Læsetid: 9 min.

Min lillesøster hedder EM 1992

På mandag er det 25 år siden, at Danmark vandt EM. Og 25 år siden min søster blev født. Det er den største dag i min fars liv. Og begivenhederne er uløseligt forbundet. Det her er en familiehistorie om et offer, om kærlighed, om faderskab, men nok mest om fodbold
Kl. 5:51. Min far holder min lillesøster for første gang. På fødestuen dropper de det navn, de har brugt ni måneder på at finde, og beslutter i stedet at kalde hende Emilie Mencke – efter EM.

Kl. 5:51. Min far holder min lillesøster for første gang. På fødestuen dropper de det navn, de har brugt ni måneder på at finde, og beslutter i stedet at kalde hende Emilie Mencke – efter EM.

Privatfoto

24. juni 2017

Historien vil vide, at min mor sendte min far ud at løbe op og ned ad Augustvej for at blive ædru, den nat Danmark vandt europamesterskabet i fodbold. Han var fuld, og min mor var gået i fødsel.

Tre og en halv time senere fødte hun min lillesøster. De havde besluttet sig for, at hun skulle hedde Mathilde, men far sagde, at de blev nødt at finde et navn, der begyndte med E.

»Emilie,« foreslog min 10-årige storesøster på fødselsstuen på Herlev Hospital.

»Emilie Mencke,« gentog min far.

EM.

Emilies fødsel og landsholdets sejr i EM-finalen over Tyskland er to begivenheder, som er uløseligt forbundet.

I den årlige fødselsdagsinvitation har min far inviteret familie og venner til EM-stævne i Utterslev Mose. Min mor har bagt en lagkage. Den er overtrukket med grøn marcipan og hvide glasurlinjer, der tydeliggør, at den forestiller en fodboldbane. På hver banehalvdel er der omhyggeligt placeret 11 røde vingummibamser for Danmark og 11 gule for Tyskland.

Og hvert eneste år til min søsters fødselsdag gentager vi historien om løbeturen for hinanden.

Min far begynder som regel historien med at klappe sig selv hårdt i panden. Så siger han, at han havde billetter til finalen og kigger op mod himlen.

Jeg har altid vidst, at EM 1992 har fyldt meget hos min far. Da jeg var dreng, og vi så landskamp, sagde han konsekvent, at det kunne have været ham, der løb rundt på banen i fjernsynet – hvis det da ikke havde været for min mor.

Interessen for kvinder kommer ubelejligt, sagde han. Og jeg troede på det.

Biograftur

En augustdag i Kinopalæet i Lyngby købte min far popcorn og sodavand. På en papudskæring så jeg en smilende Ulrik Thomsen blive løftet op som en pokal af en flok jublende skuespillere i en sky af gylden konfetti.

Min far havde to uger forinden ringet og lidt genert spurgt, om jeg ville med ind og se Sommeren ’92. Til sidst i filmen græder skuespilleren, der spiller Flemming Povlsen, som en besat. Scenen var teatralsk, syntes jeg, men den fik tårerne til at trille ned ad fars runde kinder. Min far, revisoren. Manden, der altid har sagt, at det bedste ved regning er, at der altid findes et facit. At intet er overladt til tilfældighederne.

Jeg er født i 1990. Jeg er for ung til at have oplevet, da superhelten Peter Schmeichel dumdristigt kastede sig ud mellem to tyskere og strakte højre arm frem som en catcher i baseball og greb bolden med sin ene handske.

Da min far første gang viste mig indgrebet, sagde han, at det var dårligt målmandsspil. Det var for risikabelt. I samme åndedrag konkluderede han, at det var risikoen, vildskaben og skovturene, der gjorde Schmeichel til verdens bedste.

»Jeg mødte engang Schmeichel til en fest. Han var kæreste med en af mors veninder. Det har været i midten af firserne, da han stadig spillede i Hvidovre. Jeg sagde, at jeg var sikker på, han ville blive verdens bedste målmand,« sagde min far, engang vi så klippet.

Hvert år inviterer mine forældre til EM-stævne på min lillesøsters fødselsdag. Her fylder hun fire år, og lagkagen er vanen tro udformet som en fodboldbane med vingummibamser: Røde for Danmark, gule for Tyskland. Ved siden af Emilie sidder vores far.

Privatfoto

Han har vist mig dem alle sammen. Alle klippene. Kent Nielsen, der bagvendt saksede bolden ud af det lille felt sekunder inden, den ville have ramt tyske Karl-Heinz Riedles pande. De lange sekunder, da den hollandske keeper Hans van Breukelen forsøgte at psyke Kim Christofte, inden den afgørende straffesparksscoring mod forhåndsfavoritterne i semifinalen.

Jeg syntes, spillet gik langsomt. Jeg grinede uforstående af de mange nølende tilbagelægninger til målmændene, der konsekvent tog bolden i favnen og lossede en højder ud over banens midte. Kedede mig. Men jeg blev troligt siddende i sofaen og stillede nogle spørgsmål, jeg brugte minutter på at finde på. Min far svarede ivrigt.

I stævne

Denne gang er det mig, der har ringet. Vi har snakket om slutrunden i godt en time på en røgfyldt bodega over for Frederiksberg Have. Tjeneren er iført hvid skjorte og sort lædervest.

Jeg vil gerne vide, hvorfor han begyndte at græde, da vi så Sommeren ’92 for to år siden.

Vi begynder med at snakke om det, vi snakker bedst om. Fodbold. Jeg spørger, om han synes, Richard Møller Nielsen var en god træner.

Det synes min far ikke. Han taler om momentet mod Frankrig. Danskerne betragtede måbende stjernen Brian Laudrup forlade banen for vandbæreren Lars Elstrup, der få minutter senere går med i et hurtigt et-to-spil, spæner ned gennem banens midte for at modtage bolden i et hårdt, fladt indlæg og score det afgørende mål til 2-1.

Min far siger, at ingen andre end Richard Møller Nielsen ville have foretaget den udskiftning.

Hvorfor begyndte du at græde den aften for to år siden i biografen, spørger jeg.

»Jeg kan bare huske, at vi alle sammen sad ligesom forstenede. Vores følelser var på banen. Det var, som om vi selv havde spillet kampen – at vi havde drevet vores eget talent så utroligt langt. Det var nationalisme, selv om det er et underligt ord. En følelse af udødelighed.«

Billetter til finalen

Min far havde været i Malmø til Danmarks første puljekamp mod England. Det var otte dage før min mors termin. Han frygtede en ydmygelse, så nulløsningen var en succes.

To dage før min mors termin tog han på ny færgen fra Nyhavn mod Malmø. Malmøfærgen var stopfyldt af kåde landsmænd i rød-hvide farver. Min far svedte, men overvejede ikke at tage sit halstørklæde af.

Det var mere for oplevelsen end selve kampen, at han var taget af sted. At Danmark skulle besejre Frankrig med årets Ballon d'Or-vinder Jean-Pierre Papin på toppen og Eric Cantona i maskinrummet var ikke en tanke, der havde strejfet mange, siger min far. Efter midnat lagde båden igen til kaj i Nyhavn, hvor de rød-hvide roligans blev modtaget som hjemvendte helte.

»Det var følelsen af, at vi allerede havde vundet hele lortet,« siger min far og løfter sin fadøl op til munden.

»Vi drak mange øller den dag.«

Da Danmark to dage efter min mors termin sendte Holland ud i mørket, sikrede min far sig som det første om morgenen billetter til finalen i Gøteborg. Han spurgte ikke om lov.

»Købet var sådan lidt spontant,« siger han.

Min far ringede til min farfar og sine to brødre for at høre, om de ville dele oplevelsen med ham. Først bagefter talte han med min mor om det. De blev hurtigt enige om, at han godt kunne tage med, hvis hun fødte inden finalen – om det så bare var nogle timer inden afgang. Han ringede til min farfar og gav ham beskeden.

Gaven

Solen stod højt på finaledagen. Revisorerne på kontoret i Vangede snakkede kun om fodbold.

Tidligere på dagen havde min far slået et smut forbi Lyngbycentret.

»Kortet er afvist,« sagde ekspedienten.

Han havde brugt alle deres penge på fodbold. Og øller og pølser og færgebilletter. Men min mor skulle have en barselsgave. Og min far besluttede sig for at skrive et brev, hvor han forklarede sig.

Min mor har stadig brevet.

Revidata – registrerede revisorer står der på forsiden:

Kære lille skat,

Jeg prøvede fredag at købe et gavekort i Lyngbycenteret, men jeg kunne ikke med eurokortet (likviditetsproblemer), men du får det her som et gavekort.

Kr. 3.000,00 / Tretusinde kroner

Endnu engang tillykke,

din husbond

Senere på finaledagen kom min farfar og min fars brødre for at hente billetterne på revisorkontoret. Forventningsfulde, allerede med Tuborg i hænderne. Da familien igen bakkede ud af indkørslen, begravede min far sine hænder i ansigtet og blev alene tilbage. Ude af stand til at åbne det regnskab, der lå på hans skrivebord.

På bodegaen siger han, at det stadig gør ondt, når han hører sine brødre snakke om kampen. At det er noget, kun de har sammen med min farfar.

Finaleaftenen

Det kan godt være, at min mor var gået seks dage over termin, men far havde ingen planer om at se kampen alene og inviterede gæster. Han ringede til Jan, der tog Anette under armen. Og han hentede farmor, selv om fodbold altid har raget hende en papand.

»Fordi ingen bør sidde alene,« sagde han.

Min mor gik i køkkenet og lavede en kartoffelsalat, mens far tændte op i grillen. Han fandt forlængerledningerne frem fra skurets ordnede rod. Skubbede forsigtigt det lille Panasonic-fjernsyn ud i haven. Justerede på den skinnende antenne og dobbelttjekkede, at billedet ikke var grynet.

Under kampen hentede min storesøster øl til vores far og de andre. En hylde i køleskabet braste sammen på grund af overbelastning, og tre øl smadredes på køkkenets stengulv. Mor rejste sig besværet med en hånd om undersiden af maven og fandt gulvkluden frem. Far ænsede ingenting. Han sad bare der alene, omgivet af mennesker. Stirrende ufravigeligt på noget, han så inderligt ville have skulle lykkes. Lidt som en fødsel.

Og så forløsningen. Kim Vilfort, der med en ydersideberøring og en glidende bevægelse ændrede boldens retning og på næste berøring afsluttede tæt op ad højre målstolpe. Det 78. minut. Stolpe ind. 2-0. 

Få timer efter EM-sejren. Min far tager et iskoldt bad efter at have spænet op og ned ad Augustvej i et forsøg på at forbrænde alkoholen i kroppen. Min mor er gået i fødsel og tager billedet.

Privatfoto

Sekunder efter scoringen kravlede far op på plankeværket og hylede og råbte og ruskede i det, så det løsnede sig i jorden.

Efter kampen kom min mor og far op og skændes. Han ville ind til Rådhuspladsen med Jan. Men hun sagde nej. Da Jan forsvandt i en taxi ned ad Augustvej, råbte og teede min far sig. Naboerne i nummer 70 åbnede hvert deres tagvindue og så ham vride sig. Min mor satte foden ned, og min far vadede slukøret indenfor igen. Han gad ikke med i seng og tog en flaske Chivas Regal fra hylden i vitrinen. Sur og skuffet over, at hans højgravide kone først tog finalekampen på Ullevi fra ham og nu også fejringen.

Min mor gik alene i seng med ondt i maven.

En time senere vågnede hun. Nu var det tid. Hun gik ind i stuen og vækkede far, der lå sammenkrøllet i sofaen. Hun konstaterede, at der lå bræk på bordet og ruskede ham hårdt. Hun sagde, at han skulle tage sig sammen og løbe op og ned ad Augustvej for at blive ædru, mens hun lavede kaffe.

Tilfældighedens skønhed

Min mor var udmattet efter fødslen. Hun havde ikke sovet i 24 timer, fordi hun skulle varte op under kampen. Min far var også udmattet, og med min storesøster i hånden gik han ned til hospitalets kiosk.

Europas bedste stod der på Politikens forside.

Min far drikker normalt ikke meget. Men det er, som om alting var anderledes i de dage.

»To is. En voksenis og en børneis,« sagde han og kioskejeren rakte min søster en ispind og min far en reparationsbajer. I taxien på vej hjem fra hospitalet lykønskede min far og taxichaufføren hinanden med sejren og beundrede John Faxe Jensens uvirkelige lykketræf.

Jeg spørger min far, hvad der fyldte mest for ham. Min søster eller EM-triumfen?

»Emilie,« siger han uden at tøve.

Han kigger mig i øjnene.

– Nogle gange virker det, som om EM kom i første række. Jeg mener, du har lige fået en datter, men du diskuterer fodbold med taxichaufføren ...

»Mathias, jeg kan bare huske, at jeg dagen efter finalen så et klip med en ellevild dansker iført klaphat og hele svineriet. Han sagde, at han var ved at gå ud af sit gode skind, fordi han også lige var blevet far. I det sekund fyldtes jeg med lykke over at være blevet hjemme. Jeg vidste, det var min egen beslutning. Selv om jeg havde billetter til finalen, vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke kunne tage af sted.«

Min far siger, at Emilie ikke var planlagt, men at de aldrig overvejede ikke at få hende, da først min mor var blevet gravid. Han kigger ned i bordet og smiler sit store smil.

»Din lillesøster var ikke planlagt. Ligesom EM. Det var en tilfældighed.«

Vi diskuterer tilfældigheden. At Ricard Møller Nielsen blev fravalgt som landstræner til fordel for Horst Wohlers. Men som på grund af kontraktbøvl ikke kunne løses fra bundesligaklubben Bayer 05 Uerdingen. Og så hed træneren alligevel Ricardo.

To år tidligere var Danmark havnet i gruppe med Jugoslavien efter lodtrækningen i Nyon. Få måneder inden slutrunden udspillede jugoslaverne et rædderligt dansk landshold i Idrætsparken. Og så kom krigen. Og så udelukkelsen. Og Danmark til EM.

»Jeg tænker på EM hvert eneste år, når Emilie har fødselsdag,« siger min far.

Han fastholder mit blik. Revisoren, der troede, livet kunne regnes ud.

– Jeg bider negle, når kampene bliver for spændende ...

Min far siger, at han sveder i håndfladerne.

Han spørger, om vi ikke skal tage til London og se Arsenal til efteråret. Med hans brødre og måske også farfar, hvis han kan holde til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • johnny lang
  • Jens Pedersen
  • Jens Carstensen
Niels Duus Nielsen, johnny lang, Jens Pedersen og Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu