Læsetid: 12 min.

Nutidens hekse er i pagt med naturen

I aften må heksedukker landet over lade livet i sankthansbålenes flammer. Imens forsøger danske hekse af kød og blod at komme i kontakt med naturens magiske kræfter. Ved havet, på markerne og i skovene. Information har mødt fem af dem
’For mig er det logik, at alting er en del af den samme energi. Så selvfølgelig er det sådan, at du bliver opladet af naturens energier, hvis du står med bare tæer i græsset. Derfor tænker jeg heller ikke, at der er en heksegud. Gud er os alle sammen og det hele. Jeg ville ikke kunne leve uden naturen,’ siger Tina Zimmermann, der er naturfagslærer og heks

’For mig er det logik, at alting er en del af den samme energi. Så selvfølgelig er det sådan, at du bliver opladet af naturens energier, hvis du står med bare tæer i græsset. Derfor tænker jeg heller ikke, at der er en heksegud. Gud er os alle sammen og det hele. Jeg ville ikke kunne leve uden naturen,’ siger Tina Zimmermann, der er naturfagslærer og heks

Sille Veilmark

24. juni 2017

Det giver mig et tilhørsforhold at vide, at jeg er forbundet med naturen’

Monika Ylfa Steensdatter, 40 år, sygeplejerske på en retsspykiatrisk afdeling. Har været heks i 14 år.

»Jeg fandt ud af, at jeg var heks i 2003, men jeg har nok altid været det. Allerede som barn var jeg helt vildt interesseret i sten og krystaller. Men det var først, da internettet kom, at jeg begyndte at finde ud af, at det ikke kun var mig, der fes rundt og lavede mærkelige ting. Det var der, jeg aktivt begyndte at kalde mig heks. Før tænkte jeg, at en heks var sådan en fra eventyrerne.

Mere specifikt anser jeg mig selv for at være det, man i gamle dage kaldte en vølve. En, som via sang og trommer bringer sig i trance og ser ind i andre verdener med det formål at besvare et eller andet spørgsmål. Det kan handle om ens job, eller hvis man overvejer at flytte. Når jeg er i trance, er jeg forbundet med naturen og dens energier, og så får jeg nogle billeder ind, som jeg skal tolke på.

Jeg tror på, at alt er skabt af energier, som vi kan manipulere med. Jeg bor lige ved siden af skoven, og jeg går ofte derud for at fylde mig selv op med energi. Jeg visualiserer, at energien flyder ind i mig, som en form for flydende diset masse. Den kan flyde mellem mig og et træ, en sten eller med jorden. Det giver mig et tilhørsforhold at vide, at jeg er forbundet med naturen. Alt er besjælet.

Da jeg for et par år siden arbejdede i Grønland, havde jeg en oplevelse under en meditation ude i fjeldet, hvor jeg nærmest blev suget ind i jorden. Her blev jeg vist, at alting er forbundet. Jeg kunne se hele vejen ned gennem jorden og op til alle verdensdelene.

Sille Veilmark

Som heks føler jeg, at jeg kan påvirke begivenheder til en vis grad. Altså hvis jeg ser, at noget er ved at falde ned fra bordet, kan jeg ikke forhindre det. Men da jeg skulle læse til sygeplejerske, havde jeg søgt om handikaptillæg under uddannelsen, fordi jeg havde været indlagt med en svær depression. Jeg fik afslag. Da jeg klagede over afslaget, lavede jeg et ritual, hvor jeg arbejdede hårdt på at ændre de negative energibaner. Og så lykkedes det at få medhold.

Jeg føler mig forbundet med fortidens hekse på et professionelt plan. På samme måde som jeg føler mig forbundet med fortidens sygeplejerske. Men sjæleligt ved jeg ikke, hvem de var. Jeg har det også fint nok med sankthans. Jeg tvivler på, at nogen oprigtigt føler, at de brænder en heks. For så ville jeg ikke synes om det. Jeg holder det ikke selv, men hvis jeg møder et sankthansbål, går jeg ikke i en stor bue uden om.

Heks er ikke en trosretning. Det er en livsstil og en måde at se verden på. Mange hekse har en tro ved siden af, jeg er selv asatroende. Vores datter er et år, og når hun bliver større, kommer hun selvfølgelig til at se, hvad jeg laver som heks. Men hun skal selv vælge sin vej. Hvis hun en dag kommer og siger, at hun vil konfirmeres, så er det hendes valg.«

’Jeg har nogle træer ude på Amager Fælled, som jeg er gode venner med’

Saramariah Eriksen, 29 år, kandidat i litteraturvidenskab. Har været heks i seks måneder.

