Læsetid: 9 min.

Da Nirvana spillede på Roskilde: Jeg keder mig så meget, at jeg tror, jeg besvimer

1992: Apati som livslang øvelse og eneste mulige undvigelse fra det forbrugerlogiske samfund. Et ungdomsoprør, der ikke vil ses og har trukket årelange erfaringer i rocken blev alligevel synligt via MTV’s grovspilning af Seattle-rockorkestret Nirvana
Det er 25 år siden, at Nirvana spillede på Roskilde Festival

Det er 25 år siden, at Nirvana spillede på Roskilde Festival

Thomas Wilmann

27. juni 2017

Denne artikel blev bragt i Dagbladet Information den 27. juni 1992.

»Jeg keder mig så meget, at jeg tror, jeg besvimer«. Sætningen tilhører den evigt formummede, apatiske historiefortæller og hovedfigur i det seneste forsøg på at indfange en generation i romanform.

Forfatteren Douglas Couplands Generation X er en usædvanligt morsom skildring af tre unge drop outs, som trods en høj uddannelse har opgivet at træde et eneste trin op på karrierestigen og som på forhånd har frasagt sig alle materielle krav, fremtidsudsigter og prestigegivende aktiviteter.

I stedet har Andy, Dag og Claire helliget deres liv til at fortælle komiske, spidsfindige historier, der har til hensigt at afsløre deres inderste drømme og som en kærkommen sidegevinst opremser svagheder ved det samfund, gruppen i sin tid har valgt fra.

Generation X løber videre på samme energi som kultfilmen Slacker af den 28-årige instruktør Richard Linklater. Efter anmeldelser at dømme et drama-dokumentarisk portræt af en nyopstået beatnik-kultur i det amerikanske college-miljø.

Men i modsætning til tressernes ungdomsoprør trives der ingen overgearet fællesskabsånd og revolutionslyst blandt de veluddannede amerikanske slackers. De er hippier uden håb, punkere uden drivkraft og har valgt at leve deres liv i en tilstand mellem apatisk dagdrømmeri og skarptunget analyse, hvor de forsøger at liste mening ud af tv-tilværelsens absurde følelsesskift, udlede kooperative konspirationsteorier ved ihærdig mediedyrkning, og i tale, men aldrig handling, at retfærdiggøre deres egen dvaletilstand.

En helt igennem afvigende, undvigende livsstil, som man siden midten af firserne har kunnet følge i den del af rockmusikken, der i dag står som en alternativ modvægt til det globalt stort anlagte hjælpearbejde, udført eksempelvis af Phil Collins eller Sting, og til de glamourøst lancerede oprørstropper a la Guns ’n’ Roses.

Da Seattle-gruppen Nirvana sidste vinter fik et af rockhistoriens mest overraskende gennembrud, og nu med et samlet salg på over 5 millioner plader og en placering øverst på Roskilde Festivalens program tegner prototypen for en ny midterstrøm i rockmusikken, var det blot toppen af isbjerget på en lang række alternative navne, der i den britiske dole-culture (dole = arbejdsløshedsunderstøttelse) og på den punkideologiske alternative indie-scene, samt den amerikanske collegerock, længe har trængt sig på med en nyorienterende udforskning af guitarlyd.

Per Reinholdt Nielsens tekst blev oprindeligt bragt i Dagbladet Information den 27. juni 1992.

En udfordring til den traditionelle rockmusik fra det tætte melodiske væv af udechifrerbare vokaler og guitarer hos Athens-bandet R.E.M, de mange blandingsforsøg med støj og popstrategi hos britiske orkestre som My Bloody Valentine, Lush og Spacemen Three, fra Minneapolis-trioen Hüsker Dü, den hastigt ekspanderende Seattle-scene centreret omkring pladeselskabet Sub Pop og fra den avantgardistiske, meningsundvigende støjsender Sonic Youth.

Vidt forskellige udtryk, men med en fælles grundholdning. Det er en geografisk spredt scene, som også har sine disciple her i landet. Og en scene, der helst ikke vil være en scene eller et nyt bud på rock, måske fordi dens udøvere kender prisen.

Musikerne er rekrutteret fra en generation, som har set punkens idealer blive til markedsøkonomi og fået tudet ørene fulde af 68-ideologi, uden at kunne spore en mærkbar forandring i samfundsudviklingen.

Så vidt det nu kan lade sig gøre i et samfund, hvor logikken hænger i tonen efter aftenens sidste reklamejingle, undviger denne hvide rockscene alle trivielle forsøg på markedsføring, klæder sig i tøj, der står i direkte kontrast til de renskurede tv-serie-figurer, og forsøger for næsten enhver pris at holde alle meningers veje åbne.

Hver generation og subkultur sin pistol kunne man næsten sige, når der med et kunstgreb kan findes symbolske pistoler frem, som anslår grundstemningen hos hippier, punkere, hiphoppere og generationen-der-ikke-vil-ses-eller-høres.

For skød Beatles blomster ud af revolverne på deres mystiske, humoristiske Sgt. Pepper-film, plaffede Sid Vicious fra punkgruppen Sex Pistols i sin vrængende Sinatra-efterligning My Way løs på publikum. Og siger gangsta-rapperen Ice Cube: »I’m a nigger, so I live by the trigger« (trigger = aftrækker) lyder det apatiske og generationstypiske kampråb fra Nirvanas forsanger Kurt Cobain: »No I don’t have a gun«.

De svært aflyttede tekster og musikkens aggressive og samtidig tøvende struktur hos Nirvana rummer den samme følelse af afmagt og gennemtrængende ulyst til problemløsning, som personerne i Douglas Couplands romanette; men gruppens andet album og gennembrudsplade Nevermind fra september 1991 er samtidig en lang ramsaltet hånlig afvisning af det kollektive skuldertræk, generationen-der-ikke-vil-ses har tilovers for tilværelsen.

Det er ikke her ,vi finder sange om atomare prøvesprængninger og forurening eller kooperativ korruption. Vender Nirvana pistolen noget sted hen, er det mod egen tinding.

Sangen In Bloom rummer en markant afvisning af den tanketomme fan, som uden at reflektere følger sin rockgruppe i tykt og tyndt.

»Here is someone/he likes to shoot his gun/he likes to sing along/but he don’t know what it means/no he don’t know what it means«.

Kurt Cobain, der helt i stil med genren tidligt droppede ud fra sine studier på kunstskole i hjembyen Aberdeen, er af sine to medmusikanter blevet beskrevet som den mest anti-autoritære person i verden.

Det er imidlertid ikke på rendyrket oprørsstrategi, men snarere på gruppens særlige modstilling af nedskrevet handlingslammelse og hovedkuldse energiudladninger, at Nirvana spiller sig ud i en selvstændig position på rockscenen. Og på en dynamisk, turbulent rock med referencer til punk, pop og heavy metal får lagt en lyd ud, der har alt hvad man kan forvente af bevidsthedsudkobling, fremdrift og sejt trækkende energi.

Perfekt formuleret i det, der allerede nu lyder som en slagsang for 90’ernes ungdom, Smells Like Teen Spirit. Lyden og ordene til en generation, der trækker frem under slagordet: »Here we are now/entertain us« og flankeres af Nirvanas hjernedøde spind på ordene og pludseligt frakoblende guitarskred. Behøver vi tilføje, at Cobain siges at lide af narkolepsi? En sygdom, der former sig som lejlighedsvise anfald af søvnlignende tilstande – den ultimative slacker-sygdom!

Og behøver vi tilføje, at Nirvana er blevet sendt på heavy rotation – intensiv afspilning – på musiktv-kanalen MTV, med æstetisk gennemførte videobilleder af unge på college, der absolut ikke ser ud som om de har tænkt sig at ende bag et stort skrivebord i en af landets store medie- eller produktionskoncerner.

Tine Harden

Nogle år før Nirvana forsøgte rockorkesteret Sonic Youth med en baggrund i avantgardemusik sig med nøjagtig den samme tidspejlende blanding af støj, popmytologi og generationsportræt.

Kvartetten fra New York havde tidligere kastet sig ud i det de selv kaldte en genopdagelse af guitaren med obskure lydprojekter, der ofte førte dem på lange ekskursioner ud af bevidst klanglige blindgyder og løb som en slags skurrende, radikale randbemærkninger til hardcore-punk, heavy metal og mainstream-rock. Men Sonic Youths tredje lp/cd Daydream Nation fra 1988 var en »sabotage af popkodernes lykkedrømme« som Informations rockanmelder Lars Villemoes skrev i sin anmeldelse.

»It’s kind of quiet inside my silly head/it takes a teenage riot to get me out of bed« hedder det for pladens medieblændede hovedperson, som lever et liv på grænsen mellem reklamefiktion, medievirkelighed og indadvendt filosofisk søgen efter en mening med livet.

Gruppens lyd giver en konstant fornemmelse af utilpassethed og trods de tydelige aftryk af popmelodier på Daydream Nation, er pladen formuleret som en deleriøs, dinglende, psykedelisk rundtør et sted mellem drøm og virkelighed. Som et vrangbillede på den underbevidsthed, det veritable sansebombardement fra reklameindustri og sandhedsforpurrende nyhedsmedier har lokket frem i fuldt dagslys og sendt på fri færd i en skizofren storbyvirkelighed.

Hvem er jeg, udover en forbandet god coca coladrikker, en 33-årig mandsling, der rask væk klasker en flaske barbersprit på kinderne om ugen og skal have en lang smag til en lang dag?

Selvom Sonic Youth lyder som var de på bevidsthedsudvidende stoffer, lyder den lakoniske kommentar til dette oplagte interviewspørgsmål altid: »Stoffer – det er ikke nødvendigt i et samfund med så markant en mediepåvirkning.«

De tre historiefortællere i Couplands Generation X har for længst frasagt sig denne tilværelse i centrum af denne vanedannede turbulente følelsespåvirkning.

