Læsetid 6 min.

Tendensen i europæisk politik er hverken højre- eller venstrepopulisme. Det er ustabilitet

Sidste år lærte hele Europa at sige: ’Højrepopulisterne kommer, og de traditionelle partier bløder’. Men i 2017 har det været svært at se et mønster i europæisk politik. Mange højrepopulister taber pusten. I Storbritannien vandt de gamle partier stort. Og i Frankrig vandt en mand uden et parti. Så hvad foregår der egentlig? Vi har ringet til en række europæiske politologer for at finde mening i forvirringen
Første runde af det franske parlamentsvalg blev en jordskredssejr til Macrons parti, La République en Marche ! Anden runde bliver afviklet i morgen.

Første runde af det franske parlamentsvalg blev en jordskredssejr til Macrons parti, La République en Marche ! Anden runde bliver afviklet i morgen.

Laurent Cipriani
17. juni 2017

Mathieu Gallard tager telefonen og lukker døren til sit kontor i analysebureauet Ipsos’ hovedsæde i Paris, hvor han er chef for public affairs-afdelingen. Han ved alt om meningsmålinger og valgresultater i Europa. Men lige nu er tallene noget rod, synes han.

»Altså jeg synes ikke, der er noget klart mønster,« siger Gallard, mens han scroller ned over computerskærmen og gør regnebrættet op for det seneste år i europæisk politik:

I Storbritannien gik Labour frem ved forrige torsdags valg, men i Frankrig led socialisterne et sviende nederlag. I Østrig og Frankrig er de gamle midterpartier i en historisk krise, men i Storbritannien fik Labour og De Konservative 83 procent af stemmerne – den højeste andel siden 1970.

»Der er ikke ligefrem et entydigt billede,« siger Gallard.

UKIP blev næsten udslettet, men Front National gik frem. Det kører for Sverigedemokraterna, men tilslutningen til Sandfinnerne og Dansk Folkeparti er dalende. SYRIZA og Podemos har problemer, men Femstjernebevægelsen vokser.

Så hvad er op og ned i europæisk politik? Sidste år lærte hele Europa at sige: ’Trump, Brexit og populisme.’ Tendensen var klar. Men hvad nu?

– Er der et mønster?

»Man kan sige, at vælgerne vil have noget nyt, men de er ikke sikre på, hvad det er,« siger Mathieu Gallard.

– Hvad skal man kalde sådan et mønster?

Han tænker sig om et øjeblik.

»Ustabilitet.«

De troløse vælgere

Og ja, ustabilitet ser ud til at være en makrotendens i europæisk politik. Det britiske magasin The Economist har opgjort, at der er kommet flere og flere partier ved de europæiske valg: Antallet af partier, der får mere end én procent af stemmerne ved et parlamentsvalg, er gennemsnitligt steget fra syv til ni siden 1980’erne.

»Over hele Europa bliver politik mere fragmenteret, og det bliver sværere at danne regeringer,« konkluderer The Economist.

For at forstå ustabiliteten skriver jeg til den tyske politolog Frank Schimmelfennig, der er professor i europæisk politik ved universitetet ETH Zürich. Han forklarer i en række e-mails, at politik i Europa har ændret sig på to måder:

For det første er den traditionelle højre-venstre-akse suppleret af en ny skillelinje: »Åbenhed vs. lukkethed,« som han skriver.

Det har vi hørt før. Marine Le Pen har blandt andet sagt, at den »virkelige skillelinje« i moderne politik går mellem »de nationale og dem, der har en postnational vision«. Alle ved, hvilken side hun står på.

For det andet er vælgere over hele Europa blevet mere troløse. Der er »mere volatilitet, svagere tilknytning til traditionelle miljøer og mindre fast parti-identifikation«, skriver Schimmelfennig.

I Storbritannien er andelen af vælgere, der skifter parti fra valg til valg, vokset fra under 15 procent i 1975 til cirka 40 procent i 2015 – det viser tal fra politologen Jane Green. Og i Danmark er andelen af vælgere, som er tilhængere af et politisk parti, faldet fra 57 procent i 1970 til 41 procent ved valget i 2015, viser Det Danske Valgprojekt.

Så selv om valget i Storbritannien på overfladen ligner en stabilisering af det politiske landskab, hvor de gamle partier vokser, kan det meget vel været omvendt. Valgets store overraskelse, Jeremy Corbyn, er nemlig langtfra en klassisk mainstreampolitiker – han er en protestfigur internt sit eget parti, ligesom Donald Trump var det hos Republikanerne i USA.

Valgsystemet i de to lande – det såkaldte ’flertalsvalg i enkeltmandskredse’ – favoriserer store partier og gør livet svært for nye bevægelser. Derfor viser ustabilitet sig ofte som intern uro i de gamle partier.

Som Mathieu Gallard siger: »I Storbritannien og i USA sker forandringerne lige nu internt i partierne, i Frankrig sker de uden for partierne.«

It’s the economy, stupid

Men hvor kommer al den ustabilitet fra? Jo, forklarer Rune Møller Stahl, der skriver ph.d. på statskundskab ved Københavns Universitet – den kommer fra økonomien.

»Vi oplever eftervirkningerne af krisen i 2008,« siger han på en vindblæst mobiltelefon, mens han triller sin søn rundt i barnevogn.

»Den neoliberale konsensus, der herskede fra 1980’erne og indtil krisen i 2008, er død, men dens afløser er endnu ikke fundet.«

Rune Møller Stahls fortælling om økonomiens udvikling lyder cirka sådan her: Før krisen i 2008, herskede en neoliberal konsensus blandt de store midterpartier i Vesten – de bakkede alle sammen op om frihandel, globalisering, liberalisering og frie pengestrømme. Sådan havde det været siden Murens fald.

»Det var en reaktion på 1970’ernes krise, hvor investeringerne faldt, mens arbejdsløshed og inflation steg,« siger han.

»Man sagde: ’Løsningen er at sætte markedskræfterne fri, give skattelettelser, lave frihandel med værdipapirer og presse lønningerne.’«

Den nye tilgang skulle give virksomhederne større overskud, så de kunne investere mere og dermed sætte hjulene i gang, på den måde ville pengene risle ned til hele befolkningen – trickle down som det hedder på engelsk.

»Men der skete bare meget lidt trickle down,« siger Rune Møller Stahl.

»I stedet er der kommet ulighed, og formuerne er blevet koncentreret hos en lille global elite. Der har været reallønsfald, udflytning af job og et mere prekært arbejdsmarked.«

Og oven i kom finanskrisen, så den neoliberale konsensus har tabt pusten. I dag er OECD bekymret over den høje grad af ulighed, og selv IMF, der i årtier har talt for de neoliberale reformer, tvivler. Men hvad skal der komme i stedet?

»Lige nu er der ikke én politisk bølge, der breder sig over Europa. Vi står i en mellemperiode, hvor der er flere konkurerende projekter,« siger Rune Møller Stahl.

Der er flere varer på hylderne: Der er klassisk venstreorienterede som Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og Jeremy Corbyn. Der er centrumpolitikere som Emanuel Macron. Og der er højrenationalister som Front National og Dansk Folkeparti.

»Det poliske establishment er ekstremt svækket,« siger Rune Møller Stahl.

»Der er masser af rum for alternativer, hvis man kan udnytte det. I Italien har en klovn succes (Beppe Grillo fra Femstjernebevægelsen, red.) Næsten hvad som helst kan bryde igennem politisk, fordi der ikke længere er den tro på business as usual

En dansk Macron

Ustabiliteten har allerede omformet europæisk politik, forklarer den polske forfatter Konstanty Gebert, da jeg fanger ham på en telefon i hjemmekontoret i Warszawa.

»Der er sket så meget på ti år,« siger Gebert, der i dag er seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations.

»I år fik Marine Le Pen 11 mio. stemmer (i anden runde af det franske præsidentvalg, red.) – det er en anden virkelighed.«

Og hvem ved, hvordan Danmark ser ud om fem eller ti år. Helle Thorning-Schmidts tidligere rådgiver Noa Redington sagde mandag på Radio24Syv, at Danmark sagtens kan komme til at se nye politiske bevægelser vokse frem (ud over dem, vi allerede har i Alternativet og Nye Borgerlige).

»Jeg er af den overbevisning, at der også i Danmark vil være plads til noget a la Macron, fordi driften mod noget nyt er så enormt stor,« sagde Redington.

»Noget af det, der kan udløse det, er, hvis du efter næste folketingsvalg ser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti arbejde tæt sammen. Så vil mange vælgere være politisk hjemløse hos Socialdemokratiet.«

Æd dine ord

Selv om 2017 ikke har medført samme politisk jordskælv som Brexit og Trump gjorde i 2016, skal man ikke tro, at business as usual er på vej tilbage, mener Frank Schimmelfennig.

»Den europæiske mainstreampolitik har bare været heldig i år,« mener han.

Flygtningestrømmen er aftaget, økonomien er i vækst, og Brexit og Trump har mobiliseret en masse »unge og åbensindede mennesker«.

»Men ændringerne i de europæiske partisystemer og vælgernes adfærd lader sig ikke omgøre,« skriver han.

»Det kan nemt svinge til fordel for populismen.«

Den sidste, jeg ringer til, er Matthew Goodwin, professor i politik på University of Kent.

Han er enig med Schimmelfennig.

»De bærende elementer i højrepopulismen er fortsat stærke,« siger han fra en togkupe i det sydlige England.

»Befolkningerne er stadig nervøse over emner som indvandring, flygtningekrise og islamistisk terrorisme. Og ifølge en ny Eurobarometer-undersøgelse mener næsten halvdelen af europæerne, at globaliseringen skaber social ulighed.«

Men hvem ved? Matthew Goodwin er nemlig én af dem, der tog gevaldigt fejl af Jeremy Corbyn – ja, han lovede faktisk at æde sin egen bog om Brexit-afstemningen, hvis Labour fik mere end 38 procent af stemmerne. De fik 40 procent, så i søndags spiste Goodwin papir på live-tv.

Lige nu er tendensen i europæisk politik hverken midtsøgende, højre- eller venstreorienteret. Ustabilitet og kaos er det nye. Og det ser ud til at fortsætte.

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Den mest fremtrædende styreform i verden er korruption.

Espen Bøgh, Steffen Gliese, Stig Bøg og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nej, der søges mod en ganske bestemt form for samfundsmæssig ligevægt, som vi måske bare er blinde for, fordi vi har levet i den længe - derfor er vi også blinde for, at den stjæles væk under fødderne på os af vore egne, ikke forandringsparate politikere. Det bliver mere og mere absurd at høre danske politikere og journalister tegne diskursen, fordi den er så langt fra de opgaver, samfundet kræver løsning på.

Vibeke Hansen, Niels Nielsen, Anders Barfod, Espen Bøgh og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Facebook parliament tager over. Det direkte volatile demokrati på følelsernes kampplads. Valgenes udfald er stærkt afhængige af øjeblikkets vindretning og hastighed. Verden kontrolleres på barberbladets ægg.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Klogskab og dumhed. Flid og dovenskab. Idealisme og egoisme. Fællesskab og egennytte. Retfærdighed og tyranni. Griskhed og sparsommelighed. Misundelse og uegennyttighed. Tolerance og vrede. Krig og fred. Kærlighed og had. Gerrighed og gavmildhed.
Det er modsætningerne, der er i evig bevægelse til alle tider.
Der er ingen grund til forvirring. Alle ved det. Kun magthaverne nægter at se det.
Det der bør være grundlaget for politik generelt og for de økonomiske systemer.
Sagt i disse skatte forvirrede tider.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Et af mine yndlingsbegreber fra studietiden "die frageschema konstruirte wirklichkeit" er under angreb. Skræmmende! Men hvor kommer dette angreb fra? Er der tale om en grundtvigansk inspireret vendetta mod bragesnak?

Torben K L Jensen, Niels Nielsen, Steffen Gliese og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Steffen, du taler om den perfekte afstemning. Min pointe er bare, at selve udfaldet indeholder et kaotisk element, som ofte kan være afgørende. Mange afstemninger har haft en attraktor mod fifty fifty resultat. Vi er alle opdaterede realtime med nyheder, fake or not, og det er nyt historisk set.

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Har ikke de forskellige historier om "hvem undertrykker hvem" (eller hvem har magten) været et nærmest stabilt element i dette århundrede i Danmark? Var "danskhed, konservatisme og borgerlighed" egentlig undertrykt af en "politisk korrekthed", eller havde den tvært imod magten?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Peder, der er en glimrende artikel i avisen i dag, der tager udgangspunkt i Gramsci. Det virker på mig tilpas plausibelt og positivt til at forklare, hvad vi ser ske.

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Jeg læser mange artikler, men indrømmer at jeg ikke kender alle de personer der henvises til.
Det virker som om man skal være universitetsuddannet , for at blande sig i debatten.
Vi er ikke alle uddannet eller har et job i den elitære klasse.
Nogle af os har arbejdet under dens herskende klasses agenda.
Hvor er I der også læser aviser,men ikke har en masse citater parat fra både religiøse og historiske store opslagsværker?

Jeg bliver lidt trist af at læse mange kommentarer, hvor det, at have en fornem PHD i bagagen.
der skrives så meget om demokrati, men det virker som om det kun i virkeligheden er for eliten.
Lige nu i deadline om Machon tales der om hans fine baggrund, og hvordan i alverden ved han hvad der rører sig hos det såkaldte folk.
Det ved han muligvis via in læsning, men han har som så mange aldrig været der i krop og sjæl.
For mig vil det altid være på distancen, og vi er ikke alle tilhængere af diverse" folkepartier"
Så kære læsere kan ikke bare skrive Jeres mening uden næsten konstant at henvise til økonomer, samfundsforskere, politikere, tænkere nulevende og afdøde.
Det ville være så befriende, at I skrev hvad i selv tænker selvfølgelig fordi I har jeres viden med i baghovedet.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg blev så pikeret af dette i forhold til ovenstående artikel.
O g til dig Henrik Brøndum. Jeg forstår ikke tysk, og det har jeg ikke haft evner til, så jeg tilhører det dumme folk.

Vibeke Hansen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Anne Mette Jørgensen

Oversættelsen til dansk lyder "den spørgeskema konstruerede virklighed".

Det kan godt være der er for mange fremmedord, udenlandske vendinger og henvisninger i denne debat. Jeg vil nu altid stå til rådighed med en forklaring på mine udgydelser. Men har du ikke selv en rem af huden? Du staver det personlige stedord I korrekt med stort og bruger pikeret (fra fransk piquer), det er da også en slags skolemanerer?

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Jo, det er muligt, men jeg lærte stort set intet i fokeskolen, jeg er 64, men læste allerede som 13 årig Pontoppidan m.flere. Nysgerrig og kom fra et akademikerhjem, og hold da op- her fyldte overbevisninger en del.
Jeg omgås nogen, der har en højere uddannelse og også mange, der ikke har.
Desværre har jeg mødt en del med blå briller på, der nærmest kun kendte til lige deres område, og ikke fra egen erfaring anede en hulens fis, om det mangfoldige liv der er derude.
Også folk der stemmer på socaildemokrutterne, for det har de altid gjort, og nu har de sommerhus, hus og råd til rejser. De aner dårligt nok hvem der r statsminister.

Jeg har arbejdet med og for folk allernederst på samfundets bund, og der er meget langt fra skrivebord generaler, der udstikker forordninger, som ikke altid er ladesiggørlige.
Tro mig jeg har siddet til lægekonference, hvor ikke en eneste havde mødt patienten, mens jeg der så vedkommende hver eneste dag i det daglige kendte personen betydeligt bedre.

Da jeg er, og altid har været lidt af en rebel lykkedes det mig af og til at ændre en afgørelse.
Jeg har diskuteret med arrogancen ofte, og ofte måtte give op.
De der lever i kaos og med meget lidt overskud bliver kørt over af diverse statistikker, chefer og ikke mindst økonomiske udregninger.
Jeg har oplevet at de mest udadreagerende patienter udskrives nærmest inden de blev kom ind ad svingdøren, og de med en mere rolig adfærd var længe indlagt.
Jeg blev selv syg efter arbejdet i psykiatrien og her mærkede jeg for alvor systemets rigide holdning.
Jeg havde ikke tid til og overskud til at læse lange afhandlinger fra fra diverse rapporter og de kloge Åger.

Jeg oplever en stor afgrundsdyb forskel på mange menneskers hverdag og så den distancerende tilgang til ofrene.
Man må jo ikke sige, offer for så smider man offer kortet, og så holder man sin kæft.
Dette gælder ikke kun psykiatrien ,men det har sneget sig ind overalt i alle områder, der har med vores liv at gøre.
Som en af mine gamle venner sagde, der findes 2 måder at leve på.
Enten snyder du de andre eller også bliver du selv snydt.
Jeg er ikke gl. dags kommununist, men nogen tænker jeg, at en politiker, der tror de ved bedst og en Cepos agitator burde leve 5 år under de vilkår, som samme påbyder andre.
Ikke det fjolleri hvor en politiker kommer ud på en maskinfabrik, og skal lege lidt, og hvor de stadig har deres løn.
Overbevisninger er en større trussel mod sandheden end løgnen.
For
en løgn kan du tilbagebevise, men en overbevisning stikker langt dybere.

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Fandens, glemte dit fulde navn. Der skulle selvfølgelig ikke have stået, arrogancens ofre, men arrogancen.