»Jeg kan huske, da det gik op for mig, at jeg kunne stole på tarotkortene. Det var lige før jeg skulle skrive speciale, hvor jeg skulle vælge mellem et kursus i depressionslitteratur og noget andet. Selv om jeg helst ville tage depressionslitteraturen, lagde jeg tarotkort for det, og jeg fik ikke et godt tegn. Men jeg var sådan ’årh, jeg gør det fandeme alligevel.’ Kurset var virkelig kedeligt. Jeg hadede det, og jeg fik skrevet en elendig eksamensopgave, som jeg kun bestod med nød og næppe.

Det er først et halvt år siden, jeg vedkendte, at jeg var heks. Mit værelse har de seneste par år flydt med krystaller og heksebøger, men som teenager var jeg helt vildt flov over min interesse, så i skolen slettede jeg altid min søgehistorik på fællescomputeren.

For mig er en heks en person, der forstår at arbejde med følelser og naturen, én der ærer jorden og den visdom, der ligger deri. Det er ikke en religion, for det handler om at kunne arbejde med energier, når man har brug for det. Og så handler det om at være nærværende, og have tillid til, at alt er præcis som det skal være.

Sille Veilmark

En del af min praksis er, at jeg laver morgenritualer. Jeg er rimelig groggy, når jeg vågner, så jeg mediterer for at få energi fra himlen og jorden. Der var engang, hvor jeg fik et indre billede af en benzintank, og tænkte ’hvorfor fanden giver I mig et billede af en benzintank?’ Senere, da jeg skulle købe noget på nettet, kom jeg til et sted, hvor jeg skulle bevise, jeg ikke var en robot. Her skulle jeg gøre det ved at vælge den benzintank, hvor der ikke var et stopskilt foran. Det var bare en måde, hvorpå min åndelige vejledning sagde ’vi er her, og vi laver lidt sjov’.

Jeg bryder mig ikke så meget om sankthans. Heksen står for feminin urkraft, følelser og seksualitet, hvor den maskuline energi står for tanker, det rationelle, ånden og det at være oppe i hovedet. At man brænder heksen af betyder, at vi ikke vil have noget med kroppen at gøre. Sidste år spurgte jeg på Facebook, om det ikke var på tide, vi brændte en præst af. For præsten er et symbol på kristendommen, der er et symbol på den maskuline energi. Ild transformerer og renser, og vi har i den grad brug for at transformere det maskuline i vores kultur. Tingene i dag bliver gjort totalt uligevægtigt. Alle er oppe i deres hoveder og glemmer kroppen. Det er ikke fordi, det feminine skal ud og regere, overhovedet ikke, men der skal være balance i tingene.

For mig er det livsnødvendigt at kunne gå ud på Amager Fælled. Naturen er levende og bevidst. Jeg har nogle træer ude på Amager Fælled, som jeg er gode venner med. Dem har jeg brugt tid sammen med, og nogle gange giver de mig et billede, eller vi udveksler energi. Hvis jeg er i dårligt humør, så går jeg tur, og så er det som om, naturen renser mig.«

’Jeg fik mit nuværende job ved hjælp af magi’

Lasse Hansen, 30 år, social- og sundhedsassistent. Har været heks i 14 år.

»For 14 år siden, da jeg først begyndte at praktisere heksekunst, syntes jeg at ordet ’heks’ var meget feminint ladet. Dengang var der mange, der brugte ordet ’troldmand’ om mændene, men da Harry Potter og Ringenes Herre kom, fik ordet sådan en fantasyklang. Hvis man gerne vil tages seriøst, bliver man nødt til at undgå at bruge den slags termer. Ellers bliver det rollespil og ikke en levemåde.

Jeg fik mit nuværende job ved hjælp af magi. Jeg fandt en annonce på et job, jeg rigtig gerne ville have, og så lavede jeg et ritual og fik faktisk jobbet. Selvfølgelig er der nogle helt praktiske ting, som magi ikke kan gøre. Man skal for eksempel være kvalificeret. I ritualet ændrede jeg de energier, der påvirkede situationen. Jeg ændrede oddsene i min favør.

Personligt praktiserer jeg mest healing. Der bruger jeg en tryllestav, som jeg har købt af en healer i Lundby. Den kan jeg dirigere energi med. Det svarer lidt til at have en spand med vand. Du kan sagtens hælde vandet ud i et bed, men det ryger bare ud over det hele, og her er tryllestaven som en vandekande med en tud på, så du kan styre, hvor du sender energien hen.

Sille Veilmark

Jeg har aldrig oplevet at nogen har slået hånden af mig, men jeg har oplevet at folk synes, jeg er dybt underlig, og det kan jo ikke lade være med at påvirke en. Jeg tror, det er fordi man er vokset op i Danmark, hvor det der kulturkristne princip gør, at folk ikke melder sig ud af folkekirken, for ’vi har jo altid gjort sådan her.’ Det er meget mageligt, at man ikke behøver tage stilling til noget.

Da jeg var barn, ville jeg helst være indenfor. Men så blev jeg spejder, og derigennem har naturen fået betydning for mig. At det er koldt og blæsende, rører noget i mig. Duften af nyfalden regn skaber en fred inden i mig, som jeg ikke kan få andre steder, og et tordenskrald fylder mig med energi.

Jeg kan mærke, det påvirker mig, når folk stiller affaldsposer eller indkøbsvogne rundt omkring, men jeg tror, at vi dør før naturen gør. Naturen skal nok klare sig.

Den store forskel på dem, der praktiserer heksekunst, og dem der ikke gør, er at vi hekse bliver konfronteret med naturen, og derfor tager vi os af den. Mange har for travlt med familie, børn og hus til at komme ud. Det er det store problem.

Faktisk tror jeg ikke, at der er så langt fra naturvidenskab til heksekunstens filosofi og magi. Det er et spørgsmål om tid, før videnskaben finder nogle af de samme ting, som jeg tror på. Meget af det er jo bevist. For eksempel at alle energier bevæger sig og bliver påvirket af den måde, vi tænker på. Der er lavet specifikke studier af, hvordan planter kan ændres, ved at man tænker godt eller skidt om dem. Det betyder, at dem, der i virkeligheden bliver påvirket mest af den måde, vi tænker på, er os selv.«

’Mit hus er det eneste på vejen, der ikke har været indbrud i’

Maria Albrechtsen, 40 år, ejendomsservicetekniker. Har været heks i 15 år.

»Min mor led meget af slidgigt i fingrene, i sådan en grad, at de var i en fastlåst stilling. Som heks ved jeg meget om urter, så jeg lavede en brændenældesuppe, og det drak hun hver dag. Efter to uger begyndte hun lige pludselig at kunne bevæge sine fingre igen, og efter fire uger kunne hun bruge dem fuldt ud.

Jeg startede ligesom så mange andre søde små piger med at gå i søndagsskole. Men jeg stillede nok lidt for mange spørgsmål til præstens smag, og allerede inden konfirmationen havde jeg brudt med kirken. Derefter var jeg lidt rundt omkring, og så røg jeg over i den anden grøft, nemlig over til satanismen. Men næsten alt, der står beskrevet i den sataniske bibel, handler om dig selv, dig selv, dig selv. Og sådan er jeg ikke som person. Så kiggede jeg lidt på buddhisme, men det var heller ikke noget. Så fandt jeg til sidst ud af, at jeg var heks. Også fordi jeg havde opdaget, at jeg havde nogle uforklarlige evner.

Kort efter jeg fik min menstruation, havde jeg min første drøm, som gik i opfyldelse. Fjorten dage før World Trade Center styrtede sammen, drømte jeg for eksempel, at en lille pige viste mig rundt i ruinerne af tårnene. Jeg har også fået mange intuitioner om, at noget er en dårlig idé. Første gang var jeg 17 år og på vej i ungdomsskole. Jeg stod og ventede på toget, men af en eller anden årsag besluttede jeg at tage bussen i stedet. Hvis jeg havde taget toget, havde jeg siddet i rygerkupeen, fordi jeg er ryger, og den blev helt fladmast, da toget kort efter stødte sammen med et andet.

Sille Veilmark

Jeg føler mig forbundet med naturen. Mest med skoven. Hvis jeg har for mange tanker og er trist, hjælper det at gå en tur. Jeg tror, de fleste kender fornemmelsen af at stresse af, når de er i naturen, men de holder sig til stierne. Jeg hopper ind mellem træerne. Sådan en tidlig morgen, hvor tågen ligger tykt i skovbunden, og solen skinner roligt ned mellem træerne, og lige der, hvor lyset rammer en mosplet, står der en lille bitte blomst. Det er jo det mest fantastiske syn, man kan komme ud for.