Men deres ofte dybt romantiske pointer brænder i skæret af et tv-blålys, og det er selvfølgelig ikke uden skumle hensigter, bogens forfatter har anbragt en række kompromitterende statistiske facts om fritidslivet i USA bagerst i bogen. Som 18-årig har den gennemsnitlige amerikanske teenager set 350.000 forskellige tv-reklamer og brugt 160,4 dage foran de 40 sekunder korte lokkende billedstrømme, oplyser bogen!

Således mærket af en barndom i middelklassehjemmet og en opvækst i reklameindustriens skudlinje forsøger Dag, Andy og Claire at ryste alle spor af forældrenes karriereambitioner og forbrugerismens markedsdefinitioner af sig.

I bogens blændende overskrifter, der ikke altid forløses i den efterfølgende tekst, hedder det således: »I am not a target market«, »Shopping is not creating« for disse overuddannede intellektuelle som bevidst har valgt at glide på første trin af karrierestigen og vælger kortvarende ansættelser i komplet ligegyldige jobs som swimmingpool-rensere, bartendere og burgerekspedienter. Et Mcjob som det hedder i de morsomme leksigrafiske sideoplysninger, der bogen igennem og med en spidsfindig misbrug af ord ridser en antiautoritær, men uaggressiv livsstil op.

I det hele taget er det denne manglende finger til systemet eller fraværet af nogle ordentlige ureflekterede skænderier med forældre, sammenstød med samfundets institutioner eller smældende unuancerede protestskriveri, der gør denne lille roman i tilstræbt dokumentarstil så forskellige fra tidligere tiders forsøg på at indfange stemningen og følelsen hos en generation.

Der er ikke en eneste sex-scene eller en eneste ordentlig stofmisbruger blandt de tre eller deres meget lille berøringsflade med omverdenen. Det vildeste de kan forestille sig er otte kopper kaffe i træk!

Flugten fra livsstilsorienterede rollespil ender op i Andys ønsketilstand, der til forveksling ligner det nirvana, buddhismen har som højt efterstræbt målsætning. Dag drømmer om at ligge urørlig med solen brændende lige ned i skallen, uden en lyd omkring sig og uden en tanke på hjernen.

Med idéen om, at enhver rebelskhed ville være et slet skjult personligt karrieretræk – og kun frasigelse af alle pointscorende jobs, virkelighedsflugt ind i et fantastisk fortælleunivers og at den mindst synlige aktivitet er eneste reelle alternativ – er det ikke herfra, hverken Greenpeace eller General Motors skal rekruttere sine kommende medlemmer og ansatte.

Generation x’erne i Couplands bog har valgt usynligheden i diametral modsætning til eksempelvis de desperate subkulturer og dekadente politiske kræfter, der i form af hooligans og terrorganisationer for enhver pris – også livet – vil tilkæmpe sig en plads i medierne.

Men ingen undgår at blive trukket ved håret ud af de spartansk indrettede bungalows, solbegede ørkener eller skumle øvelokaler, man har valgt som sit foretrukne eksil. Som ved en slags skæbnens ironi er Couplands bog offer for samme desperate forsøg på synliggørelse som en Greenpeace robåd mod en gigantisk hvalfanger eller en hooligans spark mod det liggende offer – hvor stor forskel der end måtte være på motiverne bag handlingen.

Generation X er med sin titel og sit emnevalg trådt lige ind i en af de mest opgejlede mediemøller, der afføder generationsoverflyvninger, højtråbende anmeldelser, analyser og avisskriverier som også denne artikel.

I samme stil som slacker-rockens forpost, Nirvana, via en voldspilning på den levende døgnreklame for musik, MTV, er landet lige midt i centrum af det offentlige felt som en smart reklamedesigner hurtigt kan vende til sin fordel.

Jeg kan allerede se det for mig. Nirvana eller måske andre mindre vrangvillige efterligninger i spidsen for secondhand-tøjkæder med udtrådte gummisko og løsthængende t-shirts over hele USA og det indre marked. Amerikanske mainstreamfilm med soundtrack fra Sub Pop-orkestre. Gruppen Pearl Jam, der spiller en mere forkromet version af Seattle Sub Pop som salgslokomotiv for kvalitetskaffe. Med eller uden deres viden.

Som den slacker, der åbenbart ligger skjult i os alle, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at Berlingske Tidende i søndags bragte et interview med Bruce Springsteen af en svensk journalist på side seks i anden sektion. Bladede man en side tilbage reklamerede Lucky Strike for sin veldesignede pakke filtercigaretter under sloganet Born in the USA, der er titlen på det amerikanske rockikon og idols mest kendte sang.

Ingen undgår markedet. Generationen der ikke vil ses, skal med årene nok blive ligeså synlig som en Bruce Springsteen.

Nirvana spillede den 26. juni 1992 på Roskilde Festival. Se et interview med bandet på Dyrskuepladsen herunder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu