William Kvist er færdig med at prædike selvoptimering

William Kvist lavede sit sidste opslag på Facebook den 16. december 2015.

»Til dem, der ønsker at præstere bedre,« skrev han og postede en video med titlen ’Mediter dit talent’.

Det er sådan, fodboldverden kender ham. Som midtbanemanden, der med mentaltræning, åndedrætsøvelser og den rette kostplan har optimeret sine præstationer. Han er den intellektuelle fodboldspiller, der læser Jørgen Steen Nielsen og giver penge til Alternativet.

»Der Optimierungs Mann,« skrev Tipsbladet efter hans gennembrud og skifte til den tyske storklub Stuttgart i 2011.

»Hjernen på landsholdet,« døbte Euroman ham året efter.

Men det er ikke hele historien. I 2012 begyndte Kvists karriere nemlig at gå »som et flystyrt ned i jorden«. Sådan beskriver han selv den nedtur og følelse af kontroltab, han blev ramt af allerede i anden udlandssæson.

»I en periode havde jeg fremstået, som om jeg havde fundet de vises sten – den bedste metode til kost og søvn – og det prædikede jeg for en masse mennesker,« siger han.

Men undervejs blev det hårdt at opdatere Facebook i modgang. Efter at være kommet til VfB Stuttgart med stor succes og et ønske om at lære fra sig røg Kvist af holdet og blev lejet ud til London-klubben Fulham FC med begrænset succes. Efterfølgende blev han solgt til Wigan Athletic, der havde store planer om at komme tilbage til Premier League – men også her udeblev succesen. Både for Kvist, der igen røg af holdet, og for Wigan, der endte med at rykke ned i stedet for op.

»Jeg havde forestillinger om, at jeg skulle komme til at spille for Manchester United, men endte på bænken i Wigan. Og det regnede. Så sad jeg der og tænkte: Jeg dør af det her, jeg kommer aldrig nogensinde til at spille fodbold på højt plan igen. Vil mine venner stadig være mine venner? Den slags fjollede tanker havde jeg faktisk. Det var her, det kulminerede for mig i forhold til mængden af redskaber, jeg brugte.«

I dag kører det igen for 32-årige William Kvist. Han er en bærende kraft på superligasæsonens suveræne vinderhold, FC København; han er en central figur på landsholdsholdet under Åge Hareide; og han er far til en dreng på to år.

Men han har droppet Facebook.

Det er slut med at missionere, siger han. For med nedturen har fulgt en erkendelse: Det er ikke altid sundt at ’bygge ovenpå’ og forsøge at optimere sit liv og sine præstationer.

Information tilbragte en onsdag med landsholdsspilleren i slutningen af april, da årets superligasæson begyndte at lakke mod enden.

Sille Veilmark

Alt er et instrument

Klokken er 8:38, og William Kvist har tabt sin morgenmad på bordet.

»Øv, nu var den lige så flot,« siger han og samler små stykker avocado og æg op og lægger dem tilbage på brødet.

Han har afleveret Valdemar i vuggestuen og parkeret cyklen ved FCK’s grå toetagers klubhus på Jens Jessens Vej på Frederiksberg. Han har en bil, men bruger den nærmest aldrig.

»Det er en rigtig lortebil,« siger han med stolthed i stemmen. Og så er cyklen jo bedre for miljøet.

Egentlig er bilen ikke så ’lortet’ endda – det er en Renault Kadjar – men sammenlignet med, hvad William Kvist drønede rundt i i Mercedes-byen Stuttgart, er den ikke prangende.

»Jeg kom jo ned og fik de her fede biler og den fede lejlighed med udsigt over hele byen. Jeg tjente mange penge og blev tilbudt endnu flere. Det hele kulminerede på det tidspunkt.«

William Kvist – eller bare ’Kvisten’, som fodboldkommentator Flemming Toft en overgang kaldte ham – blev kåret til årets danske spiller to år i træk. Han følte, at han havde fundet nøglen til succes. Og det afspejlede sig i pressens skriverier.

»’Mr. Euroman, den perfekte optimeringsmand’ … Jeg griner ad det i dag,« siger han og tager en tår af sin grønne te.

»I artiklerne fra dengang ser jeg en ung mand uden humor, der bare kører helt asketisk derudad, nærmest som en maskine.«

– Og det gav bagslag?

»Problemet var, at når der så skete noget dårligt, så kiggede jeg altid på mig selv. Det må være min fejl, tænkte jeg konstant – hvad kan jeg gøre bedre, hvordan kan jeg bygge ovenpå?«

– Det lyder, som noget man har hørt før. I debatten om ’12-talspigerne’ eksempelvis …

»Der er ingen tvivl om, at det er noget, jeg ser en tendens til blandt mine venner og i min generation i det hele taget. Den dér instrumentalisering: Alt er et instrument til at komme videre. Du har alle muligheder, du skal bare tage dem. Just do it, som Nike siger. Og når vi så støder på begrænsninger, så kigger vi indad. Det er en form for selvpineri, som jeg kender ret godt.«

Asparges og grøn salat

Klokken er 10:48, og træningen er i gang. Efter opvarmningen spilles der to hold mod hinanden med fokus på pasningsspillet, og Kvist, der sjældent bevæger sig langt væk fra midtercirklen, spiller kontrolleret med korte afleveringer og rammer sin mand hver gang.

Sille Veilmark

Da forårsvejret skifter fra sol til hagl, søger en håndfuld tilskuere til dagens træning ly i et redskabsskur. Blandt dem er head groundsman Jon Braager.

»Willy er en af mine yndlingsspillere, ham er der kød på,« siger han.

»Han er vigtig for os, for man kan regne med, hvad han siger. Hvis han fortæller mig, at banen er enten god eller dårlig, så ved jeg, at det er sandheden. Og han har sit eget værdisæt, det må man virkelig have respekt for. Nogle af de andre spillere er mere påvirkede af pengene og af, hvad andre siger og gør.«

Jon Braager peger på Mercedes’erne, der er parkeret på den anden side af hækken.

»Willy, han tager bare cyklen.«

For andre kalder William Kvists stil på drillerier. Eksempelvis da Danmark i 2010 var blevet banket 3-1 af Portugal i en EM-kvalifikationskamp, og hans sorte herrecykel blev klistret til med såkaldte Panini-kort med Cristiano Ronaldo, Pepe og andre portugisiske profiler. Eller da han under et tv-interview bestilte hvide asparges og grøn salat på en restaurant. Den slags kan andre fodboldspillere godt finde på at lave lidt sjov med.

Og så er der historien om den store saftpresser, han fik fløjet til spillerhotellet i Kołobrzeg for ikke at skulle undvære sin daglige grøntsagsjuice under EM-slutrunden i Polen og Ukraine. Den har hængt ved siden 2012.

– Hvor er juicemaskinen egentlig i dag?

»Åh, skal vi snart lægge den historie i graven? … Den er røget i kælderen. Så meget for det perfekte selvbillede,« siger William Kvist med et smil, da træningen er overstået, og frokosten er serveret: mexicansk-inspireret risret med majs og oksekød og lidt salat ved siden af.

Der er kommet mere styr på forholdene i FCK, siden han forlod klubben i 2011. Behandlerteamet er blevet større, der er ansat en mentaltræner, spillerne dyrker yoga to gange om ugen og får sund frokost og paleo-snacks. Man kan sige, at det hele er blevet mere William Kvist-agtigt.

Totalteater

Egentlig synes han, at »selvudvikling lyder så dumt«, men han føler sig stadig »nysgerrig på, hvordan man udvikler mig som menneske«. Og man hører det, når han taler: »Du skal have dig selv med,« siger han. Og: »Jeg har mit ståsted«, »Livet er op og ned« og »Jeg øver mig i at gå på grænsen«.

Det er William Kvists måde at håndtere fodboldverdenen på.

»Det er et hårdt miljø. To gange om ugen er jeg en gladiator. Og jeg er enten en idiot eller helt fantastisk. Det er der 30.000 mennesker i Parken og en masse journalister, der nok skal fortælle mig. På et tidspunkt ville de deportere mig til Sverige.«

Nu er pressen begyndt at rose ham igen.

»Men jeg kunne helt sikkert have været en type, som fodboldverdenen havde skubbet væk, hvis ikke jeg havde haft en mentaltræner,« siger Kvist.

»Fodbold er som et totalteater, hvor den arketypiske midtbanespiller forventes at løbe rundt med ild i øjnene og råbe, mens han sparker de andre ned. Det skaber en machokultur, hvor der ikke er megen plads til sårbarhed og utilstrækkelighed.«

Kvist er ikke den første danske fodboldspiller til at fortælle den historie. Djøfbladet beskrev i 2009 ’intellektuelle’ Asbjørn Sennels’ og Thomas Thorningers oplevelser i machoverdenen: I Brøndbys omklædningsrum gjorde holdkammeraterne grin med Sennels’ Foucault-bog. Og i AGF gjorde Stig Tøfting det klart over for Thorninger, at man altså ikke lader op til kamp ved at læse Weekendavisen.

– Hvordan holder du omklædningsrumssnakken ud?

»Jeg oplever det egentlig ikke som noget, der skal udholdes. Jeg kender jo jargonen. Her er jeg William på arbejde. Men det er klart, at sådan en som Stig Tøfting er prototypen på alt det gammeldags ved fodbold – den laveste fællesnævner, det platte og fordummende.«

Sille Veilmark

Se, et Brøndbysvin

Efter frokost laver William Kvist åndedrætsøvelser i ti minutter efterfulgt af 20 minutters power nap til lyden af regn i høretelefonerne. Klokken 14:34 er han oppe på cyklen igen og på vej gennem Frederiksbergs gader.

»Jeg elsker Frederiksberg,« siger han, »jeg elsker Irma, jeg elsker kvalitet« – og sådan har det været, siden familien flyttede fra Odder til hovedstaden, og Kvist blev ungdomsspiller i KB.

»Se, der er et Brøndbysvin,« griner han, da vi suser forbi en Opel med et BIF-klistermærke på bagsmækken med kurs mod Valdemars vuggestue.

Det har givet ham ro at få en søn.

»Valdemar har helt sikkert udvidet min comfortzone meget i forhold til søvn og kost og den slags,« fortæller William Kvist, da de en halv time senere har fundet en indendørs legeplads, og Valdemar tonser op og ned af en betonbakke med indbyggede klatre- og rutsjebaner.

»Det er sundt for mig, at der er en andens behov, jeg skal tage mig af. Samtidig finder man som forælder hurtigt ud af, at man godt kan droppe at søge perfektionen.«

Læg hertil fodboldnedturen i Wigan og returen til FCK for to sæsoner siden, og du har fundamentet til Kvists erkendelse:

»Selv om jeg har penge, prestige og direkte adgang til medierne, kan jeg ikke klare alt, jeg kan ikke kontrollere alt.«

– Hvorfra kommer behovet for optimering?

»Jeg tror faktisk, det handler om, at jeg er vokset op med computerspil som Civilization og Warcraft, altså strategispil, hvor du bygger et imperium op fra bunden, og hvis du gør alting rigtigt i god, lineær orden, så skal du nok vinde. Den måde kan jeg godt komme til at se verden på. Hvis bare jeg opgraderer det ene eller andet, køber noget nyt, gør sådan og sådan, så står tingene ligesom rigtigt.«

William Kvist siger, at mens han før prøvede at optimere tingene 100 procent, har han i dag skruet ned til 90 procent.

Valdemar rutsjer ind i en af de store drenge på legepladsen og får et lille slag på foden. Klokken er 15:47, og med god sans for timing kommer William Kvists hustru, Christine, ind ad døren og giver sin søn et kys på tåen.

Valdemar kan køre med hende hjem i Renaulten.

»Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har en elbil. Måske fordi den anden er så billig. William er jo trods alt jyde,« siger hun med et smil, da han er uden for hørevidde.

De mødte hinanden på en kinesisk all you can eat-restaurant på Roskildevej for 12 år siden. Christine røg masser af cigaretter, og William, der hader røg, skulle tidligt hjem i seng, så han kunne være frisk til træning.

En verden udenfor

Valdemar får ordineret 20 minutters daglig eftermiddagsskærmtid af sine forældre. Det er den eneste måde, de kan få ham til at sidde stille på. Som et lille mellemmåltid spiser han ærter i sofaen og ser tegnefilmsserien Masha og bjørnen.

– Du har været meget fokuseret på din egen udvikling. Hvad med din søns udvikling?

»Jeg har sagt til mig selv, at det ikke skal være ’projekt børneoptimering’,« siger William Kvist, der har taget plads i sit ’tænkehjørne’ – et bord og fire stole med udsigt til villavejen.

»Vi vil selvfølgelig gerne pode ham med en masse gode ting, og vi har da læst nogle bøger, men vi er ikke speltforældre. Vi er ikke fanatiske. Men med Stuttgart-William havde det dog nok været noget andet: Så havde jeg været meget mere opmærksom på hans kost og søvnvaner og den slags.«

FCK-William er anderledes.

»Ja, for jeg har jo opdaget, at der også er et dejligt liv ved siden af fodbolden, at der er en verden udenfor. I Wigan følte jeg først, at jeg havde mistet alt, men lidt efter kunne jeg mærke, at jeg faktisk havde et solidt fundament. Jeg døde jo ikke af det. Og på banen har jeg ikke længere brug for at bevise noget; jeg skal ikke til udlandet igen, jeg jagter ikke en ny, stor kontrakt.«

Sille Veilmark

Curling

Klokken er 20:14, familien har spist spaghetti bolognese fra Aarstiderne, Valdemar er puttet, og der er the og chokolade på bordet i Frederiksbergvillaen. Normalt sværger William Kvist til Summerbird, men han har forsøgt sig med en ny form for RAWchokolade fra Helsam.

»Jeg er ikke fan,« siger han efter et par bidder.

– Rammerne om fodbolden er blevet mere professionelle, siden du begyndte din FCK-karriere for over ti år siden. Hvad har ellers ændret sig?

»Jeg mærker faktisk, at holdet betød mere dengang, da jeg begyndte som professionel. Måske er der gået lidt curlinggeneration i den i dag. De unge er mere individualister nu. Jeg ser specielt en forskel i forhold til min ungdomstid på spillere som Viktor Fischer og Pierre-Emile Højbjerg (landsholdsspillere, red.), der er bedre, end jeg var på det tidspunkt, og har en ’her er jeg, jeg kan det hele’-attitude. Og på de sociale medier, som mange kommunikerer igennem, er der en tendens til, at det bliver meget ’mig, mig, mig’ og selvpromovering. Specielt Zanka (Mathias ’Zanka’ Jørgensen, forsvarspiller i FCK, red.) er vildt god til det og bliver derigennem en ekstremt synlig og central figur i dansk fodbold.«

Da han kom til Stuttgart, brugte William Kvist selv Facebook til at inspirere unge mennesker til at træne og spise bedre og så videre – »men når det bare går nedad, falder ens troværdighed,« siger han.

»Hvis man siger ’spis dine gulerødder’, får man jo bare et ’ja, ja, hvad med dig selv?’ tilbage.«

»Men generelt har sociale medier jo betydet, at nogle spillere har en stemme, der er lige så stor som hele holdets – ligesom Cristiano Ronaldo er Real Madrids ansigt udadtil. Men jeg kunne godt tænke mig lidt mere ansvar over for fællesskabet – ligesom jeg gerne ser det i vores samfund. At vi kan unde hinanden lidt mere og blive bedre til at gøre hinanden gode. Det ser jeg ikke så meget hos de unge fodboldspillere. Det skyldes nok også, at konkurrencen er hårdere end for 10-12 år siden. Professionaliseringen kommer desværre allerede i otte-tiårsalderen i dag, jesus christ.«

– Hvorfor desværre?

»En ud af ti af de bedste ungdomsspillere får måske en karriere, men hvad med dem, der ryger af som 15-årige? De får et ordentligt knæk. Jeg er bange for, at legen forsvinder, og det bliver for konkurrencepræget og ensporet for de unge.«

Brillen

– Jeg har hørt, at du havde en danseworkshop i Stuttgart …?

»Ja, jeg fik fløjet en bevægelsesprofessor ned. Trancedans er en anderledes måde at komme ind til følelser på. Det gik rigtig dårligt i Stuttgart på det tidspunkt, så jeg dansede en meget aggressiv dans. Senere lavede jeg en anden workshop med min mentaltræner, hvor vi skulle slå hinanden. Jeg gik rundt om ham, mens han stod med lukkede øjne – og så gav jeg ham et hug på baglåret. Bagefter analyserede vi slaget. Hvad ville jeg med det? Hvorfor havde jeg ramt baglåret? Hvorfor så hårdt?« siger William Kvist og tager en slurk Sleepy time-the.

Han drikker den for at blive soveklar. Hvis det for alvor kniber med at blive søvnig, har han et par særlige briller med orange glas, der dæmper lyset.

»Men Christine piller dem altid af mig.«

– Der er ikke så meget sex i sådan en brille …

»Nej, præcis, men jeg tager den altid med på træningslejr.«

William Kvist har tre år tilbage af kontrakten med FCK, som formentlig bliver den sidste.

»Spørgsmålet er så, om jeg overhovedet ved, hvem jeg er uden fodbolden. Jeg har jo gjort det her, siden jeg var fem år gammel … Måske bliver jeg efterskolelærer. Jeg kommer i hvert fald ikke bare til at spille golf.«

Klokken nærmer sig 21, og Leonardo DiCaprios klimadokumentar, Before the Flood, er klar til at blive streamet på computeren.

Sille Veilmark

– Hvorfor har du ikke købt en elbil?

»Det vil jeg helt sikkert også gøre næste gang.«

– Så det handler ikke om jysk nærighed?

»Nej, tværtimod. Jeg synes næsten, at en Tesla er for fancy at have stående i indkørslen for kun at bruge den en gang om måneden. Men altså, du må gerne skrive, at jeg er på jagt efter en elbil.«

Information har spurgt fodboldkommentator og tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting, om han ønsker at bidrage til artiklen med sin vurdering af William Kvist. Det gør han ikke, men skriver i en sms: »Vi står vist som Yin/Yang i alle livets facetter.«