Engang boede jeg med min eksmand i en lejlighed i Ballerup. Det var sgu ikke lige mig. Når man gik ud på altanen, hørte man kun larm, og der var ingen luft. Nu bor jeg fem minutter fra skoven sammen med mine fem katte. For nyligt lagde jeg og en veninde en spell om huset, som holder onde ting væk. Jeg kan ikke komme nærmere ind på det, men jeg kan sige, at mit hus er det eneste på vejen, der ikke har været indbrud i.«

’Mine svigerdøtre kalder mig ’Ingefærssvigermor’

Tina Zimmermann, 55 år, naturfagslærer. Har været heks i 55 år.

»Jeg har været en del af en gruppe, der hedder Havheksene i ti år, men jeg har aldrig gået rundt og defineret mig som heks. Jeg har nærmere tænkt mig selv som en klog kone. Dem har der altid været mange af i min familie.

De andre kvinder i Havheksene har alle sammen en alternativ uddannelse. Om mig plejer de at sige, at jeg bare er alternativ. Nogle gange laver vi trommerejser, clairvoyance eller håndlæsning og andre gange sladrer vi bare. Man kan kalde det en spirituel kvindebasisgruppe.

Jeg havde en ud af kroppen-oplevelse, da jeg var helt ung, hvor jeg fløj gennem universet med 300.000 meter i sekundet. Det var vildt skræmmende. Så jeg har brugt en stor del af mit liv på at forsøge at forhindre, at det skulle ske igen, og derfor ikke brugt de evner, jeg har. I virkeligheden har jeg nok været en smule genert omkring det. Derfor er det først nu, jeg er begyndt at vedkende mig, at jeg er heks.

For mig er det logik, at alting er en del af den samme energi. Så selvfølgelig er det sådan, at du bliver opladet af naturens energier, hvis du står med bare tæer i græsset. Derfor tænker jeg heller ikke, at der er en heksegud. Gud er os alle sammen og det hele. Jeg ville ikke kunne leve uden naturen.

Sille Veilmark

Jeg bor ved havet, jeg elsker at svømme, og mit sidste barn fødte jeg i vand. Alle mine tre børn er født uden smertelindring, fordi jeg tror på, at kraften i os selv er bedre end kemi. I min optik virker naturen meget bedre end kemisk fremstillet medicin. Og det er vel og mærke sagt af en kemi- og fysiklærer.

Mine svigerdøtre kalder mig ’Ingefærssvigermor’, fordi jeg altid har et forslag til, hvordan de kan løse et problem uden kemi. Jeg kan slet ikke lade være. Da jeg som teenager begyndte at få bumser, fik jeg brændenældete af min mor, og når jeg havde en infektion, fik jeg bukkehornsfrø. Så for mig er det helt naturligt.

Når min mor har ondt, kan jeg lægge hånden på hende og heale hende. Men jeg tror egentlig, at alle mennesker kan heale. Det er bare et spørgsmål om at bruge den side af sig selv. Alt er energi. For mig er det indlysende, at man kan sørge for, at en person får det bedre ved at sende sin energi ind i vedkommende.

Jeg har en meget stærk intuition i forhold til min familie. Engang var min teenagesøn ude og løbe en tur, og pludselig følte jeg en vild rastløshed. Der var noget galt. Jeg kørte ud og ledte efter ham, og fandt ham, hvor han var faret vild, hans telefon var løbet tør for strøm, og han var meget træt. Så han havde brug for min hjælp.

Noget af det bedste ved at have en stærk intuition er, at jeg føler mig vejledt. Det giver mig tryghed at vide, at hvad end der sker, så kan jeg forholde mig til det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Estermarie Mandelquist
  • Flemming Berger
  • johnny lang
  • Jørn Andersen
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, johnny lang og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

"Har været heks i 6 måneder".

Det er muligvis mig, der har en underlig form for humor, men det syntes jeg var skide sjovt. Helt ny heks i faget, sammenlignet med de andre, der jo fanme har årevis af erfaring.

Hvor er Dannie Druehyld i øvrigt? Når jeg tænker real life heks, så tænker jeg Dannie Druehyld.

PS: Jeg ved godt, at man som journalist tænker: Ej, fucking Dannie Druehyld - kan vi ikke lige finde en anden heks?

