Læsetid: 4 min.

Det offentlige er privat

Hemmeligheden bag David Lynch er ikke en dyb, personlig historie – men tværtimod det, der ligger åbent fremme
Hemmeligheden bag David Lynch er ikke en dyb, personlig historie – men tværtimod det, der ligger åbent fremme

iBureauet/Mia Mottelson

10. juni 2017

Forleden var der i filmmagasinet Ekko en god artikel om den evigt aktuelle David Lynch, og den sagde noget nyt om den ellers så mystiske og lukkede filmmager.

Der er tale om et interview med dokumentaristen Jon Nguyen, som i foråret havde premiere på en film om Lynch, og som Nguyen forklarer det, må man vende lidt op og ned på den forståelse af Lynch, både som person og filmmager, der ellers har dannet sig over årene.

Sandt er det selvfølgelig, at han er ret utilgængelig, og samtidig er hans ’transcendentale meditation’ som et slags skjold af mystik, han sætter op foran sig. Men kommer man først forbi det, finder man ud af, med Ngyuens ord, at han faktisk er temmelig »u-underlig«. Den mand, vi troede, var et af de mest underlige mennesker, er slet ikke underlig, men på en nærmest insisterende måde det modsatte.

Først og fremmest virker det faktisk, som om han er fastfrosset i et temmelig stiliseret billede: Han går klædt som en mand i 50’erne, bliver maskinklippet, går i chinos og ryger cigaretter. Det er der ikke meget flippet eller mærkeligt ved.

Men Ngyuen og hans hold fandt også ud af, at Lynch er yderst åben om meget private ting. Han svarer beredvilligt og præcist på alle mulige komplicerede forhold om sin barndom.

»Vi opdagede undervejs,« forklarer Nguyen, »at han slet ikke reflekterer over situationer, når man fører en samtale med ham.«

Det kunne være intime eller pinlige situationer fra barndommen.

»Han gengiver dem bare – ultradetaljeret.«

Der er ingen mystik her. Hvor andre ville overveje, hvad de følte i forskellige erindrede situationer, går Lynch bare direkte i gang med at beskrive. Han dykker ubesværet ned i »erindringernes spindelvæv«, som det hedder i artiklen.

Sandheden i det åbne

Men hvad er så gåden ved Lynch, hvis det ikke er hans privatliv, eller at han er en martret sjæl, som må udtrykke sig i bizarre og forvirrede film?

Ja, det er naturligvis filmene selv. Dette u-underlige menneske producerer faktisk temmelig underlige film, hvis man spørger de fleste. Og her bevarer Lynch distancen.

Igen med Nguyens ord: »Men hvis man spørger ham om, hvordan han fik ideen til Eraserhead – dét må man ikke. Det er virkelig no-no.«

Her har vi at gøre med Lynchs mest offentlige side. Men lige netop det er han ekstremt privat omkring.

Det er selvfølgelig ikke svært at se, hvorfor Lynch holder fast i denne lidt omvendte etik. For hvis han gav sig til at forklare sine film, ville han ret hurtigt få dem ødelagt. Men måske er der også noget mere på spil, for måske skal begge bevægelser hos Lynch fastholdes. Fra det private til det offentlige og det til private igen. Når først der er givet en ultradetaljeret beskrivelse af en situation, som indbefatter en lang række både urovækkende og almindelige ting i en blanding, så kan der ikke siges mere. Når først alt det er ude i det åbne, skal der ikke lægges mere til. Det offentlige gøres nu privat. Du må selv, kære seer, lægge til og trække fra.

Sandheden om Lynch ligger i det åbne, som det også siges i artiklen i Ekko: »Han skjuler faktisk slet ikke noget – nærmest tværtimod. Men man skal selv lave forbindelserne.«

’The Straight Story’

Med andre ord er Lynchs pointe også, at vi må lære at forstå selve den offentlige, velkendte virkelighed på en anden måde. Vi må se den med et andet blik, som river den løs fra den herskende konsensus om, hvordan denne virkelighed ser ud.

Set med det almindelige blik er Twin Peaks f.eks. en lille idyllisk provinsby. Men set med et andet mere detaljeret og omfattende blik bliver anskuelsen af denne offentlige sandhed til noget meget mere porøst.

Det bliver et spørgsmål om mange forskellige, private forståelser og fortolkninger af, hvad sandheden om Twin Peaks – eller en idyllisk provinsby – egentlig er, hvor man må investere sit eget begær i tolkningen. Lynch åbner virkeligheden for os (og nægter at lukke den igen), så vi direkte erfarer netop den ubestemmelighed, der siger os, at verden ikke er færdig endnu.

Selv om Lynch ikke selv er underlig, er hans strategi netop en slags underliggørelse af vores helt almindelige liv. Om det er manden, der står og vander sin græsplæne, om det er den hyggelige familiefader, eller om det er den lokale skoles homecoming queen. Der er mere at sige om det.

Måske er det faktisk også derfor, at Lynchs The Straight Story, der ’blot’ handler om en mand, der kører tværs over USA på en havetraktor, kan læses på to måder. Enten: Ah, her har vi den hyggelige, joviale fortælling, som viser, at Lynch også er et menneske. Eller: Shit, der må seriøst være ugler i mosen!

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu