Læsetid: 4 min.

Vi tror ikke på verdensånden, men vi er alle Hegels børn i historien

Georg Wilhelm Friedrich Hegel brugte gammeldags og metafysiske begreber til at beskrive verdenshistorien, men vi må efter 200 års opgør med Hegel erkende, at det er hans historie, vi lever i, og hans tanker, vi tænker med
Georg Wilhelm Friedrich Hegel brugte gammeldags og metafysiske begreber til at beskrive verdenshistorien, men vi må efter 200 års opgør med Hegel erkende, at det er hans historie, vi lever i, og hans tanker, vi tænker med

Mary Evans Picture Library

1. juli 2017

Det er om Hegel blevet sagt, at man kan løbe alt det fra ham, man vil, men man kan aldrig slippe væk.

Man kan forestille sig kringlede korridorer i tænkningens hus, hvor ingen har været før, og man kan lade sine tanker løbe ned ad de vildeste gange i filosofiens borg, men uanset hvor man løber hen, står han for enden af alle veje med udbredte arme og siger: Velkommen hjem.

Hegel er den moderne verdens mestertænker.

Den preussiske filosof Georg Wilhelm Friedrich ville tænke den store helhed i verden og den store sammenhæng i historien. »Helheden er det sande,« som han skrev.

Det har de seneste 200 år været en udfordring for moderne tænkere, som ikke tror på det store system og ikke vil anerkende den store historie at filosofere ud over Hegel.

Søren Kierkegaard hånede Hegel. Han sammenligner Hegel med en bygmester, der opfører en stor flot herregård, men glemmer at finde et sted til sig selv og derfor ender med at bo ude i hundehuset. Kierkegaards pointe er, at der i Hegels store system ikke er plads til mennesket som det sted, hvor det evige og det jordiske mødes i en eksistens, som altid vil være fortvivlet.

Mennesket går ifølge Kierkegaard ikke op i noget system. Og Hegel er ifølge Kierkegaard latterlig, fordi han bliver nødt til at skrive mennesket ned for at få sit system til at gå op.

Men Kierkegaards kritik bygger på en overfladisk læsning af Hegel. Eksistensen som undtagelsen er tænkt ind i Hegels system som modstand, negativitet og drama.

Den store forskel på Hegel og Kierkegaard er, at Kierkegaard mener, at mennesket først er sig selv i ensomhed og derefter kan miste sig selv i fællesskabet, hvorimod Hegel anfører, at det enkelte menneske kun kan blive sig selv i en fælles verden.

Man kan i Hegels filosofi ikke realisere sig selv alene. Man ser sig selv i den anden, og den anden ser sig selv i en. Man bruger et fælles sprog til at udtrykke sig, og man træder ind i en fælles fornuft, når man tænker. Hegel ser den afsluttede historie som et system, man kan begribe, men han har også et eminent blik for sin samtids fundamentale konflikter. Romantikeren, som tror på hjertet som sandhedens sted, vil altid være i konflikt med rationalisten, der sætter fornuften over følelser.

Hegel skriver også om det moderne menneske, som står fremmedgjort over for en verden, det ikke kan genkende sig selv i. For ham er det bare ikke et facit, men et stadium, hvor individet skal gøre op med sig selv og genfinde sig selv i den fælles virkelighed. Han kalder det for en ulykkelig bevidsthed.

Forbløffende overbevisende

Hegels hovedværk er Åndens fænomenologi fra 1806, der kan læses som menneskets dannelsesroman og verdenshistoriens tilblivelse i ét.

Opgaven er, skriver han, »at give en almen fremstilling af, hvorledes individet føres fra det udannede standpunkt frem til viden, ligesom vi skulle betragte det almene individ, verdensånden, i dens dannelsesproces«.

Han beskriver menneskets overgang fra sansning af verden over selvbevidsthed og fornuft frem mod ånd og absolut viden. Vi ser noget i naturen, vi tager for givet, vi forholder os kritisk til syn og bliver bevidst om os selv som dem, der ser på verden. Vi forholder os til vores forhold til verden og når frem til en fornuftig erkendelse af os selv og verden. Først er vi i os selv, derefter er vi for os selv og til sidst er vi i og for os selv.

På samme måde beskriver Hegel verdenshistorien som stadier i en udvikling frem mod Den Franske Revolution, der bliver bliver grundlæggelsen af det moderne samfund. Den preussiske stat var ifølge Hegel kulmination på verdenshistorien. 

Det lyder metafysisk og gammeldags, når han taler om verdenshistorien som verdensånden, der realiserer sig selv. Men for det første er verdensånden ikke noget i sig selv. Man kan kun studere dens konkrete produkter i historien, det er derfor bogen hedder Åndens Fænomenologi.

Hegel undersøger konkrete fænomener i historien som åndens værker. Hans filosofi er således præget af forbløffende overbevisende læsninger af situationer, episoder og erkendelser i deres mangfoldighed og en kobling af det hele i det store system. Mennesket bliver en slags producent for verdensånden, som kun kan realisere sig selv gennem mennesket.

For det andet opererer vi i dag selv med et begreb om verdensånden, som vi bare kalder for fremskridtet. Og selvom vi med den globale opvarmning, atombomben og teknologiens destruktive effekter kritiserer ideen om fremskridtet, lever vi alle med en forestilling om, at vi i fællesskab gør moralske fremskridt.

Menneskerettighederne og det enkelte menneskes ret til – sammen med andre borgere – at vælge sin egen regering betragter vi som fælles fremskridt, vi vil forsvare, og når vi afviser noget som reaktionært eller middelalderligt, er det, fordi vi virkelig tror på, at menneskeheden i fællesskab er kommet videre.

Hegels filosofi er den mest systematiske og overbevisende tænkning af den historie, vi alle lever og tænker med. Og det er derfor, at de mange senere filosoffer, som har villet gøre op med Hegels system har erkendt, at også deres modstand er en del af systemet, som bringer det videre.

Efter 200 års opgør med Hegel må vi med den tyske filosof Peter Sloterdijks ord erkende, at vi er alle hegelianere.

Anbefaling

Læs Åndens Fænomenologi.

Citat

»Hvis du vil leve, må du tjene. Hvis du vil være fri, må du dø«.

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Stig Bøg
  • Mihail Larsen
Niels Duus Nielsen, Stig Bøg og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Det er en meget fin men noget uinteressant og udvandet læsning af Hegel. Metafysik - hvad enten det er Hegels el. en andens - er åbenbart gammeldags? Hvad vil det sige? At noget er gammeldags kan næppe gælde som argumentation for noget i sig selv. Medmindre man altså dyrker fremskridtet.

Jeg er ingen ekspert men Hegels dialektik postulerede vel netop en verdensånd, en metafysik, som historien manifesterer sig igennem. Da Napeoleon red sejrrigt ind i Jena, skulle Hegel have kommenteret noget til effekten af at Napoleon var personificeringen af tidens ånd.

Dialektik nævnes ikke med et eneste ord. Er det også for "gammeldags"? Læser man Lykkebergs udlægning af Hegel, kan det undre hvordan Marx eller de senere humanistiske marxister nogensinde skulle have fundet inspiration i hans dialektiske forståelse af historiens gang.

Vi kan ikke synonymisere den neoliberale diskurs om "fremskridt" med "verdensånd", som jeg forstår det. Verdensånden er - modsat diskursen - metafysisk. Skal man internalisere idéen om "fremskridt" som en moderne pendant til hegelsk verdensånd, så afslører man vidst et lidt for transcendent syn på menneskets såkaldte fremskridt.

Lykkeberg gør Hegel til en moderne socialliberalist. Det er noget anakronistisk og siger måske ligeså meget om forfatteren som det gør om Hegel.

Niels Duus Nielsen

Dette er en forbilledlig kort og koncis introduktion til Hegels filosofi. Jeg glæder mig til at læse introduktionen til Marx.

odd bjertnes

I en tid hvor hovedlinjens intellektuelle nærmest falder over hinanden ang. 'det som binder alle mennesker sammen' er det lidt underligt at 'verdensånd' umiddelbart affejes som et gammeldags begreb. Ærligt talt, der er tale om 'menneskenes verdens' ånd, og den udtrykker sig jo som 'leit'-kultur. Årsagen til at progressive enheds-mangfoldige rigtigt nok opfatter begrebet for 'menneskets fælles mentale materiale' som gammeldags må være værd at afdække.
Underforstået : hvis man ikke har 'nok' i en regnbueknap på facebook - ikke mellemfolkelig som regnbuer i halvtredsernes FN-skole-materialer - ikke nogen emo heller - umiddelbart bare en 'jerker'. Har kun hørt om sidstnævnte endnu dog ... sært analfabetisk fænomen.