Baggrund
Læsetid: 10 min.

Lær at leve med J.P. Jacobsen

J.P. Jacobsens værker er en uovertruffen kombination af sublimt smukt sprog og dybt komplekse indsigter i menneskelivets uudgrundelighed, fundamentale dimensioner og virvar af drømme, lidelse, håb, sorg, kærlighed, ensomhed, længsler og nådesløse naturlove
Jacobsen fremskriver indsigter i menneskelivets dybeste dybder – i livsaspekter som kærlighed, håb, sorg, længsel, drømme, idealisme, resignation, lykke, mening, religiøsitet, fortvivlelse og identitetsdannelse.

Jacobsen fremskriver indsigter i menneskelivets dybeste dybder – i livsaspekter som kærlighed, håb, sorg, længsel, drømme, idealisme, resignation, lykke, mening, religiøsitet, fortvivlelse og identitetsdannelse.

Ritzau Foto

Moderne Tider
1. juli 2017

Man kan opfatte god litteratur som erkendelse og tænkning i sproget. Det er det, Søren Ulrik Thomsen udtrykker, når han siger, at god litteratur placerer sig lige midt imellem musik og teori. God litteratur lader os gennem formet sprog opleve og erfare tanker og livsrefleksioner.

Opfatter man for det andet også god litteratur som meget klog tænkning i sproget, er det ikke svært at forstå, hvorfor min vens dansklærer i gymnasiet indledte klassens første time i 1.g med blot at gå ind i lokalet til de forventningsfulde elever og skrive »1880« på tavlen.

Og som svar på de måbende elevers spørgende ansigter erklærede han lakonisk: »Det er det vigtigste årstal i dansk litteratur, for her udkom J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne

Jacobsens litteratur er netop ikke bare lyrisk og sprogligt smuk, men også meget klog.

Jacobsen fremskriver indsigter i menneskelivets dybeste dybder – i livsaspekter som kærlighed, håb, sorg, længsel, drømme, idealisme, resignation, lykke, mening, religiøsitet, fortvivlelse og identitetsdannelse.

For det tredje er hans litteratur moralsk: Den overvejer, ofte helt eksplicit, hvilke eksistensformer og handlinger der er gode og dårlige. Den bliver sjældent helt entydig på et heltekstligt niveau, dertil er dens sans for livets uudgrundelighed – og for god litteratur – for stor, men refleksionsansporende udsagn om godt og dårligt indeholder den.

Alt i alt: Jacobsens litteratur er, hvis man deler ovenstående litteratursyn, noget af det ypperste, der findes. Den er på én gang meget smuk, indsigtsfuld og moralsk – den er klog og værdiorienteret tænkning i et enestående skønt sprog.

Derfor kan man lære meget af at læse Jacobsen. Og nok derfor opnåede han trods sin tidlige død og få værker stor international berømmelse, og stjerner som Joyce, Mann, Hesse og Lawrence tilbad ham. Freud skrev ligefrem i et brev, at »Jacobsens Niels Lyhne har skåret dybere i mit hjerte end nogen anden lecture de sidste ni år.«

For Rilke var Jacobsens bøger sammen med Bibelen den vigtigste litteratur overhovedet, og ifølge Stefan Zweig havde Jacobsens romankarakter Niels Lyhne samme betydning for generationen omkring 1900, som Goethes Werther havde haft tidligere.

Derfor kan man af Jacobsens værker udlede følgende læresætninger.

Accepter lidelsen

Af Jacobsen kan man blandt andet lære, at livet uundgåeligt også er lidelse. Det kan man f.eks. læse ud af hans novelle To Verdener (1879). Heri forsøger en kvinde at komme af med sin sygdom gennem ved overtro at føre sygdommen over på en anden kvinde, men hverken overtro eller kristendom gør hende rask (det gør derimod naturvidenskaben), og plaget af dårlig samvittighed begår hun selvmord.

Den anden kvinde accepterer livets lidelser og er novellens helt. Hun synger til sidst, at: »I Skygger, kom, kom ind og gæst/Min Borg og sid mit Hjærte næst/Og drik af gyldenblank Pokal/I Lykkens rige Straalesal«.

Også Niels Lyhne udtrykker pointen. Hovedpersonen Niels gennemgår alskens lidelser og er kun momentant lykkelig. Og da hans faster Edele dør, skitserer romanen tre typer af sorg og kritiserer Niels’ sorg, som ikke forstår lidelsen som vilkår:

»Der er de, der kan tage deres Sorg op og bære den, stærke Naturer, der netop føle deres Styrke i Byrdens Tynge, medens de, som er svagere, give sig hen til Sorgen, villieløst som man giver sig en Sygdom i Vold; og som en Sygdom gjennemtrænger Sorgen dem, drikker sig ind i deres inderste Væsen og bliver til Eet med dem, omformes i dem i en langsom Kamp, og taber sig saa i dem i en fuld Helbredelse. Men der er ogsaa de, for hvem Sorgen er en Vold, der er øvet imod dem, en Grusomhed, de aldrig lærer at se som Prøvelse eller Ave og ligesaalidt som en simpel Skjæbne. Den er for dem et Udslag af Tyranni, noget personligt Hadende, og der bliver altid en Braad tilbage i deres Hjærter. Det er ikke tidt, at Børn de sørger saadan, men Niels Lyhne gjorde det.«

Kun æstetisk retfærdiggørelse

Man kan også lære, at livet ikke er retfærdiggjort mellemmenneskeligt eller religiøst. Det er det kun æstetisk. Niels er ateist, men beder inderligt til Gud, da Edele og da hans lille søn skal dø. Men det hjælper ikke. Der er (næsten) ingen metafysik hos Jacobsen, men et rent darwinistisk-naturalistisk verdenssyn og en verden, hvor alt forgår.

Det udtrykkes fint i hans digt »Evig« (1875): »Evig og uden Forandring/Er kun det Tomme./Alt, hvad der var og der er/Og hvad der skal komme,/Vækkes, spirer og fødes,/Skifter, ældes og dødes.//Kloder have vandret/Hvor Kloder nu vandre,/En Gang i Tiderne/Kommer der andre./Hvad der er Livets maa gaa og komme,/Evig er ene Rummet det tomme.«

Stort set alle dør fra Niels, af ulykker og af sygdom, også Gerda, hans hustru. Måske er denne livets fundamentale ensomhed Niels Lyhnes mest grundlæggende udsagn. Ved romanens slutning, hvor Niels ligger for døden og ser tilbage på sit liv, pointeres det:

»Der havde dog været meget Skjønt i Livet, tænkte han, naar han mindedes det friske Pust ved Stranden hjemme, det svale Sus i Sjællands Bøgeskove, den rene Bjærgluft i Glarens og Gardasøens bløde Aftenbrise. Men tænkte han paa Menneskene, blev han saa syg igjen i Sindet. Han kaldte dem for sig een for een, og Allesammen gik de ham forbi og lod ham ene, og ikke een blev der tilbage. Men hvordan havde ogsaa han holdt fast ved dem, havde han været trofast? Det var blot det, han havde været langsommere til at slippe. Nej, det var ikke det. Det var det store Triste, at en Sjæl er altid ene. Det var en Løgn hver Tro paa Sammensmeltning mellem Sjæl og Sjæl. Ikke den Moder, der tog En paa sit Skjød, ikke en Ven, ikke den Hustru, der hvilede ved Ens Hjærte ...«.

Bemærk, at det gode i Niels’ liv har været skønne naturoplevelser. Han oplever tidligere i sit liv »en lykkelig Tid«, da han for første gang vælger at stå ved, hvem han er – da han vælger en »hjemlig« frem for en »æsthetisk Personlighed«, som der står med et kierkegaardsk ordvalg.

Men i den æstetiske oplevelse gives altså et indslag af frihed fra altings forgængelighed og fra diffuse og uforløste længsler og begær. Også da Niels’ mor skal dø, fremgår det, at hun momentant kan transcendere livets og naturens nådesløst kværnende og altnedbrydende kausale processer i en skøn naturoplevelse:

»Midt i al denne Skjønhed sad hun med ubesvarede Skjønhedslængsler i sit Hjærte, og det var kun en enkelt Aftenstund imellem, naar Solen sank bag Savoyens langeligt skraanende Højder, og Bjærgene hinsides Søen syntes som af brunligt, uigjennemsigtigt Glas, med Lyset ligesom drukket ind i deres stejle Sider, at Naturen kunde fængsle hendes Sanser, thi da var det, naar gult belyste Aftentaager skjulte de fjærne Jurabjerge, og Søen, rød som et Kobberspejl, med gyldne Flammer tunget ind i Solrødtsgløden, syntes gaa sammen med Himmelskjæret til eet stort, lysende Uendelighedshav, da var det en enkelt Gang imellem som om Længslen forstummed og Sjælen havde fundet Landet, som den søgte.«

Mennesket er et længselsfuldt væsen i en verden, hvis naturlove nedbrydende kaster det rundt og skuffer det, hvis ikke det accepterer lovene. Kun æstetisk kan man overskride naturens nådesløse gang og kortvarigt opfylde længslen efter orden, hvile og enhed. Her er det interessant, at der trods alt antydes en potentiel metafysik hos Jacobsen: Moren håber på »hinsides Graven« at finde »Skjønhedsfylde« i »Udødelighedslandet«.

Idealitetsproblemet

På trods af Jacobsens desillusionerede livssyn er der værdier udover det skønne hos ham. F.eks. kan drømme have værdi i et menneskeliv. Som det så smukt formuleres i Niels Lyhne: »ædru levet Liv, uden Drømmes lyse Last, var ikke Liv at leve – Livet havde jo netop kun det Værd som Drømmene gav det.«

I romanen tematiseres spændingen mellem realitetsnær nøjsomhed og store tanker og drømme løbende. Niels fødes ind i dette skisma: Faren er praksisorienteret, men fra en ambitiøs overklassefamilie, der fører filosofiske samtaler. Moren derimod hungrer efter nye tanker og poesiens »dybsindige Lærdomme«, men er fra en praktisk familie, som hun ikke gider samtale med. Moren falder for farens tilsyneladende vid, men opdager bittert hans »jævne Natur«.

Niels pendulerer imellem de to livsformer, men falder mest ud til morens side. Og da hun er døende, takker han hende for, at hun indgød det drømmende væsen i ham: »Er det ikke dig jeg skylder, at der er saa højt til Loftet i min Sjæl, er det ikke dine Længsler og Drømme, der har drevet mine Evner i Vækst«.

I romanen er der dog også klare udsagn om det realitetsforankrede livs glæder, som Niels afprøver sent i sit liv, og om drømmes eskapisme og mangel på forandringskraft og om deres blokering for den enkeltes erkendelse af sin egen individualitet:

»I Drømmenes tilsyneladende uendelige og evigt vekslende Lande, der er der i Virkeligheden visse korte, slagne Landeveje, hvor Alle færdes og udenfor hvilke de aldrig komme. Folk kan være meget forskjellige, men deres Drømme er det ikke, for de tre, fire Ting, de attraar, lader de sig jo der give, mer eller mindre hurtigt, mer eller mindre fuldstændigt, men de faar det altid, Allesammen; der er jo Ingen, der for Alvor drømmer sig tomhændet. Derfor opdager Ingen sig selv i Drømme, bliver sig der aldrig sin Ejendommelighed bevidst, for Drømmen veed Intet om, hvorledes man nøjes med at vinde Skatten, hvordan man slipper den, naar den mistes, hvordan man mættes, naar man nyder, hvad Vej man vender sig, naar man savner.«

Man bliver aldrig færdig med at finde ud af, hvordan konflikten mellem idealitet og realiteter i Niels Lyhne helt skal anskues. Det bliver netop en pointe, at det moderne, gudløse menneske ikke kan overvinde konflikten.

Og at Niels, der ikke kan »finde en Hank i Tilværelsen«, fejlagtigt – og mere end Jacobsen – tror på en mulig overvindelse og harmoni. Den uoverkommelige konflikt og fremmedgørelse er romanens store modernitetserfaring, en epokal dimension spundet sammen med alle de almenmenneskelige.

Hav mod til at håbe

Mindre tvivlsomt er det, at romanen ser mod og håb som en forudsætning for oplevelsen af at leve et meningsfyldt liv. Forsvinder håbet, river tomheden og fortvivlelsen dit liv i stykker. Endnu en formidabel passage:

»Hvem veed? maaske man tager fejl, maaske Ens Forstand, Ens Instinkt, Ens Sandser, med al deres daglyse Klarhed, dog fører En vild, maaske det netop gjælder om at have det uforstandige Mod at følge den Haabets Lygtemand, som brænder over Ens Lidenskabers attraasvangre Gjæring. Det er først naar man har hørt Afgjørelsens Dør slaa i, at Vishedens jernkolde Kløer graver sig ind i Ens Bryst for langsomt, langsomt at samle sig i Ens Hjærte om den nervefine Traad af Haab, hvori Ens Lykkeverden hænger, saa skjæres Traaden over, saa falder det, den bar, saa knuses det, saa kommer Fortvivlelsens Skrig skarpt gjennem Tomheden. I Tvivl fortvivler der Ingen.«

Eller som der står et andet sted i romanen:

»Der var en Stormgangs Jubel i de unge Sjæle, og der var Tro paa store Tankestjærners Lys, og der var Haab som der er Have, Begejstring bar dem som paa Ørnevinger, og Hjærtet blev dem stort af tusind Mod. Livet sled det vel ud siden, tyssed det bort det Meste, Klogskab brød vel ned af det, og Fejghed bar Resterne bort sagtens, men hvad saa! Den Tid, der er gaaet med Godt, kommer ikke tilbage med Ondt; og Intet i det Liv, der leves bagefter, kan visne en Dag, eller slette en Time i det Liv, der er levet.«

Idealismens ophør

Man kan også lære, at det er svært at bevare idealismen og kæmpe for det (u)mulige. Resignationen vil en dag friste. Men skal man »nøjes«, som der står i Niels Lyhne? Læs Jacobsen og døm selv. Men se først her, hvor enestående smukt og klogt han skriver om den fristende resignation:

»Han staar overfor et Valg, og han maa vælge; for det er jo saadan, at naar den første Ungdom er forbi, sent eller tidligt, efter som Naturgrunden er i et Menneske, sent eller tidligt, saa gryr der en Dag, hvor Resignationen kommer til En som en Frister og lokker for En, at man skal sige Farvel til det Umulige og nøjes. Og Resignationen har saa meget for sig, thi hvor ofte er ikke Ungdommens idealske Fordringer bleven vist tilbage, dens Begejstring bleven beskæmmet, og dens Haab lagt øde! – Idealerne, de lyse, de fagre, de har vel ikke tabt noget af deres Glands endnu, men de vandre ikke længer paa Jorden, midt iblandt os, som i vor Ungdoms første Dage; ad Verdensklogskabens bredt baserede Trappe er de, Trin for Trin, bleven ledet tilbage til den Himmel, hvorfra vor enfoldige Tro havde hentet dem ned, og der sidde de, straalende, men fjærne, smilende, men trætte, i guddommelig Uvirksomhed, medens en daadløs Tilbedelses Virak stødvis hvirvler sig op mod deres Throne i festlige Bugter.«

Serie

Lær at leve med en forfatter

Hvilke leveregler og almene læresætninger kan man udlede af et enkelt forfatterskab?

Vi har bedt en række af vores skribenter om at udvælge et forfatterskab, der betyder særlig meget for dem, og heraf udlede de vigtigste livsvisdomme.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Man kan også starte med "Fru Marie Grubbe", der udkom 4 år før "Niels Lyhne", altså i 1876, 1. oplag i 1250 eksemplarer, 337 sider, pris 4 kr.

Michael Kongstad Nielsen

Før det udkom i 1872 i et tidsskrift novellen "Mogens" med den berømte indledning: "Sommer var det; midt på dagen; i et hjørne af hegnet. ..."

Det var i øvrigt meget almindeligt dengang, at romaner udkom dryppende gennem tidsskrifter, inden de blev samlet til en bog.

Michael Kongstad Nielsen,
hvad har du selv læst af Jacobsen? ... ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Masser.
Men 'Visse vasse', som du plejer at møde mig med, giver mig efterhånden ikke lyst til at forklare dig nærmere.
Ordbog: "Betydninger
"bruges for at udtrykke at man synes at noget en anden har sagt, er ligegyldigt, uvedkommende, forkert el.lign."

Her er der et JP Jacobsen digt med musik af Wilhelm Peterson-Berger

'Stemning' (Alle de voksende Skygger)

https://www.youtube.com/watch?v=2e1llgw1Y0U