Den 24. september sidste år fødte Anja Holdt sin søn på Rigshospitalet. 17 dage senere sprang hun ud fra Rundetårn i København og endte sit eget liv som et resultat af en fødselsdepression. Men det er ikke et punktum, der afspejler hendes liv. Tværtimod.
På de fleste billeder, der er taget af Anja Holdt, skraldgriner hun.
»Hun skal sgu nok klare sig,« tænkte hendes forældre om deres datter, som de kaldte ’Turbobabyen’, da hun var lille, og som for det meste havde oplevet, at livet var lyst og ligetil.
Hun tog ikke tingene så tungt og havde nemt ved at sige pyt, hun kunne finde på en joke til enhver lejlighed, og hun havde altid venner omkring sig. Hvor end hun gik, gjorde hun indtryk på folk – om det så var venindernes forældre eller drengene til festerne, så faldt de for hende.
Anja Holdt var en levekvinde, der havde svært ved at overholde tiden, kunne rode et ellers fuldstændig sirligt opryddet rum til i løbet af et minut og – på trods af sin lille statur – spise, så der aldrig var rester tilbage, når hun havde været på besøg til middag. For hende var det vigtigt, at man kunne hygge sig og have det sjovt.
Efter gymnasiet oplevede hun indimellem korte perioder med tanker om, at hun ikke slog til i forhold til andre mennesker, også selv om folk omkring hende oplevede det på en helt anden måde. Men hun klarede sig altid ud af kriserne og fik gjort de ting, som hun havde sat sig for.
Det skete for eksempel, da hun i 2012 fandt ud af, at hun havde sklerose. Efter at have fået beskeden fra lægen gik hun ud af hospitalet, røg en allersidste cigaret, og gik derefter hjem og arbejdede hårdt for at lægge sine vaner om.
Også da hun begyndte på Roskilde Universitet, fik hun en kortvarig krise, hvor hun kæmpede med at finde ud af, hvad hun egentlig havde lyst til at lave med sit liv. Men det gik over igen, da hun droppede ud og i stedet søgte ind på uddannelsesvidenskab på Danmarks Pædagogiske Universitet. Her fandt hun sin rette hylde, for det handlede mere om mennesker end om bøger, og mennesker havde hun altid været god til.
Anja Holdt
- Født den 5. januar 1989 i Vanløse.
- Studerende på uddannelsesvidenskab på DPU og tjener.
- Død den 12. oktober 2016 og bisat fra Grundtvigskirken den 25. oktober 2016.
- Efterlader sig kæresten Anders Fallentin og deres dreng, Alfred.
Anders, Anja og Alfred
Anja Holdt mødte Anders Fallentin på Roskilde Festival i 2007. Det var den sommer, hvor regnen ikke ville stoppe, og smatten føltes uendelig. Anjas veninde og Anders’ ven var gået ind i det telt, veninden og Anja delte, og Anders og Anja var efterladt til sig selv.
De sad i timevis i lejren på campingstolene og snakkede og grinte, hun lånte ham sin regnjakke, og de klikkede med det samme. Men hun var den slags pige, som Anders Fallentin ikke troede på, at han kunne få, og det var først år senere, efter at have stødt ind i hinanden flere gange i København, at de fandt sammen og blev kærester.
En januardag fandt Anja ud af, at hun var gravid. Det var slet ikke planlagt, og hun og Anders satte sig ned i deres stue med graviditetstesten mellem sig og snakkede om, hvad de skulle stille op. Det tog dog ikke særlig lang tid, før Anja sagde, at hvis der var nogen, hun skulle have et barn med, så var det ham.
De første mange måneder trivedes hun med at være gravid. Men til slut i graviditeten begyndte hun at få det svært. Hun kunne ikke sove om natten, og hun var ked af det. Hun håbede, at de mørke tanker ville forsvinde, når hun havde født, men det gik lige omvendt. Det blev kun værre, og hun følte, at hun skadede sin nyfødte dreng, når hun ammede ham.
Siden har Anders tænkt, at Anja så sin lille søn som et lys, som hun troede, hun ville komme til at slukke med sit mørke. I de uger blev hun mindre og mindre sig selv.
Det bekymrede jordemødrene, og hun blev flyttet til Rigshospitalet, hvor hun efter nogle dage fik en vagt uden for sin stue. Senere blev bemandingen fjernet, og det var her, at Anja Holdt en formiddag forlod sin stue, drog mod Rundetårn på Købmagergade og tog sit eget liv.
For alle omkring hende var det et helt uforståeligt chok, at Anja med det lyse sind, som havde glædet sig til resten af livet, var blevet taget fra dem på grund af en voldsom sygdom, der havde gjort hende til en ukendelig udgave af sig selv.
Til begravelsen fyldte 600 mennesker den store Grundvigskirke, og Anja Holdt blev begravet på Bispebjerg kirkegård. På hendes gravsten står der ’Lyser altid’.
Den 4. marts blev hendes søn døbt af den samme præst, som havde bisat hende. Drengen hedder Alfred, som Anja Holdt havde nået at kalde ham nogle gange, inden hun døde.
Et liv er forbi
På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.
Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.
Seneste artikler
Et liv er forbi: Hendes verden drejede sig om det hjemlige og menneskene omkring hende
23. september 2023Inge Dehn havde sine bedste år sent i livet. Men med tiden aftog kræfterne, og som 90-årig måtte hun indse, at det var på tide med en elektrisk græsslåmaskineEt liv er forbi: Christian Nørgaard høvlede og bøvlede i jagten på det perfekte
9. september 2023Som møbelsnedker var Christian Nørgaard kompromisløs. Han var ikke bange for at skille sig ud – hverken i sin børneopdragelse eller med sin påklædningEt liv er forbi: Ud i landet på en solgul Suzuki
2. september 2023Lynn Dunlap havde sine mørke perioder, men fandt energi i lange motorcykelture. Så pakkede hun malepensler og dåsemad og kørte ud i landet på sin solgule Suzuki
Hvor tragisk. Og hvor er det bedrøveligt at udviklingen på depressionsområdet er så langsom. Der mangler simpelthen nogle værktøjer udover de for mange ubrugelige antidepressionspiller
"Det bekymrede jordemødrene, og hun blev flyttet til Rigshospitalet, hvor hun efter nogle dage fik en vagt uden for sin stue. Senere blev bemandingen fjernet..."
Jeg er vild med disse nekrologer med helt almindelige mennesker.
Søde pige, med de smukke blå øjne....
Forfærdelig læsning. Hvorfor fjerne de vagten?
Ja, hun var måske ikke den glade før graviditeten, men havde lært sig at lade som om, for at blive accepteret.
Ikke til at vide, men det er en meget tankevækkende artikel.
Hvad er det vi som medmennesker vil se. det er de smukke , sjove og overskudsmennesker for det er det der hyldes.
Det er nemlig ikke ok, at være sig selv i dagens Danmark og er du ked spiller trækker du offer kortet og hånes.
Håber at faderen til den lille dreng kan tage sig godt af barnet.
Det er usmageligt at bruge kommentarfeltet netop her til at angribe lægemiddelindustrien og den etablerede lægeverden. Der er med al sandsynlig en god forklaring på, at den faste vagt med seponereti dette tilfælde, og hvis cannabisolie er løsningen, hvilket man da kun kunne håbe, er det ret simpelt at opsætte et randomiseret, kontrolleret studie og undersøge det. Mit bud er, at det allerede er gjort. En tak til Information for at sætte fokus på et stort problem og for at skrive en meget rørende og sober artikel. Mine tanker er med de efterladte.
Anders Hede, du har så meget ret. Det er dybt tragisk, jeg vil dog ikke gå så langt, som at kalder de antidepressive piller for ubrugelige, men helt klart tro jeg på at det er en ret lav procentdel, der oplever varig stabilitet. MEN det endnu mere tragiske er, at der allerede findes et medicinsk alternativ!!!! I 13 år er jeg som bipolar blevet proppet med det ene præparat efter det andet, uden nævneværdig effekt. Så er der en psykiater der rådfører sig med en mere erfaring psykiater, til hvem han forelægger min sag. Han sig Marplan, et præparat der blev lanceret i 1956!!! Et præparat i gruppen MAO-hæmmere. Efter indkøring vågnede jeg op en morgen og min depression på 1,5/2 år, var væk som dug for solen!! Nu er der gået mere end 14 mdr. uden nogle episoder. Det er ALDRIG sket i mit liv tidligere. Udover MAO-hæmmere er der en anden gruppe af ældre præparater, som hedder "De Tri-cykliske". I det vedhæftede link, kan man læse en psykiater i deres eget fagblad, kritisere hvordan disse præparater bliver brugt al for sjældent og SSRI-præparater, de såkaldte "lykkepiller", al for meget til person der burde have terapi i stedet. Havde de nu givet mig Marplan inden ect, så var jeg sluppet for mine ect-skader!!!
https://www.google.dk/url?sa=t&source=web&rct=j&url=http://www.laegemaga...
Det virker ekstremt urealistisk at hun skulle have været en helt ubekymret og glad kvinde som ud af det blå fik en fødselsdepression og begik selvmord. Formentlig har hun haft det svært i mange år, men gemt det bag "den glade pige", fordi hun lærte at det var sådan folk bedst kunne lide hende, og lide at opfatte hende som.
Ufatteligt kommentarspor, der står da intet om hvilken terapi, om nogen, kvinden var i, i artiklen
Nej, der står intet om terapi, medmindre lykkepiller betragtes som sådan, ofte gives de i hvert fald fortløbende som eneste behandlingsform.
Og nej, Anja var næppe "en glad og ubekymret kvinde", om end artiklen lægger fokus på denne side af hendes personlighed, som nok har været fremherskende i hendes yngre år, men blev udsat for alvorlige rystelser i de senere. Symptomer var givetvis synlige for den opmærksomme iagttager. Og derpå leveres den tilsyneladende nemme løsning i form af lykkepiller, depressionen pakkes ind i en mental sovepude, hvorved årsagerne forbliver usynlige og ubehandlede.
Anja holdt ikke. Sclerose, lykkepiller, fødselspsykose, etc. Pigen havde en indadvendt side, ude af trit med "rollen" som sjov og charmerende levekvinde. Men den materialistiske lægevidenskab har en blind plet i behandlingen af psykosomatiske lidelser, bevidstheden manipuleres med kemikalier, hvor det, som trænges, er psykisk kontakt.
Om end jeg ikke kender til de nærmere omstændigheder i Anjas tilfælde, tillader jeg mig denne generelle vurdering, bl.a. ud fra lignende sammenhænge, som jeg kender til. Der gives langtfra altid nemme løsninger, heller ikke gennem terapi, men indsigt i den psykiske problematik er ofte den side af sagen, hvor systemet svigter, idet man med lykkepillerne springer over, hvor gærdet er lavest.
Det er modigt, at artiklen om Anja publiceres. Måtte forståelsen herigennem uddybes, bl.a. igennem en ligefrem og fordomsfri debat.