Rune Rasmussen

Anders Sørensen:

Udsagnet "Har været heks i 6 måneder" er ellers ret enkelt. Det betyder, at vedkommende ER heks i sit liv, både i teori og praksis og har været det i 6 måneder. At være heks er et valg, der fuldt ud er blevet truffet. At det skulle være morsomt må bero på et eller andet behov for ironisk distance. Prøv at se på det uden ironisk distance. At fjerne det filter er en glimrende ting at gøre. Ironisk distance er generelt frygteligt udbredt.

ingemaje lange, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen, Flemming Berger og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Rune Rasmussen:

Jeg har fuld respekt for ALLE hekse! Nye såvel som gamle. Kom et menneske hen til mig og sagde: "Hey, jeg har været heks i et par uger?" så ville jeg ALDRIG hekseskamme hende, men respektere hende som heks FULDT UD!

Hun har selvfølgelig været heks i mange tidligere liv også. Men har bare lige opdaget sig selv, sådan er det jo med spirituel udvikling. Det handler om at opdage at vi altid har været heks/troldmand/oplyst/vis/hellig/lykkelig mm, men bliver afledt fra den ydre verdens drama osv. Selve genopdagelsen er jo søgningen.

Majbritt Nielsen, Flemming Berger og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Det er lidt komisk at de synes de er 'hekse', men der er naturligvis en forbindelse .... Begrebet 'heks' stammer fra en tid hvor bevismetoder var dårligt formulerede, og mistanken til uautoriseret naturvidenskab fra sandhedsmetodernes vogteres side derfor ikke var mindre end i dag ... mildest talt. I den tidlige protestantisme blev begrebet misbrugt mod kritikere af 'stats-kirke'-konceptet og hysteriske voldtægtsofre i flæng .. det er ikke en mindedag værdig egentlig, men på et tidspunkt er det blevet blandet sammen med 'indad vindes' og 1864 og jeg ved ikke hvad. Jeg elsker midsommer , men Skt.Hvem?'s aften er en fjollet attribut efter min mening I dag synes begrebet heks lidt 'skønlitterært' ?

Anders Sørensen

Hekse skal være uhyggelige. Gamle vortebefængte, urtebryggende, flagermuskogende kvinder i pakt med Satan. At være i pagt med naturen og dyrke den gør dig ikke hekset. Det gør dig økologisk.

Nymodens hekse putter lidt timian på lørdagskyllingen og blotter brysterne ved fuldmåne og tror, at det er tilstrækkeligt til at bestå hekse-eksamen. Det er det ikke. Hvis du vil være ÆGTE vampyr, er det heller ikke nok at have en fantastisk frisure og rock hard abs og en deal med Netflix.

Flemming Berger

Nogle spændende kvinder - og - mand at møde.
Det er sandt,som det bliver sagt,at troldmanden er den maskuline forvalter af de energier,vi alle kan mærke - mere eller mindre tydeligt - og som disse kvinder så flot gør rede for.

Jonathan Smith

Ingefær er kemi. Hvorfor har så mange opfattelsen af at kemi er kunstigt og naturen ikke er kemisk? Ved hjælp af kemi kan du rense snavset vand så det kan drikkes og fjerne giftstoffer, og en grøn fluesvamp er meget naturlig, men de kemiske stoffer i den sætter leveren ud af spil.

Robert Kroll

Den "sorte midddelalder" med al sin overtro lever tilsyneladende fint i dagens Danmark (og andre steder).

Men lad det komme an på en prøve - vi finder 10 dygtige hekse, og så deler vi dem i to hold.

Hold 1 skal arbejde energisk for at sikre vores nuværende statsminister genvalg , og hold 2 skal arbejde energisk for at han vinder den store gevinst i lotto, så han kan trække sig tilbage og leve lykkeligt til sine dages ende meget fjernt fra Danmark..

Og så sætter vi os ned og afventer resultatet !!!

Niels Duus Nielsen

Robert Kroll, du har helt misforstået fænomenet. Hvad heksene gør, er at forsøge at få kontakt med visse materialiteter, som videnskaberne på deres nuværende stade endnu ikke har fået styr på.

På heksekunstens nuværende stade er det ikke muligt at ændre hele samfund, men det er muligt at ændre sit eget liv til det bedre - husk, at hvert enkelt menneske har ret til selv at afgøre, hvad vedkommende mener med "bedre".

Poul Sørensen, Anne Eriksen og Rune Rasmussen anbefalede denne kommentar