Læsetid: 4 min.

Der findes to slags oprør mod en virkelighed uden transcendens: Urfaderens og kvindens

Det var Informations Tine Byrckel, der i oktober sidste år foreslog, at Donald Trump måske opfyldte en længsel i det amerikanske folk efter en ’urfader’, som den, Freud beskrev i bogen Totem og tabu

iBureauet/Mia Mottelson

17. juni 2017

Det var Informations Tine Byrckel, der i oktober sidste år foreslog, at Donald Trump måske opfyldte en længsel i det amerikanske folk efter en ’urfader’, som den, Freud beskrev i bogen Totem og tabu. Og at Trump derfor måske havde langt bedre chancer for at vinde valget, end de fleste regnede med.

»Det er nemlig ikke spor umuligt, at ’pøblen’ i USA i øjeblikket rækker ud efter en person, som kan sætte magten på plads,« skrev Byrckel.

»Også lige meget hvor meget Trump selv misbruger den magt.«

Ikke alene var det en temmelig uhørt prognose – det var i særdeleshed usædvanligt netop i dagene efter, at Trump var blevet afsløret på de berygtede grab them by the pussy-optagelser. Men måske netop i kraft af sine excesser blev Trump alligevel valgt.

Fædre og sønner

Man kan se afhøringen af den tidligere FBI-chef James Comey i denne optik. Det er, som om de forslåede og fortumlede sønner af den uregerlige urfader nu er ved at samle tropperne, så de kan finde en måde at støde ham fra tronen.

I Freuds myte går historien om urfaderen sådan, at han blev slået ihjel af sine sønner, som efterfølgende forenedes i et ’broderskab af skyld’, der lærte dem at holde sig fra excesser og overholde en serie tabuer.

Hvis vi fører analogien mellem Trump og urfaderen videre, så kan hans mulige fald (om han så bliver afsat på den ene eller den anden måde) ende som en tilbagevenden til den ’nødvendige’ politik. Nu måske endda med en forøget skyldbevidsthed og nærmest tvangsneurotisk besættelse af at forhindre nye excesser, både til højre og venstre. Det er derfor vigtigt at kunne skelne mellem excesser.

Feminin nydelse

I Jacques Lacans tyvende seminar, Encore, beskrives en opdeling mellem maskulin og feminin nydelse. På den maskuline side hedder det, at alle er kastrerede, men der er alligevel én undtagelse fra denne regel. Urfaderen er ikke kastreret, men kan gøre hvad han vil, mod hvem han vil. Trækker man urfaderen fra, er der således kun nødvendighed og begrænsning tilbage.

På den feminine side, derimod, findes der ingen undtagelse til reglen om alles kastration. Ingen er hævet over loven. Men loven er alligevel ikke alt. Hvad dette ’ikke-alt’ helt præcist udtrykker, er åbent for mange udlægninger, men det har at gøre med indsigten i, at loven selv er ufuldstændig; at den er kontingent og kan udfordres. Der er altså – på den feminine side – ikke én aktør uden for loven, der kan herske over den, men alligevel er loven selv ikke urørlig, fordi den ikke er alt.

Sagt på en anden måde handler den feminine position om både at afvise at gøre loven sakrosankt, samtidig med at dens overskridelse heller ikke handler om én aktørs særlige kvaliteter.

Hønisserne kommer

Opgøret med Trump handler om ikke at lade sig nøje med en kastreret virkelighed uden undtagelse og uden aspirationer om noget andet, noget bedre. Tværtimod handler det om at opfinde en anden form for exces end urfaderens, nemlig kvindens exces. Kvindens exces er ikke hævet over loven. Den er snarere lovens eget blinde punkt; dét punkt hvorfra loven omstødes.

Det må stå meget klart, at en Hillary Clinton ikke har kvindens exces. Om noget er hun en forslået søn i en hel klan af sønner, der står for nødvendighedens politik. En helligholdelse af loven, hvis der nogensinde var en.

Men hvor er den så? Måske skal man kigge et lidt andet sted hen og lægge mærke til de to gamle hønisser, Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, der over længere tid er blevet beskyldt for at være skøre og excessive.

Sanders og Corbyn har begge inkarneret det kvindelige ’ikke-alt’ på den måde, at de stille og roligt har påpeget, at loven, som vi kender den, ikke er alt på en række afgørende punkter. Hvorfor skal det f.eks. være umuligt at sikre adgang til sundhed og uddannelse for alle? Kunne man ikke ændre det?

Nødvendighedens politik handlede bl.a. om at gøre sådanne spørgsmål helt utænkelige. Det farlige ved den feminine exces er, at den sætter os i stand til at tænke igen.

Hvor Trumps exces er klart identificerbar – han inkarnerer selv excessen med sine vulgære og irrationelle kommentarer – er der således noget andet på spil med Sanders og Corbyn. Umiddelbart er de meget langt fra at være irrationelle, snarere er de fattede, velargumenterede, næsten kedelige.

Men fra systemets synsvinkel udgør de alligevel en farligere exces end Trump. Hvor Trump er et monster, er Sanders og Corbyn nemlig langt mere spøgelsesagtige. Et monster kan man bekæmpe og slå ned, men en spøgelsesagtig exces kan brede sig, uden at man rigtig opdager det.

Og pludselig er man i gang med en langt mere radikal forandring, end man havde kunnet forestille sig.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Lilliendahl

De vulgæres (m/k) trilemma:
Vulgær æstetik, vulgær normativitet, vulgær rationalitet - Vælg to :)
Nej vent - lad vær'!