Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Til sidst sagde Anne ja til lidt hjælp

Som lærer gik Anne Andersen ’ind i børnene med træsko på’. Hun var kærlig, omsorgsfuld og elskede at give råd til folk. Selv når de ikke bad om det
Som lærer gik Anne Andersen ’ind i børnene med træsko på’. Hun var kærlig, omsorgsfuld og elskede at give råd til folk. Selv når de ikke bad om det

Privatfoto

Moderne Tider
10. juni 2017

Anne Andersen ville ikke efterlade sig et gravsted, som nogen skulle bruge tid og kræfter på at holde i stand, så hun blev kremeret og spredt ud over Storebælt. Hun var den yngste og eneste pige i en søskendeflok på tre. Hun var altid aktiv og spillede fodbold og legede med drengene.

Efter HF-eksamen brugte hun 20’erne på at flakke rundt. Hun arbejdede på en fiskefabrik, som hjemmehjælper, hun læste til laborant, men fandt først sit kald, da hun begyndte på lærerseminariet i Odense i 1992. Da hun flyttede til byen, troede veninden Lis, at hun skulle hjælpe hende på plads og introducere nye mennesker, men Anne fik på kort tid opbygget sit eget netværk: Hun var en gudsbenådet lytter, og det kraftfulde blik gjorde, at folk knyttede sig til hende.

Som lærer ’gik hun ind i børnene med træsko på’. Hun var kærlig og omsorgsfuld, men konsekvent. Hun kaldte sig selv for Anne ’Ond’ Andersen, og hun var berygtet for sine ’lakridskontroller’ af børnenes tasker, hvor hun tog et stykke i bøde.

Hendes lærergerning var ikke efter bogen. Da hun blev tildelt en specialklasse med ’knaldperler’, en samling af elever med særlige udfordringer, ville hun tage dem med på ture til København, hvor de naturligvis skulle i Tivoli. Inde i haven satte hun sig ved en cafe og fik kaffe, og så lod hun knaldperler være knaldperler. De skulle bare være tilbage klokken 17. Eleverne fik tillid, og Anne fik respekt i bytte. I de tilfælde, hvor én ikke var tilbage klokken 17, var det eleverne selv, der satte eftersøgningen i gang.

Lærerfaget var ikke noget, man kunne læse sig til. Lærer var noget, man var, og så byggede man ovenpå med akademiske tekster.

Blå bog: Anne Andersen

  • Født den 7. marts 1964 i Slagelse.
  • Uddannet lærer fra Odense Seminarium.
  • Efterlader sig to brødre, en håndfuld veninder og et hav af bekendtskaber.
  • Død den 22. december 2016. Asken blev spredt ud over Storebælt.

Elskede at give råd

Anne ejede aldrig selv en bil, det var der for meget bøvl med. Men hun elskede at køre lange ture med en veninde bag rattet og en picnickurv på bagsædet. Selv cyklede hun overalt. Blandt andet frem og tilbage mellem Odense og Kerteminde. I Kerteminde havde hun bygget sit slot: To typehuse fra Bauhaus, der var blevet sømmet sammen for at skabe hendes eget lille refugium på den fynske østkyst. Her var ingen elektricitet eller rindende vand, men der var et udendørskøkken og ubegrænsede muligheder for gør-det-selv projekter.

Når Anne ikke lavede projekter for egen skyld, var hun der for andre mennesker. Hun var fuld af visdom og elskede at give råd til folk. Selv når de ikke bad om det.

Det var Anne, hendes bror ringede til, da han blev skilt. Og samme eftermiddag stod hun i København med gode råd og trøstende bemærkninger. Hendes kontante råd og skarpe humor var, hvad man havde brug for i sådan en situation.

Selv stiftede Anne aldrig familie. Veninderne spekulerede i, om det var fordi, hun havde set så mange af deres ægteskaber forlise. På trods af sine evner i at vejlede andre mennesker, var hun selv ikke glad for at tage imod råd og vejledning. Hvis nogen trådte hende over tæerne, cuttede hun kontakten, og der kunne gå måneder eller år, inden man talte sammen igen.

’Nok med det piveri’

Da hun blev rådet til at besøge lægen med smerter i skulderen, ignorerede hun dem. Hun prøvede zoneterapi i stedet. Læger var ikke hendes kop te.

I december 2015 var der gået halvanden måned, siden veninden Lis sidst havde hørt fra Anne. Hun tog ikke sin telefon og svarede afvisende på beskeder. Da Lis til sidst opsøgte Anne på hjemmeadressen, stod døren åben, og lejligheden lugtede tungt. I soveværelset lå Anne. Hun havde ligget i sengen og levet af takeaway i en måned, med døren åben, så buddene kunne komme ind. Hun var skrumpet til fugleungestørrelse.

Smerten i skulderen var brystkræft, der nu havde spredt sig til hele kroppen. Anne fik diagnosen terminal og et år at leve i. Det gik hurtigt ned ad bakke, og hun endte i en kørestol, men lod sig nødigt skubbe rundt. Hun græd, men sagde, at hun ikke var bange for at dø. Og så fandt hun viljen til livet på ny.

»Nok med det piveri,« sagde hun, og så smilte, grinte og græd man lidt mere.

Fra at kunne gå 10 meter, kom hun op på tre kilometer. Og i sommeren 2016 rejste hun til Rotterdam for at se Lis’ datter deltage i de europæiske mesterskaber i roning. Anne oste af livskvalitet. Hun havde travlt; der var så meget, hun skulle nå at se og gøre og sige.

Hun græd fortsat. På cafeer, til middage, derhjemme. Men det var ikke af frygt. En aparte form for glæde. Hun holdt mere og mere af de små ting. Veninderne lærte, en smule sent, at de ikke skulle spørge Anne om lov. De skulle bare gøre det. Og Anne stoppede med at sige nej. Hun var glad og plejede at spørge, om »hun ikke bare kunne være terminal resten af livet?«

Da hun sov ind med familien omkring sig, smilede hun. Og familien smilede, da de drak hendes skål ude på Storebælt og tømte et enkelt af hendes yndlingsrom efter asken i bølgerne. Anne Andersen blev 52.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her