Læsetid 7 min.

Kinas nationale hukommelse er renset for ludere, provokatører og migranter

Fattigdom og livets skyggesider er udelukket fra kinesiske statsmuseer, der er underlagt styrets strenge kontrol. Men også i Danmark bliver historien og museerne brugt som et politisk redskab, siger professor Kirk Denton, der forsker i Kinas officielle historiefortælling. Information var med ham på rundtur i Den Gamle By i Aarhus
’Nationens historie er et redskab, der er med til at skabe en form for sammenhørighed, og den spiller en vigtig rolle i nationsdannelsen. Både i Kina, i USA og i Danmark,’ siger professor Kirk Denton.

’Nationens historie er et redskab, der er med til at skabe en form for sammenhørighed, og den spiller en vigtig rolle i nationsdannelsen. Både i Kina, i USA og i Danmark,’ siger professor Kirk Denton.

Tor Birk Trads
17. juni 2017

En ung mand med uglet morgenhår byder velkommen. Han er lavet af voks, men det opgivende udtryk i hans øjne vidner om, at Den Gamle By i Aarhus ikke forsøger at skjule, at livet ikke var helt let for en ung håndværkeraspirant for 150 år siden.

Det er den slags kig ind i fattigdommen, i hverdagen og livets mørke sider, der adskiller historiefortællingen i et demokrati som det danske fra den, udstillinger på lignende museer i et autoritært styre som det kinesiske præsenterer, fortæller professor Kirk Denton fra The Ohio State University, der i en årrække har forsket i, hvordan Kina former landets historie gennem litteraturen og museumsudstillinger. Han gæstede i sidste uge Aarhus i forbindelse med den Nordiske Forening for Kinastudiers (NACS) konference på Aarhus Universitet.

I Kina er fattigdom, Kulturrevolutionens kaos og fejlslagne landbrugsreformer skrevet ud af landets moderne historie. Slettet fra den officielle hukommelse. Væk. Ligesom luderne, provokatørerne og migrantarbejderne og de andre kontroversielle elementer i det kinesiske samfund.

I stedet lever fortællingen om Kinas Kommunistiske Partis sejrsgang og de ydmygelser, som Japan og vestlige stormagter påførte Kina fra slutningen af det 19. århundrede og frem til afslutningen på Anden Verdenskrig. Alt det, der er med til at legitimere etpartistyret i Kina og dets udenrigspolitiske krav til omverdenen, herunder forholdet til Taiwan, Tibet og Hongkong samt territoriale krav i det Sydkinesiske Hav, fortæller Kirk Denton.

Blød magt

På rundtur i Den Gamle By får vi for eksempel indblik i livet for indvandrerne og den fattige tømrerlærling med hans hårdhændede læremester.

»Museer i et demokratisk land er nødt til at forholde sig til folkets historie. Her ville det være dybt kontroversielt, hvis almindelige mennesker var skrevet ud og ikke fik en plads på udstillinger,« siger Kirk Denton.

»I Kina behøver man omvendt ikke bekymre sig om folket. Der handler den politiske modus operandi om, hvordan Kinas Kommunistiske Parti kan beholde magten. Museer er en del af styrets bløde magt og bidrager til at legitimere partiet.«

Men udelukkelsen af almindelige mennesker er »ironisk«, lyder det fra Kirk Denton. Han peger på, at Kinas Kommunistiske Parti har mistet forbindelsen til sine socialistiske rødder og i stedet plejer magtstrategiske og økonomiske interesser. Den officielle historiefortælling fremhæver derimod Kinas Kommunistiske Partis rolle som garant for samfundets harmoni, fremtidige succes og samhørigheden mellem etniske grupper.

Det er en fortælling, der er så forudsigelig, at det kan være en halvkedelig oplevelse at besøge kinesiske museer, lyder det fra Kirk Denton, der i forbindelse med sit arbejde med sin bog Exhibiting the Past har besøgt adskillige kinesiske historiemuseer:

»Partiet inkluderer ikke de beskidte dele af historien, fordi partiet føler sig usikkert og er bekymret for, om det kan fortsætte med at fastholde magten. Partiet ved, at det ikke er elsket af alle.«

Blå bog: Kirk Denton

  • Professor i kinesisk på The Ohio State University.
  • Forfatter til bogen Exhibiting the Past-Historical Memory and the Politics of Museums in Postsocialist China, der udkom i 2014 på University of Hawaii Press.

Alternative fortællinger

Kuratorer på kinesiske statsmuseer skal være påpasselige med at holde sig inden for den historiefortælling, som partiet ønsker at videreformidle. I sine interviews oplever Kirk Denton en splittelse mellem kuratorernes egne ambitioner for historieformidlingen og det, der i praksis er muligt for dem.

Da han for femten år siden lavede sine første interviews med kuratorerne på Kinas Nationalmuseum i Beijing, fortalte de entusiastisk om, hvordan de i forbindelse med den omfattende renovation af museet ville skabe en stor fast udstilling om Kulturrevolutionen. Den kontroversielle periode skulle formidles på en ligefrem måde og ikke skjule noget.

Men da museet åbnede i 2011 efter den årelange renovation, havde Kulturrevolutionens tiår kun fået en beskeden plads på en planche midt i større udstilling om Kinas moderne historie.

»Kinas moderne historie er så kontroversiel, at det er vanskeligt for kinesiske kuratorer at udstille den på museum,« siger Kirk Denton.

Kuratorerne skal løbende have deres ideer godkendt oppefra, fortæller han. Først af kadrer ansat på museet, senere af kadrer højere oppe i det politiske system og til sidst af højtstående politikere, der godkender den måde, hvorpå museet fortæller partiets historie.

Langt fra alfarvej

Men i den kinesiske kunst og i litteratur findes i nogen grad et frirum til at behandle landets historie på trods af censuren.

»Der er kunstnere, amatørhistorikere og forskere, som forsøger at udfordre de narrativer, vi kender,« siger Kirk Denton.

Og der findes private museer, som tager andre temaer op eller fortæller Kinas historie på en anden måde end de officielle museer. Det gælder blandt andet migrantarbejdermuseet i den lukningstruede landsby Picun uden for Beijings femte ringvej. Her har man dokumenteret historien om, hvordan arbejdere fra Kinas landområder kommer til byerne for at arbejde og lever på en slags tålt ophold uden ret til skolegang for deres børn eller basale velfærdsydelser.

Mao Zedongs Kulturrevolution har fået udstillingsplads på et privat museum i Anren i den sydvestlige Sichuan-provins. Her har rigmanden Fan Jianchuan siden 2005 udstillet objekter fra den stærkt kontroversielle periode.

Fælles for de to museer er, at de ligger langt fra alfarvej, og at de udstiller en del af Kinas moderne historie, som Kinas Kommunistiske Parti ikke ønsker får plads i folkets kollektive hukommelse.

Politisk redskab

Den aktive brug af historien er ikke unik kinesisk. Andre lande har også set deres snit til at skrive historiebørgerne om, når nye magthavere kom til:

»Nationens historie er et redskab, der er med til at skabe en form for sammenhørighed, og den spiller en vigtig rolle i nationsdannelsen. Både i Kina, i USA og i Danmark. Historien er et politisk redskab,« siger Kirk Denton

Som vi går rundt på de toppede brosten mellem skæve bindingsværkshuse i Den Gamle By, er politik måske en fjern tanke, men på sin egen rolige og idylliske facon fortæller Den Gamle By Danmarks historie, sådan som vi gerne vil se den: et åbent land med gode håndværkstraditioner, opfindsomhed og rejselyst — et land, der tager sig af samfundets svageste, byder nytilkomne velkommen og giver alle mulig for at få et godt liv her.

»Den Gamle By er ikke politisk i den forstand, at den har forbindelse til et bestemt parti, men den er i høj grad politisk i nationalistisk forstand,« siger Kirk Denton.

Hans pointe er, at der i et demokratisk samfund ikke er nogen, der har monopol på at fortolke fortiden. Her er ingen fortolkninger af historien hævet over kritik. De må altid kunne underbygges med dokumentation, og derfor er der også i vestlige demokratier plads til modstridende udlægninger af historien i den offentlige debat, hvor forskere kan være uenige om historiske problemstillinger.

Alligevel kan demokratiske lande ikke sige sig fri for forsøg på at pynte på historien eller skøjte let hen over ømtålelige problemstillinger. Især har fortællingen om minoriteters eller immigranters historie i vestlige lande været ignoreret eller i bedste fald fremstået som en stereotyp, siger Kirk Denton og peger på, at sorte skuespillere i amerikanske film fra 1930’erne ofte skulle smile og danse. Også den brutale behandling af oprindelige folkeslag i Canada, Australien og i Grønland har i en lang periode været overset.

Plads til minoriteter

Vi træder ind i den somaliske lejlighed, der på en gruppe somaliske kvinders opfordring er blevet indrettet på anden sal i en ejendom i Den Gamle By og har givet plads til nydanskerne i den danske samtidshistorie. Kirk Denton er imponeret. Etniske stemmer er stærkt et virkemiddel til at fortælle, hvad det er for et samfund, de er en del af, mener han:

»Indretningsstilen er, som den er, men det ser ikke ud til, at de mangler noget.«

Mens nydanskernes historie er et relativt nyt fænomen i den danske samtidshistorie, har etniske grupper længe spillet en rolle i den kinesiske historiefortælling med den væsentlig forskel, at de etniske grupper ikke er kommet til landet, men altid har været der.

Efter 1949 undersøgte og klassificerede den kinesiske regering 55 etniske minoriteter og brugte siden minoriteterne til at skabe et billede af politisk samhørighed med socialismen som et fælles mål: Uighurer, kazakher, mongoler, tibetanere, koreanere, miao og andre etniske grupper inden for Kinas grænser blev udstillet på særlige minoritetsmuseer som en del af den mutietniske kinesiske nation.

»Ved at give etniske grupper plads på museum styrker man forestillingen om en nation, der er forenet af en fælles politisk ideologi frem for af race eller kultur,« siger Kirk Denton.

I dag har etniske minoriteter fortsat fremtrædende plads på kinesiske museer:

»Vi ser stadig smilende repræsentanter for minoritetsgrupper, der med deres mangfoldighed bridrager til den kinesiske drøm: Drømmen om, at kinesere kan få succes sammen og skabe et velstående samfund.«

Tilbage i soveværelset i den somaliske lejlighed i Den Gamle By konkluderer Kirk Denton, at transnationale etniske grupper også i Danmark bliver brugt til at konstruere en særlig national identitet:

»Ved at bruge etniske stemmer kan vi fortælle omverdenen, at vi hilser alle velkommen. Det er sådan lidt: ’Se her, vi er et rummeligt, multietnisk samfund.’ Jo bedre vi tager os af minoriteter, jo stærkere er vi som land. Det gælder både Kina og Danmark.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu