Læsetid: 14 min.

’Ungdommen skal ikke forholde sig alt for bogholderagtigt til deres liv’

Omkring 7.000 elever er gennem de seneste 30 år blevet formet af Jørgen Carlsen, Testrup Højskoles mangeårige forstander. Nu går han på pension med en bøn til ungdommen om ikke at lade sig ensrette af samfundets forhippelse på kun at dyrke bestemte kompetencer. Vi har mødt højskolemanden midt i flytterod på Nørrebro
Han har formet den kreative klasses børn gennem 30 år. Nu går han på pension. 

Han har formet den kreative klasses børn gennem 30 år. Nu går han på pension. 

Jakob Dall

24. juni 2017

Jørgen Carlsen stikker hovedet ud af lejlighedens dør og kigger opmærksomt rundt i opgangen. Han har over telefonen guidet mig til at trykke på den rigtige knap på dørtelefonen. Det er så nyt for ham at bo i lejlighed på Nørrebro, at det stadig er de tidligere beboeres navne, som står på skiltet ved hoveddøren.

Han ved heller ikke endnu, hvor længe det er passende at trykke på døråbneren. Da jeg er et godt stykke oppe ad trappen og kan se hans ansigt i hoveddøren, holder han stadig fingeren på dørknappen, som summer højt i stueetagen.

»Jamen, velkommen,« siger han og slår ud med armene.

»Kom ind i mit nye hjem.«

Efter mere end 30 år i forstanderboligen på Testrup Højskole går han nu på pension. Alle, der kender lidt til højskoleverdenen, kender idéhistorikeren Jørgen Carlsen. Hans grå hår er livligt som øjnene bag de firkantede briller, og hans hoved er fyldt med historier og betragtninger om livet.

I øjeblikket er han den højskoleforstander i Danmark, som har siddet længst. Ligesom forstandere i gamle dage har han holdt sin plads som højskolens frontfigur et helt arbejdsliv og er blevet et koryfæ, hvis tænksomme ord folk tager til sig. Blandt andet derfor blev han inviteret til at sidde med i Etisk Råd.

Vi mødes for at markere afslutningen på hans karriere og for at tale om det, som den nu 67-årige Jørgen Carlsen ved allermest om: ungdommen.

Gangen har en dyb bordeaux farve. Der ligger beskyttende papir på trægulvene, og duften af maling er endnu ikke forsvundet. Stuen er okkergul og fyldt med papkasser. En sofa, en lænestol og et elektrisk klaver er pakket ud, ellers er alt stadig flyttekaos.

Der ligger en boremaskine i vindueskarmen, og internettet er endnu ikke tilsluttet – til stor frustration for Jørgen Carlsen, som denne morgen skulle sende sin ugentlige klumme til Kristeligt Dagblad.

Han tænder for kaffemaskinen og står roligt og betragter virvaret omkring sig. Om fjorten dage (i går den 23. juni) holder Testrup Højskole hans afskedsceremoni, og så er livet på højskolen i den lille jyske landsby Testrup forbi.

»Det sluger meget energi at flytte,« siger han.

»Der er mange, der spørger mig, om det ikke er en underlig tilstand, jeg befinder mig i. For alt der sker på højskolen, sker jo for sidste gang. Det er det sidste lange hold, jeg har lige nu. Men det mærkelige er, at sådan tænker man ikke, når man er i det,« siger Jørgen Carlsen og bærer kaffen ud til bordet på den lille altan med udsigt over søerne.

Jakob Dall

Livsamputation

»Jeg tror, at følelsen af forandring først indtræder, når forandringen er sket. Når jeg lige pludselig ikke skal stå op og gå over til morgensamlingen på højskolen og være omgivet af mere end hundrede elever. Den der fornemmelse indfinder sig nok først, når situationen er en anden. Men så tror jeg også, at den kommer,« siger han og har kun netop sat sig ned på en af de to stole på altanen, før han forsvinder ind i lejligheden igen.

»Læser du digte?« spørger han mig inde fra det grønne rum, som med tiden skal blive hans nye bibliotek.

Jeg mumler et svar, og straks dukker Jørgen Carlsen igen op på altanen med to digtsamlinger i hænderne.

»Jeg fandt to eksemplarer af de her bøger, da jeg sorterede,« siger han og rækker mig et udvalg af Klaus Rifbjergs digte og Thorkild Bjørnvigs samlede digte.

De her dage bruger Jørgen Carlsen på at komme på plads i lejligheden, før han tager tilbage til Testrup og slutter forløbet med det sidste lange elevhold. Det er særligt bogreolen, han har kastet sig over. Et sted mellem 2.000 og 3.000 bøger er blevet sorteret fra af pladshensyn

»Eleverne har været og tage, hvad de kan bruge, og så har jeg en aftale med Fredens Kirke i Aarhus, som kommer og henter det overskydende, så det kan gøre noget gavn. Jeg kan ikke få mig selv til at smide bøger væk,« siger han og ser helt bekymret ud ved tanken.

»Selv om alle har mange flere bøger, end de faktisk har læst, så repræsenterer de stadig en livsmulighed. De kan levendegøres ved, at man læser dem. At tage afsked med bøger er lidt ligesom at lave en livsamputation,« siger han med alvor i stemmen.

»Jeg ved godt, at det er helt tosset, for jeg har så mange bøger, at selv om jeg blev 150 år, så ville jeg ikke engang kunne nå at få dem læst alle sammen. Men følelsen af, at man skaffer sig af med et stykke liv – en oplevelse – det er den, der egentlig smerter. Det er ikke den materielle værdi, for de har stort set ingen. Det er selve det stykke liv, som en bog indeholder. Kan du følge mig i det?«

’Der er virkelig schwung over Jørgen’

Lea Korsgaard, chefredaktør for Zetland. Gik på Testrup Højskole foråret 2000. Er i dag medlem af Testrup Højskoles bestyrelse.

»Jørgen Carlsen er et menneskeligt egetræ, som er 250 år gammelt eller noget i den stil, og som har dybe, dybe rødder i historie, kultur, poesi, viden og indsigt i livet og i verden og tilværelsen. Hans krone rækker højt op. Der er virkelig schwung over Jørgen.«

»Han har tilført Testrup det, som han er allerbedst til. Stedet havde allerede en rig historie og masser af ånd, men han har podet det endnu mere med ånd og mening, fest, poesi og galskab. Det er det, som gør det til så fantastisk et sted. Han er virkelig den store centrifugalkraft, som det hele drejer sig rundt om.«

»Jeg gik på Testrup ved indgangen til voksenlivet, og det blev ikke mindst stedet, der fik forbundet nogle verdener. Vi lever i en mere og mere specialiseret verden, hvor økonomer taler økonomi, filosoffer taler filosofi, og digtere taler poesi, men på Testrup forbinder man verdener. Der lærer man virkelig den kæmpestore værdi, det er at få poesien til at tale sammen med økonomien, at få økonomien til at tale sammen med filosofien, og at få filosofien til at tale sammen med den fest, man holder om aftenen.«

Bogreolen

Som en af de tidligere højskoler, der blev stiftet i Danmark var Testrup i 1866 sammen med Askov og Vallekilde en spydspids i højskolebevægelsen.

Højskolerne var på det tidspunkt med til at forme danskerne til at leve i et demokratisk folkestyre og skabe myndige mennesker.

Blandt både høj og lav blev højskolerne hurtigt en vigtig ånds- og kulturbastion, for det blev her, at bønderne og almuen for alvor kom ind under huden på hinanden og skabte et fællesskab.

Også i dag har Testrup Højskole stor betydning for kulturlivet i Danmark. De elever, som har gået på skolen, lader sig forme af fællesskabet, og jeg har flere gange observeret, hvordan tidligere elever, der møder hinanden uden for skolen, nærmest instinktivt finder sammen og kan tale om deres højskoletid. Også selv om de har gået på forskellige årgange.

Da jeg talte med komikeren Frank Hvam om Testrup Højskole, kaldte han stedet for »en slags sekt« – og understregede, at det var i ordets allermest positive betydning. Chefredaktør for Zetland Lea Korsgaard fortalte, at det at have gået på Testrup er en af de bærende søjler i hendes voksentilværelse. Det var desuden også der, hun mødte sin mand.

Det er Jørgen Carlsen, der har været med til at skabe den særlige Testrup-stemning. Skolen har været grundtvigiansk fra begyndelsen, og den tradition er fortsat med Jørgen Carlsen som leder. Det er let at se, hvis man kigger på hans nybyggede bogreol i lejligheden på Nørrebro. Til venstre er han begyndt at sortere skønlitteraturen alfabetisk, mens han har opdelt den højre side af bogreolen i store tænkere. Kierkegaard, Grundtvig, PH og Marx og mange flere har hver deres rum.

Gennem tiden har Jørgen Carlsen fået tilbudt andre job, også på højskoler, men han har altid takket nej.

»Jeg er vokset sammen med Testrup Højskole. Hvis jeg skulle være på en anden højskole, ville jeg føle mig som en forræder,« siger han og fortæller om dengang, han for 30 år siden tiltrådte stillingen og var med til at redde Testrup. Højskolen havde under 20 elever og var lige ved at lukke.

Sådan er det ikke i dag, hvor der hvert forår og efterår går over hundrede elever rundt.

»Hvor man sår, skal man også høste. Jeg synes ikke, at der var nogen grund til at tage nogen andre steder hen. Jeg har ikke læst stillingsannoncer de sidste 30 år.«

»Jeg har haft det privilegium at føle, at jeg kom på den rette hylde.«

En gave fra elevforeningen

Et par dage inden, jeg besøger Jørgen Carlsen i lejligheden på Nørrebro, er kasserne kommet frem til lejligheden. Det er elevforeningen, med tidligere og nuværende elever fra højskolen, som har stået for flytningen og bestilt en flyttevogn fra Testrup til Nørrebro.

Elever fra Jylland har hjulpet med at læsse, og tidligere elever, som nu bor i København, hjalp med at bære alt op i lejligheden.

»Jeg kan ikke forestille mig nogen mere velvalgt gave,« siger Jørgen Carlsen.

Der er en særlig stemning på Testrup Højskole, mener han, som emmer af generøsitet.

»Man er ikke sig selv nok. Man tænker ind i fællesskabet og er opmærksom over for hinanden. Eleverne er befriende generøse. Jeg har oplevet det så mange gange, men sidst var det altså ved flytningen,« siger han.

– Hvordan får man sådan en tilgang proppet ind i folk?

»Jeg kan godt forstå, at du spørger, men egentlig er det ikke sådan, at vi har en manual for, hvordan vi skal præge dem. Jeg vil tro, at alene det, at de er unge i sig selv, er en stor energiplatform.«

»Det er kendetegnende for unge, at de ikke er konsoliderede. De har ikke statusangst. De er ikke i fare for at blive jaloux over, at naboen har en større bil, for de er stadig ikke etablerede. De er frie og meget åbne. De har ikke en hel masse velerhvervede bastioner, som de skal forsvare. Eller som de føler, at de skal forsvare.«

»Jo mere man kommer op i hierarkiet og bliver villaejer og medlem af grundejerforeningen, eller hvad man nu gør, desto mere interessebestemt begynder man at tænke. Unge tænker ikke interessebestemt – de tænker meget idealistisk.«

»Det er helt typisk, at nutidens unge er i balance med sig selv i den forstand, at de ikke gør ting af pligt, men af lyst.«

Jakob Dall

De unge, Jørgen Carlsen igennem 30 år har mødt, har været drevet af nysgerrighed og har talenter i mange retninger.

»Men så møder de uddannelsessystemet, og det clasher med den lystbårne ungdom. Det tvinger dem til at fravælge nogle muligheder ved at vælge at følge nogle andre. Hele uddannelsessystemet er i øjeblikket blevet så tilstrammet, at man tillægger uddannelserne alt for stor betydning, og det bekymrer mig meget.«

»Det er jo efterhånden sådan, at der ikke er nogen fortrydelsesret.«

– Det er vel okay, at staten ikke vil spilde ressourcer på uddannelser, som de unge alligevel ikke har tænkt sig at gennemføre?

»Ja ja, men man skal passe på, at man ikke kommer til at forholde sig alt for bogholderagtigt til sit eget liv og lægge strategier for et helt liv.«

»Tag nu mit eget tilfælde. Hvis nogen havde sagt for 50 år siden, at jeg ville blive forstander på en højskole, ville jeg sige: ’Hvor får du den idé fra?’ Det var jo ikke det, jeg forestillede mig, da jeg læste idehistorie. Jeg var jo bare optaget af faget.«

»Det er, som om unge nu om dage bliver tvunget til at tænke lidt for strategisk. Det kan tit give dem skyklapper på i forhold til, hvad der ellers kan være af muligheder. Tag sådan en ting som a- og b-fag på gymnasiet. Hvis man er interesseret i et højt gennemsnit for at holde sine valgmuligheder åbne, så fravælger man de fag, som kan være svære at score høje karakterer i. Det vil sige, at den strategiske tænkning egentlig afkobler nogle livsmuligheder.«

Jørgen Carlsen indrømmer, at hans tanker om uddannelsessystemet kan lyde konservative, men han ærgrer sig over det, han kalder en »degenerering« af uddannelsessystemet og misbrug af kompetencebegrebet.

»Engang var kompetencer et udtryk, man brugte om juridiske begreber. At en direktør f.eks. havde kompetencer – rettigheder – til at underskrive et dokument.«

I dag mener Jørgen Carlsen, at det har fået en helt ny betydning.

»Nu er det blevet til en magtforståelse af mennesket. Kompetencer er færdigheder, kvalifikationer og alt det, som du magter. Men samtidig er det sådan, at man gerne vil bestemme, hvad det er, folk skal magte. Man opstiller forskellige læringsmål inden for de bestemte fag, som man så skal opnå. Man har mere styr på tropperne på denne her måde, men det, synes jeg, er ærgerligt, for så får man aldrig folk til at blive passioneret over noget. Når målet allerede er defineret, får man intet ud af at overgå det.«

Som et eksempel nævner Jørgen Carlsen den nye karakterskale, hvor 12 er det højeste.

»I modsætning til den gamle 13-skala, hvor man gav 13, hvis det var sådan, at lærerne selv syntes, at de lærte noget af den eksaminand, som var oppe, får man nu 12, hvis man bare har opfyldt fagets mål. Man tænker karaktergivningen lidt som en beholder, hvor der bliver givet 12, når vandet når til kanten. Der, hvor vandet oversvømmer beholderen, skulle man have 13 i gamle dage, men det er, som om man siger til folk: Hertil, det er nok. Du skal ikke være alt for passioneret og alt for engageret. Det får du ikke noget ud af.«

’En vulkan af ord og tanker’

Frank Hvam, skuespiller og komiker. Gik på Testrup i foråret 1994 under en pause fra dyrlægestudiet.

»Jørgen Carlsen har altid været en bamse, men dengang i 1994 var han ung og mørkhåret. Meget potent og viril at se på. Han var sådan en power-basse. Jørgen Carlsen var en meget inspirerende og synlig højskoleleder. Allerede fra dag ét fandt vi ud af, at han var en vulkan af ord og tanker.«

»Han skabte en illusion af centrum. Man skal tænke på, at Testrup ligger helt ude på bøhlandet, og den nærmeste nabo er en stor gylletank. Alligevel følte man, at man var, hvor det skete. Der var ingen, der havde trang til at læse aviser eller se fjernsyn. Der var ingen grund til at orientere sig ude i verden, for verden var dér.«

»På Testrup fik man lov til at mærke efter. Uden at det egentligt blev navlepillende. Man blev afkrævet, at man gjorde tingene 100 procent. Til gengæld måtte man gå i gang med hvad som helst.«

»Jeg tror, at jeg havde gjort mit dyrelægestudie færdigt, hvis jeg ikke havde gået på Testrup. Så havde jeg været sådan en fyr, der havde boet med en dejlig familie et eller andet sted i Jylland, og så havde jeg deltaget i noget lokalt teater, nok noget dilletant, og havde skrevet til den årlige revy nede i forsamlingshuset. Nu gør jeg det modsatte. Nu er jeg kreativ fuldtid, og i min fritid har jeg så nogle kæledyr, en kat, der får killinger, som jeg går og kigger lidt til.«

Et væsentligt liv

For Jørgen Carlsen er uddannelse og dannelse et skridt på vejen til at leve det, han kalder et væsentligt liv. Et liv, hvor man ved, hvad man holder af og handler derefter. Et liv, man ikke sjusker med.

»Et sjusket liv er et, hvor man ikke tager sig selv alvorligt. Hvis man ikke har meninger om noget som helst og er ligeglad – både med andre og sig selv – så bliver man til det, som Grundtvig kalder en dødbider. Sådan en, som ikke synes, at der er noget ved noget. Det er en kedelig tilstand at være i, fordi hele pointen jo er, at der er noget ved noget,« siger Jørgen Carlsen og fortæller, at hemmeligheden bag enhver højskolevirksomhed i virkeligheden er at pege på, hvor vidunderligt meget der er at holde af i det liv, vi har.

»Den tyske filosof Hannah Arendt siger et sted meget smukt, at formålet med undervisning må være at føre den studerende frem til at elske verden på en sådan måde, at han eller hun også vil tage ansvar for den.«

Han kigger igen ind mod det grønne bibliotek.

»Hvis du læser romaner, er dit liv rigere, end hvis du ikke gør. Hvis der er en hel masse ting, som du ikke holder af, så afkorter du dine livsmuligheder. Mit liv bliver f.eks. rigere af, at jeg kan sætte pris på at sidde på altanen i solskin lige nu. Det kan jeg se værdi i.«

»Jeg siger ikke, at man skal parfumere tilværelsen og overse alle de reelle problemer, der kan være i samfundet, men udgangspunktet må være, at det liv, vi lever, er værd at holde af. Hvis der er noget, som stiller sig hindrende i vejen, må man kæmpe mod det.«

»Det at holde af noget er det, der giver én overskuddet til at gå i clinch med verden og gøre den til et lidt bedre sted at være,« siger han.

Kaffen er drukket, og Jørgen Carlsen skubber endnu engang de to digtsamlinger over mod mig. Han vil virkelig gerne have, at jeg læser dem. Og holder af dem. Han følger mig ud til lejlighedens dør, mens hans fortæller, hvad han nu skal bruge sin tid på.

For selv om Jørgen Carlsen nu for sidste gang har sagt farvel til et elevhold, slipper han ikke helt for de testrupske elever. Det er stadig ikke lykkedes ham at gå en tur op ad Strøget i København uden at rende ind i en tidligere elev. Han genkender ansigterne overalt, selv om de mange tusinde navne har haft sværere ved at hænge fast.

Jørgen Carlsen er godt klar over, at forandringen bliver overvældende, når den indtræder, men der er især én ting, som han kan se det fine i ved sin nye tilværelse:

»Nu kan man sove længe om morgenen, hvis man kunne have lyst til det. Og det kunne jeg meget vel have lyst til.«

Jakob Dall

’Blændende og lødig’

Bertel Haarder, Folketingspolitiker for Venstre og højskolefan.

»Jørgen Carlsen har været højskolernes førstemand i rigtig lang tid. Han står for indhold og kultur.«

»Han er en fremragende foredragsholder, der virkelig kan fængsle, når han fortæller om litteratur, kunst og etiske spørgsmål. Man kan slet ikke undgå at støde på ham, når man interesserer sig for højskole og kultur.«

»Han har betydet meget for alle højskolerne, fordi han er en arvtager til nogle af de store koryfæer, folkehøjskolerne har haft, som har raget op i kulturdebatten. Han er blændende og lødig.«

»Dét, som eleverne får hos Jørgen Carlsen, er et autentisk møde med en mand, som ved utrolig meget, og som kan formidle det. Og som brænder for dansk kultur i bred forstand. Han har efter min mening også gjort det fremragende i Etisk Råd, hvor han blandt andet har turdet tage spørgsmål om dødshjælp op.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Anne Eriksen
  • Oluf Husted
  • Ervin Lazar
Hans Larsen, Flemming Berger, ingemaje lange, Anne Eriksen, Oluf Husted og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

At nuværende og tidligere Testrup-elever hjælper familien Carlsen med at flytte, er en stor kærlighedserklæring og giver et tæt kendskab til det kommende: "Lille Testrup"

Til Jørgen: Du må finde en bedre placering til jeres seks P L A T O N bøger, ikke lidt sjusket i underste etage af den høje nye reol.

Karsten Aaen, Nette Skov og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg begynder at forstå vurderingskriterierne i dette miljø. Hvis man har tilstrækkelig med kulturel kapital, så er det ok også at have monetær kapital så man kan købe en lejlighed med søudsigt på indre Nørrebro? Det er kun hvis man har tjent sine penge på en vognmandsforretning eller lidt pantebrevshandel at man bliver skoset for sin luksusbolig her i spalterne?

Karsten Aaen

øhm - Henrik Brøndum - ved du overhovedet noget som helst om hvad en forstander for en højskole tjener? Eller at en forstander på en højskole skal bo på en sin efterskole? Uden mulighed for at spare op i sin bolig? så den sælges med en millionfortjeneste.....

Og hvorfor tror du dog, at Jørgen Carlsen har købt sin lejlighed? på Nørrebro? Kunne det måske ikke være en lejelejlighed? Og hvis han endelig har købt lejligheden, tror du så ikke, at han har sparet penge op - fra sin løn - fra højskolen i de 30 år, han har været forstander på højskolen i Testrup?

Jeg ved ikke med de andre, men jeg har intet problem med folk der tjener, eller har tjent deres penge
i vognmandsforretninger, blomsterforretninger, boghandler, møbelsalg i møbelforretninger eller ved salg af pantebreve mm. og mv. - så længe de selv har arbejdet for det....

Henrik Brøndum

@Karsten Aaen

Nej, det var en letkøbt påstand, men man kommer ikke til søudsigt i Kbh uden midler. Jeg håber den kan bære min kritik af avisens linie, der sjældent undlader at vinkle luksusbesiddelser hvis "interviewofferet" er uden kulturel kapital.