Læsetid 4 min.

Et liv er forbi: Hun havde det, man kan kalde god smag

Man skulle bruge sit liv til noget godt, mente Lisbeth Algreen. Derfor var hun fra en ung alder med i politiske bevægelser, tog initiativ og blev lidt skrap, hvis tingene ikke gik efter hendes hoved
Lisbeth Algreen voksede op i et præstehjem i Gesten i Jylland, hvor bogreolerne var fyldte, og hvor der var et stort socialt overskud og engagement.

Lisbeth Algreen voksede op i et præstehjem i Gesten i Jylland, hvor bogreolerne var fyldte, og hvor der var et stort socialt overskud og engagement.

Privatfoto

17. juni 2017

De sidste uger af sit liv var det nærmest som om, at Lisbeth Algreen holdt hof på den stue på Bispebjerg Hospital, som hun var indlagt på. Alle hendes mange venner og veninder, som hun havde samlet gennem et langt liv på 80 år, blev på skift inviteret for at sige farvel. På hver eneste overflade stod der vaser med februars tulipaner i, og til alle fortalte hun, præcis hvad de havde betydet for hende. Det var en overskudsagtig måde at gå bort på, der var hendes levede liv værdigt.

Lisbeth Algreen voksede op i et præstehjem i Gesten i Jylland, hvor bogreolerne var fyldte, og hvor der var et stort socialt overskud og engagement. Da hun var 10 år gammel, blev hendes far tilbudt et job som præst i Marmorkirken i København, og hele familien flyttede fra landet til storbyen.

I gymnasiet blev hun nødt til at gå 2.g om, og det skyldtes, som hun ofte selv fortalte, at hun godt kunne lide at have det sjovt. Hun var et socialt menneske, der allerede som ung havde travlt med at være aktiv i forskellige foreninger, fordybe sig i kunst og litteratur, diskutere politik og gå på højskole.

Det var også i højskoleøjemed – gennem Højskoleforeningen – at hun mødte sin mand, Hans Algreen-Petersen, som var landmand. Kort efter flyttede de ud på landet og fik fire børn hurtigt efter hinanden. Lisbeth Algreen nåede ikke at tage en uddannelse, hvilket kom til at plage hende og give hende en snert af mindreværdskompleks resten af livet.

Byggede karrieren op

Den hennafarvede Lisbeth Algreen fyldte i landskabet og var ikke noget stilfærdigt menneske. Hun var glad, grinende, elskede at danse, larmende, ikke bange for at stille sig op og holde tale og aldrig sen til at sætte ting i gang og tage ansvar for fester, demonstrationer og meget andet. Hun var også skrap som bare fanden, og hun kunne feje folk af, så det ville noget, hvis hun var uenig med dem, eller hvis de ikke havde styr på tingene.

På den ene side elskede hun tilværelsen som landmandskone, som på mange måder var idyllisk. Men hun følte også, at det stille liv ikke var helt nok for hende. Derfor søgte hun job som vikar på landsbyskolen og fik det. Hurtigt efter blev hun speciallærer og underviste de børn, der havde svært ved at læse, og senere blev hun ansat på Hovedstadens Ordblindeskole.

Sådan tog det ene det andet, og hun byggede langsomt en karriere op, selv om hun nok aldrig selv ville bruge det ord om sit arbejdsliv. Karriere var noget, man gjorde for sin egen skyld, mens arbejdet med ordblindhed var noget mere end det, mente hun. Senere udviklede Lisbeth Algreen bøger til ordblinde, skrev børnebøger, kom ind i Dansk Forfatterforening og blev til sidst ansat som sekretær på Forfatterskolen.

Blå bog: Lisbeth Algreen

  • Lisbeth Algreen (født Due), 10. oktober 1936 i Gesten.
  • Student fra Øregaard Gymnasium i 1956.
  • Lærerinde for ordblinde, børnebogsforfatter og sekretær på Forfatterskolen.
  • Politisk aktiv blandt andet i Kvinder i Sort og Bedsteforældre for Asyl.
  • Mor til fire, papmor til tre og bedstemor til ti.
  • Død den 17. februar 2017, bisat fra Marmorkirken

En kvinde af tiden

I slutningen af 1970’erne gik Lisbeth og Hans Algreen fra hinanden. De havde begge forelsket sig i andre, og for hende var arbejdslivet og alle projekterne inde i København begyndt at trække mere end landlivet. Senere mødte hun Svend Hesselholdt, som hun var sammen med, indtil han døde halvandet år før hende.

Selv om hun kom fra et religiøst hjem, betød religionen ikke rigtig noget for Lisbeth Algreen. Hun var ligesom sine forældre dybt grundtvigiansk, men mest af alt var hun venstreorienteret og politisk aktiv på flere fronter, særligt når det kom til freds- og asylbevægelser. For eksempel var hun medlem af Kvinder for Fred, da hun var yngre, og redaktør på et kvindeskrevet blad om fredsarbejde rundt omkring i verden.

Senere var hun aktiv i Kvinder i Sort, og i de sidste år brugte hun meget af sin tid i foreningen Bedsteforældre for Asyl og som lektiehjælper for børn af udlændinge. Engagementet gjaldt også hendes egen familie, og alle ti børnebørn blev taget med på en dannelsestur til en storby i Europa efter eget valg omkring 12-årsalderen.

Lisbeth Algreen havde det, man kan kalde god smag. Og så var hun meget klar i mælet omkring, hvad der ifølge hende var dårlig smag – for eksempel ville hun nok hellere falde død om end at tage på charterrejser eller i Lalandia og høre dansktop.

Samtidig brød hun sig heller ikke om de superrige, og selv om hun rent intellektuelt mente, at folk skulle leve livet, som de ville, så havde hun en klar følelse af, at hendes levemåde nu engang var den bedste.

De sidste år blev Lisbeth Algreen syg med kræft. Nogle uger før sin død i februar i år, blev hun indlagt. Den sidste dag, mens hun lå i sin hospitalsseng og næsten allerede havde forladt denne verden, sagde hun ud i luften, uden at det var rettet mod nogen specifik: »Hvor er du altså sød.«

Der var den skrappe madame fuldstændig forduftet, og der var kun sødme og kærlighed tilbage.

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

  • Et liv er forbi: Viggo Forting

    9. december 2017
    Viggo Forting var kendt i kunstnerkredse for sine unikke akvatinte-ætsninger og sin altruistiske natur. Selv ønskede han ikke at være kendt eller at leve af sin kunst
  • Et liv er forbi: Hun glemte aldrig sulten

    2. december 2017
    Som barn blev Anja Esteri sendt fra Finland til Danmark. Væk fra verdenskrig, kulde og sult til et sønderjysk ægtepar, der elskede hende, som var hun deres egen
  • Et liv er forbi: Sangria og lagkage

    25. november 2017
    Stefan Hindsberger blev som gymnasieelev ramt af en kræftsvulst i hjernen. Men han klarede sin studentereksamen, uddannede sig til lektor i spansk og forelskede sig i universitetsbyen Salamanca
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu