Læsetid: 9 min.

’De skal vide, at journalen ikke er den hellige gral’

Mange steder i den vestlige verden søger tidligere anbragte indsigt i deres journaler for at blive klogere på en barndom set med myndighedernes øjne. Men erindringerne og sagsakterne fortæller ofte to forskellige historier, viser ny forskning
Historiker Jacob Knage Rasmussen har i forbindelse med sit ph.d.-projekt hjulpet omkring 20 voksne børnehjemsbørn med at skaffe deres journaler.

Historiker Jacob Knage Rasmussen har i forbindelse med sit ph.d.-projekt hjulpet omkring 20 voksne børnehjemsbørn med at skaffe deres journaler.

Jakob Dall

10. juni 2017

»Løgnagtig … trodsig … rastløs ... seksuelt nyfigen … opsætsig … falder over sine egne ben … taber hvad hun står med i hænderne. Dette kan være et træk i hendes mere eller mindre ubevidste ønske om at tiltrække opmærksomhed og appellere til omsorg.«

Sådan står der i Pias journal fra Vejstrup Statsungdomshjem, hvor hun var anbragt fra 1959-1961 som ganske ung pige. Da Pia mere end et halvt århundrede efter læste journalen, kunne hun slet ikke genkende beskrivelsen af sig selv. Hendes egen opfattelse var, at hun var sød og uskyldig. Og at hun aldrig skulle have været på ungdomshjem.

»Men det var ikke sådan, Pia blev set. Hun blev set som ungdomshjemmets typiske klientel. Det fik hende til at spørge: ’Hvem troede de egentlig, jeg var?’ fortæller historiker Jacob Knage Rasmussen.

Pias spørgsmål er blevet titlen på hans igangværende ph.d.-projekt ved Danmarks Forsorgsmuseum, hvor han har hjulpet omkring 20 voksne børnehjemsbørn med at skaffe deres journaler og interviewet dem. Efterfølgende har han sammenlignet deres erindring med sagsakternes fortælling og sideløbende analyseret 45 journaler fra fem forskellige typer børnehjem i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. 

»Spørgsmålet, Pia stiller, er meget essentielt, for det handler om identitet. Og om konstruktionen af sandheder. Journalerne er én konstruktion af sandheden. De anbragtes erindringer en anden,« siger han.

Modstridende fortællinger

Forskningsprojektet gør os klogere på, hvad der sker, når tidligere anbragte, via deres sagsakter finder brikkernes til deres barndom, fortæller Jacob Knage Rasmussen. En bevægelse, der ruller både i Danmark og flere andre steder i verden i kølvandet på børnehjemsundersøgelser i blandt andet Australien, Sverige, Norge, Irland og også i Danmark med Godhavnsrapporten.

Som Information skrev i denne uge, findes der ikke tal på, hvor mange tidligere anbragte herhjemme, der søger aktindsigt i egne børnesager, men organisationer, institutioner og fagprofessionelle er ikke i tvivl om tendensen.

Professor ved Roskilde Universitet Hanne Warming – mangeårig forsker i udsatte børn og unge – mener, at det kan være en stor hjælp for de anbragte:

»Der er mange ting i de her menneskers liv, som ikke giver mening, og slet ikke hvis de tænker tilbage. De går og bøvler med, hvad der skete og hvorfor. Og det kan hjælpe at søge tilbage i journalerne. Undervejs har de ofte ikke fået særligt meget at vide og har måske også fået modstridende fortællinger om, hvad der skete fra forældre, fra sagsbehandlere og fra anbringelsesstedet. Og måske fortæller deres egne erindringer en helt fjerde historie.«

Mange anbragte mangler livsvidner. Familiemedlemmer er måske døde, de færreste har kontakt til dem, de har været anbragt sammen med, og har ikke andre, der kan genfortælle deres historie. Derfor er journalerne helt afgørende for at skabe en sammenhængende livshistorie, siger Jacob Knage Rasmussen:

»Det handler om at få lagt det her puslespil. Bare sådan en helt simpel ting som kronologien. Ofte kan de ikke selv huske, hvor de var anbragt og hvornår. En af mine informanter har været anbragt 20 forskellige steder. Der kan være mange sorte huller i sådan en barndom, og der kan journalerne være med til at give noget ro.«

Jacob Knage Rasmussens projekt er del af et større forskningsprojekt kaldet ’Velfærdshistorie fra kanten’, hvor Fængselsmuseet i Horsens og Danmarks Forsorgsmuseet i Svendborg sammen med Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet forsøger at komme i dybden med de socialt udsattes historie. I forbindelse med projektet annoncerede man efter tidligere anbragte, der gerne ville være med i projektet. Den typiske deltager viste sig at være mellem 50 og 65 år

»Børnene er flyttet hjemmefra, man er måske blevet skilt, og nu er det tid til at gøre status,« forklarer Jacob Knage Rasmussen.

»Ofte har den anbragte gået med ønsket i mange år, men det har været uoverskueligt at komme i gang.«

Makkuleret eller forsvundet

Men det er ikke altid let at finde sin sagsmappe. Nogle findes ganske enkelt ikke. Papirer er gået til i en oversvømmelse, er makuleret eller bare forsvundet.

»Det er paradoksalt, at mens man er anbragt, bliver der ofte lavet rigtig mange dokumenter om en. Men når man så kommer ud derfra, kan det være svært at få fat i dem,« siger Jacob Knage Rasmussen:

»Typisk har de været anbragt seks-syv forskellige steder, og så ligger der måske noget et af stederne, som bliver sendt hjem til dem i en kuvert med posten.«

Der står dog sjældent det, den anbragte håbede på at finde:

»Jeg gør meget ud af at lave en forventningsafstemning. De skal vide, at journalen ikke er den hellige gral. Og måske afføder dokumenterne endda flere spørgsmål end svar.«

Det er også Bente Nielsens erfaring. Hun er næstformand for TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte – og fik sidste år satspuljemidler til projektet Mikado, som de kommende år skal hjælpe tidligere anbragte med at søge aktindsigt i deres sag og samtidig støtte dem i at bearbejde indholdet.

»Det er et kæmpe arbejde og også psykisk hårdt at søge sin sag. De fleste har negative erfaringer med at blive anbragt, så bare det at skulle spørge på kommunen er for mange ret angstprovokerende,« siger Bente Nielsen.

Hun blev selv anbragt på børnehjem og senere i plejefamilie i 1967 sammen med sine tre søskende, da hun var fire år. Da hun søgte sine sagsakter, fandt hun til sin dybe skuffelse ingenting. Bortset fra en linje i børnehjemmets stambog, hvor hun står anført som ’lillesøster’ til en ældre søskende.

»Kommunerne har tidligere haft lov til at kassere, og det har mange gjort. Anbragte bliver dermed historieløse. Jeg oplever, at folk kan blive meget vrede og kede af det, hvis de ikke kan finde deres journal,« siger Bente Nielsen.

Næsvis, doven og sinke

Jacob Knage Rasmussens forskning viser indtil videre, at der er stor forskel på journal og erindring. Journalens formål er at retfærdiggøre anbringelse. »Institutionens rygdækning,« siger Jacob Knage Rasmussen. Derfor er der ikke lange beskrivelser af hverdagen:

»Journalen har været et praktisk redskab, som har skulle argumentere for anbringelsen og for det videre forløb. Det har aldrig været meningen, at tidligere anbragte skulle læse den for at få styr på deres livshistorie.«

Sproget er nøgternt og hårdt, særligt i 1950’erne. I den periode har Jacob Knage Rasmussen ikke fundet mange positive betegnelser af børnene:

»Jeg har fundet ét sted, hvor barnet er beskrevet som ’normalt begavet’. Ellers er det ord som ’næsvis’, ’udpræget sinke’, ’doven’, ’sløj’, ’en belastning’ eller ’afrakket’. Det er tankevækkende, at det ikke er længere tid siden.«

Jacob Knage Rasmussen understreger dog, at man skal passe på ikke at falde i »indignationsfælden«.

»Det er så tillokkende, fordi vi sidder med vores nutidige middelklassebriller og tænker: Hvorfor sagde de ikke til børnene: ’Du er god nok’. Men det var en anden tid. At give børn et kram og anerkende dem var ikke noget, der lå i tiden.«

I 1960’erne og i 1970’erne ændrer sprogbrugen sig i journalerne, beskrivelserne af børnene bliver mere forstående, og man anlægger i højere grad barnets perspektiv.

»Pædagogikken og barnesynet ændrer sig. Behandlerne kommer på banen, og der begynder at optræde psykiatriske udredninger og tests,« siger Jacob Knage Rasmussen.

Hvordan reagerer de anbragte?

Modsat journalen handler de anbragtes erindringer om hverdagen, venskaber og naturligvis også om overgreb. Og dermed kan journal og erindring komplementere og nuancere hinanden på mange punkter, forklarer Jacob Knage Rasmussen

Han har flere eksempler på, at journallæsningen kan vende op og ned på den anbragtes forestillinger.

»Der var en kvinde, som mente, at hun havde et rigtig godt forhold til sin forstanderinde. Og så ser hun i journalen, at denne kvinde beskriver hende rigtig væmmeligt. Som om hun var et slesk og indsmigrende barn. Det var naturligvis hårdt,« siger Jacob Knage Rasmussen.

Men han har modsat også oplevet, at en kvindelig informant læste en detaljeret, positiv beskrivelse af sig selv på et børnehjem.

»Den handlede om, hvor sød og omsorgsfuld, hun var over for de andre børn, « siger Jacob Knage Rasmussen.

»Journalen gav hende et nyt syn på hendes barndom, og der var informationer i sagen, der gav hende et bedre forhold til hendes far.«

Men hvordan reagerer de anbragte, hvis de læser noget dårligt om sig selv, som de ikke kan genkende?

»Der er nogen – typisk dem, der siden har klaret sig godt – som siger: ’Okay, de skriver, at jeg var hæslig. Men jeg ved, hvordan jeg var’. Andre bliver hensat til en velkendt følelse af ensomhed og utilstrækkelighed.«

Billedet er fra Vejstrup Pigehjem ved Svendborg. Fra 1908 til slutningen af 1950’erne anbragte man her unge piger, som blandt andet havde været involveret i kriminalitet og prostitution. Men mange af pigerne, var også blot tidligere børnehjemsbørn, der havde få muligheder for at klare sig i livet.

Gudme Lokalhistoriske Arkiv

Overgreb og sengetisseri

Indimellem kan en episode i journalen huskes helt modsat af den anbragte. Et eksempel er en journal, der skriver om en dreng, at han fremfører en grundløs beskyldning mod en ansat om vold. Drengen trækker den tilbage, og herefter hedder det, at han er ’letsindig i sin omgang med sandheden’.

»Da vi taler om det, fortæller han, at han er blevet slæbt hen over gårdspladsen i armen så hårdt, at han havde fem blå mærker bagefter. Men de ansatte blev ved med at sige, at det ikke var sandt, selv om han fremviste armen. Og til sidst trak han anklagen tilbage, fordi han gerne ville være gode venner med de ansatte. Det var en overlevelsesstrategi, men den betød, at han blev stemplet som løgner.«

En anden var ikke ærlig omkring, at han tissede i sengen. Igen en overlevelsesstrategi, fordi det betød restriktioner og stigmatisering, hvis det blev opdaget. Men fordi han forsøgte at skjule det, blev også han i journalen beskrevet som ’løgnagtig’.

Jacob Knage Rasmussen har oplevet tidligere anbragte, som i mødet med journalen bliver i tvivl om deres egen erindring.

»Nogle krøller bare journalen sammen mentalt, mens andre stiller sig selv spørgsmålet: ’Huskede jeg overhovedet rigtigt? Måske var jeg i virkeligheden en løgnagtig dreng’. Det er lidt uhyggeligt. Men for nogle er journalen ophøjet til mere sand, fordi det står på et officielt papir.«

– Kan det gøre skade at læse sin journal?

»Det kan man ikke udelukke. Men jeg er som historiker ikke dommer over, hvad folk må vide om deres fortid. Det er deres historie,« siger Jacob Knage Rasmussen.

Bente Nielsen har i sit arbejde med Mikado-projektet oplevet, at tidligere anbragte kan få det psykisk dårligt af at læse journalen.

»Dels er der ting, som er skrevet om en selv på en ukærlig måde. Eller hvor man får ting at vide om sine familiemedlemmer, om seksuelt misbrug eller andet, som man egentlig ikke ønsker at vide. Det er også derfor, vi altid råder de tidligere anbragte til ikke at læse journalen alene. Og derfor vi i Mikado tilbyder folk hjælp til at bearbejde det, de møder.«

Professor Hanne Warming mener dog, at viden trods alt er bedre end kaos og uvidenhed:

»Hvis man få skabt overblik over sin historie, kan man måske også bedre forlige sig med ting, man slås med som voksen. Mange har en stærk følelse af, at der er begået uretfærdigheder, og viden kan være hjælpsomt for at komme videre,« siger Hanne Warming.

De tre typiske følelser i mødet med journalen er skuffelse, frustration og vrede, fortæller Jacob Knage Rasmussen.

»Men jeg har ikke oplevet, at nogle ville have været det foruden. Uanset om det er skidt eller godt, det, du læser, så er det gode møde med journalen der, hvor du får sat brikkerne i puslespillet på plads og kan sige: ’Det var det. Nu er der ikke flere vigtige ubekendte.«

Urørligt dokument

Jacob Knage Rasmussens forskning skal gøre os klogere på børneforsorgen rent historisk. Journalerne kan ikke fortælle os, hvad der rent faktisk foregik på børnehjemmet, men hvordan man så på børnene.

– Men hvor ligger sandheden?

»Som historiker vil jeg sige, at det ikke er sandheden i traditionel forstand, jeg er interesseret i. Vi har to meget forskellige kildetyper, som repræsenterer to vidt forskellige perspektiver. Erindring og journal udgør hver sin sociale konstruktion, som kan nuancere hinanden.«

Men historieskrivningen slutter ikke der. I Australien overvejer man muligheden for, at tidligere anbragte kan få lov til at lave tillægsnoter til deres oprindelige journal.

»Journalen er urørlig som historisk dokument. Så man kan eksempelvis ikke strege noget ud. Men man kan vedlægge et dokument eller lave en krydsreference til den anbragtes fortælling. Så kan historikere efterfølgende læse, at i denne sag havde en anden person sin version af sagen. Jeg synes, det er en interessant idé, for de her mennesker går jo bort en dag, og med dem dør deres version af det, der skete.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
David Zennaro og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Skal samfundet have den slags oplysninger om mindreårige? Det synes jeg ikke. jeg synes, at journalerne skal udleveres til den nu myndige, når de forlader systemet.