Læsetid 4 min.

Et liv er forbi: Hun havde det, man kan kalde god smag

Man skulle bruge sit liv til noget godt, mente Lisbeth Algreen. Derfor var hun fra en ung alder med i politiske bevægelser, tog initiativ og blev lidt skrap, hvis tingene ikke gik efter hendes hoved
Lisbeth Algreen voksede op i et præstehjem i Gesten i Jylland, hvor bogreolerne var fyldte, og hvor der var et stort socialt overskud og engagement.

Lisbeth Algreen voksede op i et præstehjem i Gesten i Jylland, hvor bogreolerne var fyldte, og hvor der var et stort socialt overskud og engagement.

Privatfoto
17. juni 2017

De sidste uger af sit liv var det nærmest som om, at Lisbeth Algreen holdt hof på den stue på Bispebjerg Hospital, som hun var indlagt på. Alle hendes mange venner og veninder, som hun havde samlet gennem et langt liv på 80 år, blev på skift inviteret for at sige farvel. På hver eneste overflade stod der vaser med februars tulipaner i, og til alle fortalte hun, præcis hvad de havde betydet for hende. Det var en overskudsagtig måde at gå bort på, der var hendes levede liv værdigt.

Lisbeth Algreen voksede op i et præstehjem i Gesten i Jylland, hvor bogreolerne var fyldte, og hvor der var et stort socialt overskud og engagement. Da hun var 10 år gammel, blev hendes far tilbudt et job som præst i Marmorkirken i København, og hele familien flyttede fra landet til storbyen.

I gymnasiet blev hun nødt til at gå 2.g om, og det skyldtes, som hun ofte selv fortalte, at hun godt kunne lide at have det sjovt. Hun var et socialt menneske, der allerede som ung havde travlt med at være aktiv i forskellige foreninger, fordybe sig i kunst og litteratur, diskutere politik og gå på højskole.

Det var også i højskoleøjemed – gennem Højskoleforeningen – at hun mødte sin mand, Hans Algreen-Petersen, som var landmand. Kort efter flyttede de ud på landet og fik fire børn hurtigt efter hinanden. Lisbeth Algreen nåede ikke at tage en uddannelse, hvilket kom til at plage hende og give hende en snert af mindreværdskompleks resten af livet.

Byggede karrieren op

Den hennafarvede Lisbeth Algreen fyldte i landskabet og var ikke noget stilfærdigt menneske. Hun var glad, grinende, elskede at danse, larmende, ikke bange for at stille sig op og holde tale og aldrig sen til at sætte ting i gang og tage ansvar for fester, demonstrationer og meget andet. Hun var også skrap som bare fanden, og hun kunne feje folk af, så det ville noget, hvis hun var uenig med dem, eller hvis de ikke havde styr på tingene.

På den ene side elskede hun tilværelsen som landmandskone, som på mange måder var idyllisk. Men hun følte også, at det stille liv ikke var helt nok for hende. Derfor søgte hun job som vikar på landsbyskolen og fik det. Hurtigt efter blev hun speciallærer og underviste de børn, der havde svært ved at læse, og senere blev hun ansat på Hovedstadens Ordblindeskole.

Sådan tog det ene det andet, og hun byggede langsomt en karriere op, selv om hun nok aldrig selv ville bruge det ord om sit arbejdsliv. Karriere var noget, man gjorde for sin egen skyld, mens arbejdet med ordblindhed var noget mere end det, mente hun. Senere udviklede Lisbeth Algreen bøger til ordblinde, skrev børnebøger, kom ind i Dansk Forfatterforening og blev til sidst ansat som sekretær på Forfatterskolen.

Blå bog: Lisbeth Algreen

  • Lisbeth Algreen (født Due), 10. oktober 1936 i Gesten.
  • Student fra Øregaard Gymnasium i 1956.
  • Lærerinde for ordblinde, børnebogsforfatter og sekretær på Forfatterskolen.
  • Politisk aktiv blandt andet i Kvinder i Sort og Bedsteforældre for Asyl.
  • Mor til fire, papmor til tre og bedstemor til ti.
  • Død den 17. februar 2017, bisat fra Marmorkirken

En kvinde af tiden

I slutningen af 1970’erne gik Lisbeth og Hans Algreen fra hinanden. De havde begge forelsket sig i andre, og for hende var arbejdslivet og alle projekterne inde i København begyndt at trække mere end landlivet. Senere mødte hun Svend Hesselholdt, som hun var sammen med, indtil han døde halvandet år før hende.

Selv om hun kom fra et religiøst hjem, betød religionen ikke rigtig noget for Lisbeth Algreen. Hun var ligesom sine forældre dybt grundtvigiansk, men mest af alt var hun venstreorienteret og politisk aktiv på flere fronter, særligt når det kom til freds- og asylbevægelser. For eksempel var hun medlem af Kvinder for Fred, da hun var yngre, og redaktør på et kvindeskrevet blad om fredsarbejde rundt omkring i verden.

Senere var hun aktiv i Kvinder i Sort, og i de sidste år brugte hun meget af sin tid i foreningen Bedsteforældre for Asyl og som lektiehjælper for børn af udlændinge. Engagementet gjaldt også hendes egen familie, og alle ti børnebørn blev taget med på en dannelsestur til en storby i Europa efter eget valg omkring 12-årsalderen.

Lisbeth Algreen havde det, man kan kalde god smag. Og så var hun meget klar i mælet omkring, hvad der ifølge hende var dårlig smag – for eksempel ville hun nok hellere falde død om end at tage på charterrejser eller i Lalandia og høre dansktop.

Samtidig brød hun sig heller ikke om de superrige, og selv om hun rent intellektuelt mente, at folk skulle leve livet, som de ville, så havde hun en klar følelse af, at hendes levemåde nu engang var den bedste.

De sidste år blev Lisbeth Algreen syg med kræft. Nogle uger før sin død i februar i år, blev hun indlagt. Den sidste dag, mens hun lå i sin hospitalsseng og næsten allerede havde forladt denne verden, sagde hun ud i luften, uden at det var rettet mod nogen specifik: »Hvor er du altså sød.«

Der var den skrappe madame fuldstændig forduftet, og der var kun sødme og kærlighed tilbage.

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

  • Et liv er forbi: Hellere en stor mand i en lille by ...

    21. oktober 2017
    Gogge, der var gymnasielærer i Svendborg og skribent hos Ekstra Bladet, havde holdninger til det meste og mestrede at være skrap og fræk på samme tid, når han rettede andres grammatiske fejl eller kaldte Lene Espersen for ’den talende kavalergang’
  • Et liv er forbi: Han var der altid med sin blok

    14. oktober 2017
    Kaj Øgaard Sørensen syntes, det var vigtigt at handle på sine tanker. Så han stiftede en idrætsklub, åbnede sin egen avis og vidste alt om alting i Hareskov
  • Manden med de mange sømandshistorier

    7. oktober 2017
    Karlo Meincke var en dygtig telegrafist og kendt for at være en af de bedste til at styre skibet i havn – og for at være en lille smule vrissen
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu