørn Andersen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

God kritik af praksis Frank, det er uklart hvorfor homoseksuelle er så sultne efter et for dem fortvivlende forgæves 'frugtbarhedsritual'' - eller hvorfor en pengeseddel ikke er en valutarepræsentation. Og god kritik af Frank Steffen ;-D

Poul Sørensen

Bøsserne har effektivt gennemhullet ideen om at Jesus (en fiktiv person efter min mening) skulle være særlig hellig fordi han ikke havde sex med kvinder.....
- Før hen var det et bvis på hans guddommelige natur, at han ikke havde sex med kvinder og dermed ikke lå under for sine drifter... i hvert fald dem rettet imod kvinder, fordi hvis man skal tro biblen så havde Jesus et inderligt kærligheds forhold til sine diciple......lol

Steffen Gliese

Folk har mange mærkelige forestillinger om kristendommen, som dog mest af alt røber en afgrundsdyb uvidenhed.

odd bjertnes

Jae Rune ... kvitterer med det hurtige overslag derom :
Lort skal minimeres.. Held og lykke dermed.
Alternativet her er foreløbig poly-lort.
Vi ved formentlig at en hård monoteisme er temmelig brak for magtmisbrug, så derfor forfølger civilisationens hovedlinje for længst en pluralistisk teologisk teori derom.
Ateisme tænker du måske ?, men det er ikke vidensteknisk en mulighed i 2017, derimod såvel ontologisk som historisk det foreløbig og formodentlig endegyldigt sidste kristne derivat der beskæftiger sig med scientistiske 'gudsbeviser'. Men det er instrumenteringen af troens fænomener og gestalter der er forskningsmæssigt bagud i belysning, ikke umiddelbart 'theos'.selv.

Rune Rasmussen

Odd: Man kan ikke bevæge sig via sproget, man kan ikke være medskaber af verden, hvis man ikke bruger det kalejdoskopisk, hvilket vil sige, at man ikke blot tror, at man kan zoome ud eller ind på noget eller nogen, men at dette noget og nogen også, og i den grad, bevæger sig udenfor og uden det sprog, man kender. Det efterlader en med oplevelsernes irreducible natur, hvilket monoteisme som udgangspunkt altid har ødelagt på forhånd ved at henføre det til en eneste kilde. Der er polyteisme mere brugbart i kraft af, at det henfører til mange kilder i stedet for, og dermed langt flere medskabende kræfter, hvorom man kan bruge og udvikle sit sprog. Jeg tænker, at ateisme og monoteisme har meget tilfælles blot med den forskel, at man kan sige, at monoteisme overlader en masse til et stort ja med eller uden spørgsmål, men ofte i en frygtelig antiintellektuel form, imens ateisme overlader en masse til et stort nej, der ligeledes kan blive fundamentalistisk i sit udgangspunkt. Animisme taler om, at alt er relationer, hvilket er modpolen til kapitalismens idé om, at alt er ressourcer, og den henseende ser jeg mange kristne og andre monoteister som en form for selvvalgte ressourcer for deres ene gud. De vælger så at sige at blive fortæret af noget på en dogmatisk facon, fordi det skaber en falsk tryghed, trygheden ved noget forudsigeligt frem for den tryghed der er langt mere spændende og indholdsrig: trygheden ved at turde stille spørgsmål åbent til tilværelsens mysterier.

Poul Sørensen

Jeg mener at det store syndefald må begynde med at "gud" slagter sin "søn" angiveligt for det fælles gode.... er det ikke lidt som når man kalder rovmord på familie medlemmer for en "familie tragedie" for at at dække over hvad der er velbehageligt for gud....jeg syntes ikke behandlingen af Jesus blot kan betegnes som en famile tragedie, husk på at gud lod Jesus torturere først og at gøre det til en pagt imellem gud og mennesker er da helt sygt.... hvor pervers skal man være før de kristne vågner af deres bibel døs.... en familie tragedie min bare...

odd bjertnes

Det er et rigtigt smukt forsvar for animisme. Og jeg mener heller ikke, at en sandhedssøgende tros-administration er fjendtlig overfor kræfter i vand og ild, den overlader det bare til videnskaben, da denne erkendelses-krykke har nået en soliditet hvor det kan bære at gøre det. Det afgørende skel i troens 'masse' går på motivationerne : viden/sandhed eller tro/kultur. Alt andet lige forbliver den første, om end mere resource-fokuseret, mere 'rigtig'. Det har at gøre med at man som medlem af en art er interesseret i samme arts dominans i miljøet, og menneskets special-tools er nu engang intelligenserne. Som har brug for at optimere sande præmisser.
Den anden side af sagen er rent politisk egentlig, men det er ikke nyt at monokultur fremmer sammenhængskraften i et samfund - der har været luget ud i 'guder' siden det antikke Babylon før kristendommen i Rom satte processen i ideologisk system. Politiske partier antages at være mere virkelige end sekter, fagforeninger mere virkelige end helgener og fætre til Jupiter - hvis man vil have størst mulig åbenhed til at ... 'turde stille spørgsmål åbent til tilværelsens mysterier'.

Karsten Aaen

Det er interessant, dels fordi det er en lille minoritet indenfor folkekirken, som mener det som Tidehverv mener, dels fordi, hvis ikke passer meget på her i DK - og i Europa - så ender vi lige præcis der, hvor USA er endt nu! Med en skin-kristen præsident, der er i lommerne på en vicepræsident, Mike Pence, som tilhører en af USA's mest fundamentalistiske kristendomsbevægelser - nemlig den bevægelse, der gerne ser, at USA bliver omdannet til en fascistisk teokratisk stat! Kort sagt: den danske - og den europæiske tolerance - og frisind mm. og mv. - overfor homoseksuelle kan nemt blive skubbet tilbage igen. Hvis vi altså ikke paser på....

En helt anden ting er den:
Den der med at ægteskabet er indstiftet af Gud, og skal bestå af en mand og en kvinde, ja den må Tidehvervs-præsterne altså længere ud på den katolske tolkning med; det må de fordi i katolicismen er ægteskabet indstiftet af Gud, og er derfor et sakramente. Men det er som om Tidehvervs-præsterne slet slet ikke kan se denne halv-katolske tolkning af ægteskabet som et problem, især da Luther mente, at ægteskabet var borgerligt. Og kun kunne og skulle fungere i en borgerlig verden - uden for kirkens ramme, om den kalder sig katolsk eller luthersk-evangelisk.

Poul Sørensen, David Zennaro, Flemming Berger, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Kære "lille bøssedreng" (cit. Søren Krarup).
Du har ikke brug for hverken gud, kirke eller præster.
Det er muligt, nogle af dem pisser en helvedes masse regressiv tolerance ned over dig.
Men i bund og grund foragter de dig.
Livet og væksten findes et andet sted.

Frank Hansen

Ægteskabet er den foretrukne form for organisering af samfundet på mikroplan også i lande som Japan og Kina, der har meget få kristne. Sådan har det været i årtusinder og dermed længe før kristendommen opstod. Hvordan kan nogen så påstå, at ægteskabet er indstiftet af den kristne Gud? Der er vel snarere tale om, at kristendommen har approprieret ægteskabet fra tidligere kulturer.

Poul Sørensen

Kristendommen forsøger at tage ære af alt muligt som de intet har med at gøre eller meget lidt, det ligger som et naturligt undertrykkende element, da kristne skal bildes ind at socialisterne eksempelvis ikke gjore oprør på grund af deres socialistiske overbevisning, men fordi gud sad bagved og trak i trådene.... i religion skal menneskenes indsats gøres til ingenting medmindre de gør noget forkert (personligt husker jeg sagen om den bremsestreg, som jeg lavede i førsteklasse og som Jesus mente var en streg, der viste at jeg var et dårligt menneske - Jesus holder styr på alting, der slåes ikke prut uden han ved det ... det står i biblen)....og som følge er af det så er der ingen socialistiske forbilleder eller noget man kan lære af socialisme, fordi alt jo skyldes gud.....teokrati = facisme.

odd bjertnes

Ægteskabet er som faktisk funktion (modsat 'fiktion') lig den den kønnede forplantnings fuldbyrdelse, som er stiftet af ... ok så 'Gud'. En betingelse, kalder man det sekulært : ikke udtænkt eller opfundet af mennesker. Ej heller er den kønnede forplantning at spore til nogen specifik citation på noget koraluniversitet i Prækambrien. Lev med det, der er intet for det revolutionære håb her. Udover at lægge hele systemet på hylden inklusive hankypanky og blive bio-ingeniører så skal i se queer lol

Poul Sørensen

Rune Rasmussen
... mange bliver desværre påduttet det, hvis deres forældre har haft valgt religiøst vanvid som en forklaringsmodel for deres verden...:-(