Læsetid: 7 min.

Racismen lever i italiensk fodbold

En ghanesisk midtbanespiller, der forfølges med abelyde. En forsvarer fra Juventus, der kaldes en skide marokkaner. En forbundsformand, der taler om, at farvede spillere æder bananer
Mario Balotelli er blandt de spillere i italiensk fodbold, der har måttet lægge øre til racistiske ytringer. ’Der findes ingen sorte italienere,’ sang modstanderholdenes fans, da han spillede for først Inter og siden Milan.

Mario Balotelli er blandt de spillere i italiensk fodbold, der har måttet lægge øre til racistiske ytringer. ’Der findes ingen sorte italienere,’ sang modstanderholdenes fans, da han spillede for først Inter og siden Milan.

Marco Vasini

24. juni 2017

En søndag i begyndelsen af maj blev der igen kastet skam over italiensk fodbold.

Denne gang var skuepladsen Stadio Sant’Elia i Cagliari på øen Sardinien ud for Italiens vestkyst. Her var bundholdet Pescara på besøg i sæsonens femtesidste runde til en kamp, der var mere eller mindre blottet for sportslig relevans. Pescara havde for længst sat kursen mod nedrykning til den næstbedste række, og Cagliari lå og vuggede midt i tabellen uden chance for at blive involveret i hverken top- eller bundstrid.

Men det er heller ikke det sportslige, som kampen vil gå over i historien for. I stedet vil den blive husket for de begivenheder, som fandt sted under og efter kampen – og som centrerede sig om den ghanesiske midtbanespiller Sulley Muntari.

Balladen begyndte i første halvleg, da Muntari blev opmærksom på, at en sektion af hjemmeholdets fans konsekvent råbte abelyde efter ham. Som reaktion gik han over til de pågældende fans i pausen og forsøgte at komme i dialog med dem. Blandt andet gav han sin spillertrøje til en lille dreng, der havde forfulgt ham med abelyde, mens drengens forældre stod lige ved siden af.

»Jeg gav ham min trøje for at lære ham, at man ikke skal opføre sig på den måde,« sagde Muntari efter kampen.

»Jeg prøvede at vise ham et godt eksempel, så han bliver en sød dreng, når han vokser op.«

Muntaris handlinger havde dog ingen effekt. I anden halvleg fortsatte en del af tilskuerne med at forfølge ham med racistiske tilråb, så til sidst henvendte han sig til dommeren og klagede over, at han blev udsat for diskrimination og appellerede til ham om at afbryde kampen. Det fik endelig dommeren til at reagere – nemlig ved at give Muntari et gult kort for protester.

Så havde den ghanesiske midtbanespiller fået nok. Han forlod banen, mens han råbte ud til tilskuerne: »Dette er min hudfarve.«

At han udvandrede fra banen, fik i øvrigt dommeren til at stikke ham endnu et gult kort. Og få dage efter kvitterede det italienske fodboldforbund med at give Muntari en spilledags karantæne på baggrund af hans to advarsler i kampen.

Episoden med Muntari udløste en voldsom debat i Italien, fordi den blev betragtet som en illustration af det, som mange ved, men kun få taler om: At italiensk fodbold stadig er præget af en racistisk kultur, som man mange andre steder i Europa for længst har lagt bag sig.

’Skide marokkaner’

Hvor andre fodboldnationer som Tyskland og England gennem de seneste årtier har gjort markante landvindinger i kampen mod racediskrimination på grønsværen, så har de italienske fodboldmyndigheder primært reageret som dommeren i kampen på Sardinien: ved at vende det døve øre til og beskytte racisterne på lægterne.

Få dage efter episoden med Muntari i Cagliari fik man endnu et eksempel på racismen, der omgærder den italienske nationalsport, da Juventus’ marokkanske forsvarer Mehdi Benatia blev interviewet direkte til et sportsprogram på den italienske statskanal RAI efter en kamp mod lokalrivalerne fra Torino. Mens Benatia talte med studieværterne, kunne han pludselig i sin øresnegl høre en af lydteknikerne sige:

»What are you saying, shitty moroccan?« (Hvad er det, du siger, din skide marokkaner, red.)

Tv-seerne kunne ikke høre bemærkningen, men det kunne både Benatia og studieværterne.

»Hvem sagde det? Hvem er den dumme person, der taler?« udbrød Benatia.

Studieværterne prøvede at dække over episoden:

»Det ser ud til, at vi har nogle tekniske problemer,« sagde de.

»Der er ikke nogen, der har hørt nogen fornærmelser.«

Sagen lod sig dog ikke dysse ned. Tværtimod var det faktum, at den indtraf så hurtigt efter episoden med Muntari, med til at øge dens eksponering.

»Jeg tager denne problemstilling meget alvorligt, for jeg kan og må ikke ignorere sådan noget,« sagde Romas farvede forsvarer Antonio Rüdiger til det tyske sportsmagasin Sport Bild.

»Jeg er også en del af det. Racisme er et alvorligt problem her (i Italien, red.). Episoder som den med Benatia (…) indtræffer simpelthen for ofte, og derfor må der ske noget nu«.

Rüdiger, der kom til Italien via bundesligaklubben Stuttgart, ved, hvad han taler om. Forsvarsspilleren måtte tilbage i marts lægge ryg til racistiske tilråb fra Lazios tilhængere under en kamp i den italienske pokalturnering. Og tidligere på sæsonen udtalte Lazios bosniske midtbanespiller Senad Lulic om Rüdiger, at »for to år siden solgte han sokker og bælter i Stuttgart, og nu opfører han sig, som om han er et fænomen«.

Dé ord fik Lulic tyve dages karantæne for. Dommen lyder dog hårdere, end den reelt var, for karantænen skulle afsones i Serie A’s vinterpause, hvilket betød, at Lulic reelt kun gik glip af en enkelt kamp, nemlig hjemmebaneopgøret mod bundholdet Crotone.

Chefen gør det også

Netop de svage eller fraværende straffe for racisme angives af iagttagere som en af årsagerne til, at italiensk fodbold ikke har fået bugt med racisterne i sportens midte.

Således siger det italienske fodboldforbunds regler, at der kun kan indføres sanktioner mod klubberne – i form af eksempelvis bøder eller krav om afvikling af kampe for tomme tribuner – hvis en væsentlig del af tilhængerne deltager i de racistiske forhånelser, og hvis råbene kan høres over hele stadion.

At et mindretal af tilhængerne i en enkelt sektion af stadion konstant forfølger en spiller med abelyde – sådan som det skete for Sulley Muntari i opgøret mod Cagliari – er altså ikke nok til, at fodboldforbundets sanktioner træder i kraft.

Derudover kan tilhængerne kun blive straffet, hvis der kan foretages en sikker identifikation af hver enkelt person, der har deltaget i den racistiske forfølgelse. Og klubberne kan ikke blive gjort ansvarlige for problemer med at udpege de skyldige i tilhængerskaren.

»Det er fuldstændig latterligt,« har forfatteren og sociologen Mauro Valeri fra antidiskriminationsorganisationen UNAR udtalt til nyhedsbrevet Mail & Guardian.

»Det betyder i praksis, at racistisk optræden aldrig bliver straffet.«

På den anden side kan det heller ikke være nemt for de italienske fodboldkommissærer at føre en hårdere kurs mod racisme, når deres chef, formanden for fodboldforbundet, Carlo Tavecchio, selv flere gange har afsløret en fuldstændig mangel på forståelse for, hvad man bør – og ikke bør – sige om farvede og minoriteter.

Således blev Tavecchio involveret i en kæmpe kontrovers om sin sprogbrug, da han ved en tale til en forsamling af delegerede fra Italiens amatørklubber for nogle år siden betegnede afrikanske spillere i Serie A som nogle, der »tidligere åd bananer«.

Dén udtalelse var for stærk kost for selv FIFA, der gav den italienske fodboldformand seks måneders forbud mod at holde tillidsposter i verdensfodboldforbundet.

Et stykke tid senere fremkom der en båndoptagelse, hvor man kunne høre Tavecchio omtale salget af amatørforbundets hovedkontor til ejendomsinvestoren Cesare Anticoli med ordene:

»Det blev købt af den lusede jøde Anticoli.«

På samme båndoptagelse brillerede fodboldforbundsformanden i øvrigt også med denne replik:

»Jeg har intet imod bøsser, men det er bedst at holde dem væk fra mig.«

Politikerne dukker sig

Mauro Valeri fortæller, at der hvert eneste år finder masser af episoder sted med racediskrimination på fodboldbaner over hele støvlelandet. Og det er ikke kun i Serie A og B.

»I juniorfodbold er der blevet registreret 80 tilfælde, hvor farvede spillere er blevet forulempet i de sidste to år. Som regel af forældre til modstanderne – og der bliver nærmest aldrig gjort noget ved det.«

Som regel får de racistiske episoder lov til at passere uden sanktioner. Episoden med Sulley Muntari er blandt undtagelserne – ligesom da den farvede italienske angriber Mario Balotelli i en periode måtte lægge øre til smædesangen »Der findes ingen sorte italienere«, når han optrådte rundt omkring på Serie A’s baner.

Mauro Valeri mener, at de italienske politikere svigter. Selv dem fra de moderate partier viger uden om spørgsmålet, fordi de er bange for at miste opbakning fra vælgerne i et politisk klima, hvor et af hovedemnerne i disse år er de mange afrikanske immigranter, der ankommer til de italienske kyster.

»At tale om racisme er det samme som at tabe stemmer for tiden,« siger han til Mail & Guardian.

Og mens politikerne dukker sig, er det overladt til spillerne at kæmpe deres egen, individuelle kamp inde på banen – som Muntari gjorde, da han udvandrede fra banen i Cagliari.

Muntari fik efterfølgende opbakning fra de professionelle fodboldspilleres verdensforbund, FIFPro, og den italienske spillerunion. Og med dem i ryggen lykkedes det ham at få omstødt fodboldforbundets kendelse om en spilledags karantæne ved appel.

»Dette er en vigtig sejr, som sender et budskab om, at der ikke er plads til racisme – hverken i fodboldens verden eller i samfundet som helhed,« sagde Muntari i en kommentar til afgørelsen.

»Jeg håber, at det kan blive et vendepunkt i Italien, og at det kan vise hele verden, at det er vigtigt at kæmpe for sine rettigheder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu