Læsetid 8 min.

Den stærke leder, der ikke er en del af det traditionelle politiske system, er en klassisk fascistisk idé

Trump indtager rollen som overmenneske, der skal standse nedslagtningen af Amerika og gøre landet stort igen. Han er superhelten, der kommer ind udefra og løser alle de problemer, som de almindelige politikere har skabt
Trump indtager rollen som overmenneske, der skal standse nedslagtningen af Amerika og gøre landet stort igen. Han er superhelten, der kommer ind udefra og løser alle de problemer, som de almindelige politikere har skabt
iBureauet/Rasmus Fly Filbert
17. juni 2017
Delt 16 gange

Amerika skal til at vinde igen. Det vil Donald J. Trump sørge for, det lovede han hele vejen igennem valgkampen, og det er han blevet ved med at love, efter at han er blevet indsat. Valget af Trump som præsident udgør et vendepunkt, det er løftet eller truslen, alt efter hvem man er.

»Dette amerikanske blodbad stopper lige her, og det stopper nu,« sagde Trump i sin tiltrædelsestale, der fandt sted den 20. januar 2017. Dagen var begyndelsen på noget nyt. Eller den 20. januar var genkomsten af den rigtige nation ‘Amerika’, det autentiske folkefællesskabs kommen til sig selv takket være indsættelsen af Trump.

For Trump er løsningen, han præsenterer sig selv som den eneste, der kan løse krisen. Kun han kan sikre Amerika og tage vare på nationen. Nu vil »USA begynde at vinde igen«. Gennem hele valgkampen, i indsættelsestalen og siden har Trump talt om sig selv som redningsmanden. Han kan gøre det muligt at vende tilbage til tidligere amerikansk storhed, på den måde er valget af Trump et løfte om indløsning.

Der er en interessant temporalitet ude at gå i alle Trumps udsagn. På én og samme tid er Trump løsningen og annonceringen af den kommende løsning. Først opstillingen, så valget og endelig indsættelsen af Trump er vendepunktet eller markerer, at der nu begynder noget nyt. Trump er både indløsning og løfte om indløsning.

’Jeg gør det,’ synes han at sige. Eller ’Sammen går vi i gang med at gøre det’. Nu sker det, eller det sker snart. Pointen er selvfølgelig, at Trump er et vendepunkt. Forfaldet er endegyldigt ovre, nu rejser ’Amerika’ sig igen. Igen fordi det handler om en genoprejsning. Fordi det handler om, hvordan immigranter, sorte kriminelle, islam, Kina og Washington D.C. har ødelagt USA.

Men nu er det slut. Som Trump siger: »Fra i dag er det en ny vision, der styrer dette land.« Trump gentager hele tiden, at han er den eneste, der kan klare situationen. Han er den eneste, der er mand for at få USA ud af krisen og forvandle det til ’Amerika’.

Den stærke

Trump er den bedste. På mange måder var det essensen af Trumps valgkamp. Pral og overdreven selvpromovering erstattede et almindeligt politisk program. Trump skulle være præsident, fordi han var rig og succesfuld. Han talte hele tiden om sine penge, alle de succesfulde investeringer, han havde gjort, om alle hans bygninger og verdensomspændende franchise-imperium, han fortalte, hvor klog han er, at alle, der arbejder for ham, elsker ham, og om hvor nemt han har ved at komme i bukserne på kvinder.

Hans kvindetække blev et argument for at stemme på Trump. Selv tv-klippet, hvor han grinende siger, han kan tage kvinder i skridtet, fordi han har mange penge, blev til et argument til fordel for Trump som præsident. Fortællingen er jo, at han tager, hvad han vil have, og at han bestemmer. At han er den stærke.

Betoningen af behovet for en stærk leder, der ikke er en del af det traditionelle politiske system, er en klassisk fascistiske idé. Trump indtager rollen som overmennesket, der skal standse nedslagtningen af Amerika og gøre landet stort igen. Han er superhelten, der kommer ind udefra og løser alle de problemer, som de almindelige politikere har skabt.

Troen på, at Trump er anderledes, er en helt central ingrediens i ’Gør Amerika stort igen’-bevægelsen, Trump er bevægelsen. Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, han stillede op som republikaner, men han var netop ikke en del af partiets almindelige repertoire og var tidligere demokrat.

Trump er først og fremmest ’Amerika’. Han er imod systemet, han tilkæmper sig Det Republikanske Parti, og partielitens modstand mod Trump fungerer som et bevis på det nye og anderledes ved Trump. Den kontinuerlige modstand mod Trump og alle hans vilde udsagn udstyrede Trump med autenticitet, han var den ægte vare, han var ikke filtret ind i det partipolitiske morads.

Han var ikke Washington D.C., og derfor er det netop ham, der kan vende skuden og gøre tingene på en anden måde. Den ’almindelige’ politik er jo netop en del af problemet, derfor skal der noget andet til. Noget andet og mere. En rigtig leder, der ikke er bange for at tage fat, skyde brystet frem og fjerne problemet ved roden.

Trump er den hårde fyr, der kan sige fra over for pressen, kineserne, mexicanerne, europæerne, de kriminelle sorte og især muslimerne og IS, som for øvrigt bare er det samme. Trump kan give igen og sætte »Amerikas fjender« på plads. USA er blevet svagt, men nu bliver død til genfødsel og kaos til orden, takket være den stærke leder, Donald J. Trump.

Den ensomme ulv

Trump er en fascistisk leder. Han er selvfølgelig tydeligvis en anden leder end Hitler og Mussolini. Der er ikke det samme militariserede udtryk over Trump, som både Mussolini og Hitler havde. Svastikaen er blevet erstattet af baseballkasketten med teksten ’Gør Amerika stort igen’, og de disciplinerede tropper, der marcherer afsted eller står i lige række, er afløst af hujende vælgere klædt i T-shirts eller poloskjorter. Parti-insignierne er afløst af fankulturelle udtryk, der har mere at gøre med amerikansk fodbold eller popmusik end med militæret.

Med baseballkasketten siger Trump, at han er en af folket, jeg er ligesom jer. Men behovet for en stærk mand, der kan rette op på miseren og hele det nationale fællesskab, er det samme. Trump er den ensomme ulv, der river tæppet væk under det indspiste politiske establishment og giver magten tilbage til folket. Han tør tage de nødvendige beslutninger og vil rydde op.

Hvor Mussolini og Hitler var ledere af et parti med en ideologi, der er Trump reality-stjernen og forretningsmanden, der er helt sin egen og derfor ikke står til regnskab for nogen og heller ikke er besværet af noget egentligt politisk program. Trump kan bare sige, hvad der falder ham ind. Og det gjorde han igennem hele valgkampen, og det gør han også efter sin indsættelse, inklusive at lægge sig ud med såvel medierne som dommerstanden i USA, chefen for FBI og alverdens politiske ledere.

Kampen med embedsværket og de store dagblade og mediehuse er en naturlig fortsættelse af Trumps daglige udfald på Twitter mod alt og alle. Der gik ikke en dag, hvor Trump ikke svinede alle mulige navngive politikere, journalister eller kendte til eller langede ud mod mexicanere, immigranter eller andre befolkningsgrupper.

Den bedste overhovedet

Under valgkampen var Trump overordentlig dygtig til at bruge de sociale medier til at opildne sine tilhængere og mobilisere vrede og indignation. Det var meget sjældent positive budskaber, Trump kommunikerede, i stedet skabte han frygtbilleder, der tegnede et billede af undergang og konspiration. Alle mulige havde sluttet sig sammen med henblik på at gøre det af med USA. Og regeringen og de politiske partier har ikke bare ladet stå til, nej, de er in on it og bruger milliarder af dollar andre steder, i andre lande, mens USA forfalder.

Derfor er der brug for noget nyt, en person, der ikke er viklet ind i hele det politiske system. En, som har vist, han kan klare det, kan vinde. En vinder. Trump er en født vinder. Hvis han ikke havde vundet, ville det have været, fordi Clinton snød. Trump kan ikke tabe. Når der er færre fremmødte til hans indsættelse, er det derfor bare ikke rigtigt. Hvis medierne videregiver tal, der viser, at Trump er upopulær, er det løgn og en del af en ondsindet kampagne mod ham.

Hitler fortalte altid, at han ingenting havde, at alle de andre partier kontrollerede pressen, de ejede eller havde adgang til aviserne og radioen. Hitler havde ingenting, men han vandt alligevel. Det er det samme med Trump, der erobrede Det Republikanske Parti udefra og sejrede på trods. Trump spillede effektivt på den såkaldte politikerlede og fortalte igen og igen, at Clinton er i lommen på Wall Street, at Washington D.C. er en politisk elite, der er totalt ligeglad med folket og bare beriger sig selv.

At Trump så selv er en del af den verden lades halvdelen af gangene usagt eller bruges resten af tiden som et argument til fordel for Trump. Det er hans evner som milliardær, der gør Trump til det rigtige valg. Han ved, hvordan den kage skal skæres. Han har endda skrevet den bedste bog om det at lave aftaler, Trump: The Art of the Deal, og det er ikke bare den bedste bog om forretning, men den bedste bog overhovedet.

Tv-seerne genkender Trump som den stærke no-nonsense forretningsmand, der er i stand til at få en god aftale hjem. Han er ikke blødsøden og tager ikke hensyn til andre, men er tværtimod selvstændig og stærk. Han er ikke bare indbegrebet af en succesrig forretningsmand, men er også tv-stjerne og bor omgivet af guld i sit eget tårn midt i New York. Han er en vinder.

Den beskyttende far

Og derfor skal han lede USA. Han kan lede USA, som han leder sine firmaer. Han kan beskytte folket. Som han siger i sin indsættelsestale: »Der skal ikke være nogen frygt. Vi er beskyttet, og vi vil altid være beskyttet.«

Trump er den beskyttende far, der tager vare på familien. Han vil aldrig svigte ’Amerika’. Trumps program er at fjerne alt det, der opfattes som det ikkeamerikanske. Der er ikke plads til kompleksiteter eller grå nuancer, det er den blanke modstilling mellem helten og skurken, hvor voldsomme udsagn polemiserer og skaber en dramatisk repræsentation af verden, som deles op i ’os’ og ’dem’.

Politik bliver til en art renselsesproces, hvor folket bliver til Folket. Trump appellerer til en forestilling om et naturligt hierarki, som skal genoprettes. ’Amerika’ skal blive stort igen. Folket råber, og Trump svarer eller omvendt, Trump anråber folket, og det svarer; der er et element af cirkularitet over processen, hvor Trump er Amerika, som er folket, som er Trump.

Det er en identifikationslogik, som bærer stærke mindelser om den, den franske filosof Claude Lefort taler om i sin analyse af de totalitære ideologier, hvor der netop ikke er plads til uenighed og debat, men hvor der sættes lighedstegn mellem partiet og klassen eller føreren og racen. Hitler er Tyskland. Hitler er den nazistiske bevægelse, der er lig med den ariske race.

Det er en lignende logik, vi finder i forholdet mellem Trump og ’Amerika’. Trump er det hvide fællesskab, han vil beskytte. ’Amerika’ er et kald. Trump er en inkarnation af drømmen om den hvide mand, der drager ud og indtager verden. Dét er Trumps løfte til vælgerne: Nu sker der noget andet.

Som han formulerer det: »Vi vil ikke længere acceptere, at politikere bare snakker og ikke handler og bare beklager sig hele tiden, men aldrig gør noget ved det. Tiden med tom snak er forbi. Nu er handlingens time kommet.«

Trump er lig med handling, og hans autoritet kommer et andet sted fra, det er ikke staten og embedet, men ’Amerika’. Der er således tale om en alternativ politisk legitimitet eller måske snarere en alternativ etisk legitimitet, for Trump transcenderer det politiske system. Han er mere, han er ’amerikansk’.

Teksten er et uddrag af bogen ’Trumps kontrarevolution’, der udkommer den 19. juni på Forlaget Nemo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Jakobs
    Niels Jakobs
  • Brugerbillede for Palle Yndal-Olsen
    Palle Yndal-Olsen
Niels Jakobs og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

Den store forbryderbande har nu fået ny leder. Det skaber bekymring.
Der er sagt og skrevet ganske meget om Donald Trumps overraskende valgsejr. Lad mig konstatere, at ganske mange amerikanske vælgere har været utilfreds med nogle bestemte ting og ønsket noget andet. Der er så også mange andre - flertallet af dem der stemte - der synes, at det er ganske forfærdeligt. OK. Det er nu engang sådan det amerikanske valgsystem fungerer. Trump er ikke diktator, han har haft næsten alle medier, Hollywood og rock stjerner imod sig, selv meningsmålingerne var med Clinton. Ja og faktisk har det republikanske parti også været imod Trump. Kald det populisme, fint, men hvem definerer det? Danmark er formentlig det mest udprægede Hillary land i verden (Alternativet til Trump er jo demokrati = Clinton og det demokratiske parti) . Derfor kom det nok bag på mange at Trunmp vandt magten. Der er en udbredt og massiv frustration i USA, som Demokraterne ikke italesatte.
Udenrigspolitisk kan man håbe på en dialog mellem USA og verdens andre store lande, den har vi ikke haft i mange år, og ville slet ikke have fået med Clinton. Det er jo ikke under Trump at Irak, Libyen og Afghanistan blev invaderet. Under valgkampen lovede Trump at USA nu måske vil trække sig lidt fra nogle af verdens brændpunkter ser jeg ikke som en katastrofe, snarere tværtimod. OM det er økonomisk klogt at opsige frihandels aftaler er svært at gøre mig klog på, men jeg sympatisere meget med at Trump rent faktisk gjorde dette. Danmark er allerede en krigsforbryder nation og det er ingen undskyldning at man «bare gjorde som man fik besked på». Fra usa naturligvis. Sådan sagde de anklagede i Nuremberg retssagen 1946-52, men de blev dømt og hængt alligevel.
Bliver der en retssag vil danske politikere også blive dømt. Forhåbentlig. De har medvirket til mord på ca 1 ,mio mennesker i Libyen og Syrien. De støtter og financierer terror overalt i verden, hvor Usa udøver deres krigsforbrydelser og kan bedst sammenligbes med en lille forbryderbande, som lever af at arbejde for en stor forbryderbande.

Brugerbillede for Anders Dahl

Det bizarre ved dette indlæg er, at skribenten benytter sig af samme strategi som de han i indholdet retter sin anklage imod. At man gentager sin pointe, gør ikke samme mere sand. At det er skribenten forundt, at kunne gøre det under et stort antal synsvinkler, gør heller ikke indlægget mere troværdigt. Når målet for ens kritik fremstår unuanceret, er det kritikerens pligt at nuancere.

Brugerbillede for Jacob Fenger
Jacob Fenger

Jeg må indrømme, at jeg kun er i stand til at skimme denne tekst, og burde derfor nok afstå ... men med dette in mente bær venligst over med mig -- Det samme galdt med Rune Lykkebergs klumme om Trumps tale i Polen. Jeg får ikke rigtig mening ud af Trump på den måde. Sidste sommer var det eneste jeg vidste om Trump, at han havde orange hentehår og sin egen flyver. Jeg har siden stiftet bekendtskab med hans gestik, hans sætningsbygning, og nogle af hans tweets. Jeg har ikke fæstnet mig ved hans politik. Jeg har aldrig troet han skulle kunne få bygget en mur til Mexico eller få hjulpet Midt-vesten i gang økonomisk. Jeg tror ikke han er en fascistisk leder. Han er ikke en gang partileder. Han har meget lidt magt over sit egen regerings-apparat. Det er meget mere omvendt. Han er så magtesløs som en præsident overhovedet kan være.

Populist? Ikke som andet end det medierne håner og foragter - derfor heller ingen massebevægelse. Det der udmærker Trump, er at han ikke er Hillary, og det er grunden ti,l at han er valgt. At han kan blive valgt trods alle odds, viser for mig at se - undskyld, jeg ved det fornærmer nogen, at der er en rest af demokrati tilbage i USA. Det hele er ikke planlagt. Hillary er lige som Bush, Obama, Anders Fogh - meget mere populister og folkeforførere, der effektivt har manipuleret nationer ud i krig og ødelæggelse. Som bag sig har et totalitært statsapparat i korporatistisk forening med erhvervsliv, finanskapital, fagforeninger, og de forenede massemedier og partiapparater. Den rituelle højre-venstre- liberal-konservativ-social-progressive-udlicitererings-strukturtilpasnings..... Det nye er det samme. Jeg ved efterhånden ikke, hvad det er, og jeg ved ikke hvordan man skal formulere det?

Trump synes jeg, ligner en mellemting mellem Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup.