International kommentar
Læsetid: 4 min.

Eurozonen må reformeres eller dø

Mange EU-politikere hader at indrømme det, men status quo er næppe bæredygtig. Det eneste alternativ til større økonomisk integration er et kaotisk opbrud
Macron og hans økonomiske hold har lommerne fulde af lovende ideer. I Spanien er økonomiske reformer også i gang med at skabe stærkere og mere langsigtet vækst. Men ikke alt er godt.

Macron og hans økonomiske hold har lommerne fulde af lovende ideer. I Spanien er økonomiske reformer også i gang med at skabe stærkere og mere langsigtet vækst. Men ikke alt er godt.

Christian Liewig

Moderne Tider
24. juni 2017

Med valget af en reformvenlig midtersøgende præsident i Frankrig og et tilsyneladende stadigt mere sandsynligt genvalg af den tyske kansler Angela Merkel er der da håb for det stagnerede fællesvalutaprojekt i Europa?

Måske. Men et årti mere med lav vækst afbrudt af periodiske gældsrelaterede kramper forekommer fortsat mere oplagt.

Udsigterne ville være langt bedre, hvis der blev taget beslutsomme skridt i retning af en samlet finans- og bankunion. I mangel på politikker, der kan styrke stabilitet og bæredygtighed, er risikoen for kollaps langt større.

På den korte bane er der ganske vist god grund til optimisme. I løbet af det seneste år har eurozonen oplevet en solid cyklisk genopretning, præsteret over forventningerne i højere grad en nogen anden større udviklet økonomi. Og tag ikke fejl: Valget af Emmanuel Macron er en milepæl, som giver håb om, at Frankrig kan revitalisere sin økonomi tilstrækkeligt til at blive en ligeværdig partner med Tyskland i lederskabet over eurozonen.

Macron og hans økonomiske hold har lommerne fulde af lovende ideer, og han kommer til at have et solidt flertal i nationalforsamlingen til at gennemføre dem (om end det ville hjælpe, hvis tyskerne gav ham lidt økonomisk albuerum til gengæld for reformer). I Spanien er økonomiske reformer også i gang med at skabe stærkere og mere langsigtet vækst.

Euroen var ikke nødvendig

Men ikke alt er godt. Grækenlands økonomi vokser stadig knap nok, efter at landet har været igennem en af de værste lavkonjunkturer i nyere tid. Dem, som mener, at det er den tyske nedskæringspolitiks skyld, har ikke tjekket deres lommeregner: Med støtte fra venstresnoede amerikanske økonomer misligholdt Athen den måske mest hensynsfulde lånepakke i moderne historie.

Italien har klaret sig langt bedre end Grækenland, men det er et tvetydigt kompliment. Realindkomsten er faktisk lavere i dag end for ti år siden (selv om det er vanskeligt at vide med sikkerhed på grund af landets omfattende skyggeøkonomi).

For Sydeuropa som helhed har projektet om én samlet valuta vist sig at være et guldbur, der har ansporet til større finansiel og monetær retlinethed, men samtidig fjernet muligheden for at bruge justering af valutaen som stødpude mod uventede økonomiske chok.

En del af årsagen til, at den britiske økonomi har klaret sig så relativt godt (indtil videre) siden sidste års Brexit-afstemning, er, at pundet faldt markant, hvilket øgede konkurrencefordelen. Storbritannien valgte at holde sig uden for den fælles valuta, hvilket var klogt, også nu hvor de (knap så klogt) vælger at trække sig ud af EU og fællesmarkedet i det hele taget.

Det forekommer nu temmelig indlysende, at euroen ikke var nødvendig for, at EU kunne lykkes. Den fremstår i stedet som en klods om benet, hvad mange økonomer på den amerikanske side af Atlanten havde forudset. Eurokraterne havde længe yndet at sammenligne europæisk integration med at køre på cykel: Man er nødt til at bevæge sig, hvis man vil undgå at vælte. Hvis det er tilfældet, så må man konstatere, at den forhastede overgang til fællesvaluta kan sammenlignes med at køre en omvej gennem tyk, våd cement.

Lavere inflation

Ironisk nok var den uden sammenligning væsentligste grund til, at euroen oprindeligt var så populær i Sydeuropa i 1980’erne og 1990’erne, at almindelige mennesker længtes efter den prisstabilitet, som tyskerne nød godt af med deres D-mark.

Mens euroen er blevet ledsaget af dramatiske fald i inflationen over hele eurozonen, har andre lande imidlertid lykkedes med at nedbringe inflationen uden den. Den moderne uafhængige central bank har været et langt vigtigere redskab til at skabe prisstabilitet og markant reducere inflationsniveauet verden over. Ganske vist er der få steder, som f.eks. Venezuela, der stadig har trecifret prisvækst, men det hører til sjældenhederne nu om stunder.

Det er mere end sandsynligt, at Italien og Spanien ville have haft lavere inflation i dag, hvis de havde givet deres centralbanker større autonomi i stedet for at tilslutte sig euroen.

Indrømmet: Grækenland er en mindre indlysende historie. Men i betragtning af hvor mange fattige afrikanske lande, der har været i stand til at holde inflationen inden for encifrede tal, må man formode, at Grækenland ville have kunnet præstere det samme. Hvis de sydeuropæiske lande havde bevaret deres egne valutaer, ville de måske aldrig være røget ned i så dybt et gældshul.

Rolige markeder

Spørgsmålet er nu, hvordan EU kan manøvreres ud af den våde cement. Selv om mange europæiske politikere hader at indrømme det, er status quo næppe bæredygtig. Før eller siden er større finansiel integration det eneste alternativ til et kaotisk opbrud. Det er forbavsende naivt at tro, at euroen ikke vil blive udsat for flere virkelige stressprøver inden for de næste fem-ti år, hvis ikke før.

Hvis status quo reelt er ubæredygtig, hvorfor er markederne så fuldstændig rolige? Måske tilstanden afspejler, at investorerne regner med, at hånden i sidste ende vil blive holdt under dem, uanset hvor meget tyske politikere påstår det modsatte. Den Europæiske Centralbanks opkøb af perifere landes gæld udgør allerede en indirekte statsstøtte, og Macrons sejr har fået diskussionen om euroobligationer til at stikke af.

Det kan også tænkes, at investorerne satser på, at Sydeuropa sidder for godt fast i cementen til at kunne vrikke sig fri. Tyskland vil blot fortsætte med at stramme skruerne på deres budgetter for at sikre, at bankerne får deres penge tilbage.

Hvorom alting er, så ville det være bedre, om eurozonens ledere handlede nu i stedet for at vente på næste gang, sandhedens time oprinder for den fælles valuta. Hvor længe den aktuelle optimisme kan vare, er op til Macron og Merkel.

Kenneth Rogoff er professor i økonomi og offentlig administration ved Harvard University.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Kenneth Rogoff blev berømt i økonomkredse for 3 år siden da han påstod at 90 % gæld af BNP skulle være knæk-punktet for en holdbar makro-økonomi - det sørgelige var at han lavede sin teori ud fra falske tal fra New Zealands økonomiske nøgletal i perioden 1945 - 2010.
En så grov fejl er ikke noget der bliver glemt i de kredse og der er han blevet stemplet som useriøs.
I øvrigt er hans analyse af euroen mangelfuld - han har ikke fattet at euroen er et politisk projekt for at binde EU til neo-liberale doktriner.

Ole Henriksen, Flemming Berger, Jes Balle Hansen , Karsten Aaen, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Jeg finder det ret hårdt at afskrive en mand pga een tidligere publikation med fejl. Mange eksperter kommer med fejlskøn og fejlfortolker. Nuvel New Zealand sagen er tilsyneladende fejl i data.

Tilbage til emnet. Euroen. Jeg synes professoren har nogle gode pointer

Torben K L Jensen

Nuvel - Kenneth Rogoff var også kendt for sin vendetta mod økonomen og Nobelpristageren Joseph Stieglitz da han skrev sin bog "The price of Inequality" og hans ide om at netop er det der bremser udviklingen og væksten. Lad os nu bare sige det som det er : Rogoff er en neo-liberal konservativ økonom hvis teorier selv IMF og OECD har forladt.

Michael Friis

@Torben K L Jensen. Hvad synes du om artiklen herover?

Torben K L Jensen

Tjah,Michael - han skriver bare det alle har vidst og skrevet om siden euroen´s start.
Man kan ikke have en fælles valuta uden en fælles skatte/og finanspolitik noget Macron taler om skal være den nordiske model med velfærd og flexicurity på arbejdsmarkedet.
Der er bare et "men" - og det hedder Tyskland og Merkel der ikke vil have fælles hæftning for gæld i hele euro-området i form af euro-bonds. Så man behøver ikke en Kenneth Rogoff til at fortælle noget der stod i "Financial Times" i 2001.

Michael Kongstad Nielsen

Euroen har været en umulighed fra starten.