Læsetid 6 min.

Pigen sidder fanget i et øjeblik, som måske er barndommens sidste

Jeg er kommet igen flere gange på Den Hirschsprungske Samling for at se Harald Slott-Møllers portræt ’Foråret’. Pigen på billedet venter trofast på mig derinde. Det er lidt som at besøge en indsat i et fængsel
Udsnit af ’Foråret’ (1896) af Harald Slott-Møller. Olie på lærred. 120 x 93 cm

Udsnit af ’Foråret’ (1896) af Harald Slott-Møller. Olie på lærred. 120 x 93 cm

Den Hirschsprungske Samling

1. juli 2017

Tanken om, at kunsten er fanget på kunstmuseet, er ikke ny. Hvis kunsten er fri, hvad laver den så i glas og ramme?

Harald Slott-Møllers Foråret fra 1896 er et uforglemmeligt billede. Det hænger på Den Hirschsprungske Samling på Stockholmsgade i København.

Billedet fascinerer ved dets dobbelthed. På den ene side er pigen klædt ud til fest, men landskabet bag hende er dystert og truende. Er de sorte afventende fugle og de golde marker udtryk for hendes sindstilstand, eller repræsenterer de noget udefrakommende, der venter den unge pige?

Hun synes iscenesat, maleren har placeret hende i midten, som var hun et religiøst ikon. Hun er både almindelig og ophøjet. Landskabet er næsten som en glorie omkring hende. Samtidigt er det også et typisk landskab, som beskriver netop foråret, lige inden alt springer ud. Pigen er både ét med landskabet og i kontrast til det.

En bondepige som hende, der levede sidst i 1800-tallet, havde ikke så meget at se frem til. Et barsk bondeliv ventede med hårdt arbejde, mange børnefødsler og en tidlig død. Det er, som om pigen ved det og sidder fanget i et øjeblik, som måske er barndommens sidste.

Pigens blik har uskylden og noget vidende på samme tid. Det er, som om det er andres vilje, måske forældrenes, der har iscenesat pigen til en majfest ved at iklæde hende en blomsterkrans om hovedet. Hun sidder passivt med fødderne placeret sanseligt tæt på det mørke vand.

Motivet vækker erindring om den tidlige pubertet og den mærkelige forhåndsviden, man kunne have om det liv, der senere kom. En skrøbelighed på tærsklen til voksenlivet og samtidigt følelsen af en stor livskraft.

I kød og blod

Første gang, jeg mødte pigen, var i et privat hjem, hvor hun hang på væggen i plakatform. Jeg måtte selvfølgeligt forsøge at finde hende rigtigt.

Jeg sporede hende til Den Hirschsprungske Samling, et yndigt lille sted i Stockholmsgade, en tidligere privatbolig, kun et meget stort stenkast fra Statens Museum for Kunst. Her hang hun, i en overraskende anderledes farveskalering, end plakaten havde været trykt i.

Hvor godt plakatproduktion end kan fremme almen dannelse, så er det også lidt som at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Der ikke noget som at se værket i kød og blod, hvis man må kalde lærred og maling dét.

Den Hirschsprungske Samling

Jeg var midt i tyverne, da jeg første gang besøgte min dobbeltgænger fra det forrige århundrede. Malerkunst havde på det tidspunkt ikke den store betydning for mig. Jeg opsøgte det ikke, kun på pligtbesøg i storbyferien, eller når det var søndagsregn, og tiden skulle gå.

Ærligt talt, så tænkte jeg mere på kantinen på det enkelte museum. Men på et tidspunkt begyndte visse værker at få betydning, som om de ville mig noget. De blev ved med at leve, lang tid efter at jeg havde glemt, hvad de serverede i museumscafeen.

Det fik mig til at forså, at kunst ikke er noget, man bruger, men noget man bliver opsøgt af. Der er nogle øjne, der vil mig noget, eller hvis det er nonfigurativt, nogle sindstilstande, der forsøger at råbe mig op. Nogen synes lukket inde i kunstværket, og tilskueren er en mulig befrier.

Selv om Den Hirschsprungske Samling er et smukt museum, så var der noget forstemmende ved at se billedet Foråret hænge derinde.

Pigen var en fange. På billedet synes hun fanget, det vidste jeg jo. Men her var hun dobbelt fanget. De døde, stille stuer i det gamle københavnerhus fastholdt hende i en fortid, som jeg egentligt ikke forbandt hende med. Her hang hun ubevægeligt blandt andre for længst malede, døde. Måske var hun også fanget i en finkulturel atmosfære, som på en måde forrådede billedets udsagn.

Ét billede

Jeg oplevede for første gang dilemmaet imellem kunstnerens ønske om at skildre livet upoleret og kunstmuseets uundgåelige pænhed. Man betaler ved indgangen (et alt for lille beløb i forhold til, hvad kunstneren har betalt for sin livserfaring), man må ikke skrige og græde, når man ser værkerne  (det burde man, hvis man virkeligt forstod, hvad billederne beskrev), man bliver der højst et par timer (man burde ikke kunne forlade stedet, fordi man forstår, at man er forandret).

Jeg er kommet igen flere gange på Den Hirschsprungske Samling. Pigen venter trofast på mig derinde. Det er lidt som at besøge en indsat i et fængsel. Det ville ikke være mærkeligt, hvis jeg havde et brød med indeholdende en indbagt kniv, som hun kunne file sig ud igennem museets mure med, når hun om aftenen blev alene med alle alarmer sat til.

Malerkunsten i sig selv forekommer mig nogle gange fanget. Billedet er så stillestående og lever først, når vi lever os ind i det. Der er bevægelse, men bevægelsen sker i den iagttagende, ikke i kunstværket.

At nøjes med ét billede er for en teaterinstruktør en mærkelig askese. Når man nu kan vælge at skabe en masse billeder, hvorfor så kun vælge et? Historierne, vi fortæller på teatret, er et forsøg på et alternativt liv, der altid mislykkes. Verden er en kaossymfoni. Et maleri derimod, er stilhed. Et dryp. Et øjeblik. Et maleri er et holdt åndedræt, et fermat i livets partitur.

Malerkunst er frihed. Den tager sig store friheder, kan man i hvert fald sige. Maleriet er næsten det oprindeliges kunst: Naturens egne farver fanges i en malerbøtte og genopstår. Man plukker simpelthen planter og trække farverne ud af dem, adskiller dem og lader dem starte forfra.

Det er at gå tilbage til oprindelsen på en meget stædig måde. Malere må være stædige mennesker med et stort og barnligt vanvid!

Maleriet er både overflod og askese. Overflod, fordi maleren kan skildre alt, når bare han har malingen, og idéen og askese fordi han kun kan male ét udvalgt øjeblik. At være fanget på den måde i begrænsning er måske dét, som er malerkunstens frisættelse.

Dobbeltgænger

For nogle år siden lavede jeg en teaterforestilling, som byggede på Harald Slott-Møllers maleri. Teater Republique havde udtænkt et koncept, hvor scenekunst skulle lade sig inspirere af malerkunsten.

Min datter var på det tidspunkt 11 år og lignede pigen utrolig meget, hvilket jeg ofte tænkte over. Andrea fik rollen i forestillingen, hvilket gjorde arbejdet endnu mere personligt for mig.

Egentligt var det vel en dårlig idé at lave teater over et andet stykke kunst, som i forvejen er fuldendt. Men jeg fik anledning til at drømme på pigens vegne, til at tolke hendes blik og forsøge at svare på hendes kalden.

En dag, nogen tid efter at forestillingen var spillet færdig, fik jeg en mail fra en kvinde, som fortalte, at hun har kendt pigen på billedet.

Det viste sig, at pigen var datter af Agnes og Harald Slott-Møller. Hun sad model til faderens maleri og blev senere sanger på Scalaoperaen i Italien. Hun var åbenbart vokset op til at blive en slagfærdig, kraftig kvinde med en stor karisma, som endte sine dage i en lejlighed på Valkendorfsgade, hvor hun døde i 1972. Hendes vugge er udstillet i Museet for Design i Bredgade.

Den rigtige pige, Lykke Marie, barn af et selvoptaget kunstnerpar, er jo en hel anden, end den pige som jeg så mig selv i. Hun er på den måde en lille skuespiller, der er opstillet af sin far, hun er iscenesat, fanget og på en måde »brugt« af kunsten. Måske det også er det, jeg kan se i hendes øjne.

Det er sjovt at vide, at hun slap ud.

Mit yndlingsværk

Nogle kunstværker er alene en rejse værd. For nogle så dyrebare, at værkerne kan være det eneste formål med at besøge et kunstmuseum.
En række af Informations skribenter er blevet bedt om at udpege deres yndlingsværk på et dansk eller udenlandsk museum og skrive om deres fascination og historien om værket.

Seneste artikler

  • I skæringspunktet mellem to tider

    29. juli 2017
    Anna Anchers maleri ’I middagsstunden’ – plus mindet om en elsket far – trak forleden skribenten til Sorø. Her befinder han sig i kunstværkets mellemrum, en smal zone for fordybelsen og den opmærksomme ro
  • Franklin D. Roosevelt spillede ikke på frygten. Han var Trumps modsætning

    22. juli 2017
    I Washington giver et monument over socialforkæmperen og antifascisten Franklin D. Roosevelt anledning til at tænke over, hvor forskellige præsidenter kan være – selv om de begge er rigmænd og kommer fra New York
  • Kvinden i billedet

    8. juli 2017
    Verden bliver næppe mere afsindig, end den var i renæssancen – og alligevel malede Domenico Ghirlandaio sit underfuldt skønne portræt af Giovanna Tornabuoni, der døde 20 år gammel i 1488. I mange år hang hun i mit køkken. Nu har jeg hende som køleskabsmagnet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Karlsen

Maleriet og artiklen herom får mig til at tænke på (jf. artikelserien om tysk kultur) en tysk vise fra 1500-tallet. Her står der bl.a. dette:

Ich will mein Haar nit binden
ich will es hangen lan
Ich will wohl diesen Sommer
lang fröhlich zum Tanze gahn